”Giv mig et navn og det er straks op ad bakke for døden”
Den islandske forfatter Jon Kalman Stefansson indleder i romanen Historien om Asta med at koble navnet til opstandelsen, idet hele romanen er en gennemspilning af et påskedrama over navnets betydning. På den måde sammenvæves navnets etymologi og navnets ætiologi, hvilket særligt gør sig gældende for navnet Isak i Det Gamle Testamente, som jeg vil forfølge i nedenstående.
Navnets etymologi
Når vi taler om navne, så taler vi om etymologi, dvs. den sproglige betydning. Jødedommen og Det Gamle Testamente som universalhistorie med bl.a. patriarkerne Abraham, Isak og Jakob er et fælles navneetymologisk reservoir, hvor en rød tråd øjensynligt har det formål at forklare baggrunden for egennavne og stednavne.
Navnet Abram forekommer i Gen 11-16, og i Gen 17,5 får Abram ændret sit navn til Abraham. Ab-ram betyder faderen er ophøjet, og Ab-raham betyder fader til en mængde.
Gen 17, 15-21:
Og Gud sagde til Abraham: Din hustru Saraj skal du ikke længer kalde Saraj, hun skal hedde Sara. Og jeg vil velsigne hende og vil også give dig en søn med hende; ja, jeg velsigner hende, så hun bliver til folkeslag, og der skal fremstå konger fra hende. Da faldt Abraham på sit ansigt og lo, for han tænkte: Skulle en mand på 100 år virkelig få en søn, eller skulle en kvinde, der er 90 år gammel, virkelig føde et barn? (Højt) sagde Abraham til Gud: Ja, måtte Ismael leve for dit ansigt! Men Gud sagde: Nej, din hustru Sara skal føde dig en søn, og du skal kalde ham Isak, jeg vil oprette min pagt med ham til en evig pagt for hans efterkommere. […] v. 21: Men min pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig til den fastsatte tid i det kommende år.
Ovenstående fortælling fortsættes i kap. 18 med historien om de tre mænds besøg hos Abraham i Mamrelund, hvis grundmotiv, med Jahves forjættelse til Abraham, er hovedmotivet i kap. 17, hvor den “usandsynlige” forudsigelse mødes med en latter fra menneskets side – et motiv, der hænger sammen med Isak-navnet, som betyder han ler.
Motivet omkring latteren, som spiller på Isaks navn, forandres fra at være et udtryk for skepsis i kap. 18, til, sammen med Abrahams tanker, at blive et forsøg på at opnå fuldstændig klarhed over forjættelsens indhold.
Motiveringen til navngivningen af den søn, der skal fødes, gives i kap. 17 v. 17, hvor Abraham bøjede sig til jorden og lo, men i Gen 18,12-15 møder vi en tydning af Isak-navnet igen med Sara som subjekt. “Derfor lo Sara ved sig selv og tænkte: Nå, så jeg skulle få lyst, efter at jeg er blevet affældig, og min ægtemand er gammel. Men Jahve sagde til Abraham: Hvor kan Sara le og tænke: Skulle jeg virkelig komme til at føde, jeg, som er så gammel! Mon noget er umuligt for Jahve? På den aftalte tid næste år vender jeg tilbage til dig, og så har Sara en søn! Men Sara løj og sagde: Jeg lo ikke!, for hun var bange, men han sagde: Jovist lo du!”, og igen 21,6 siger Sara: Gud har skaffet mig “latter” og tilføjer: Alle som hører, vil le til mig.
En nærlæsning af Gen 17 og 18 sætter os på sporet af kvinden og mandens ligebyrdige bidrag til sønnen Isaks navn.
Ætiologi og kristologi
Eduard Nielsen skriver, at fortællingen om Abraham, der drager til det ukendte Morijas land med sin søn Isak og kommer lykkeligt tilbage derfra, egentlig er en mini-novelle med stærk etisk-religiøs patos. Det er ikke kun navnet Isak, der er ætiologisk, men novellen kan opfattes som en ætiologi til menneskeofrets afskaffelse gennem et substitutoffer.
Grundtvig tager substitutofferet op i påskesalmen “Hvor er lammet, offerlammet” (DDS 189) og udlægger det kristologisk. Han kombinerer Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente i fortællingen om Isaks ofring med menneskesønnens ofring som påskelam. Det er Isak, som syg i sind spørger sin far, hvor er lammet, og henviser faderen til moderen ved at spørge, hvor er det til død opammet?
Vi har i navnet Isak set, hvordan Abrahams latter og Saras latter forenes, idet forholdet mellem kvinden og mandens latter etymologisk forbindes i barnets navn. Det var ikke kun Sara, der lo, men også Abraham bøjede sig mod jorden og lo:
Hvor er lammet, offerlammet?
Spurgte Isak, syg i sind,
da slagtofret var berammet
med ham selv på bjergetind;
bange for sit unge liv,
på den blanke offerkniv
peged han og sagde: Lammet,
hvor er det, til død opammet?
Søn, for lammet Gud vil sørge,
svared Abraham, Guds ven;
han beklemt sig lod adspørge,
svared dog med håb igen.
Yndig faldt og sagen ud,
kærligheds og sandheds Gud
venner sine aldrig glemmer,
deres håb han ej beskæmmer.
Her er lammet, påskelammet,
siger Jesus, ydmyg spag,
i min Faders råd berammet
er den store offerdag;
bange vel af hjertens grund
er jeg for den mørke stund,
men for hele verdens brøde
den uskyldige må bløde.
Ja, at én for alle døde,
gav Guds kærlighed dens glans,
alle jordens roser røde
ej forslår til Lammets krans,
hver en stjerne, hver en sol
samles om den nådestol,
hvor for evig nu han troner,
Jesus Kristus, vor forsoner.
Blixen og Isak
Da Karen Blixen skulle udgive sin gennembrudsroman Syv fantastiske fortællinger i USA, valgte hun at bruge navnet Isak som pseudonym. For Blixen, som ikke kun har et navnetymologisk grundtræk i sit forfatterskabs brug af navne og stednavne, men også en dybdepsykologisk indsigt, er navnet Isak valgt med omhu og viser Blixens indgående bibelske kundskab og orientering.
Fornavnet Isak har Blixen fra patriarkfortællingen, hvor Isak, Abrahams eneste søn, var den, som Gud udså til at blive ofret af sin rettroende far, men som i sidste øjeblik blev skånet. Navnet Isak peger således på en patriarkalsk, men også dybdepsykologisk og religiøs livstydning.
Fortællingen om Abrahams “offer” har bibelhistorisk tre formål. Det første er at svare på, hvordan børneofret blev afskaffet. Det andet formål er at vise på jødisk vis, at der er stor løn ved at overholde Guds befalinger, dvs. loven. Det tredje formål er at forklare navnet Morija. I smudsomslaget til den amerikanske udgave Seven Gothic Tales i 1934 ses et billede af Abraham og Isak på hesteryg på vej mod Morija bjerg. Dybdepsykologisk fortæller ikke kun Biblen, men også Blixen, hvor langt Gud kan gå i retning af at prøve et menneskes tro.
Fornavnet Isak har for Blixen en bibelsk betydning, hvilket hun gør opmærksom på i et brev til Dorothy Canfield: “I chose the name of Isak for the sake of the verse of the Genesis, 21,6”, og i en radiosamtale med Niels Birger Wamberg siger hun:
At jeg valgte det, dette særlige pseudonym – ja, Dinesen er jo mit pigenavn; Isak valgte jeg, ja, nærmest fordi at der står i Bibelen, at der kommer jo nogle engle til Abraham og spår at Sarah skal føde en søn, og hun ler ad det og tror at det ikke kan lade sig gøre, hun er for gammel. Og så siger hun bagefter, at hun vælger at kalde ham Isak, for det betyder latter; og hun håber og ønsker, at hele verden skal le med hende. Og det syntes jeg var en tiltalende tanke. Men jeg vil rigtignok sige, at bagefter, så jeg en anden oversættelse, hvor der står, at hele verden, skal le ad mig – og det er ikke det jeg har ønsket, i særlig grad. (s. 672)
I den tyske udgivelse af Syv fantastiske fortællinger viste navnet sig at være af vital betydning, hvor forlaget Deutche Verlags-Anstalt skriver:
Derimod vil vi umiddelbart gerne bede Dem om at undlade at bruge Deres pseudonym ‘Isak Dinesen’ i den tyske udgave. Angivelsen af Deres navn vil af forskellige grunde være af stor betydning for succesen af den tyske udgave af Deres bog. Da Deres pseudonym allerede er afsløret i omtaler, vi kender til, i engelske, amerikanske, franske og svenske blade, går vi ud fra, at De ikke vil lægge afgørende vægt på en fortsat bibeholdelse af Deres pseudonym ‘Isak Dinesen’.
Anmodningen gentages d. 15. april 1935:
Grunden til at vi lægger afgørende vægt på at udgive Deres bog under Deres eget navn, vil, håber vi, overbevise Dem: Fornavnet Isak ville i Tyskland give indtryk af, at det drejede sig om en bog af en jøde; herved ville udbredelsen af Deres bog blive gjort meget vanskelig. (s. 675)
Blixen indvilgede i et brev til sin advokat Erik Petri skrevet d. 20. april 1935 i at opgive pseudonymet med tilføjelsen, er det for resten ikke latterligt, hvilket tilkendegiver hendes gennemgående forlegenhed ved sagen.
Guds latter
Navnet Isak – han ler – har i en bibeloversættelse mennesker som subjekt, og verbet er derfor ikke en forkortelse af Jischaq-el, “Gud ler”. Alligevel kan man godt betragte navnet Isak og Jischaq-el som et ordspil. Vi har set, at Abraham og Saras latter tilsammen udtrykker en afdæmpet tvivl – kan det virkelig være rigtigt? Med ordspillet Jischaq-el mødes menneskets tvivl af Guds latter som udtryk for overskud i forhold til menneskets virkelighed.
En sådan besindelse kan læses ud af sangen “Donna, Donna”, som blev skrevet i af Sholom Secunda og Aaron Zeitlin i 1940-41, hvor kalven, der føres til slagtning, er en metafor for holocaust, som betyder brændoffer.
Sangen stammer oprindeligt fra et jiddisch teaterstykke og hedder “Dana Dana” eller “Dos Kelbl” (kalven) og handler om udryddelsen af 6. millioner jøder i gaskamrene under 2. verdenskrig. Hvor er Gud henne i den grusomhed, der er hændt os, spørger de? Jøder har sans for det melodramatiske, de har en musisk tradition, der hedder klezmer, og denne musik bevæger sig med sine mol-toner ind og ud af det tragiske og bliver til skønhed, hvor vinden ler:
On a wagon bound for market – there’s a calf with a mournful eye
High above him there’s a swallow – winging swiftly through the sky.
“Stop complaining!” said the farmer, – “Who told you a calf to be?
Why don’t you have wings to fly with, – like the swallow so proud and free?”
Calves are easily bound and slaughtered – never knowing the reason why
But whoever treasures freedom – like the swallow has learned to fly.
How the winds are laughing – they laugh with all their might
Laugh and laugh the whole day through – and half the summer’s night.
Donna Donna Donna; – Donna Donna Donna Donna Don
Donna Donna Donna ;– Donna Donna Donna Donna Don
I sangen synges der om, hvordan jøderne hjælpeløse som kalve føres til slagtning, og i omkvædet ler vinden. Gud, som har skabt mennesket i sit billede og har gjort den barnløse Abraham og Sara til forældre, er vinden, der ler. Ligegyldigt hvor mange bestræbelser mennesker gør sig, ligegyldigt hvor ondt det kan synes at se ud, det, der sker med os og i vores verden, er Gud hævet over den menneskelige grusomhed og dermed også grund til at ære. Donna, Donna lyder omkvædet med ordspillet Adonaj – Herre.
Litteratur:
- Blixen, Karen 1935: Syv fantastiske fortællinger, 1. tekstkritiske og kommenterede udgave 2012, Gyldendal & Det Danske Sprog – og Litteraturskab
- Nielsen, Eduard 1992: Abrahams historie, Museum Tusculanums forlag
- Stefansson, Jon Kalman 2017: Historien om Asta, Gyldendal