Prædiken til Mariæ bebudelses dag (Es 7,10–14; 1 Joh 1,1–3; Luk 1,26–38), den 22. marts 2015 i Sankt Jørgens Kirke, Næstved.

“Du salige jomfru og Guds moder, hvor har Gud i dig vist (os) en stor trøst, al den stund Han har set så nådigt til din uværdighed og ringhed, som vi formanes igennem. Efter dit eksempel vil Han heller ikke foragte os arme, ringe mennesker, men se i nåde til os.”^[1]

Indledningsbønnen til dagens evangelium er skrevet af Martin Luther. Jeg valgte den, fordi mange danske præster i Maria ser en overlevering fra katolsk tid. De påberåber sig Luthers kamp mod den katolske mariadyrkelse, hvad de også har ret i. Men dermed hører enigheden også op, for Luther mente, at Maria var et strålende forbillede i tro. Det var der belæg for i Bibelen, hverken mere eller mindre.

Salmedigteren Grundtvig fremhæver også Marias forbilledlige tro. Troen og kærligheden blev af Gud forenet i Jomfru Maria. Maria som fødte menneskehedens håb – Kristus. Det er gennem hende, at Gud lader lyset, livet og kærligheden fødes, til at skinne for os.

Jeg vil give et eksempel.

Kirken Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche, som ligger på Berlins travle indkøbsgade Kurfürstendamm, er altid overfyldt af turister. Der tales og diskuteres på alverdens sprog, men et sted forstummer talen. Det er ved en udstillingsmontre, hvor der hænger en gammel og gulnet tegning. Tegningen forestiller en kvinde, som sidder med armene om et barn, begge er de indhyllet i en militærkappe. Kvinden ser ned på barnet, måske smiler hun lidt. På tegningen er skrevet: Lys, liv, kærlighed. Julen 1942. Fæstningen Stalingrad. Stalingrad, bynavnet som kan få enhver tale til at forstumme, smilene til at stivne og ældre tyskeres øjne til at løbe i vand.

Vi springer fra den overbesøgte kirke 73 år tilbage i tiden. Den tyske feltlæge og teolog Kurt Reuber er på hjemmeorlov fra den russiske front (kaldet Østfronten). Dér var han havnet, da han gjorde sig upopulær i nazistpartiets ledelse, fordi hans prædikener ikke stemte overens med partiets linje. På Østfronten forrettede han tjeneste ved den 6. Armé, som stod under kommando af den ikke udygtige general Friedrich Paulus. Paulus havde af Adolf Hitler fået den håbløse opgave for enhver pris at fastholde den erobrede by Stalingrad, selvom Den Røde Hær kappede forsyningsvejene over, en efter en. Derfor var der også glæde i det lille hjem, da Reuber blev bevilliget hjemmeorlov i oktober 1942. Alligevel undrede datteren sig over, hvorfor hendes far af og til gik i enrum. Hvad lavede han? Hun fik syn for sagen, da han viste hende et erobret sovjetisk landkort. På bagsiden havde han tegnet en kvinde, der sidder og holder om sit lille barn, med en soldaterkappe bredt ud over sig selv og barnet.

Orloven gik hurtigt, og familiens glæde fik ende, da Reuber måtte tilbage til fronten. Han kom med det sidste fly ind i Stalingrad, inden Den Røde Hær med en knibtangsmanøvre lukkede de sidste forsyningslinjer på landjorden og i luften. Al tilbagetrækning for 6. Armé var nu umuliggjort.

Stalingrad, juleaften 1942. De tyske soldater sad modløse og forfrosne i bunkeren. Udenfor frøs det 40 grader. Stalinorglernes endeløse rækker af Katjusja-raketter væltede ned over hovedet på dem. Gennemsnitslevetiden var nu nede på 45 min. Slaget var tabt. De sidste feltrationer var skrabet sammen. Tjenesteuniformen var rengjort, så godt det kunne lade sig gøre. Spænderne og kogegrejet var blankpoleret. De havde lavet lidt julepynt af nogle træspåner. Det skulle være jul enten på den ene eller anden måde. Mens de spiste, sang de Stille Nacht; og under sangen åbnede Reuber en skabslåge. Dér i skæret af et stearinlys faldt de modløse blikke på tegningen af Maria med barnet, som Reuber havde tegnet. De kiggede rørt på billedet. Kristendommens budskab om lys, liv og kærlighed strålede ned gennem krigens helvede. Lys midt i den russiske vinter – liv og kærlighed inden det sidste dødbringende slag.

På trods af Hitlers forbud mod overgivelse nedlagde Paulus i begyndelsen af 1943 våbnene og overgav sig – lagde sit eget og sine underordnedes liv i den populære, men berygtede sovjetiske marskal Zjukovs hænder. Kort forinden var det sidste fly mod Berlin afgået med syge og sårede samt nogle tegninger, som Reuber havde tegnet til sine børn. Heriblandt befandt sig Madonnaen fra Stalingrad. På et af billederne til familien var skrevet: “Dette billede forestiller jeres far, det skal mor have, men Madonnaen fra Stalingrad tilhører jer alle.”

Ud af 6. Armés 300.000 soldater overlevede 6.000. Reuber vendte aldrig tilbage.

Madonnaen fra Stalingrad mindede soldaterne om – og minder os om – at der, selv for mennesker i det allerdybeste mørke og den største nød, findes en Frelser, der viser vej til “lys, liv og kærlighed”. Som sådan symboliserede billedet af Maria på ringe vis en moderlig trøst i krigens helvede. I hende så de hjemveramte soldater, deres kone, børn, familie og hjemstavn. Barnet, Jesus Kristus, som Maria fødte, gav dem et håb. Et håb om at Gud fandt dem og ville være hos dem, her i krigens mørke.

Reubers tegning er måske det mest sigende billede om den ydmyge Maria, som rammer fortællingen fra dagens evangelium bedst. Den ydmyge og ringe pige, som jo netop ikke er guddommelig, fordi hun er så ligefrem menneskelig. Ligefrem og ærlig, når hun forundret og uforstående spørger englen: “Hvordan skal det gå til?”. Men da englen forklarer hende, at for Gud er alt muligt, bøjer hun sig for forjættelsen med ordene: “Lad det ske mig efter dit ord!”. Havde Maria været guddommelig, havde hun ikke tvivlet. Det er Gud, der gennem englen indgyder hende den klippefaste tro, selvom en jomfrufødsel stred mod Marias og vores forstand.

Som sagt er det ikke uden grund, at Maria ofte er blevet brugt som et trøstende symbol i krigssituationer. Men Maria taler også ind i vor hverdag og liv. Som et sandt forbillede for ethvert kristent menneske hører hun Guds ord og stiller hele sit liv i hans tjeneste. Forbilledlig på den trofasthed, som på en måde er blevet en mangelvare i vores tid, hvor man vælger til og fra, alt efter for godt befindende. Men vi bliver rastløse, hvis vi aldrig fordyber os eller engagerer os i det liv, der nu engang er vores, og som Vor Herre har tilskikket os. Mod den rastløshed og rodløshed er Maria forbilledlig.

Ja, Maria er forbilledlig, hvad Grundtvig, som jeg tidligere nævnte, også mente. Jeg vil derfor slutte denne prædiken med hans ord om hende:

“Nu, saalænge Soel oprinder,
Kaldes skal den Ungmø skiøn
Den Velsignede blandt Kvinder,
Moder til Gud-Faders Søn!”

Amen.

Salmer

• 754 – Se, nu stiger solen
• 117 – En rose så jeg skyde
• 72 – Maria hun var en jomfru ren
• 71 – Nu kom der bud fra englekor
• 192 (v. 9) – Hil dig, Frelser og Forsoner
• 12 – Min sjæl, du Herren love

[1] Maria – kirkens eller Helligåndens ansigt? Ph.d. Bente Lybecker. Dansk Teologisk Tidsskrift, 68. årg., 2005; s. 241.