Jesus beskrives ikke som leende i Det Nye Testamente; men det betyder ikke, at han ikke lo. I det hele taget er det svært at forestille sig et virkeligt menneske, der aldrig ler. Hvis Jesus foruden at være sand Gud også var sandt menneske, som kristendommen tror, må han have både smilet og leet. Man må også forestille sig, at han har fået andre til at smile og le. Han, som er det levende Ord, havde også selv ordet i sin magt, og folk lyttede gerne til ham.

Sådan lyder ræsonnementet hos den britiske jurist og politiker Quintin Hogg (1907­–2001), eller i fuldt udtræk: Quintin McGarel Hogg, Baron Hailsham of Saint Marylebone. Hogg stillede første gang op til parlamentet i 1924, og kronen på hans politiske karriere blev perioderne som Lord Chancellor 1970­–74 og 1979–87 (i Storbritannien dengang svarende til en udvidet justitsministerpost).

I hans forfatterskab finder man også afsnit af teologisk relevans, særligt i den “åndelige selvbiografi” The Door Wherein I Went (1975) og A Sparrow’s Flight (1991). Fra førstnævnte følger her nedenfor min oversættelse af et par sider om Jesus som latterens Herre.

Man vil måske kritisere Lord Hailsham for at æstetisere Jesus, altså at lade hans værdi og betydning afhænge af ydre omstændigheder som udseende og evnen til at vække interesse hos sine medmennesker.^[1] Men rationalet skal vendes om: Det, at Jesus som menneske har været sjov og spændende at lytte til, gør ham ikke guddommelig; men netop fordi Jesus som Guds Søn er sand Gud og sandt menneske, har han selvfølgelig også kunnet vække latter og været dragende svær at slippe.

Latteren har ellers ikke haft alt for megen plads i teologihistorien. To undtagelser i hver sin retning udgøres af henholdsvis den muntre ordekvilibrist François Rabelais (ca. 1494–1553) og den dybt alvorlige påskelatterkritiker Johannes Oekolampadius (1482–1531).^[2] Måske har man ligesom bibliotekarmunken Jorge fra Burgos^[3] ment, at latter var uforeneligt med fromhed. Ved at læse om latterens Herre kan man imidlertid overbevises om, at Jesus er sjov at omgås; han er den inkarnerede glæde:^[4]

---

Lord Hailsham: The Door Wherein I Went
(Collins, 1975), s. 53–56.

For nogle år siden, da avisen Daily Sketch stadig fandtes, blev jeg bedt om at bidrage til en serie med overskriften “Hvis Kristus kom tilbage nu”, og jeg besluttede til sidst at sige ja. I det store og hele var udfaldet af serien forudsigeligt. Venstrefløjspræsten talte om, hvordan den gode Herre ville gå ud blandt de fattige og de plagede og gøre godt, og hvordan han ville blive afvist af de herskende klasser, og hvordan hans velmente råd ville blive afvist af dem, der havde noget at miste ved det, osv.

Jesuitten lagde vægt på – forudsigeligt, og fra hans synspunkt fornuftigt –, at Kristus aldrig havde forladt verden. Han var til stede i kirken og i sakramentet, og spørgsmålet om, hvad han ville gøre, hvis han kom tilbage, skulle hellere omformuleres til at handle om, hvad han faktisk gjorde her og nu.

Jeg var enig i meget af alt dette, men så sagen fra en anden side. Ligesom jesuitten anså jeg spørgsmålet for at være forkert. Kristne tror, at Jesus af Nazarets jordiske liv udspillede sig på det tidspunkt i historien, der præcist og i enestående grad var egnet til det arbejde, han skulle udføre. At tale om, hvordan han kunne være blevet født i det 20. århundrede, ville derfor grundlæggende være lige så kunstigt og uvirkeligt, som hvis man talte om, at han var blevet født i stenalderen. Jesus var lige så meget en mand af sin tid og sit sted, som alle andre er det, og det øjeblik, hvor han skulle fødes, var enestående, netop fordi det var Guds vilje, at han skulle fødes dér og på dét tidspunkt og ikke på noget andet tidspunkt eller noget andet sted.

Men dette konfronterede mig med et langt sværere spørgsmål, som i sidste ende var det, jeg gerne ville besvare i min artikel. Det var ikke det spørgsmål, som var blevet stillet, men jeg vovede at mene, at det var den virkelige gåde bag ved det stillede spørgsmål. Det var dette: Det billede, vi har af Jesus, er helt igennem farvet af vores viden om, hvad der skete med ham ved slutningen på hans liv og bagefter. Vi ser hans liv gennem det mørke glas, som er mindet om hans lidelse. Han er smertensmanden, kendt med sorg, ved hvis sår vi helbredes. Eller han er den opstandne Herre, nådig, triumferende, når han viser sig for sine lamslåede venner som sejrherren over døden. Men lige netop denne viden havde hans samtidige ikke under hans virke på jorden. Og vi hører, at når han fortalte sine venner om, hvad der skulle ske, nægtede de simpelthen at tro ham.

Dette fik mig til at stille mig selv et spørgsmål, jeg aldrig havde stillet før, et noget anderledes spørgsmål. Hvordan var det egentlig at møde Jesus? Hvis man kunne have været med ved gæstebuddet, da han inviterede sig selv på middag hos Zakæus, eller da han spiste sammen med farisæeren, hvilken slags menneske ville man så have mødt og talt med? Hvordan talte han? Efter at have stillet det spørgsmål så jeg på ny på evangeliet, og pludselig var det, som om et nyt billede kiggede på mig fra bogens sider. Jeg havde aldrig før tænkt på en Jesus, der ler og laver sjov, fysisk stærk og aktiv, glad for godt selskab og et glas vin, én der fortæller sjove historier og – som nærmest enhver god lærer – bruger paradokser og overdrivelser for at fremme forståelsen, giver sine venner kælenavne og tryllebinder sine tilhørere med sin tale. Og alligevel er det mærkeligt, at vi ikke tænker sådan om ham. Vi lærer jo at tænke på ham som én, der besidder enhver menneskelig fuldkommenhed; men betragter vi normalt ikke humoristisk sans og godt humør som noget af det mest tiltrækkende, et menneske kan være i besiddelse af? Hvordan kan vi så forestille os, at han ikke havde dem? Efterhånden som jeg tænkte over det, kom jeg til den konklusion, at vi først og fremmest må forstå én ting om ham: Hans følgere har været helt og aldeles fortryllede af hans selskab. Jesus var uimodståeligt tiltrækkende som menneske. Manden, som de korsfæstede, var så helt igennem glad for livet og intenst vital og i live. Han ønskede ikke at dø. Han var den sidste, man ville forbinde med lidelse. De kaldte ham en dranker. De anklagede ham for at omgås de forkerte mennesker. Hvad tror du, fik Maria til at sidde ved hans fødder og lytte, mens Martha rumsterede rundt for at forberede maden? Var det mon en gravalvorlig forelæsning om Den Hellige Skrift? Jeg er sikker på, at det simpelthen var, fordi hun fandt hans selskab fortryllende. Når man tænker efter, er der så andet end sjov i det, når han kalder de to ivrige brødre for Tordensønnerne, eller den opfarende, ridderlige, heroiske, men ofte uigennemtænkte Simon for klippen? Er der ikke et strejf af humor i lignelsen om de ti tåbelige jomfruer eller den uærlige godsforvalter eller kamelen, der bare ikke er i stand til at mase sig igennem nåleøjet, eller sammenligningen af en splint i øjet med en kæmpestor bjælke, eller den onde gamle kejser Tiberius, der får mønten tilbage med sit grimme ansigt på, eller sennepsplanten, der sammenlignes med et træ, eller fagforeningsfolkene, der ved arbejdsdagens slutning klager over, at én har kunnet nøjes med at arbejde en enkelt time for en hel dagløn? Når man overvejer alt dette, vækkes billedet af Jesus pludselig til live. Korsets tragedie var ikke, at de korsfæstede en melankolsk skikkelse, der var fuld af moralske forskrifter og asketisk dysterhed. Han var ikke Johannes Døberen, og det var Døberen klar over. Ham, de korsfæstede, var en ung mand, vital og fuld af liv og livsglæde, selve livets Herre og i endnu højere grad latterens Herre, én der var så fuldstændigt tiltrækkende, at folk fulgte ham, simpelthen fordi det var sjovt, én, der lignede billedet af Dionysos i en græsk mosaik meget mere end den forpinte og nedbrudte skikkelse i en middelalderdomkirke eller Kristus Pantokrator i et ortodokst kloster. Smertensmanden, der var kendt med sorg, var i sig selv, før lidelsen, i sandhed guddommeligt glad. Det 20. århundrede er nødt til at genopdage billedet af dette herlige og glade menneske, der i en sådan grad fyldte sine følgere med fryd. Han var ingen bleg galilæer, men en veritabel rottefænger fra Hameln, som børnene ville løbe leende omkring, hvinende af fryd og glæde, når han samlede dem op.

Når jeg bliver spurgt om, hvilken gavn kristendommen gør, må jeg henvise til trøsten ved at leve dit liv i selskab med denne person, som kalder på din kærlighed og tilbedelse, netop fordi han har været igennem det hele og forstår det; han opmuntrer dig og ønsker ikke, at du skal være ked af det. Din skam over, hvad du har gjort forkert, og dine mangler, din fornemmelse af rædsel og frygt i mødet med den guddommelige majestæt, dit knuste hjerte, der krymper sig under sygdom og det, du har mistet – det smelter i mødet med denne person, omsmeltes til lutter betagelse og fryd, som glæden over hans tilstedeværelse vækker, […] den vidunderlige personlighed hos den mest elskelige unge mand, der nogensinde er blevet født af en kvinde og har vandret på jorden.

---

[1] Om betydningen af Jesu udseende, se f.eks. H.L. Martensen: Den christelige Dogmatik, § 141.

[2] Jf. Benny Grey Schuster: Om påskelatteren; se også Lisbet Smedegaard Andersens anmeldelsesessay.

[3] Jf. Umberto Eco: Rosens navn.

[4] Tak til sognepræst, ph.d. Kristian Mejrup for gode drøftelser om Hogg/Hailsham.