Prædiken i Haderslev Domkirke, 28. marts 2016
(2. påskedag, 2. tekstrække: Sl 16,5–11; 1 Kor 15,12–20; Joh 20,1–18)
Så blev det dagen derpå, og som alle dage, der kommer efter den store festdag, synes trykket at være lettet en smule – og derfor er sandsynligheden for, at vi hvert øjeblik skulle bryder ud i spontan sang og synge Krist stod op af døde, da også aftaget en lille smule fra i går. Men alligevel er vi ikke helt færdige med at fejre påskebudskabet, som vi fik lov til at høre i går for fulde udblæsninger.
I dag kan vi dog sunde os lidt oven på påskeglæden og høre det hele forfra i et lidt mere afdæmpet humør uden alt for mange falbelader.
Det er nemlig med livets store glæder som med en stor skat, man har gravet ned og ikke kan få tankerne fra igen, men må hen og grave op i ny og næ for at sikre sig, at den endnu ligger på det sted, man begravede den.
Sådan er det også med påskeglæden, den må man også gang på gang hen og kigge til, når det sommetider lykkes for døden at ængste os, ud over det vi selv magter.
Så er vi nødt til at søge derhen, hvor påskeglæden er gemt og grave den op og glædes ved den og forsøge for hver gang den graves op at begrave den et spadestik dybere, hvor døden ikke kan nå ind.
Se Maria Magdelene havde også overværet noget, som gjorde, at hun søgte derhen, hvor hun troede, at hendes glæde ville være begravet; for hun havde selv overværet korsfæstelsen af Jesus langfredag.
Den glæde, hun havde fundet i livet, havde hun mistet på Golgata, og derfor var hun taget ud tidligt om morgen dagen efter sabbatten, for at græde ved det sted, hvor hendes glæde lå begravet. Men da hun kom, så hun til sin forfærdelse, at stenen til graven var flyttet, og Jesus ikke lå derinde. Forfærdet, som hun må have været, løb hun, som vi hørte, tilbage til disciplene for at fortælle dem om den tomme grav. Og straks, da de havde hørt, hvad Maria fortalte dem, løb Peter og en anden derhen for med deres egne øjne at se den tomme grav – og da de nåede frem, gik de ind, men de fandt ikke andet end linnedklæderne. Da gik skriftens ord op for dem, og de kom til tro på Hans opstandelse og gik hjem og bragte påskeglæden med sig.
Maria derimod gik ingen steder, men blev stående ved graven og græd.
Det var mens, hun stod der midt i sin sorg, at hun hørte hun stemmerne fra to engle, der var sendt af Gud, der sagde: ”Kvinde, hvorfor græder du?”
Vi, som har fulgt lidt med her i påsken, ved godt, hvorfor hun græd, hun græd jo, fordi hun havde mistet sin glæde i livet og ikke vidste, hvor hun skulle gå hen med sin sorg nu, da hun ikke længere kendte stedet, hvor hendes glæde var begravet.
Da hun vendte sig om og så en mand, gentog han spørgsmålet: ”Kvinde, hvorfor græder du?”
Manden, som hun ikke genkendte, føjede også noget til nemlig spørgsmålet: ”Hvem leder du efter?”
Her kunne vi godt være tilbøjelige til at svare alt for hurtigt og dermed gå fuldstændig forbi pointen, for pointen er, at hun leder efter den forkerte. Maria bliver stående ved graven og genkender ikke sin Herre, fordi hun leder efter den forkerte, for hun er taget derud for at finde den korsfæstede Jesus af Nazareth, men Han er ikke længere den korsfæstede, men den opstandne.
Man kunne også sige, at den korsfæstede og opstandne er den samme, men hun kender endnu ikke den opstandne.
Og vi hører det også i andre beretninger om den opstandne frelser, at de, som havde kendt Ham, ikke længere kunne genkende Ham, førend Han gav sig selv til kende. Blandt andet i historien om de to disciple, der mødte Ham på vejen til Emmaus. Først da Han brød brødet, genkendte de Ham.
Så Maria er bestemt ikke den eneste, der har svært ved at genkende Kristus, og det forekommer at være et gennemgående problem i evangelierne, at mange ikke genkender Ham, hverken som menneske eller som den opstandne.
Hos Maria genkender hun først Jesus i det, at Han siger hendes navn: Maria.
Først da erkender hun mod al fornuft, at den mand, der står over for hende, også er den glæde, som hun tog ud for at lede efter – ja en endnu større glæde, for hendes Herre er ikke længere kun den korsfæstede, men også den opstandne.
Først i det øjeblik, at hun blev kaldt ved sit navn, følte hun sig genkendt.
Det er derfor i genkendelsen af hende, at hun forstår, at manden må være den opstandne.
Hun er med andre ord nødt til at høre sit eget navn, som er kendt af Kristus, førend hun er i stand til at se den opstandne.
Og det handler ikke bare om et navn, for et navn betyder i sig selv ikke noget.
Det handler derimod om, at hendes navn – såvel som vores – er uløseligt forbundet med den dybeste selvforståelse; for man er jo, hvad man hedder.
Mange havde derfor rigtignok kendt Maria Magdelena og kunne da også sagtens have sagt hendes navn, men ingen kunne have sagt hendes navn som Kristus, for Han så mere i mennesket Maria end navnet; for Han tilgav hende, og i Hans tilgivelse følte hun sig genkendt.
Men hvad vil det sige, at hun følte sig genkendt? – ja det vil sige, at hun ved at være blevet tilgivet igen kunne kende sig selv ikke som synderinden eller hvad navne folk omkring hende måtte have fundet på, men derimod ved det navn Jesus havde givet hende.
Der er nemlig det forunderlige ved tilgivelse, at den kun for alvor lykkes, dér hvor man er i stand til at se mere i det andet menneske, end det man skal tilgive.
Kan man ikke få øje på noget andet eller mere, så er det svært ikke at komme til at stirre sig blind på det, man egentlig gerne ville se bort fra.
Man bliver blind og kan ikke længere få øje på kærligheden.
Alle, der har oplevet tilgivelse, ved, at den er forløsende; for det kan være så uendeligt svært at kende sig selv i noget af alt det, man igennem et liv kan nå at rode sig ud i og så forløsende, når man begynder at have svært ved at genkende sig selv, at komme til at kende sig selv igen, fordi et andet menneske er i stand til at se mere i én, end man selv formår.
Kun i tilgivelsen kan et menneske få lov til at genkende sig selv som en anden end den, der har givet køb på kærligheden og dermed vinde kærligheden tilbage eller måske nærmere få den givet tilbage – ja få den tilgivet.
Derfor er det også så vigtigt at huske på, at et menneske altid er mere end sin fortid, for det er også det menneske, der har muligheden for at forandres i fremtiden.
Maria følte sig tilgivet og genkendte sig selv, som den hun var nemlig Maria. Den Maria, der havde mødt tilgivelse og igen mødte tilgivelse i den opstandne frelser.
Mødet med den opstandne frelser er derfor: i tilgivelsen atter at kende sig selv og føle sig genkendt.
Og hvad kunne være mere passende end at gå hjem og fortælle det til alle de mennesker, vi møder, ligesom Maria gjorde, for at de må føle sig genkendt af os, ligesom vi føler os genkendt af Kristus.