Brudgommen kommer, gå ud og mød ham

Prædiken i Stenstrup og Lunde kirker, søndag den 6. december 2015
(2. søndag i advent, 2. tekstrække: Es 11,1–10; Jak 5,7–8; Matt 25,1–13)

Kørebanen er dækket af sne, tøet og frosset igen. Mærker fra bildæk, og snavset, som storbysne nu er. Det er sne fra i går. Faldet stille og tungt om aftenen og ud på natten – det havde været stjerneklart. På venstre side af vejen forhindrer et højt gitter af jern uvedkommende i at nærme sig den røde teglstensbygning med det karakteristiske keltiske kors på facaden. Pakket ind i hvid sne, uberørt af menneskehånd, ligger den lille kirke – utilnærmelig og tilsyneladende forladt trods den nypudsede facade. Med samme ubemærkethed ligger en anden kirke i hovedstaden. Ingen, der regelmæssigt færdes der, kan undgå at lægge mærke til den prægnante, hvide bygning, men de færreste har nogensinde set nogen gå ind eller ud ad kirkedøren, der er forsvarligt aflåst. Sådan står de katolsk-apostolske kirker i København tavse hen. De må kun bruges til forberedelse af Kristi genkomst – ellers skal de rives ned, og inventaret brændes.

Den katolsk-apostolske kirke på Gyldenløvesgade i København, som den så ud i 1871 (fra Illustreret Tidende).
Den katolsk-apostolske kirke på Gyldenløvesgade i København, som den så ud i 1871 (fra Illustreret Tidende).

Historien om disse kirker begynder lidt uden for London, hvor kirkesamfundet, der ikke er identisk med den romersk-katolske kirke, gennem en række syn og kaldelse fra det høje blev grundlagt med tolv apostle i 1831. Disse mennesker var overbeviste om at være kaldet og nærmest fysisk berørt af Gud selv for at forberede og samle alle kristne kirker til at møde Kristus, hvis genkomst var ganske nær.

Men for 110 år siden blev det klart for menighedens tilhængere, at Jesu genkomst alligevel ikke som ventet var umiddelbart forestående. De havde taget fejl af datoen, af dagen og timen for Kristi genkomst, og som konsekvens heraf valgte de at stoppe al udadvendt virksomhed, al mission ophørte, og udnævnelsen af nye præster ophørte for over 100 år siden – den sidste præst har lukket sine øjne. Dømt til at uddø er sådan en kirke. Menigheden har trukket sig ind i sig selv, lever i en kompromisløs stille afventen. Men nogle af menighederne vedligeholder stadig deres kirkebygninger; uden at kende dagen eller timen forbereder de sig på Jesu genkomst. Derfor står den dag i dag en række perfekt vedligeholdte kirker i Danmark og venter kun på genopstandelsen. I stadig venten og i al sin afsondrethed fra omverdenen er den lille menighed noget nær usynlig og umulig at komme i kontakt med, “vi ønsker i det hele taget ikke at bidrage med noget som helst. Vi vil gerne være uset af verden og leve I fredsommelighed.” Siger et medlem.[1]

Var det noget lignende, der gjaldt de fem kloge brudepiger, der ikke ville have noget med de andre at gøre, som vi hører i evangeliet til i dag, anden søndag i advent? – Er det sådan, at fordi man venter på Kristus, så må man lukke al verden ude af sind og tanke? Kernen i fortællingen om brudepigerne er ikke, hvordan de forholder sig til deres medsøstre, men derimod hvordan de forholder sig til Ham, der er på vej. Hvordan skal de møde Ham? Intet kan opsættes, de er i allerhøjeste alarmberedskab. Det var menigheden i det katolsk-apostolske samfund også, men da de selv havde fastsat dagen og timen for, hvornår brudgommen kom, fik de et alvorligt problem, da han mod forventning ikke dukkede op. Hvor de som brudepigerne før næsten ikke kunne få forberedelsestiden til at slå til, var der nu ikke andet end tid – tid, der løb som sand ud mellem fingrene på dem. Både den tid, de allerede havde brugt med at vente, og den tid, der lå foran dem. Det gik ikke, som de ventede, og på én gang havde de frataget sig selv muligheden for at være i verden. En stille forsvinden begyndte. Der blev lagt låg på døbefonten, der døbtes ikke længere. Låg på vievandskarret – der indviedes ikke længere vand. – For de ønskede ikke at bidrage med noget som helst, men blot være usete af den verden, de ikke længere kunne være i. De havde opfattet sig selv som et resultat af Guds ønske om at frelse hele den samlede kristenhed – og de kendte selv dagen og timen. Netop derfor drejede hele menighedens liv sig om at forberede Kristi komme; tungetale, profeti og bønner om Herrens komme – kirkefacaden blev pudset og røgelsespindene tændt.

For “brudgommen kommer, gå ud og mød ham”, lyder evangeliet. Ja, da kom du selv min glæde / og gjorde mig så glad – for jeg sidder i mørkheds sæde, som Brorson skriver. I jordens mørke nat. Og uden Hans komme vil verden gå fortabt i vinterens kulde. Men indtil timen og dagen kommer, må vi ikke fortabe os i forberedelsens gøremål og timelig forventningen af det evigt tilkommende. Som vi også nu er i forventningens og forberedelsens tid, hvor skyerne gråner, og løvet falder, vinteren truer, og natten kalder, og dog er Han nær – men vi kender ikke timen og dagen. Det er kun advent – ikke jul endnu. Børnene har svært ved at få tiden til at gå, og vi andre kan dårligt få den til at slå til, for gaverne skal i hus, klejnerne skal koges, og vores hjem, den lave hytte, hvor vi skal fejre Hans komme, skal stå prydet, pyntet og parat. Men midt imellem pebernøddespisning, luciaoptog, gaveræs og julefrokoster skal vi forberede sindet, gøre plads til Ham, der kommer. For kommer han ikke, så mister alt det andet betydning. Og det var vel i virkeligheden, hvad der skete for den katolsk-apostolske menighed. Men hvordan skal vi gå det tilkommende i møde – Ham, vi venter på? Kierkegaard skriver, at sømanden på havet skuer op på stjernerne, fordi de er trofaste, som de står – som de stod for fædrene og skal stå i kommende slægter. Mens alt omkring ham – omkring os – veksler og forgår, bølger fødes og dør, tider skifter med tider – da leder stjernen ham på vej – for når vi den følger gerne, kommer vi til det evigt tilkommende – til Jesus Krist. For det evige er det tilkommendes grund – den evighed og det tilkommende, der holder os fast på jorden, hvor vi skal være hjemme undervejs – våge og vente, for vi kender hverken dagen eller timen. Men hvilken er nu, den evige magt i mennesket? Det er troen – det er de små blus, vi bærer i vintermørket, når sneen falder, og tårerne stivner af kuld.

Ja, livet driver på evigheden, fordi Han gennem troen giver betydning både til den forgangne tid og den tid, der er nu – ved at være den, der evigt og bestandig er vores tilkommende, bestandigt er på vej til os. Og når han kommer, er tiden forbi. Men han er jo allerede kommet. – Ja, han er kommet, ellers kunne vi ikke tro på ham. Ellers kunne vi ikke leve af Hans Ord om vores nådige syndernes forladelse.

For med det Ord sætter Gud, vor Fader i Himlen, os til at leve på jorden: Vær vågne og til stede, for dag og time er i Guds hånd; og så skal vi tålmodigt leve for denne dag, som er den eneste opgave, vi kan påtage os, og den, Gud har givet os. – Og advent er ventetid, og det er ventetid hele livet, men evangeliet forkynder os, at det er den gode ventetid, for vi skal ikke vente frelse og evigt liv af os selv, men af Gud, som kommer til den tid og på det sted, Han vil. For med Vorherre kan man ikke, som med den elskede, arrangere stævnemøder i den stille sne. Og bare gå sin vej, hvis han ikke møder til aftalt tid. Nej, bliv stående lidt – vent – lad evigheden dvæle ved øjeblikket. Det mest afgørende sker ikke, når alle synes, at nu sker der noget, fordi vi har fastsat timen. For vi ved ikke engang, hvad det er for en dag eller time, vi venter på, hvor alt skulle være fuldkomment og færdigt, og ventetiden forbi. De katolsk-apostolske troede, at de vidste det… At de kendte timen og dagen.

Men hvis vi venter ham, der kommer til verden, må vi selv være i verden for at møde ham. Møde ham med den rettethed, årvågenhed og tålmodighed, som gør os rede. Ikke være usete af verden, men i verden – i troen på, at vi er set af Ham, der altid følger og forfølger os med sin kærlighed. Være i verden og affinde os med, at vi ikke kan åbne det altid uafsluttede kapitel, der venter på os – det uforudsigelige, som vi ikke magter, men som vi med al vor utålmodighed forsøger at få magt over. Det er det vilkår, vi er mennesker på. For vi venter altid på, at det skal blive bedre, anderledes, noget nyt – noget, der gør os sikre, ja, vi venter på den dag, hvor vi kan sige: Nu skal jeg ikke længere vente på, at alt bliver godt, for nu er det kommet. Det kommer aldrig. For den, der forventer noget enkelt af verden, og selv kender dagen og timen, hans forventning kan blive skuffet. Men da ser den troende nok med vemod og smerte på livet og på sig selv og siger: Jeg er ikke skuffet, for hvad verden synes at love mig, det har jeg dog ikke troet, den skulle holde. Men min forventning var ikke til verden, men til Gud.

Derfor forsamles vi denne anden søndag i advent, mens vinteren kommer og sneen falder, i Herrens kirke – i Stenstrup/Lunde kirke. Nogenlunde ulastelig vedligeholdt, men den står ikke blot og venter på, at kirkens menighed ved Kristi genkomst skal samles i deres kirke. Nej, den står her, fordi Ordet fra evigheden skal lyde til os fattige i verden, for at vi i årvågenhed og frimodighed kan afvente Ham, som kommer. Det er troens mod. Kristentroen er ikke en frelse eller en befrielse fra livet i verden, men en befrielse til livet i verden. Og her skal lidelsen og usikkerheden lindres, vores ængstede sjæl skal trøstes i ventetiden, for han kommer selv, han kommer, at dæmpe al din ve, og gør en evig sommer, af al din trængsels sne.

I Jesu navn. Amen.

Salmer

  • 733Skyerne gråner, og løvet falder
  • 612Den store mester kommer
  • 274Rejs op dit hoved, al kristenhed
  • 86Hvorledes skal jeg møde
  • 99,3 – Vor hytte er lav og så vor dør
    (Velkommen igen Guds engle små)
  • 279Venner, lad kun skyer gråne

[1] Den katolsk-apostolske kirke er beskrevet f.eks. i Poul Pilgaard Johnsen: “Mens vi venter på Jesus”, Weekendavisen, 23. december 2010.

Skriv et svar