Tag-arkiv: magt

Korsets gåde. “Et sonoffer for vores synd”. Hvad er løsningen – og hvad var problemet?

Om det kristne evangelium og forsoningen i Kristus.

Følgende tekst er ‘work-in-progress’. Forslag til forbedringer, rettelser og afklaringer modtages gerne!

“Som skaber er du stor, o Gud,
din gerning roser dig;
dog, på din nådes almagtsbud
det større viser sig” (Julius Købner, Baptisternes Salmebog 331)

“Although the Scriptures often speak of the sacrifice of Christ as both ordained and made from before the foundation of the world, and thus seek to lift it clean out of the limits of time, we commonly think of it only as a sacrifice made on a certain sacred day in our human calendar. And yet the Cross of Christ must speak to us of an eternal sacrifice, it must become the symbol of a divine and eternal passion, before we can rise to an adequate conception of its significance.” (Samuel Cox, Salvator Mundi, p. 166)

Det ligger i den teologiske tradition, at Jesus med sin død på en eller anden måde skulle bøde for vores synd. Jesus, har man sagt, er den “lidende tjener”, der bærer menneskers synd, den ene midler mellem Gud og mennesker, givet som “løsesum” for alle (1 Tim 2,5–6), et “sonoffer” for hele verdens synd (1 Joh 2,2), for at Gud kunne “forlige” alting med sig selv (Kol 1,20). Der er blevet tænkt og sagt meget over hvordan det nu skal forstås. Nogle har ment, at Jesus døde for at besejre Djævelen, eller at Jesu død var en slags løsesum betalt til døden på vores vegne, så vi kunne gå fri fra dens magt. Andre har ment, at Jesus døde som et sonoffer til Gud, så vi kunne slippe for “den kommende vrede”, og så videre. Men hvad er kernen i alt det? Eller mere præcist, hvad er egentlig det kristne budskab, evangeliet? Det spørgsmål er temaet for det følgende.

Der er i tidens løb givet mange bud på en kristen “forsoningslære”.[1] Det følgende skulle egentlig have været et forsøg på mere principielt at undersøge, hvad det er, der ligger i kernen af disse bud – som ifølge min overbevisning ikke nødvendigvis udelukker hinanden, men snarere er perspektiver på det ene forhold, at Gud i Jesus har forligt hele verden med sig selv (2 Kor 5,19–20). Det viser sig dog hurtigt, at der ikke er nogen entydig, rationel formel, som kan indfange så principielle teologiske forhold som forsoningen. Den er og bliver et mysterium – et i evangeliet åbenbart og kendt mysterium, men ikke desto mindre en gåde, der til stadighed må beskrives i alskens billedsprog. Ikke underligt, at der findes så mange bud på, hvad der ligger i “korsets gåde”. Forsoningen samler i sig modsætningerne død og liv, dom og nåde. Den indeholder en spænding som ikke kan sættes på fast begreb, og den må derfor naturligt kaste et kaleidoskopisk virvar af billeder af sig, når vi forsøger at forklare evangeliet. Alligevel – eller måske netop derfor – må vi gøre et forsøg.

Nådestolen. Den Hellige Treenighed (flamsk miniature, 1400-tallet).

Læs videre Korsets gåde. “Et sonoffer for vores synd”. Hvad er løsningen – og hvad var problemet?

Evangeliet i terrorens tid: En ny sang om kirkens budskab til et frygtramt samfund

“Jeg satte alt mit håb til Herren, og han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp; han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte, og de skal stole på Herren.” (Salme 40,2–4)

Duccio: Kristi tilfangetagelse (1308–1311)
Duccio: Kristi tilfangetagelse (1308–1311)

For et år siden, den 14. februar 2015, blev Danmark ramt af sit vistnok første islamistiske terroranslag. En enkelt gerningsmand rettede i København våben mod synagogen i Krystalgade og et møde om satire og ytringsfrihed på Østerbro, med to dræbte som resultat. Efter terroranslaget samledes mange tusinde mennesker ved Fælledparkens indgang til en mindehøjtidelighed. Her blev der sagt mange udmærkede ord om fællesskab og om at stå sammen. Men som mange kommentatorer efterhånden har bemærket, rejste afsyngningen af John Lennons sødsuppenihilistiske slagsang Imagine, om hvor fin verden ville være uden religion og noget at dø for, imidlertid spørgsmålet, om en del af problemet ikke er det danske samfunds åndelige armod? Det er tydeligvis blevet svært at samle danskerne om noget mere substantielt, og at der ikke var tale om en tilfældig grille, blev understreget, da sangen atter kom i heavy rotation efter de frygtelige terrorangreb i Paris den 13. november 2015.

Spørgsmålet er nu, hvilken rolle kirken skal spille i kampen mod religiøs fanatisme, terror og lignende trusler mod samfundet. Hvad betyder det at forkynde evangeliet til et frygtramt samfund? Læs videre Evangeliet i terrorens tid: En ny sang om kirkens budskab til et frygtramt samfund

I give not Heav’n for lost – Historien om et evigt fald i John Miltons Paradise Lost

Gustave Doré: Satans fald
Gustave Doré (1832–1883):
Satans fald (1866)

En djævel der græder, beundrer og drømmer om skønhed… En usandsynlig tanke? Ikke hvis du åbner et af historiens største kristne eposser fra 1600-tallets England. Udover at John Milton i sit Paradise Lost lader den faldne engel indtage en så stor plads, at man flere gange må spørge, hvem dramaets egentlige protagonist er, viser værkets belletristiske skønbehandling ham tillige i et andet lys, end vi normalt ser ham i. Her er Satan på ingen måde skildret som lidenskabsløs; det er bare de forkerte lidenskaber, der brænder i hans bryst – og brænder for stærkt! I nærværende artikel fikserer vi blikket på denne kapriciøse men ingenlunde entydige figur hos Milton og stiller de to teologiske spørgsmål, der naturligt presser sig på: Hvem er han, og hvad er hans synd? For bedre at svare på det – hvad der gør den onde ond – og dermed føje flere træk til, hvad man kunne kalde en ondskabens psykologi, passeres tillige rækken af depraverede ånder, som ved deres forskellige stemmer og ansigter danner en slags »dæmonspejl«, der i sammenhængen kan være oplysende at betragte.[1]

Læs videre I give not Heav’n for lost – Historien om et evigt fald i John Miltons Paradise Lost