De skal høre og høre, men intet fatte

“Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.” (Mark 4,10-12)

Skrevet på baggrund af prædiken holdt til Ørkengudstjeneste i Bethlehemskirken i København, februar 2016 over Es 55,6-11; ApG 28,17–31; 1 Kor 1,18–21; Mark 4,1–20.

Bretschneider-øret i Tjekkiet. Foto: Jarda 75
Bretschneider-øret i Tjekkiet. Foto: Jarda 75

Vi har en naturlig tendens til at få tingene til at handle om os selv. Vi læser gerne lignelser som “lov” snarere end som evangelium. Loven handler kort sagt om alt det, mennesker skal gøre for Gud for at fortjene hans nåde. Opfylder vi loven, skal vi leve, men bryder vi den, skal vi dø (Rom 10,5). Men mennesker kan ifølge Bibelen slet ikke fortjene Guds nåde, og formålet med loven er i virkeligheden, at vi skal erkende vores manglende evne til at frelse os selv.

Evangeliet er omvendt, at Gud har sendt Jesus for med sin død at købe os fri af loven, så han kunne “adoptere os som sine børn” (Gal 4,5). Det er Guds riges hemmelighed, der er givet dem, som er kaldet til at være hans udvalgte. Eller rettere, Guds riges hemmelighed er Jesus selv. Ham har disciplene fået lov at kende som Guds søn, som skulle gøre en ende på konsekvenserne af vores vantro, vores synd og død, ved selv at gå i døden. Hvad vi ikke kan og vil, gør Gud uden betingelser.

Men vi vil hellere høre om, hvad vi kan og skal gøre. Måske fordi det giver os en fornemmelse af at have styr på sagerne – måske vi oplever en frihed i selv at være ansvarlige for vores frelse? I hvert fald er det sådan, at når Jesus fortæller lignelsen om sædemandens korn, der falder på forskellig slags jord, er vi hurtige til at spørge, hvad vores opgave så er. Hvordan kan vi være den gode jord, hvor troen slår rod og sætter frugt, spørger vi måske os selv? Hvordan kan vi rense ud i sjæl, sind og hjerte, så der bliver plads til Gud? Hvordan kan vi blive en god plante, eller hvordan kan vi “vækste” mest effektivt, for at bruge en grim neologisme?

Og så kan vi gå rundt og bekymre os om, hvordan kan vi opdyrke en tro, der er god nok. Der gik ikke længe, før kristne begyndte at tænke sådan. I den tidlige middelalder, da kristendommen havde bredt sig til store dele af det græsk-romerske område, indoptog kristne teologer den filosofiske tanke, at “viden er dyd”. Tanken var, at forudsætningen for indsigt i tingenes væsen var den rette moralske adfærd. Man vidste jo ellers godt, at vi frelses ved tro, ikke af gerninger. Men hvordan kan vi tro?, blev spørgsmålet så. Hvordan kan vi præstere den rigtige, stærke tro, som kan frelse os? Det kunne man gøre ved at øve sig, mente mange. For eksempel fastede man, så der rigtigt kunne blive plads til troen.

Troen blev af kristne filosoffer beskrevet som en særlig slags viljesudøvelse, som mennesket selv er ansvarlig for, og det kristne liv blev forstået som en øvelse i tro. Jesu forklaring, at de gevækster, der kvæler kornet, er “denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt”, kunne nemt forstås som en lære om, hvordan man kunne opdyrke forudsætningerne for en stærk tro. Det kunne man nemlig ved at undgå alt, der havde med materiel rigdom og lyst og nydelse at gøre. Fasteregler og asketiske øvelser blev en central del af den kristendom, der ellers var grundlagt på evangeliet om, at Jesus med sin død har frikøbt os fra lovens slaveri.

Men er det sådan, vi skal læse lignelsen om sædemanden og de forskellige slags jord? I selve lignelsen lyder det som om, at kornet, der sås, er Guds ord, og at vi er jorden, det lander i. Så kunne kornet være Guds Ord, men i forklaringen til lignelsen lyder det mere som, at det, der sås, er os, og at vores vækst afhænger af den jord, vi lander i. Det er egentlig ikke så afgørende. For i begge tilfælde er det svært at se, at vores eget valg og vilje har særlig meget at skulle have sagt.

Vælger vi virkelig selv, hvilken jord vi vil være? Det er lidt svært at se, at det skulle passe på lignelsen. Jorden vælger jo heller ikke selv, om den vil indeholde den rette mængde næring, og om den skal vandes tilpas. Og kornet vælger vel heller ikke selv, om det bliver kastet på klippegrund og derfor ikke kan sætte rødder, eller om det kastes i den gode jord og derfor får gode vækstbetingelser. Hvor kornet spredes, afhænger udelukkende af den, der sår det.

At lignelsen derfor ikke er en slags moralsk opfordring til at fremelske en særlig trosevne, faste eller øve sig i åndelighed, bliver dog først for alvor klart fra forklaringen på, hvorfor Jesus overhovedet taler i lignelser. Jesus siger: “Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.” (Mark 4,10-12)

Når Jesus taler i lignelser, er formålet altså ikke at gøre det nemmere at forstå, hvad han mener. Nej, formålet er tværtimod, at dem, der ikke har del i hans rige, ikke skal forstå et klap. Formålet med at fortælle lignelser er ikke, som man kunne tro, at evangeliet skal pakkes ind og præsenteres pænt, så alle kan forstå det og så selv vælge, om de vil tro eller ej. Hvis formålet er, at kun de udvalgte skal forstå, hvordan skulle det så hjælpe på forståelsen at meditere over det sagte? Nej, lignelser er ikke til for at anskueliggøre evangeliet for hvem som helst, men for at skjule evangeliets kerne i lovens hårde skal, hvis man kan sige det sådan.

Det har man kaldt, at Guds Ord åbenbares under sin modsætning: Nåde åbenbarer sig som dom, Kristus åbenbarer sig som menneske, evangeliet gemmer sig bag loven. Det kræver derfor tro at trænge bag om åbenbaringens hårde skal, men det afhænger ikke af os, om ordet, der bliver sået, giver frugt, altså om vi forstår eller ikke forstår. Hvis det gjorde, afhang det jo af os, om Gud fik sin vilje. Men det gør det ikke. Troen kommer af det, der høres, men vi kan ikke af os selv vælge, om vi vil høre og tro evangeliet.

Hvis vi spørger: “Hvordan kan vi tro på evangeliet?”, er svaret altså, at det kan vi slet ikke. Synd er nemlig vantro, altså en uvilje mod Gud (Joh 16,9). Og hver eneste af os har den uvilje, vi er alle sammen vantro. Og følgen af vores vantro og synd er ikke bare den fysiske død, men også en åndelig død, som gør, at vi ikke fatter en dyt af evangeliet, hvis ikke Gud hjælper os. Ligesom en død ikke selv kan vælge at blive levende, kan vi heller ikke selv vælge at tro. Hvis vi skal tro på evangeliet, må det komme et andet sted fra.

Det er ikke os, men Kristus, der er ophavsmanden til vores tro eller “troens banebryder”, som det hedder i Hebræerbrevet. Og han er ikke bare ophavsmanden, men den, der fuldender troen (Heb 12,2). Derfor er det heller ikke vores tro, der frelser os, men Kristus. Af nåde er vi frelst “ved” eller “gennem” tro, men altså ikke på grund af tro. Troen er ikke en betingelse for nåden, men et resultat af, at nåden er blevet åbenbaret for os. Som det hedder i Efeserbrevet: “Det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds” (Ef 2,8).

Troen er derfor ikke en betingelse for frelse, men det redskab, Gud bruger til at frelse os, den krog, han så at sige har i os. Nåde er, at vi ved siden af vores uvilje og vantro får givet en ny vilje og tro. Det er det, vi kalder den ny skabning i Kristus. Gud skaber i os et rent hjerte (Sl 51,10/12). Det er altså ikke på grund af vores stærke vilje, store tro eller rigtige overbevisninger, at vi kaldes, men på trods af, hvad vi er og har – eller ikke er og ikke har. Det er ikke vores trospraksis, der nærer vores relation til Gud, men Guds relation til os, der nærer vores praksis. Vi kan ikke handle os til tro, men Gud kan give os tro til at handle.

Når Jesus fortæller lignelser, handler det altså ikke om, at han fremsætter sit budskab, så alle kan forstå det og vælge, om de vil anstrenge sig til at tro det, men tværtimod om, at kun netop dem, Gud har valgt, skal forstå det. Om vi forstår det eller ej, er ikke op til os. Guds Ord er ikke en teori, vi kan forholde os til, som vi vil, men det skaber selv den forståelse og de resultater, som Gud har planlagt. Et andet sted i Esajas hører vi: “Sådan er mit Ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde.” (Es 55,11).

Når et menneske hører Guds Ord, kan det forstå eller ikke forstå, men om det forstår, afhænger ikke af mennesket, men af Guds vilje og ærinde. Og Jesu ærinde, når han taler i lignelser, er altså, at de udenforstående, der hører hans lignelser, ikke skal forstå noget og derved vende om og få tilgivelse. Vi er vant til tanken om, at evangeliet er for alle, og at det skal forkyndes overalt for at få folk til at omvende sig – eller i det mindste at give mennesker muligheden for selv at vælge. Men her er det altså pointen, at Guds riges hemmelighed, altså indsigten i, hvem Jesus faktisk er, kun er givet til dem, der allerede er “indenfor”.

Også Paulus citerer lystigt Esajas. Da han forkynder evangeliet for jøderne, må han erkende, at meget få af dem gider høre efter, hvad han har at sige. Paulus konkluderer med Esajas, at Gud har stoppet deres ører til, for at de ikke skal forstå noget. Men hvad er dog meningen med det? Jo, det kaster Paulus’ ord i brevet til korintherne lys over. Også her citerer han Esajas, hvor det hedder: “De vises visdom vil jeg ødelægge, de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre.” (1 Kor 1,19). Og Paulus spørger efterfølgende retorisk: “Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne tidsalders kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om.” (1 Kor 1,20-25).

Igen er det ikke pointen, at troen er en slags præstation eller en særlig evne, som Gud stiller som betingelse for at frelse os. Troen er heller ikke for Paulus en slags moralsk kvalitet eller en praksis, vi kan opdyrke. Var den det, ville vi jo være lige vidt, og det hele ville afhænge af os. Paulus taler vel især om de jødiske skriftkloge, men kan vi sige os fri fra at dyrke “denne verdens visdom”? Denne verdens visdom er alt det, der vil lade menneskets ultimative skæbne afhænge af mennesket selv. Denne tidsalders “kloge hoveder” er alle, der mener, at mennesket selv kan tage initiativet i sin frelse, at man kan “handle sig til tro”, som det hedder, eller at “kun det lydige menneske kan tro” og at det betyder, at tro og indsigt eller mangel på samme er noget, vi kan “gøre for”. Denne verdens visdom er alt, der hævder, at vi selv kan gøde vores jord og selv bidrage til vores vækst.

Der er mange, der på den måde mener, at vi selv er ansvarlige for at vælge, om vi vil tro og forstå evangeliet. Nogle mener, at vi aktivt skal vælge at søge Gud, og at troen er et spørgsmål om at beslutte sig for at mene noget bestemt eller måske ligefrem et spørgsmål om aktivt at gøre noget, fx bede en bøn, bekende sig som kristen eller at melde sig ind i et kirkesamfund – eller måske at “følge Jesus” eller hjælpe de fattige og flygtningene. Og det kan jo være udmærket, men det at tro og forstå er ikke noget, vi uden videre kan vælge eller beslutte os for, da slet ikke når det kommer til evangeliet. For den synd, vi skal frelses fra, er jo netop, at vi ikke vil og kan tro. Vores problem er, at vi hverken kan eller vil forstå noget som helst.

Hvis denne verdens visdom er, at mennesket selv vil være ansvarlig for sin skæbne ved selv at skaffe sig forståelse og indsigt, så er troen det modsatte. Tro er ikke en opdyrket evne til at være særligt modtagelig over for ordet, men troen er et tegn på, at vi er kaldet af Gud til at frelses ved korsets dårskab. Troen er et produkt af frelsen, ikke en betingelse for den. Tro er resultatet af, at Guds frelsende gerning er blevet klar for os, at sløret er revet bort, så vi forstår evangeliet, og at vi derved gives del i håbet om Guds rige. Og formålet med at frelse mennesker ved tro er altså at gøre denne verdens visdom til skamme, forklarer Paulus. De vise, de skriftkloge, denne verdens kloge hoveder og alle de andre skal vide, at deres visdom – deres “fri vilje”, rette valg eller trospraksis – ikke kan frelse dem. Og i dommen over de vantro åbenbares den hellige Gud som hellig (Es 5,16).

Men igen, hvad er dog pointen med alt det her? Er der ikke noget med, at Gud ikke ønsker “den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin vej, så han bevarer livet” (Ez 18,23) – og hvorfor er det så kun de kaldede, dem “indenfor”, der får indsigt i Jesu lignelser? Der har været mange bud gennem kirkehistorien, som jeg ikke vil gå i dybden med her. Der har været alverdens forklaringer på, hvorfor nogle er udvalgte og andre ikke. Og lige så ofte har teologer sagt, at det skal vi altså ikke spekulere for meget over, og at vi skal lade Guds hemmeligheder være hemmeligheder. Der er en skjult side af Gud, og der er planer, han ikke har åbenbaret, har man sagt.

Og det er da ganske rigtigt, at der er ting, vi ikke forstår, og som vi ikke skal forsøge at skaffe os indsigt i. Men Paulus er faktisk særdeles klar, også hvad angår udvælgelsen af nogle til tro og forståelse og andre til vantro og misforståelse. I brevet til menigheden i Rom forklarer han, at Gud har forkastet det jødiske folk med alle deres skriftkloge, for at alle de øvrige folkeslag – altså os – kunne få del i den udvælgelse, der før havde været jødernes (Rom 9–11) – “Derfor skal I vide, at denne frelse fra Gud er sendt til hedningerne; og de skal høre!”, udbryder Paulus derfor også for de jødiske skriftkloge efter at have citeret Esajas’ ord om, at de intet skal høre og intet fatte (ApG 28,28).

Men Paulus gør det også klart, at formålet ikke er, at jøderne skal gå fortabt, men tværtimod, at det skal vække ny tro hos jøderne, når de bliver misundelige over, at hedningerne nu er blevet udvalgt. Paulus konkluderer, at “Gud har indesluttet alle under ulydighed for at kunne vise barmhjertighed mod alle” (Rom 11,32). Når Jesus taler i kodesprog, så de udenforstående ikke forstår noget og derfor ikke kan få del i Guds rige, er det altså ikke for, at de skal gå fortabt i sidste ende, men for at Gud kan vise barmhjertighed mod dem. Og det er altså “alle”, uden undtagelse, som er indesluttet under ulydighed. Ingen hører, ingen forstår.

Ingen? Er “alle” virkelig indesluttet under ulydighed? I har djævelen til far, og derfor forstår I ikke, hvad jeg siger, forklarer Jesus farisæerne (Joh 8,43). At Jesus her kaster sig ud i decideret “hate speech”, som en præst for nylig kaldte det, er måske meget forståeligt i lyset af, at de ikke længe efter klyngede ham op på et kors. Men sagen er jo, at det ikke bare er jøderne, der har djævelen til far, men os alle sammen, så længe vi er børn af den gamle Adam.

Men hvad med Jesu disciple, er de i det mindste ikke inde i varmen? Har Paulus med salmisten virkelig ret i, at ingen forstår, og at ingen søger Gud? (Rom 3,11). Det kunne virke sådan, for når det kommer til stykket, forstod Jesu egne disciple jo heller ikke en dyt af, hvad han sagde til dem – da slet ikke når han talte i lignelser. Også de måtte derfor finde sig i at blive kaldt ulydige og lidettroende (Matt 16,8). Havde de tro bare som et lillebitte sennepsfrø, kunne de flytte bjerge (Matt 17,20) – og det kunne de vist ikke. Selv når de fik skåret det ud i pap, da Jesus fortalte, hvad der skulle overgå ham, hans død og opstandelse, fattede de ingenting: “Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.” (Luk 18,34; Mark 9,32). Og da det afgørende øjeblik kom, fornægtede de ham.

De skal høre og høre, men intet fatte. Også her må vi indrømme, at vi er i båd med disciplene. Kristus blev en levende lignelse i kød og blod, da han blev menneske i Jesus, og det gjorde han, for at vi stadig intet skulle forstå, selv ansigt til ansigt med Guds søn. Hvis vi fattede noget, kunne vi af os selv vende om og skaffe os tilgivelse. Men det kan vi ikke, vi får ikke lov, for det er Guds plan at vise os barmhjertighed. Og det er altså evangeliet: At Gud har forbarmet sig over os trods vores vantro. Vi forstår ikke, men det gør Gud, og det er også godt nok. Vi kan ikke gøre os til en frugtbar jord, men det kan Gud. Vi kan ikke give os selv tro, men det kan Gud. Vi kan ikke frelse os selv, men det kan Gud.

Skriv et svar