Tag-arkiv: Djævelen

Hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel

Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis (Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21), 26. juli 2015.

Fristelsen til at udråbe de andre til falske profeter er så stor, at den næsten ikke er til at modstå. Senest efter folketingstingsvalget for godt en måneds tid siden så vi dagen derpå useriøse, historieløse og barnagtige beskyldninger for intolerance, racisme og nationalisme mod højrefløjen, der såmænd blot på demokratisk vis havde vundet valget med flest stemmer. Nej, den fristelse var da umulig at modstå og nærmest berettiget at benytte sig af, når man havde tabt et demokratisk valg og dermed var i sin gode ret til at hejse et sort Dannebrog eller rejse ud af landet, mens grænserne endnu stod pivåbne. Ligeså vel går fristelsen også den anden vej – fra højre mod venstre. Og vel er der ydre såkaldte falske profeter, vi skal tage os i agt for, og enhver kan, og det med rette, kalde store førere og ledere som Mussolini og Hitler for falske profeter – de og deres manipulerende metoder og folkeforførelse er til at få øje på. Det er let nok at gøre, men det er uafhængigt af evangeliet. For der er aldrig udgået en profeti af et menneskes vilje – nej det er alene ved Helligåndens gerning i mennesket, at en profeti kan udgå af et faldent menneskes mund. Derfor er de store ideologiers ledere kun falske profeter i folkelig forstand, men ikke i bibelsk forstand, hvad enten de bekender sig religiøst eller ej, men de er løgnagtige mennesker, vi skal sky, og deres løgne er til at få øje på. Men det er ikke vores opgave at pege på falske profeter udenfor kirken. I det verdslige regimente hersker Grundloven.

Det, der er på spil i evangeliet til i dag om de falske profeter, er kirkens eget aldrig hvilende selvopgør. For dem, der prædiker noget andet end kristendom, er slet ikke inde i billedet, nej, de falske er nemlig dem, der er i kirken selv. Det er dem, som står og forkynder de store ord, men gør sig selv større og Kristus mindre. Grundtvig formulerede det på den måde, at ethvert menneske og dermed enhver prædikant havde modtaget den samme kraft og det samme kald til at være en sand profet; men nogle blev som Djævlen – nogle valgte at følge løgnen og misbruge deres gaver som forkynder til “at indbilde Menneskene, at de kan lægge en anden Grundvold for Guds Huus, end den som lagt er: nemlig Jesus Christus.” For hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel, og det sker, når Herrens Ord forsvinder ud af Hans hus. Læs videre Hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel

Panteren på skødet og palæontologens skræk – om den moderne afskaffelse af det onde

En introduktion og oversættelse af Georges Bernanos’ Une vision catholique du réel.

Menneskesindet er måske aldrig blevet ofret så megen opmærksomhed som nu. Evnen til at findele universet i abstrakte mindstebestanddele med komethaler af decimerede tal får os til at tænke, at alt er opbrydeligt, at intet har bestand i sig selv – heller ikke den menneskelige sjæl. Kausalitetsprincippets foregivne forklaringsduelighed i snart alle sfærer gør sit for at erodere grunden væk for enhver tale om noget definitivt godt og ondt, skønt og skadeligt, sandt og løgnagtigt. Af den grund får også lidenskaberne ofte status af harmløse laboratorieobjekter; det vigtige i dag er at forstå dem, udviklingspsykologisk at kortlægge deres adfærdsmønstre. Men hvad hvis nu det onde ikke lader sig forklare? Og hvad hvis det ikke er konsekvensløst at gøre forsøget? Det er, hvad den franskfødte forfatter Georges Bernanos (1888–1948) spørger om i sin tale Une vision catholique du réel, som blev holdt i Bruxelles i 1926.[1]

Georges Bernanos (1888–1948)
Georges Bernanos (1888–1948)

I talen tager Bernanos sin samtids opfattelse af virkeligheden i nærmere øjesyn. Som det normanniske modstykke til en ordopstødende, men skarpøjet Chesterton pirker Bernanos med lige dele dumask dristighed og pascalsk pennepræcision det moderne vesterlandske menneske lige nøjagtigt dér, hvor en forglemt sandhed smerter mest. Det er tanken om det onde, eller snarere afskaffelsen af tanken om en ond, personlig magt, som Bernanos underkaster et særdeles kritisk eftersyn i dette foredrag, der mest af alt udfolder sig som en uforudsigelig teologisk-litterær rundrejse, hvor tonen veksler mellem det fabulerende, alvorlige og advarende – og som genre derfor udgør noget så unikt som en selskabelig opsang!

Aldrig har menneskeheden været så forhippet på at forlade banaliteten, bemærker Bernanos i begyndelsen af talen, med kølnende ironi. Fordi vi er herrer over sprogets abstrakte tegn, tror vi også let, at vi er herrer over verdens gang og de ydre fænomener.[2] Dette babyloniske overmod ser Bernanos vaje bristefærdigt i sin egen samtid, tiden efter Første Verdenskrig. I had til fortiden har de europæiske demokratier levet i fremtiden, hævder han, og det i en grad, så de slet og ret har konsumeret den. Nu ser han troen på fremtiden ligge hensygnet som et overanstrengt organ, mens disproportionen mellem offerets enormitet og ideologiens udtærethed skriger til himlen. Han forstår ikke, at krigen med dens tab af ni millioner menneskeliv over kun fire år ikke har fået den moderne kultur til at stille spørgsmålstegn ved dens transcendensløse virkelighedsbillede. Er det ikke efterhånden værd, foreslår Bernanos, sammen med romerkirken at overveje muligheden af, at en anden modstander kunne være på spil i alt dette? Læs videre Panteren på skødet og palæontologens skræk – om den moderne afskaffelse af det onde

I give not Heav’n for lost – Historien om et evigt fald i John Miltons Paradise Lost

Gustave Doré: Satans fald
Gustave Doré (1832–1883):
Satans fald (1866)

En djævel der græder, beundrer og drømmer om skønhed… En usandsynlig tanke? Ikke hvis du åbner et af historiens største kristne eposser fra 1600-tallets England. Udover at John Milton i sit Paradise Lost lader den faldne engel indtage en så stor plads, at man flere gange må spørge, hvem dramaets egentlige protagonist er, viser værkets belletristiske skønbehandling ham tillige i et andet lys, end vi normalt ser ham i. Her er Satan på ingen måde skildret som lidenskabsløs; det er bare de forkerte lidenskaber, der brænder i hans bryst – og brænder for stærkt! I nærværende artikel fikserer vi blikket på denne kapriciøse men ingenlunde entydige figur hos Milton og stiller de to teologiske spørgsmål, der naturligt presser sig på: Hvem er han, og hvad er hans synd? For bedre at svare på det – hvad der gør den onde ond – og dermed føje flere træk til, hvad man kunne kalde en ondskabens psykologi, passeres tillige rækken af depraverede ånder, som ved deres forskellige stemmer og ansigter danner en slags »dæmonspejl«, der i sammenhængen kan være oplysende at betragte.[1]

Læs videre I give not Heav’n for lost – Historien om et evigt fald i John Miltons Paradise Lost

Kættere, stråmænd og imaginære fjender i teologisk begrebscirkus

Pedro Berruguete (ca. 1450–1504): Skt. Dominicus præsiderer over en kætterbrænding (1475)
Pedro Berruguete (ca. 1450–1504):
Skt. Dominicus præsiderer over en kætterbrænding (1475)

Præster elsker ordkløveri. For tiden er det begrebet ‘teisme’, der er i vælten. For og imod.

Det kommer sig af, at en bispekandidat, Elof Westergaard, står som medforfatter på en bønnebog med et efterskrift, der har skabt en del debat. I efterskriftet efterlyses et opgør med “den form for teisme, der placerer Gud som en overnaturlig magt uden for verden”. I stedet vil man “i højere grad […] fokusere på nærværet mellem Gud og menneske”. Kritikerne påpeger, at en teologi, der ikke “opererer med afstand og adskillelse mellem skaber og skabning”, ikke har meget tilfælles med det gudsbegreb, som trosbekendelserne bygger på. Elof Westergaard er derfor blevet udnævnt til kætter af præst Claus Thomas Nielsen. Det skulle vistnok være satire, men beskyldningen er alvorlig nok.

Det har så efterfølgende resulteret i en debat for og imod “teisme” som sådan (hvad dette betyder, skal vi se på nedenfor). Man kan i debatten finde alle de klassiske retoriske tricks: Generalisering ud i det absurde, tvivlsomme etymologiske analyser, som forskubber betydningen af den angivelige modstanders begreber, og guilty-by-association. Fx fik en præst på Facebook således anklaget en af sine teistiske modstandere for at være i ledtog med oplysningstænkningen, Læs videre Kættere, stråmænd og imaginære fjender i teologisk begrebscirkus

En lugt af nåde – jul med Kingo

Thomas Kingo med nissehue
Hent et sangark (pdf) med Kingos julesalme Op, hjerte, op med fyrig tro!

Kingo er måske den mest u-julede af de store danske salmedigtere, i hvert fald hvis man skal tro de almindelige fordomme om, at Kingos salmer er gravalvorlige, dystre og mørke; og det er da også sandt, at f.eks. Far verden, far vel ikke er det mest oplagte salmevalg ved hverken julegudstjeneste eller juletræsomvandring, selvom dens krasse karskhed måske kunne udgøre en tiltrængt afveksling.

Hvis man gider pakke fordommene ned og i stedet læse Kingos tekster, vil det imidlertid vise sig, at hans julesalmer er fyldt af glæde over det, julen i virkeligheden handler om: At Gud blev menneske. Så hvis man i juletiden trænger til en modgift til Søren Banjomus og alle hans gerninger og alt hans væsen, kan man ty til Kingo. Læs videre En lugt af nåde – jul med Kingo