Introduktion og oversættelse af Hieronymus: Imod Vigilantius

Reformationen tog sine første spæde skridt allerede omkring år 400. Det overraskende indtryk kan man i hvert fald få, når man støder på en person som Vigilantius, der i slutningen af 300-tallet gik til angreb på både relikvier, helgendyrkelse og det tidlige munkevæsen – elementer, der i 1500-tallet igen kom i skudlinjen ved de reformatoriske opbrud. Om Vigilantius selv vides ikke så meget, og som med så mange andre, der er blevet stemplet som kættere, er hans synspunkter udelukkende overleveret igennem citater hos hans modstandere, der søgte at gendrive ham.

Vigilantius blev født omkring 370 i den romerske provins Gallia Aquitania, altså i det sydvestlige hjørne af det nuværende Frankrig, som søn af en krovært. Den altomfattende kristning af Romerriget var på dette tidspunkt i fuld gang. Efter at være blevet præsteviet aflagde Vigilantius i år 395 besøg i Det Hellige Land i den anden ende af imperiet, hvor han bl.a. traf Hieronymus (ca. 347–420), der nu til dags mest huskes for at være ophavsmand til den store latinske bibeloversættelse, der senere blev kaldt Vulgata.

Den stridbare Hieronymus, som var draget i et mere eller mindre frivilligt eksil i nærheden af Betlehem for at leve et asketisk og kontemplativt liv, var imidlertid ikke bare en stor bibeloversætter og -kommentator, men også en stor polemiker; og hans konflikt med den lokale biskop havde medført en bandlysning, hvilket muligvis var grunden til, at Vigilantius’ ophold hos ham ikke blev af særlig lang varighed. (Fremstillinger af Hieronymus viser ham oftest som den lærde asketiker, omgivet af bøger i sin ødemark eller sit studerekammer og næsten altid iklædt en kardinalrød dragt, som det også ses i Caravaggios version, der optræder ved siden af Scriptoriets logo øverst). Desuden opstod der efter alt at dømme en konflikt imellem Hieronymus og Vigilantius om Hieronymus’ positive syn på Origenes, og da Vigilantius var vendt tilbage til Europa, har han tilsyneladende søgt at udstille Hieronymus som fuldblods-origenist, hvilket Hieronymus tog ham ilde op.^[1]

Efter kontroversen om Origenes fik Hieronymus i år 404 via breve og sendebud at vide, at hans gamle fjende Vigilantius havde indledt en kamp mod martyrkult og cølibat mv., hvilket fra Hieronymus’ side medførte et frygtindgydende vredesudbrud i form af et brev og siden – i efteråret 406 – en hel lille bog, der meget præcist omtales som Imod Vigilantius (Adversus Vigilantium eller Contra Vigilantium, alt efter udgave). I bogen gik Hieronymus til angreb på Vigilantius ved hjælp af et imponerende arsenal af bibelhenvisninger, referencer til den klassiske litteratur og personlige tilsvininger af en grovhed, der selv efter Hieronymus’ standard var usædvanligt voldsom.

Bogen følger her i en dansk oversættelse, men inden selve oversættelsen kan det være værd at fremhæve Vigilantius’ hovedtanker, sådan som de kommer til udtryk i Hieronymus’ gengivelse. Den årvågne Vigilantius – eller den søvnige Dormitantius, som den rasende Hieronymus foretrak at kalde ham – satte sin kritik ind på en række punkter, der kan sammenfattes i disse:

• Ifølge Vigilantius skal man ikke tilbede martyrer og helgener, for de er døde og lever nu hos Kristus, hvorfor de ikke kan høre den bedende; og deres relikvier skal man derfor heller ikke dyrke. Hertil svarer Hieronymus, at de hellige martyrer ikke selv skal tilbedes, men at Gud æres igennem dem; og eftersom de følger den allestedsnærværende Kristus, kan de anråbes overalt, hvor det er nødvendigt.
• Ifølge Vigilantius skal cølibat og askese afskaffes i enhver form, både seksuelt og i forhold til mad og drikke og andre materielle goder; det fører nemlig ikke til større fromhed, men tværtimod til større liderlighed; for at tøjle deres materielle og seksuelle begær skal præsterne derfor hellere gifte sig end leve i afholdenhed, og de skal hellere tjene deres trængende menigheder end isolere sig i ødemarken. Hertil svarer Hieronymus, at isolation og askese er den sikreste udvej; aktiv kamp imod synden kan nemlig risikere at ende i et nederlag, hvorimod flugten fra fristelserne betyder, at man ikke risikerer at tabe.
• Ifølge Vigilantius skal man ikke holde vigilier (vågenætter) på alle mulige tidspunkter, for den type asketiske fromhedsøvelser hjælper ikke noget; og af samme grund skal halleluja-sangen, der knyttedes til vågenatten før påskedag, ikke synges på andre tidspunkter end til påske, ligesom der heller ikke skal holdes lysandagter ved højlys dag året rundt. Hertil svarer Hieronymus, at de liturgiske udfoldelser er udtryk for glæde over Gud og tegn på årvågenhed og derfor ikke forkastelige, men prisværdige.
• Ifølge Vigilantius skal de “hedningekristnes” indsamling af penge fra hele kristenheden til menigheden i Jerusalem ophøre, for pengene gør mere gavn, hvis de bruges på de lokale fattige. Hertil svarer Hieronymus, at indsamlingen følger apostlenes forbillede.

Ligheden med Luthers langt senere oprør mod helgenkult, cølibat, fromhedskræmmeri og strømmen af penge til Rom er slående. Som bekendt er der snart gået et halvt årtusinde siden Luthers opslag af teserne imod afladshandlen. Inden den forestående markering kan Vigilantius’ synspunkter (og Hieronymus’ dybfølte og frådende forsøg på at gendrive dem) måske tjene til at vise, at Luther ikke trak alle sine reformkrav op af hatten, men snarere ud af munkekutten – forstået på den måde, at katolikken Luther ikke gjorde krav på at have opfundet kristendommen forfra, men ønskede at re–formere den bestående, almindelige (‘katolske’) kirke og dens teologi, så den igen kunne blive sådan, som den efter Luthers opfattelse skulle være og oprindeligt havde været. Dele af Luthers reformprogram var altså så at sige et katolsk program, idet Luther kunne trække på standpunkter og strømninger, der allerede længe havde været i omløb i dele af kirken.

Den anglokatolske kardinal Newman gik uden tvivl alt for vidt, da han erklærede, at kætterne Arius, Jovinian og Vigilantius kunne kaldes 300-tallets Luther, Calvin og Zwingli, ikke mindst fordi Luther selv var antiarianer;^[2] men sammenligningen af disse meget forskellige oprørere imod den herskende lære i romerkirken er ikke desto mindre med til at pege på, hvordan Vigilantius’ synspunkter i en vis forstand dukkede op af deres dvale, da Luther begyndte sit vidtfavnende arbejde – efter at Hieronymus’ pro-asketiske fromhedslinje havde domineret den katolske kirke i mere end et årtusinde. Omvendt kan Hieronymus’ forsøg på at sætte sig til modværge – hvoraf nogle er mere vellykkede, andre mindre, men gennemgående ret underholdende – måske være med til at vise, hvorfor Vigilantius’ (og Luthers) modstandere ikke uden videre bøjede sig og fulgte reformkravene.

Oversættelsen er baseret på den nyeste tekstudgave af Adversus Vigilantium i Corpus Christianorum.^[3] Kapiteloverskrifterne er tilføjet af mig. Teksten findes også i oversættelser til f.eks. engelsk og tysk, som jeg har konsulteret i nogle tilfælde; disse er dog baseret på tidligere tekstudgaver.^[4] I fodnoterne nævnes bibelhenvisninger og referencer til anden litteratur, og desuden redegøres der for de personer, steder og begivenheder, som optræder i Hieronymus’ tekst.

---

Hieronymus: Imod Vigilantius

1. [ Uhyret og kætteren Vigilantius ]

Der er fremkommet mange uhyrer i verden: Hos Esajas læser vi om kentaurer og sirener, ugler og pelikaner.^[5] Job beskriver Livjatan og Behemot med hemmelighedsfulde ord.^[6] Digternes historier fortæller om Kerberos og de stymfaliske fugle samt det erymantiske vildsvin, den nemeiske løve, kimæren og den mangehovedede Hydra.^[7] Vergil beskriver Cacus.^[8] Spanien har frembragt Geryoneus med de tre kroppe.^[9] Alene Gallien har ikke haft nogen uhyrer, men har altid været rigt på tapre og yderst veltalende mænd. Men pludselig er Vigilantius Dormitantius dukket op,^[10] som med en uren ånd kæmper imod Kristi kirke og nægter, at martyrernes grave skal æres; han siger, at vigilier skal fordømmes, og at der slet ikke skal synges halleluja undtagen til påske; afholdenhed er kætteri, og kyskhed, siger han, er grobund for liderlighed. Og sådan som Euphorbos siges at være blevet genfødt i Pythagoras, sådan er Jovinians forskruede sind genopstået i denne [Vigilantius],^[11] sådan at vi tvinges til at besvare djævelens bagholdsangreb hos ham såvel som den foregående.^[12] Herom siges det med rette: »Elendige slægt, gør dine sønner klar til slagtning for din fars synd!«^[13] Da Jovinian var blevet fordømt med den romerske kirkes myndighed, opgav – eller snarere opbrækkede – han ånden mellem fasaner og svinekød. Ham her [Vigilantius] er en værtshusholder fra Calagurris – på en bagvendt måde en stum Quintilian (efter navnet på hans hjemby) ^[14] – som blander vand i vinen;^[15] og i overensstemmelse med sit tidligere erhverv er han begyndt at blande forræderisk gift i den katolske tro, at angribe jomfrueligheden, at hade kyskheden og i selskab med lægmænd at råbe op mod de helliges faste.^[16] Imens filosoferer han mellem drikkeskålene, er slikken efter kager og fornøjer sig med salmerytmer: Kun i festligt lag gider han lytte til Davids og Jedutuns og Asafs og Korasønnernes sange.^[17] Dette har jeg nævnt i flæng, mere med sorg i sindet end med latter, da jeg ikke kan holde mig tilbage og vende det døve øre til forurettelsen af apostlene og martyrerne.

2. [ Vigilantius’ angreb på kyskhed og afholdenhed ]

Hvilken skændsel: Det siges, at han som kumpaner i sin forbrydelse har biskopper – hvis de ellers kan kaldes biskopper – der ikke ordinerer diakoner, hvis de ikke først har taget sig en kone; ingen, der lever i cølibat, tiltror de kyskhed; ja, åbenbart vil de demonstrere, hvor helligt de selv lever, de som tænker ondt om alle, og som ikke vil skænke Kristi sakramenter, hvis de ikke ser de gejstlige med gravide hustruer og skrigende småbørn på mødrenes arme.^[18] Hvad skal Østens kirker gøre? Hvad med Ægyptens og det apostolske sædes kirker,^[19] der kun accepterer gejstlige, der er jomfruelige eller afholdende, eller som, hvis de har koner, afholder sig fra at leve som ægtefæller? Sådan er Dormitantius’ lære: Han giver begæret frie tøjler og fordobler med sine opmuntringer kødets naturlige brand, der for det meste syder i ungdommen; eller rettere, han vil udslukke den ved sex med kvinder, så der ikke er noget, der adskiller os fra svin,^[20] eller noget, hvorved vi er forskellige fra ufornuftige dyr eller fra heste, om hvilke der står skrevet: »For mig er de blevet som heste, gale efter kvinder; hver af dem vrinsker efter sin næstes hustru«.^[21] Dette er, hvad Helligånden siger ved David: »Bliv ikke som hesten og muldyret, der ikke har forstand«.^[22] Og igen om Dormitantius og hans venner: »Tøjl kæberne med bidsel og tømme på dem, der ikke vil komme til dig«.^[23]

3. [ Anledningen til Hieronymus’ værk ]

Men nu er det på tide at sætte os til modværge ved at fremstille hans udsagn og svare på hvert enkelt. Det kan være, at en ondskabsfuld fortolker igen siger, at stoffet er opdigtet af mig, for at jeg kan svare på det med retoriske foredrag, ligesom med det, jeg skrev til de galliske kvinder, en mor og en datter, der var uenige med hinanden.^[24] Anledningen til min lille skrivelse her er de hellige presbytere Riparius og Desiderius, som siger, at deres sogne er blevet besudlet af nærheden til ham [Vigilantius]. Ved broder Sisinnius har de sendt mig de bøger, som han har brækket op, snorkende i sin fuldskab; og de hævder, at der er nogle folk, som glæder sig over hans blasfemi for at kunne passe deres egne synder. Han er ukyndig angående både ord og kundskab, og hans tale er grov:^[25] Ikke engang det, der er sandt, kan han forsvare. Men af hensyn til lægmænd og kvindfolk, der er tynget af synd – de lærer hele tiden og opnår dog aldrig kendskab til sandheden – vil jeg bruge en enkelt kort nat på at svare på hans klagesang,^[26] så det ikke skal se ud, som om jeg afviser brevene fra de hellige mænd, der har bønfaldet mig om at svare.

4. [ Vigilantius’ ophav og hans angreb på relikviedyrkelsen ]

Uden tvivl passer han til sin slags, han som er efterkommer af de røvere og sammenrend af folk, som Gnaeus Pompejus efter Spaniens underkastelse, da han skyndte sig til triumfen, bragte ned fra Pyrenæernes bjergkamme og samlede sammen i én by, som deraf fik navn efter de sammenbragte.^[27] Hertil udplyndrer han [Vigilantius] Guds kirke, og han, der nedstammer fra vasconere, arevacere og keltiberere,^[28] løber storm mod Galliens kirker og fører overhovedet ikke korsbanneret, men djævelens mærke.^[29] I Østen gjorde Pompejus ligesom i Spanien, da han efter at have overvundet de kilikiske og isauriske pirater og landevejsrøvere grundlagde en by i sit eget navn imellem Kilikien og Isaurien;^[30] men denne by følger indtil i dag fædrenes forordninger, og der er ingen Dormitantius dér på stedet. Men Gallien understøtter en indfødt fjende; en mand, hvis hoved er forstyrret, og som burde bindes med Hippokrates’ kæder, anerkendes i kirkerne;^[31] og blandt andre blasfemiske ord har han også sagt dette:

Den jeg-ved-ikke-hvad,^[32] som du bærer rundt i en beskeden lille beholder og dyrker, hvorfor skal du ikke alene ære den med sådan en ærefrygt, men ligefrem tilbede den?

Og igen i den samme bog:

Hvorfor kysser og tilbeder du det støv, der er pakket ind i et klæde?

Og i det følgende:

Et nærmest hedensk ritual ser vi indført i kirkerne under dække af religion: Mens solen stadig skinner, tændes et bjerg af vokslys, og overalt tilbedes og kysses en smule støv af jeg-ved-ikke-hvilken slags i en beholder, der er pakket ind i kostbart klæde. På denne måde udviser folk stor ære mod de hellige martyrer, som de mener, at de skal oplyse med de billigste vokslys, selvom lammet, som er midt på tronen,^[33] oplyser dem med al sin majestæts stråleglans.

5. [ Hieronymus’ forsvar for martyrerne og deres relikvier ]

Men afsindige menneske, hvem tilbeder dog martyrerne? Hvem betragter et menneske som en gud? Da lykaonerne regnede Paulus og Barnabas for at være Jupiter og Merkur og ville frembringe ofre til dem, flåede de så ikke deres tøj i stykker og sagde, at de var mennesker?^[34] Ikke fordi de ikke var bedre end de for længst afdøde mennesker Jupiter og Merkur, men fordi den ære, der tilkommer Gud, på grund af hedningernes vildfarelse blev udvist mod dem.^[35] Og vi læser også om Peter, som, da Cornelius ønskede at tilbede ham, hævede hånden og sagde: »Rejs dig op, for også jeg er et menneske«.^[36] Og du vover at sige:

Den jeg-ved-ikke-hvad, som du bærer rundt i en beskeden lille beholder og dyrker.

Jeg ville gerne vide, hvad »den jeg-ved-ikke-hvad« er for noget. Udtryk dig klart (for at du kan begå blasfemi med al mulig frihed) om »den smule støv i en beholder, der er pakket ind i kostbart klæde«!

Det piner ham [Vigilantius], at martyrernes relikvier tildækkes med kostbart klæde og ikke holdes sammen af klude og gedehår eller kyles på møddingen, sådan at alene Vigilantius kan tilbedes. Så er vi altså gudsbespottere, når vi går ind i apostlenes basilikaer? Var kejser Constantius en gudsbespotter, han som overførte Andreas’, Lukas’ og Timotheus’ hellige relikvier til Konstantinopel?^[37] Nær ved dem skreg dæmonerne, og de, der har taget bolig i Vigilantius, bekendte, at de kunne mærke nærværet. Skal også kejser Arcadius kaldes gudsbespotter, han som efter lang tid overførte den salige Samuels knogler fra Judæa til Thrakien?^[38] Skal alle biskopper dømmes ikke alene som gudsbespottere, men også som åndssvage, de som har båret rundt på det mest værdiløse skrammel, både løs aske i silke og i et gyldent kar? Er alle kirkefolkene tåber, de som gik de hellige relikvier i møde og tog imod dem med en sådan glæde, næsten som om de så dem til stede i levende live, sådan at folkeskarerne samlede sig fra Palæstina og lige til Kalchedon og sang lovprisninger til Kristus med én stemme? Åbenbart har de tilbedt Samuel og ikke den Kristus, som Samuel var levit og profet for. Læs evangeliet: »Abrahams Gud, Isaks Gud, Jakobs Gud; ikke Gud for de døde, men for de levende«.^[39] Hvis de altså lever, er de ikke – som du siger – indespærret i et fornemt fængsel.

6. [ Apostle, martyrer og kættere ]

Du siger nemlig, at apostlenes og martyrernes sjæle har slået sig ned enten i Abrahams skød eller på forfriskelsens sted eller under Guds alter, og at de ikke kan hjælpe ved deres grave, og hvor de ville. De har åbenbart senatorrang, så de ikke skal afsløres i det hæsligste fængsel mellem mordere, men i frit og passende behold på de saliges øer og de elysiske marker.^[40]

Skal du opstille love for Gud? Skal du lægge bånd på apostlene, så de skal holdes under bevogtning lige til dommedag og ikke skal være sammen med deres herre, om hvem der står skrevet: »De følger lammet, hvor end det går hen«?^[41] Men hvis lammet er overalt, så må følgelig også de, som er med lammet, tros at være overalt. Og når djævelen og dæmonerne flakker om i hele verden og er til stede med alt for stor hast, skulle martyrerne efter udgydelsen af deres blod så være lukket inde i alteret, så de ikke kunne gå ud derfra? I din lille bog siger du, at så længe vi lever, kan vi bede for hinanden; når vi er døde, derimod, vil ingens bøn for en anden blive hørt, særligt når martyrerne, der beder indtrængende om hævn for deres blod, ikke har formået at opnå det.^[42] Men hvis apostlene, mens de endnu havde deres kroppe i behold, kunne bede for andre, mens de var nødt til at tage vare på sig selv, hvor meget mere kan de så ikke gøre det efter at have vundet kroner, sejre og triumfer? En enkelt mand, Moses, bad Gud om tilgivelse for 600.000 bevæbnede mænd;^[43] og Stefanus, der gjorde ligesom Herren og var den første martyr for Kristus, gik i forbøn om tilgivelse for sine forfølgere;^[44] skulle de formå mindre, efter at de er begyndt at være hos Kristus? Apostlen Paulus siger, at han fik skænket 276 sjæle på skibet;^[45] efter at han er blevet taget bort og er begyndt at være hos Kristus,^[46] er hans mund så lukket, så han ikke kan mumle et ord for dem, der i hele verden har troet på hans evangelium? Skulle den levende hund Vigilantius være bedre end den døde løve [Paulus]?^[47] Du ville med rette kunne anføre dette sted hos Prædikeren, hvis jeg medgav, at Paulus var død i ånden.^[48] Imidlertid kaldes de hellige ikke døde, men sovende, hvorfor også Lazarus siges at sove, da han skulle genoprejses.^[49] Og apostlen forbyder thessalonikerne at sørge over de hensovede.^[50] Men du sover, mens du våger, og skriver, mens du sover; og du foreviser mig en apokryf bog, som under Ezras navn læses af dig og dine ligesindede, hvori der står skrevet, at ingen skal vove at bede for en anden efter døden.^[51] Jeg har aldrig læst den bog. Hvorfor skulle det være nødvendigt at tage den bog i hænderne, som kirken ikke antager? Balsamus, Barbelo og Manis skat og Leosiboras latterlige navn og – eftersom du bor ved Pyrenæernes fødder og er nabo til Spanien – den ældgamle kætter Basilides’ ukyndige visdoms utrolige misfostre vil du måske også byde mig og fremdrage det, der fordømmes med hele verdens myndighed?^[52] For i din lille afhandling bruger du et vidnesbyrd fra Salomo til fordel for dig, som Salomo overhovedet ikke har skrevet; så ligesom du har en anden Ezra, har du nok også en anden Salomo.^[53] Hvis du skulle have lyst, så læs alle de opdigtede patriark- og profetåbenbaringer, og når du har lært dem, så syng blandt kvinderne i væveriet, ja eller foreslå, at de bliver læst op i dine værtshuse, sådan at du ved disse sange lettere kan få den ulærde pøbel til at drikke!

7. [ Hieronymus’ forsvar for lystænding og vigilier ]

Vi tænder ikke vokslys ved højlys dag, sådan som du grundløst påstår, men for at vi kan mildne nattens mørke med dette middel og kan våge ved lyset, så vi ikke sover med dig i mørket. Men hvis nogen af lægmændene eller i hvert fald de gudfrygtige kvinder (om hvem vi med rette kan sige: »Jeg bekender, at de har iver efter Gud, men uden forstand«)^[54] gør dette af uvidenhed eller enfoldighed til martyrernes ære, hvad mister du så ved det? Også apostlene kom engang med indvendinger mod, at salven gik til spilde, men de blev udskældt af Herrens stemme.^[55] Kristus havde nemlig ikke behov for salve, ej heller har martyrerne brug for lyset fra vokslysene, og alligevel gjorde denne kvinde dette til Kristi ære, og hendes sinds hengivenhed blev modtaget. Og alle, der tænder vokslys, skal få løn efter deres tro, sådan som apostlen siger: »Enhver skal være rig i sin egen mening«.^[56] Kalder du sådanne folk for afgudsdyrkere? Jeg benægter ikke, at alle vi, der tror på Kristus, kommer fra afgudsdyrkelsens vildfarelse. Vi fødes nemlig ikke som kristne, men genfødes. Og fordi vi dyrkede afguder engang, bør vi så undlade at dyrke Gud nu, for at det ikke skal se ud, som om vi viser ham og afguderne den samme ære? Den ene slags ære gjaldt afguderne, og derfor skal den afskyes, men den anden slags gælder martyrerne, og derfor skal den godtages. Og også uden martyrrelikvier tændes der lys i kirkerne i hele Østen – også selvom solen stråler – når evangeliet skal oplæses; ikke for at jage mørket på flugt, men for at udvise tegn på glæde. Derfor har de jomfruer, der nævnes i evangeliet, også altid deres lamper tændt;^[57] og det siges til apostlene: »Der skal være bundet op om jeres hofter og lamper i jeres hænder«;^[58] og om Johannes Døber: »Han var en lysende lampe«,^[59] idet der med billedet af det legemlige lys vises hen til det lys, som vi læser om i salmen: »Dit ord, Herre, er en lampe for mine fødder og et lys på min sti«.^[60]

8. [ Mere om martyrer og kættere ]

Den romerske biskop handler altså ondt, når han over de døde mænd Peter og Paulus – ifølge os knogler, der skal æres, og ifølge dig værdiløst støv – frembringer ofre til Herren og regner deres grave for at være Kristi altre? Og ikke kun denne ene bys biskop tager fejl, men hele verdens biskopper, der foragter værtshusholderen Vigilantius og træder ind i martyrernes basilikaer, hvor det mest værdiløse støv og asken af jeg-ved-ikke-hvad ligger, holdt sammen af et stykke klæde, så at det, der selv er beskidt, gør alting urent; på samme måde er de farisæiske grave hvidkalkede udenpå, men indeni er de tilsvinede af beskidt aske.^[61] Og efter dette brækker han [Vigilantius] beskidte svinerier op fra svælget i sit bryst og vover at sige:

Martyrernes sjæle elsker altså deres aske og flyver omkring den, og de er altid til stede, for hvad nu hvis én eller anden kom for at bede, og de så var fraværende og ikke kunne lytte?

O afskum, du skulle deporteres til verdens ende!^[62] Du ler ad martyrernes relikvier, og sammen med Eunomius, faderen til dette kætteri, opstiller du falske anklager mod Kristi kirker.^[63] Du frygter ikke sådan et selskab, så du taler imod os på samme måde, som han taler imod kirken. For alle hans tilhængere træder nemlig ikke ind i apostlenes og martyrernes basilikaer, men tilbeder naturligvis den døde Eunomius, hvis bøger de tillægger større autoritet end evangelierne. De tror, at de i ham har en sandhedens søjle, ligesom andre kættere påstod, at Talsmanden kom ind i Montanus,^[64] eller at Mani selv var Talsmanden.^[65] Imod dit kætteri, som før er brudt løs mod kirken – så heller ikke her skal du gøre dig til af at være opfinder af noget nyt^[66] – skrev Tertullian, den højt dannede mand, en fremragende bog, som han med et meget passende navn kalder Scorpiace, fordi giften spreder sig ind i kirkens legeme fra det buede stik.^[67] Det, der engang kaldtes det kainitiske kætteri, og som i lang tid har sovet eller været begravet, er nu blevet vakt til live af Dormitantius.^[68] Jeg undrer mig over, at du ikke siger, at slet ingen skal fuldføre martyriet, fordi Gud, der ikke efterspørger tyrenes og gedernes blod,^[69] så meget mindre kræver menneskenes. Uanset om du siger det eller ikke siger det, vil du blive opfattet, som om du siger det. For når du hævder, at martyrernes relikvier skal trampes ned, forbyder du også at udgyde blod, der ikke er nogen ære værd.

9. [ Vigilier og utroskab ]

Om vigilier og jævnlige nattesammenkomster i martyrernes basilikaer har jeg svaret kort i et andet brev, som jeg skrev for knap to år siden til den hellige presbyter Riparius.^[70] Hvis du altså mener, at de er forkastelige, og at det ikke skal se ud, som om vi jævnligt fejrer påske og ikke højtideligt udfører vigilierne, når der er gået et år, så bør der heller ikke frembæres ofre til Kristus om søndagen, for at vi ikke skal fejre påske for Herrens opstandelse hele tiden og begynde at have mange påsker i stedet for én.

Den vildfarelse og forseelse, som begås af unge og af de billigste kvinder, der ofte pågribes om natten, bør imidlertid ikke tilregnes de gudfrygtige folk; for ganske vist kan sådan noget også påvises under påskens vigilier, men de fås forseelse skal ikke på forhånd dømme religionen, for de kan også begå deres vildfarelser uden vigilier, hvad enten det er hjemme hos dem selv eller i fremmede huse. Judas’ forræderi ødelagde ikke apostlenes trofasthed. Og andres onde vigilier skal ikke ødelægge vores vigilier. De, der sover i liderlighed, skulle hellere tvinges til at våge i kyskhed. For dét, der er godt at gøre én gang, kan ikke være ondt, hvis det gøres oftere; hvis der tværtimod er en forseelse, der bør undgås, bliver det ikke en forseelse af at blive gjort ofte, men det er en forseelse, fordi det overhovedet gøres. Vi må hellere lade være med at våge i påskedagene, for at ægteskabsbrydernes længe ventede forhåbninger ikke skal opfyldes, og sådan at hustruen ikke griber chancen til at synde, når ægtemanden ikke kan dreje nøglen. Jo sjældnere noget er, jo mere brændende begæres det.

10. [ Relikviernes mirakler og Vigilantius’ dæmoner ]

Jeg kan ikke gennemgå alle de ting, som de hellige presbyteres brev rummer. Jeg vil hellere fremdrage nogle ting fra hans [Vigilantius’] lille bog. Han argumenterer imod de tegn og mirakler, som sker i martyrernes basilikaer, og siger, at de gavner de vantro og ikke de troende, som om det her drejede sig om, for hvis skyld de sker, og ikke ved hvilken kraft de sker. Lad os bare sige, at tegnene sker for de ikke-troende, der – eftersom de ikke vil tro forkyndelsen og læren – føres til troen ved tegnene;^[71] også Herren gjorde tegn for de vantro, og dog fortjener Herrens tegn derfor ikke forhånelse, fordi de folk var ikke-troende, men stor beundring, fordi tegnene var af en sådan kraft, at de tæmmede selv de mest forhærdede sind og drev dem til troen. Altså vil jeg ikke have, at du siger til mig, at tegnene er for de ikke-troende; men svar mig: Hvordan kan der være en sådan tilstedeværelse af tegn og mirakler i det mest værdiløse støv og jeg-ved-ikke-hvilken aske?^[72] Jeg mærker, jeg mærker, o du ulykkeligste af de dødelige, hvad der gør dig ondt, hvad du frygter. Den urene ånd, som driver dig til at skrive dette, er ofte blevet pint af dette værdiløse støv, ja den pines endnu i dag; over for dig skjuler den de slag, som den bekender over for andre. Medmindre du vil følge de hedenske og gudløse Porphyrius’ og Eunomius’ skik^[73] og påstå, at slagene er djævelske bedragerier, og at dæmonerne ikke virkeligt skriger, men simulerer deres pinsler, vil jeg give dig et råd: Gå ind i martyrernes basilikaer, så vil du engang blive renset. Dér vil du finde mange af dine kammerater, og du vil blive opbrændt, ikke af martyrernes vokslys, som du ikke bryder dig om, men af usynlige flammer; og så du vil tilstå, hvad du nu benægter, og du, der taler i Vigilantius, vil frit kunne fremsige dit navn: Du er enten Merkur (på grund af begæret efter penge) eller Nocturninus (efter Plautus’ Amphitryon, hvor han sov, mens Jupiter forbandt to nætter til sin utroskab med Alkmene, så den meget stærke Herkules kunne fødes), eller sikkert Fader Liber på grund af fuldskaben og drikkekaret, der hænger ned fra skulderen, og det altid rødmossede ansigt, de frådende læber og det hæmningsløse råberi.^[74]

11. [ Vigilantius’ latterlige vantro ]

Da et pludseligt jordskælv i denne provins midt om natten vækkede alle fra søvnen, begyndte du – den klogeste og viseste af de dødelige – nøgen at bede og fortælle os om Adam og Eva i Paradiset. Men de skammede sig i det mindste, da deres øjne åbnedes, og de indså, at de var nøgne, og bandt blade fra træerne for deres kønsdele;^[75] hvorimod du, der var nøgen, både hvad angår tunika og tro, og rædselsslagen over den pludselige forskrækkelse og stadig påvirket af din natlige druk – du demonstrerede din forstand ved at udstille de skammelige dele af din krop for de helliges øjne. Sådan nogle modstandere har kirken; disse anførere kæmper mod martyrernes blod; sådanne talere tordner mod apostlene, eller rettere: Sådanne gale hunde gør ad Kristi disciple.

12. [ Hieronymus’ og de gudfrygtiges tro ]

Jeg indrømmer min egen frygt, der måske skyldes overtro. Når jeg bliver rasende og har tænkt på et eller andet ondt i mit sind, og et natligt drømmesyn har narret mig, tør jeg ikke gå ind i martyrernes basilikaer – sådan skælver jeg helt i både sjæl og krop. Måske ler du og gør nar ad sådan noget kvindagtigt pjat. Jeg skammer mig ikke over troen hos kvinder, der som de første så den opstandne Herre,^[76] og som blev sendt til apostlene,^[77] og som i Frelserens og Herrens mor blev betroet til de hellige apostle.^[78] Bøvs du videre med dine lægmænd; jeg vil faste med kvinderne, ja og også med de gudfrygtige mænd, hvis kyskhed ses i deres udtryk, og som udviser Kristi blufærdighed, ved at deres ansigter er blege af den vedvarende afholdenhed.

13. [ Indsamlingen af penge til Jerusalem ]

Det forekommer mig, at der også er noget andet, der plager dig, nemlig at hvis afholdenhed og ædruelighed såvel som faste slår rod blandt gallerne, vil dine værtshuse ikke have nogen indtægter, og du vil ikke kunne udøve dine djævelske vigilier og dine drukfester hele natten. Desuden har jeg i det samme brev fået berettet, at du sætter dig imod apostlen Paulus’ myndighed, ja og Peters, Johannes’ og Jakobs: De rakte Paulus og Barnabas deres højre hånd som tegn på fællesskab og pålagde dem at huske på de fattige;^[79] men du forbyder, at man sender penge til Jerusalem til brug for de helliges trøst. Hvis jeg svarer på dette, vil du naturligvis straks hyle op om, at jeg plejer mine egne interesser, du der har foræret alt bort med en sådan gavmildhed, at vi alle ville have været nær ved at sulte, hvis du ikke var kommet til Jerusalem og havde ladet dine og dine beskytteres penge strømme ud. Jeg siger det samme, som den salige apostel Paulus siger og foreskriver i næsten alle sine breve: På dagen efter sabbatten, dvs. om søndagen, er alle i hedningekirkerne forpligtede til at samle det sammen, der overføres til trøst for de hellige i Jerusalem enten ved hans egne disciple eller af dem, som de udpeger; eller hvis det skulle vise sig passende, vil han selv enten overbringe eller afhente det, der er indsamlet.^[80] I Apostlenes Gerninger taler han også til statholderen Felix: »Efter mange år«, siger han, »tog jeg op til mit folk for at bringe almisser, ofre og løfter, blandt hvilke de fandt mig renset i templet«.^[81] Det, som han modtog af andre, kunne han mon ikke uddele det i andre dele af verden og i de fremvoksende kirker, som han underviste i sin tro? Men han ønskede at give det til de fattige hellige, som for Kristi skyld gav afkald på deres små midler og omvendte sig af hele deres sind til Herrens tjeneste. Det ville tage lang tid, hvis jeg ville fremdrage alle de vidnesbyrd i alle hans breve, hvor han gør dette og af hele sit sind tilskynder, at der skal overføres penge til de troende i Jerusalem og på de hellige steder – ikke af pengebegær, men til forfriskelse; ikke for at samle rigdomme sammen, men for at understøtte kroppens svaghed og afværge kulde og sult. I Judæa har denne skik holdt sig, ikke bare hos os, men også hos hebræerne, sådan at de, der grunder over Herrens lov dag og nat^[82] og ikke har nogen anden lod i verden end Gud alene,^[83] bliver plejet med hjælp fra synagogerne og hele verden – af lighed, naturligvis; ikke sådan at nogle har forfriskelse og andre trængsel, men sådan at nogles overflod kan afhjælpe andres nød.^[84]

14. [ Fattigdom og almisser ]

Du vil svare, at enhver kan gøre dette i sit eget land; der vil ikke mangle fattige,^[85] som kan understøttes af kirkens hjælp. Vi benægter heller ikke, at der skal gives penge til alle fattige, selv til jøder og samaritanere, hvis midlerne er tilstrækkelige; apostlen lærer ganske rigtigt, at der skal gives almisser til alle, men mest til dem, der har hjemme i troen.^[86] Om dem siger Frelseren også i evangeliet: »Med den uværdige mammon skal I skaffe jer venner, der vil tage imod jer i de evige boliger«.^[87] Mon de fattige, blandt hvis pjalter og kropslige urenhed det brændende begær hersker, kan have evige boliger – de som hverken har boliger nu eller i det kommende? Det er nemlig ikke bare de fattige, men de fattige i ånden, der kaldes salige;^[88] om dem står der skrevet: »Salig er den, der har tanke for den trængende og den fattige; på den onde dag vil Herren udfri ham«.^[89] Til understøttelsen af folkets fattige kommer det ikke an på forstand, men på almisser. For de hellige fattige er saligheden i erkendelsen af, at man giver til én, der skammer sig over at modtage det, og som, når han modtager det, har ondt af, at han sår åndelige ting, men høster kødelige.

Når han [Vigilantius] hævder, at de, der lever af deres egne ting og lidt efter lidt uddeler frugten af deres ejendom til de fattige, handler bedre end dem, der sælger deres ejendele og forærer alting bort på én gang, skal ikke jeg, men Herren svare ham: »Hvis du vil være fuldkommen, så gå hen og sælg alt, hvad du ejer, og giv det til de fattige, og følg efter mig«.^[90] Han taler til den, der vil være fuldkommen, og som med apostlene forlader far, skib og net.^[91] Ham, som du roser, er af anden eller tredje rang; ham tager vi også imod, så længe vi ved, at den første er at foretrække frem for den anden og den tredje.

15. [ Cølibat og dyd ]

Munkene skal ikke afskrækkes fra deres stræben af den umælendes rasende slangebid, hvormed han konkluderer:

Hvis alle lukker sig inde og lever i ensomhed, hvem skal så gå i kirke? Hvem skal vinde lægfolkene for sig? Hvem kan anspore dem, der synder, til dyd?

På samme måde: Hvis alle er fjolser ligesom dig, hvem kan så være fornuftig? Jomfrueligheden vil heller ikke kunne godkendes; for hvis alle vil være jomfruer, vil der ikke være nogen bryllupper, menneskeslægten vil gå til grunde, småbørnene vil ikke skrige i vuggerne, jordemødrene må tigge i mangel af løn, og i den mest knugende kulde vil Dormitantius, alene og tilbagetrukken, ligge vågen i sin seng. Dyden er sjælden, og den efterstræbes ikke af mange. Ja, gid alle var som de få, om hvem det siges: »Mange er kaldet, men få er udvalgt«;^[92] så ville fængslerne være tomme. Men munkens opgave er ikke at belære, men at jamre; han sørger over sig selv og over verden og venter bævende på Herrens ankomst; han kender sin egen svaghed og det skrøbelige kar, som han bærer på, og frygter at støde imod noget, for at det ikke skal rammes og ødelægges og gå i stykker.^[93] Derfor undgår han også synet af kvinder og i særdeleshed af unge kvinder og tugter sig selv i en sådan grad, at han frygter selv for de ting, der er uden fare.

16. [ Verdensforsagelse og ensomhed ]

Hvorfor, vil du spørge, drager du ud i ørkenen? Naturligvis for at jeg ikke skal høre eller se på dig; for at dit raseri ikke skal røre mig; for at jeg ikke skal lide under dine krige; for at en luders øje ikke skal gribe mig, og for at de smukke former ikke skal lede til forførende omfavnelser. Du vil svare: Det er ikke at kæmpe, men at flygte; bliv stående i slagordenen og sæt dig bevæbnet til modværge mod fjenderne, så du kan krones, når du har sejret! Men jeg tilstår min svaghed. Jeg vil ikke kæmpe i håb om sejr, for at jeg ikke skal miste sejren på et eller andet tidspunkt. Hvis jeg flygter, undgår jeg sværdet. Hvis jeg bliver stående, må jeg enten sejre eller falde. Hvorfor er det så nødvendigt at opgive det sikre og opsøge det usikre? Døden skal undgås enten med et skjold eller med fødderne. Du, der kæmper, kan enten blive overvundet eller sejre. Jeg, der derimod flygter, jeg sejrer ikke, idet jeg flygter; men fordi jeg flygter, skal jeg ikke besejres. Der er ingen sikkerhed ved at sove i en slanges nærhed. Det kan være, den ikke vil bide mig; men det kan også være, at den på et tidspunkt vil bide mig. Vi kalder søstre og døtre for mødre, og vi skammer os ikke over at stille fromhedens navne i vejen for vores laster. Hvad laver en munk i kvindernes celler? At holde private sammenkomster under fire øjne og undgå vidners hellige påsyn – hvad skal det til for? Den hellige kærlighed har ingen utålmodighed.^[94] Det, vi har sagt om liderlighed, må vi også overføre på havesyge og alle laster, som undgås ved ensomhed. Af den grund viger vi uden om byer med mange mennesker, for at vi ikke skal drives til at gøre ting, som viljen (snarere end naturen) tvinger os til.

17. [ Afslutning ]

Som jeg nævnte, har jeg på de hellige presbyteres anmodning brugt én nats slid på at diktere disse ting, idet broder Sisinnius virkelig skal skynde sig og har travlt med at tage til Ægypten med understøttelse til de hellige.^[95] I øvrigt rummer denne sag en åbenlys blasfemi, som mere gør krav på skribentens harme end på en masse vidnesbyrd. Men hvis Dormitantius vil holde sig vågen for at forhåne mig igen og tror, at han kan nedværdige mig med den samme blasfemiske mund, hvormed han hudfletter apostlene og martyrerne, så vil jeg på ingen måde nøjes med dette lille nattearbejde, men vil våge hele natten på grund af ham og hans venner, hvad enten de er elever eller lærere – dem, der, medmindre de ser kvindernes skød svulme, regner deres mænd for uværdige til at tjene Kristus.

*

Kilde- og litteraturfortegnelse

Anvendt tekstudgave

S. Hieronymi Presbyteri Opera. Opera III. Opera polemica 5. Adversus Vigilantium, ed. J.-L. Feiertag (Corpus Christianorum, Series Latina, LXXIX C). Turnhout: Brepols Publishers, 2005.

Øvrig litteratur

Burkitt 1896 — F.C. Burkitt: The Old Latin and the Itala (J. Armitage Robinson (red.): Texts and Studies. Contributions to Biblical and Patristic Literature, IV). Cambridge University Press.

Kahlos 2011 — Maijastina Kahlos: »Rhetorical strategies in Jerome’s polemical works«, i: Oda Wischmeyer og Lorenzo Scornaienchi (Hg.): Polemik in der frühchristlichen Literatur. Texte und Kontexte. (Beihefte zur Zeitschrift für die neutestamentliche Wissenschaft und die Kunde der älteren Kirche, 170). Berlin: Walter de Gruyter.

Kelly 1975 — J.N.D. Kelly: Jerome. His Life, Writings, and Controversies. London: Duckworth, 1975/1998.

Rebenich 2002 — Stefan Rebenich: Jerome (Carol Harrison (ed.): Early Church Fathers). London: Routledge.

Resano 2009 — Esteban Moreno Resano: »Los Vascones de la Literatura Latina tardia (siglos IV–VII)«, i: Javier Andreu Pintado (ed.): Los Vascones de las fuentes antiguas: en torno a una etnia de la antigüedad peninsular. (Instrumenta, 32). Publicacions i edicions de la Universitat de Barcelona.

---

[1] Nærmere detaljer om kontroverserne og om Hieronymus generelt kan findes f.eks. i Rebenich 2002 og Kelly 1975.

[2] John Henry Newman (1801–1890) skrev, at »Aerius, Jovinian, and Vigilantius […] may be called, by some sort of analogy, the Luther, Calvin, and Zwingle, of the fourth century« (Historical Sketches, 1,IV,4,4)

[3] S. Hieronymi Presbyteri Opera. Opera III. Opera polemica 5. Adversus Vigilantium, ed. J.-L. Feiertag (Corpus Christianorum, Series Latina, LXXIX C). Turnhout: Brepols Publishers, 2005.

[4] Såsom Bibliothek der Kirchenväter og Nicene and Post-Nicene Fathers/Christian Classics Ethereal Library. Se også eksempelvis oversættelsen i Rebenich 2002.

[5] Ødemarksdyr, der er omtalt i bl.a. Es 13,21; 34,11.14. Det, der af Hieronymus kaldes kentaur, er i den autoriserede oversættelse fra 1992 gengivet med bukketrold.

[6] To vældige uhyrer, hvis magt dog ikke kan måle sig med Guds, jf. Job 3,8; 40,15.25.

[7] I Herkules’ (Herakles’) tolv arbejder indgik bekæmpelsen af disse og andre fabeldyr, som Hieronymus formentlig kender igennem den samling fabler, der er tillagt (Gajus Julius) Hyginus; se også Den Store Danske: »Herakles«.

[8] En romersk underjordisk (ktonisk) gud og senere i Herkules-fablerne en ildspyende kæmpe, søn af Vulcanus (Hefaistos); jf. Vergil: Æneiden, VIII,193 ff. Se også f.eks. Dante: Den guddommelige komedie, Helvede, XXV,25.

[9] Geryon(eus) havde én krop og tre hoveder ifølge Hesiod: Theogonien, 287, men tre kroppe ifølge bl.a. Aischylos: Agamemnon, 870. Som ét af sine arbejder dræbte Herkules ham og bortførte hans okser. Geryon optræder også som en slags underjordisk rumfærge i Dantes Inferno; se Dante: Den guddommelige komedie, Helvede, XVIII,97.

[10] En del manuskripter har: »Vigilantius, eller rettere Dormitantius«. Hieronymus vil ikke vedgå rigtigheden af navnet Vigilantius (den årvågne) og bruger derfor i stedet smædenavnet Dormitantius (den sovende, sovetrynen); ordspillet dukkede op allerede i Hieronymus’ brev til Vigilantius (61,4).

[11] Hieronymus omtaler oftest bare Vigilantius som iste, denne/ham dér, men af hensyn til klarheden indføjes her nogle steder [Vigilantius].

[12] Euphorbos var en trojansk helt, som Pythagoras (ca. 580–ca. 500 f.Kr.) angiveligt hævdede at være en reinkarnation af. Jovinian(us) (død ca. 405 e.Kr.) var ligesom Vigilantius modstander af kristen askese; han blev kætterdømt i 390, og Hieronymus skrev Adversus Jovinianum. Kættere tilskrives ofte en voldsom og uværdig død; f.eks. omtaler Sokrates Scholastikos i sin kirkehistorie, hvordan arianismens ophavsmand, Arius (Areios) af Alexandria, døde på et lokum i Konstantinopel af og i en voldsom afføring (kap. XXXVIII).

[13] Es 14,21.

[14] Hieronymus modstiller her den veltalende Marcus Fabius Quintilianus (ca. 35–ca. 98), der var en romersk retoriker, født syd for Pyrenæerne i Calagurris i provinsen Hispania Tarraconensis (nu Calahorra i La Rioja, Spanien), med den udannede Vigilantius, der var fra en by med samme navn nord for Pyrenæerne, formentlig i provinsen Gallia Aquitania.

[15] Bruges i Es 1,22 som eksempel på fordærv.

[16] Ved lægmænd eller verdslige folk (saecularii) forstås ugudelige, der er dårligt selskab, jf. Sl 1,1.

[17] Jf. overskrifterne til en række Davidssalmer, f.eks. Sl 3 (David), Sl 39 (Jedutun), Sl 50 (Asaf) og Sl 42 (Koras sønner).

[18] I den betydning, at kun gifte mænd kan modtage præste- og bispevielsens sakramente.

[19] Sedes apostolica eller sancta sedes: Den Hellige Stol, paveembedet i Rom.

[20] Det er ikke omgangen med kvinder, der if. Hieronymus er svinsk, men dét, at gejstlige skulle give efter for det seksuelle begær; om Hieronymus’ rosende omtale af fromme kvinder se kap. 12.

[21] Jer 5,8 om oprørere mod Herren.

[22] Sl 32,9 om ugudelige.

[23] Smst.

[24] Hieronymus’ 117. brev.

[25] Hieronymus rettede ofte – også med urette – beskyldninger om litterær uformåenhed mod sine modstandere (jf. Kelly 1975, s. 183, n. 17; s. 289, n. 21).

[26] Eller ligsang, vuggevise, alle med bibetydningen vrøvl, nonsens.

[27] Under de romerske borgerkrige, der fulgte efter Sullas død, nedkæmpede Pompejus den Store et oprør i Spanien og grundlagde på tilbagevejen i 72 f.Kr. Lugdunum Convenarum (nu Saint-Bertrand-de-Comminges), der fik sit navn efter konvenerne, convenae, de sammenkomne – en gruppe af sammenbragte ibero-aquitanere.

[28] Vasconerne: i nogle manuskripter også basconere, vectonere og betcunere; der er under alle omstændigheder tilsyneladende tale om folkegrupper (jf. baskere) fra den iberiske halvø, hvoraf nogle af Pompejus blev samlet i de aquitanske områder ved Pyrenæerne, hvor nu bl.a. de baskiske provinser ligger.

[29] Dette kan forstås overført: Vigilantius kæmper ikke for Kristi kirke, og derfor er det Djævelens banner, han fører frem på slagmarken. Nogle vil imidlertid også forstå det mere konkret som en henvisning til før-kristne kultiske handlinger hos de hedenske iberere, der af Hieronymus naturligvis forstås som inspirerede af Djævelen: »La asociación de los vascones y de otros pueblos hispanicos a la práctica de ritos tradicionales indígenas, reconocidos por Jerónimo como cultos diabólicos, era un motivo frecuente en la literatura etnográfica clásica« (Resano 2009, s. 271).

[30] Efter Pompejus’ kampagne mod pirateriet i Middelhavet blev byen Soloi (Soli) i Kilikien (nu Mersin i Tyrkiet) genopbygget under navnet Pompeiopolis (ikke at forveksle med byen af samme navn i Paflagonien), og de overlevende blandt de kilikiske sørøvere blev bosat dér.

[31] Hippokrates (ca. 460–ca. 370 f.Kr.) anses for grundlæggeren af den erfaringsbaserede lægekunst. Med henvisningen til kæderne menes, at den mentalt forstyrrede burde bindes for ikke at skade sig selv og andre, jf. en moderne spændetrøje. Dette almindelige retoriske virkemiddel – at angribe modstanderens tilregnelighed – brugte Hieronymus ligeledes bl.a. i sit skrift imod Jovinian, jf. note 12; (jf. Kahlos 2011, s. 624 f.)

[32] Her bruges en ordret oversættelse af »illud nescio quid«, der også kunne gengives med tingest, dims, himstregims.

[33] Jf. Åb 7,17.

[34] I ApG 14,11–18 beskrives, hvordan folkene i Lystra i Lykaonien tror, at Barnabas er Zeus (Jupiter), og at Paulus er Hermes (Merkur).

[35] Hieronymus følger her den klassiske kristne opfattelse af, at de hedenske guder faktisk har eksisteret, men at de bare var mennesker, som senere uretmæssigt dyrkes som guder (euhemerisme); senere beskrev Saxo på tilsvarende måde de nordiske guder. Se også opfattelsen af afguderne som dæmoner, note 74.

[36] Jf. ApG 10,25–26.

[37] Relikvierne overførtes i 357 af Constantius II (Flavius Julius Constantius), 317–361, kejser fra 337.

[38] Profeten Samuels relikvier overførtes i 406 af Flavius Arcadius (Arkadios), ca. 377–408, kejser fra 395.

[39] Mark 12,26–27, jf. 2 Mos 3,6.

[40] Vigilantius har if. Hieronymus den opfattelse, at de salige ikke kan have kontakt med jordelivet; de befinder sig i en lykkelig mellemtilstand (»in loco refrigerii«), hvor de tilsyneladende afventer indgangen til det egentlige paradis efter dommedag. Dette sted betegnes Abrahams skød (jf. Luk 16,22 ff.), et forfriskende, vederkvægende sted, Guds alter (jf. Åb 6,9), eller kaldes som i den græske mytologi for de saliges øer og de elysiske marker (Elysium, Elysion).

[41] Åb 14,4.

[42] Jf. martyrernes råb i Åb 6,9–10.

[43] Jf. 2 Mos 32,30 ff., hvor Moses går i forbøn for hele det israelitiske folk, der har tilbedt guldkalven; bemærk, at der her kun opnås midlertidig tilgivelse, jf. 2 Mos 32,34.

[44] Jf. ApG 7,60.

[45] Jf. ApG 27,24.37.

[46] Jf. Fil 1,23.

[47] Jf. Præd 9,4, hvor den levende hund foretrækkes frem for den døde løve; if. Hieronymus forholder det sig imidlertid omvendt, når hunden er Vigilantius, og løven er Paulus, eftersom den salige Paulus lever i Kristus, mens den forkastelige Vigilantius reelt allerede er åndeligt død.

[48] Jf. Gal 5,25.

[49] Jf. Joh 11,11.

[50] Jf. 1 Thess 4,13.

[51] Hieronymus hævder her, at Vigilantius påberåber sig et skriftsted fra Ezras apokalypse eller Fjerde Ezrasbog, der i Bent Noacks danske oversættelse i De gammeltestamentlige pseudepigrafer, s. 36, lyder: »således skal heller ikke da nogen kunne bede for en anden på den dag eller anklage den anden; thi enhver skal da bære sin egen retfærdighed eller uretfærdighed« (4 Ezra 7,105). Bemærk, at der i konteksten i 4 Ezra specifikt tales om dommedag og netop ikke om de levendes forbøn for de døde her i jordelivet, jf. 4 Ezra 7,106–115. I Vulgata er 4 Ezra medtaget som et særskilt tillæg, fordi det ikke er et kanonisk skrift; men lige netop henvisningen til dommedag i 4 Ezra 6,105 (»på den dag«) er ikke med i Vulgata.

[52] Hieronymus forsøger her at associere Vigilantius med gnostiske kætterier: Balsamus, Barbelo og Leusibora er navne, der indgår i gnostiske systemer eller forbindes med gnosticismen. Navnet Balsamus stammer fra den semitiske gud Baalshamin eller Ba’al Šamem, aramæisk ܒܥܠ ܫܡܝܢ, Himlens herre. Barbelo, Βαρβηλώ, er en gnostisk betegnelse for den første guddommelige emanation. Gnostikeren Basilides fra det 2. århundrede lokaliseres tilsyneladende af Hieronymus til Den Iberiske Halvø, nær ved Vigilantius, skønt Basilides levede og virkede i Alexandria i Ægypten; alternativt er der en fejl i tekstgengivelsen, således at udsagnet om nærheden til Spanien og Pyrenæerne i virkeligheden skal lægge sig til den forudgående latterliggørelse af Leosibora. Navnet Leusibora latterliggøres, fordi det formentlig er afledt af en fejl i de gammellatinske bibeloversættelser, Vetus Latina (før Hieronymus’ Vulgata) af Job 38,39a, »Jager du bytte til hunløven«. Teksten, der i Vulgata gengives med »numquid capies leaenae praedam«, var i den gammellatinske version fejlagtigt blevet til »tu capies Leosiboram«, formentlig på grund af en misforståelse af Septuagintas version: »θηρεύσεις δὲ λέουσιν βοράν«; den gammellatinske version blev angiveligt brugt af biskop Priscillian(us) af Ávila, en asketisk mystiker fra Den Iberiske Halvø (jf. Burkitt 1896; s. 32). I 385 blev Priscillian som den første henrettet for kætteri; han var bl.a. anklaget for manikæisme. »Manis skat« refererer formentlig til Livets skat, et værk af manikæismens grundlægger, Mani, 216–276 e.Kr.

[53] Den vise kong Salomo er traditionelt blevet regnet for forfatter til flere kanoniske GT-skrifter (Højsangen/Salomos Højsang, Ordsprogenes Bog/Salomos Ordsprog, Prædikerens Bog) såvel som en række apokryfer og pseudepigrafer (Visdommens Bog/Salomos Visdom, Salomos Oder, Salomos Testamente, Salomos Salmer; sidstnævnte findes i dansk oversættelse i De gammeltestamentlige pseudepigrafer).

[54] Rom 10,2.

[55] Jf. Mark 14,3–9; Matt 26,6–13; Joh 12,1–8.

[56] Rom 14,5. Tanken synes at være, at selvom tænding af lys ikke i sig selv behøver være gudvelbehageligt, vil det blive belønnet, for så vidt som det er gjort af et godt hjerte.

[57] Jf. Matt 25,1–13.

[58] Luk 12,35.

[59] Joh 5,35.

[60] Sl 119,105.

[61] Jf. Matt 23,27.

[62] Et citat fra Ciceros første tale imod Verres (In Verrem 2,1,40).

[63] Eunomius af Cyzicus (Eunomios af Kyzikos), død ca. 393, spillede en ledende rolle i den arianske gruppering, der kendes som an(h)omoier; deres opfattelse af Sønnens ulighed med Faderen har imidlertid ikke noget indlysende at gøre med spørgsmålet om relikviedyrkelse.

[64] Talsmanden er Helligånden, jf. Joh 14,16.26. I midten af 2. århundrede hævdede Montanus sammen med sine to kvindelige profeter Maximilla og Prisca at formidle direkte åbenbaringer fra Helligånden. Når Hieronymus sammenligner Vigilantius’ tilhængere med montanisterne, er det for at sammenligne to kætterske grupperingers tiltro til en (falsk) profet, hvorimod der næppe kan være tale om en mere generel sammenligning, eftersom montanisterne var asketer som Hieronymus selv.

[65] Om Mani se note 52. Foruden de kætterier, Hieronymus her opregner, kan det nævnes, at også Koranen tilsyneladende vil identificere den ventede talsmand, Parakleten, med Muhammed frem for Helligånden (jf. sura 61,6).

[66] I kirkehistorien er det et gennemgående træk i hæresiologien (læren om kætterier), at nye kætterier i virkeligheden blot er en genkomst af de gamle; idéen er, at eftersom den guddommelige sandhed altid er én og den samme, må kætterierne, der er modstykker hertil, også være de samme, der bare dukker op under nye navne; se f.eks. også Confessio augustana, art. 1, hvor islam omtales som et kætteri på linje med arianismen, fordi begge fornægter treenigheden.

[67] Quintus Septimius Florens Tertullianus, jurist og teolog, ca. 160–ca. 222; Tertullian endte imidlertid med selv at tilslutte sig den strengt asketiske montanisme. Scorpiace skal forstås som en modgift mod skorpionens bid, σκορπιακή ἀντίδοτος, og var titlen på et værk af Tertullian imod gnosticismen.

[68] Kainitterne var en gnostisk retning i 2. århundrede, der tilsyneladende mente, at frelsen kunne opnås ved at erfare alt, herunder at gennemleve enhver tænkelig synd, idet man på denne måde opnåede visdom og demonstrerede sin foragt for den onde verden og loven, der stammer fra den onde skabergud, demiurgen (jf. Irenæus: Adversus Hæreses, 1,31); bevægelsens navn stammer fra Kain, der gjorde oprør mod skaberguden. Imidlertid vides det ikke, hvad kainitterne har med relikviekult at gøre, så der er evt. bare tale om et generelt forsøg på tilsvining vha. sammenligning med andre kættere.

[69] Jf. Es 1,11; Heb 10,4.

[70] Hieronymus’ brev nr. 109, Ad Riparium.

[71] Jf. f.eks. Joh 4,48.

[72] »Favilla nescio qua«.

[73] Porfyr (Porphyrius, Porphyrios), ca. 234–ca. 305, var en nyplatonsk filosof, der bl.a. forfattede værket Mod de kristne (Adversus Christianos, Κατὰ Χριστιανῶν). Om Eunomius se note 63.

[74] Hieronymus fremstiller her forskellige antikke guder som dæmoner, der har besat Vigilantius: Merkur (Mercurius, svarende til Hermes) var i den græsk-romerske mytologi gudernes sendebud og selv gud for handel og profit. – I den romerske komediedigter (Titus Maccius) Plautus’ tragikomedie Amphitruo eller Amphitryon nævnes Nocturninus el. Nocturnus som nattens gud, der selv er faldet i søvn i fuldskab, sådan at Jupiter (Zeus) kan tilbringe to sammenhængende nætter hos Alkmene, med hvem han – forklædt som hendes ægtemand Amphitryon – får Herkules (Herakles) (Amphitruo 272). – Den romerske friheds-, frugtbarheds-, vegetations- og vingud Liber eller Fader Liber, Liber Pater, blev efterhånden identificeret med vinguden Bacchus/Dionysos.

[75] Jf. 1 Mos 3,7.

[76] Jf. Mark 16,9; Matt 28,9; Joh 20,14.

[77] Jf. Mark 16,7; Matt 28,7; Joh 20,17.

[78] Jf. Joh 19,26–27.

[79] Jf. Gal 2,9–10.

[80] Jf. 1 Kor 16,1–4.

[81] ApG 24,17–18.

[82] Jf. Sl 1,2.

[83] Jf. 2 Mos 18,2; Sl 16,5; 73,26.

[84] Jf. 2 Kor 8,13–14.

[85] Jf. 5 Mos 15,11; Mark 14,7; Matt 26,11; Joh 12,8.

[86] Jf. Gal 6,10.

[87] Luk 16,9.

[88] Jf. Matt 5,3.

[89] Sl 41,2.

[90] Matt 19,21.

[91] Jf. Mark 1,18.20; Matt 4,22; Luk 5,11.

[92] Matt 22,14.

[93] Jf. 2 Kor 4,7.

[94] Jf. 1 Kor 13,4.

[95] Der var hungersnød i Nordafrika i 406, hvilket klostrene i Ægypten led under (jf. Kelly 1975, s. 290).