Tag-arkiv: forgængelighed

Lykkeforsikring

Prædiken i Seem kirke, 22. juni 2014 kl. 10 (1. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække: Præd 5,9–19; 1 Tim 6,6–12; Luk 12,13–21)

Rembrandt van Rijn: Den rige tåbe (1627)
Rembrandt van Rijn: Den rige bonde (1627)

“The reality is: sometimes you lose. And you’re never too good to lose. You’re never too big to lose. You’re never too smart to lose. It happens.” – Ja, så enkelt er det – og så enkelt blev det sagt af den amerikanske sangerinde Beyoncé i et interview efter en konkurrence, hvor hun mod alle odds, anstrengelser og publikums jubel ikke vandt. Ja, sådan er virkeligheden: nogle gange taber man. Man er aldrig for god til at tabe. Man er aldrig for stor til at tabe. Man er aldrig for smart til at tabe. Det sker – og det kan man kun som Beyoncé selv smile skævt og trække på skulderen af. Så enkelt er det, og i al sin næsten ubekymrede lethed rummer ordene en lille visdom. For uanset hvor meget vi anstrenger os, er der ingen garanti for at vinde lykken. Du er ikke for god til at tabe, selvom du gør dit bedste. Du er ikke for stor til at tabe, selvom verden kalder dig den største. Du er ikke for smart til at tabe, selvom du synes at have regnet konkurrencens, kærlighedens eller livets spilleregler ud. Læs videre Lykkeforsikring →

Guds uforanderlighed i en heraklitisk tidsalder

Hele Guds herlige skaberværk er skabt med tid og underlagt timelighedens forgængelighed, således at alt i verden forandres på nær selve forandringen. Derfor forekommer det eneste uforanderlige i vores heraklitiske tidsalder at være forandringen. Var der ikke tid, ville forandringen være umulig. Floderne ville fryse til og skyerne bremse op midt på himlen. Som sagt er hele skaberværket underlagt timelighedens forgængelighed, og intet i skaberværket kan gøre sig fri af den, men Gud er ikke i tid, men i al evighed. Han transcenderer tiden i et hvert øjeblik i al evighed. Derfor må man først forsøge at forstå, hvad det vil sige at være underlagt timelighedens forgængelighed, man må altså først forsøge at trænge ind i den menneskelige erfaring af tid, og alene det, at mennesket kan siges at erfare tid, skyldes, at det er i tid.

Når mennesket umiddelbart skal bestemme tiden, forekommer det at ligge ligefor at dele den op i fortid, nutid og fremtid. Dette er, hvad man kunne kalde de grundlæggende tidsdimensioner. Menneskets umiddelbare erfaring af de forskellige tidsdimensioner munder ud i en erkendelse af tidsdimensionerne som forskelligartede. Fortiden erindrer man, hvorimod man bekymrer sig for fremtiden eller har forventninger til den. Men hvad angår nutiden, så forekommer den nærmest at forsvinde og blive til en streg imellem fortid og fremtid. Læs videre Guds uforanderlighed i en heraklitisk tidsalder →