Bibelhebraisk for den uindviede

Peter Brylov Christensen14. maj 2022

Forord

Efter for ganske nylig at have læst Det Gamle Testamente^[1] igennem på hebraisk, samt dets aramæiske dele, var Niels Dalsgaard så venlig at skrive til mig, om jeg ville udfærdige en hebraisk ækvivalent til hans vejledning i koiné-græsk for den uindviede. Jeg vil derfor i det følgende forsøge at skitsere, hvad det hebraiske sprog er for en størrelse, og hvad der skal til for at komme godt i gang med at lære og sidenhen læse bibelhebraisk på egen hånd. Det er ikke nogen nem opgave, men omvendt heller ikke uoverkommeligt med tilstrækkelig vedholdenhed. Den typiske tidshorisont (i min optik) for, hvornår man kan arbejde med simpelt prosa-hebraisk, er 4 måneders arbejde fordelt på ca. 6–10 timers studier om ugen ekskl. undervisning/online-lektioner. Det er til gengæld vanskeligere at vurdere, hvornår man får en intuitiv føling med sproget. Det står og falder med, hvem man er. Nogle får det parallelt med den første oplæringstid, andre må bruge yderligere 3–4 måneder på at genlæse lærebogen og øvelserne, nogle må bruge endnu mere tid, og nogle opnår det aldrig, men må hele tiden slås med hvert element i sproget, så længe de studerer.

Alfabetet kan læres uden lærebøger, hvorfor det også vil blive gennemgået særskilt, men derefter bliver det svært at komme længere uden en lærebog og/eller video-lektioner. Af samme grund behandles de øvrige elementer i sproget heller ikke her, men i bunden af indlægget vil der i stedet kunne findes en liste over nyttige resurser til formålet, herunder grammatikker.

I samme åndedræt må jeg præcisere, at denne skrivelse og de førnævnte resurser kun i lille grad kan bruges til at lære moderne hebraisk. Man vil givetvis med bibelhebraisk i bagagen få væsentlig indsigt i den talte udgave af sproget, der dog også udviser flere grammatiske træk, som ikke flugter med gængs bibelhebraisk – og omvendt. Derudover er bibelhebraisk et dødt sprog, som typisk kun reciteres i religiøse sammenhænge, mens moderne hebraisk er et levende sprog, der konstant udvikler sig, også mht. ordforråd. Af samme grund vil studier i bibelhebraisk heller ikke gøre én i stand til at føre en samtale på det; For det første er ordforrådet for lille og bundet til sin tid, og for det andet har de forskellige lærebøger simpelthen ikke det endemål, men derimod det at kunne arbejde med bibelteksten.

Omvendt vil man med bibelhebraisk være godt klædt på til at læse tekster fra sprogets ældre og yngre trin, dvs. de ældst kendte inskriptioner (fra ca. 900 f.v.t.), flere af Qumran-teksterne (ca. 200 f.v.t.–100 e.v.t.) samt meget af den rabbinske litteratur, fx Mishna (ca. år 200–400 e.v.t.). Og hvis man har ambitionerne til det, vil studier i bibelhebraisk også åbne dørene op på vid gab til at lære fx aramæisk eller arabisk (hvilket vil blive forklaret hvorfor i nedenstående afsnit). Især aramæisk er relevant for den Bibel-interesserede, da Daniels Bog og Ezras Bog har flere kapitler forfattet på aramæisk (Dan 2,4–7,28; Ezra 4,8–6,18; 7,12–26) foruden en enkelt frase i 1 Mos 31,47 og et helt vers i Jer 10,11. Derudover må også nævnes de enkelte aramæisk-lignende fraser og sætninger fra Det Nye Testamente (Matt 5,22; 21,9.15; 27,46; Mark 5,41; 7,34; 10,51; 11,9–10; 14,36; 15,34; Joh 20,16; Rom 8,15; 1 Kor 16,22; Gal 4,6). En lille forklaring hertil: Aramæisk var lingua franca (dvs., hvad engelsk er for os i dag) i Mellemøsten ca. fra begyndelsen af første årtusind f.v.t. frem til islams udbredelse (derefter overtog arabisk rollen, hvilket stadig gælder i dag). Aramæisk var derudover dagligdagssproget i Judæa og omegn omkring Jesu tid, så det er meget sandsynligt, at Jesus og hans disciple har talt en aramæisk dialekt. Hvis man allerede kan sit bibelhebraiske, ville det at lære aramæisk bagefter rent sværhedsgradsmæssigt cirka svare til, at en dansker satte sig for at læse svensk – mens at gå fra hebraisk (eller aramæisk) til arabisk er et noget større spring, nok noget i retning af at gå fra dansk til tysk. For en kort introduktion til aramæisk, se link i bunden til Søren Holsts Aramæisk på ét ben. Denne forudsætter imidlertid kendskab til hebraisk eller et andet semitisk sprog.

Hebraisk – Om hvorfor det kan være sværere for os at lære end fx græsk

Hebraisk er et sprog, der tilhører det, man kalder den semitiske sprogfamilie. Selve termen ‘semitiske sprog’ stammer fra slutningen af 1700-tallet via en tysker ved navn August von Schlözer. Termen baserede han på stamtavlen i 1 Mos 10 over alle verdenens folkeslag, hvor Noas søn, Sem, er stamfader til flere folkeslag, herunder jøderne og araberne. Sems brødre, Kam og Jafet, er så ophavsmændene til resten af verdens folkeslag. Kategoriseringen af de semitiske sprog sker dog ud fra andre betingelser i dag, nemlig hvorvidt sprogene har en fælles stamfader (dette ikke-bevidnede sprog kaldes ursemitisk) og ikke ud fra den bibelske forståelse af verdens inddeling med Noa-sønnernes slægtstavler; dette går selvfølgelig direkte imod opsætningen i Bibelteksten. De kana’anæiske sprog, såsom fønikisk, er faktisk så nært beslægtede med hebraisk rent grammatisk, at hebraisk selv klassificeres som et kana’anæisk sprog set med moderne briller. Ifølge 1 Mos 10 er Sem imidlertid ikke stamfader til Kana’an (og dennes afkom, kana’anæerne, et af israelitternes helt store fjendefolk), men derimod Kam. Det er i øvrigt Kam (og Kana’an i forlængelse heraf), der som bekendt fik en forbandelse på nakken, fordi han kom til at se Noa fuld og nøgen, mens Sem og den tredje søn, Jafet, i stedet velsignes (1 Mos 9,20–27).

Navnet ‘semitisk’ hang ikke desto mindre ved. Semitiske sprog tæller derfor bl.a. hebraisk, fønikisk, arabisk, aramæisk, klassisk etiopisk, akkadisk og mange flere. De fleste semitiske sprog er til gengæld for længst afgået ved døden; blandt de levende findes kun arabisk, de moderne sydarabiske sprog, de etiopiske sprog, aramæisk, samt det genoplivede moderne hebraisk.

Til sammenligning hører dansk under de germanske sprog, som er en del af den overordnede indoeuropæiske sprogfamilie sammen med bl.a. græsk og latin. Dvs., at dansk rent grammatisk er tættere på disse sprog end fx hebraisk. Dette kan langt de fleste teologistuderende også skrive under på, når de skal prøve kræfter med det, for selvom hebraisk selvfølgelig har substantiver og verber som dansk, så ligger den helt store styrkeprøve i at kunne tænke sproglig opbygning på en helt ny måde – foruden at der heller ikke er noget egentligt overlap mellem ordforrådene. Ser man bort fra de bibelske navne og enkelte gloser, såsom “halleluja” og “amen”, som er blevet en del af vores kultur, kan man desværre ikke kigge på et hebraisk ord og tænke “nåh, jamen det minder jo lidt om fx dansk X, engelsk Y eller tysk Z”. Hvis man omvendt har investeret tid i ét semitisk sprog, ville man igen og igen kunne opleve genkendelsens glæde i de andre, både mht. grammatik og ikke mindst ordforråd; ordet for “fred” på hebraisk, šalom, hedder nemlig salām på arabisk og šalāmu på akkadisk osv.

En af de fremgangsmåder, man i dag bruger til at vurdere sprogs indbyrdes slægtskab, er særlige sproglige fællestræk samt ordforråd. Og her kan man i en vis forstand godt opstille nogle kriterier for, hvad der så er ‘semitiske’ træk, men det betyder omvendt ikke, at hvis et sprog mister de træk, er det ikke længere semitisk. Fx har verbalsystemet i nogle moderne aramæiske dialekter udviklet sig i en anden retning end det distinkte system, man typisk forbinder med de semitiske sprog, men dets ophav er stadig det samme. Hvis du vil læse mere om semitiske sprog og deres indbyrdes forhold, så se link til Kasper Siegismunds Introduktion til Semitistik: Hvad er et semitisk sprog? Ursemitisk, slægtskab og rekonstruktion i bunden.

Så hvad er nogle af de helt store markører for semitiske sprog, herunder hebraisk? Kogt ind til benet og lettere simplificeret, er der tale om følgende:

Første kendetegn – Flere gutturaler i alfabetet (dvs. hals-lyde)

Der findes nogle bestemte konsonanter, som er karakteristiske for de semitiske sprog. Det klassiske eksempel er nok konsonanten ayin. Jesu navn, Yēšūaʿ, har fx et ayin i sig til allersidst. Denne lyd, som dannes nede i svælget og uden friktion, vel at mærke, er typisk meget vanskelig at udtale for udenforstående. Hvis en dansker skulle udtale det, ville det cirka svare til, hvis vi lavede vores r-lyd som i “rød”, men uden selve r-delen. På moderne hebraisk er ayin typisk stumt, men på arabisk lever konsonanten (der her hedder ayn) i bedste velgående. Når teologistuderende i øvrigt skal læse op af Bibelteksten i løbet af hebraiskfaget, er der ikke noget krav at kunne udtale ayin. Hvis man vil prøve kræfter med ayin og de andre halslyde, er der flere videoer på bl.a. Youtube, som kan hjælpe en på vej (se et forslag i bunden).

Andet kendetegn – Rødder med tre konsonanter

Denne halv-eksotiske term dækker over, at langt de fleste ord på de semitiske sprog, herunder hebraisk, er bygget op omkring en kerne af typisk tre konsonanter. Så hvis man fx tager en rod, der består af konsonanterne m, l og k, har man en rod, som opererer med kernebetydningen ”at herske” (det har intet med “mælk” at gøre!). Derfor betyder ordet melek “konge”, malkut “kongerige”, yimlok “han hersker” og så videre. Så for at få godt styr på hebraisk skal man være i stand til at finde de oftest tre rodbogstaver, som udgør ordets kerne – enten ved at kunne få øje på dem som det første eller den anden vej rundt ved at udelukke et ords øvrige konsonanter som noget andet, indtil der kun er tre konsonanter tilbage, som så nødvendigvis må være roden. Der findes dog også rødder med to og fire konsonanter, og så består flere præpositioner kun af én konsonant. Der, hvor de større udfordringer oftest finder sted, er, når ét og nogle gange to af rodbogstaverne i et ord forsvinder pga. forskellige bøjningsregler (som ikke skal gennemgås her), og så kan man godt blive sendt på en længere skovtur i jagten på det forsvundne rodbogstav (se links til Søren Holsts Hebraisk Førstehjælp eller Kasper Siegismunds Hebraisk grammatikoversigt). Her er løsningen simpelthen at opøve sin grammatik, men det forholder sig heldigvis sådan, at disse bøjningsmønstre på tværs af de semitiske sprog er nærmest ‘matematiske’ i deres regelmæssighed: Selvom konsonanterne forsvinder fra tid til anden i det, man kalder svage verbalrødder, er det altid muligt at regne baglæns, hvad der er ‘gået galt’ og hvorhenne i ordet, da det forvundne rodbogstav efterlader små, genkendelige spor. Man kan, sat på spidsen, regne stort set alle former for ord på hebraisk ud, og det er et stort plus.

Tredje kendetegn – Et verbalsystem med præfikser og suffikser

Dette betyder, at rødderne i verbalsystemet får sat noget foran roden (præfiks) eller efter roden (suffiks), når de bøjes (se igen Søren Holsts Hebraisk førstehjælp). Præfikserne og suffikserne selv bøjes i person, køn og tal, mens placeringen af dem lidt forsimplet sagt afgør verbets ‘tid’. Så hvis vi igen tager fat i roden mlk, betyder formen yi-mlok “han hersker”, mens malak-ta betyder “du (2. person maskulinum singularis) herskede”.

At komme godt i gang med sproget

Første trin: Alfabetet (se link i bunden)

Det første trin er, ikke overraskende, at lære det hebraiske alfabets 23 konsonanter. Vokal-lyde findes på hebraisk, men de har ikke deres egne selvstændige tegn på samme måde som med vores alfabet (jf. næste afsnit). Da de hebraiske konsonanter ikke minder det fjerneste om noget, vi ellers kender fra det latinske alfabet, må man starte fra bunden allerede her. Derudover er læseretningen den stik modsatte af den, vi er vant til, dvs., det kører fra højre mod venstre. Sådan gælder det for de fleste semitiske sprog (kun på akkadisk, ugaritisk og de etiopiske sprog er læseretningen fra venstre mod højre som vores). Heldigvis er det bibelhebraiske skriftsystem en kvadratskrift: Hvert bogstav står tydeligt hver for sig, og de skrives ikke sammen med hinanden, hvilket til gengæld er tilfældet med arabisk, som er en skråskrift og dermed har langt flere former. Det hebraiske alfabet har nogle enkelte bogstaver med en særlig form i slutningen af et ord, men de er få og meget genkendelige, da de alle har en lang, lodret streg på nær finalt mem, som ligner en firkant.

Udenadslære er sjældent vejen frem til at lære og ikke mindst forstå noget effektivt, men lige i dette tilfælde er der ingen vej uden om. Da jeg selv skulle lære alfabetet, udskrev jeg en liste over konsonant-tegnene med deres navne og lydværdier ved siden af (a la listen i Martin Ehrensvärds øvelses-PDF, som man kan finde i et link nederst i indlægget) og gentog listen højt adskillige gange (“alef er et stød, bet er et b eller v, gimel er et g” osv.), indtil jeg følte, at det nogenlunde sad der. Så tog jeg et blankt A4-ark og holdt det hen over listen over navnene og lydværdierne, så jeg kun kunne se de hebraiske tegn. Og så prøvede jeg at se, om jeg kunne huske de enkelte tegns navne og konsonantværdier. For hvert bogstav rykkede jeg papiret lidt ned for at se, om jeg så havde svaret rigtigt. Hvis jeg svarede forkert, gik jeg tilbage til at recitere hele listen en håndfuld gange, og så prøvede jeg testen igen, helt fra toppen. Efter et par timer sad alfabetet fast for mit vedkommende, men fortvivl ikke, hvis du skal bruge længere tid på det. Tålmod er under alle omstændigheder nøglen her.

Andet trin: Vokaltegnene og dagesh

Når konsonanterne sidder fast, er næste punkt så at lære vokalerne at kende. Her er der to systemer, som kører sideløbende med hinanden i de videnskabelige bibeludgaver. Det ene hedder det masoretiske system, som dybest set består af små prikker og streger, der er placeret enten ovenover eller nedenunder konsonanterne. Dette skyldes, at masoreternes system er lidt yngre end den rene konsonant-tekst i Bibelen. Qumran-teksterne – og langt de fleste Tora-ruller i dag –har i den forbindelse ingen sådanne vokaltegn. En nævneværdig undtagelse, som danner grundlaget for flere videnskabelige Bibeludgaver, er et komplet manuskript, Codex Leningradensis, fra 1008 e.v.t. Det betyder omvendt ikke, at der ikke findes angivelser af vokaler i selve konsonant-teksten, men det er baseret på et mere simpelt system, hvor nogle bestemte konsonanter (alef, he, yod, waw) i stedet kan angive vokalværdierne i et ord. Disse vokalbogstaver kalder man matres lectionis og har i de konkrete ord ingen konsonantværdi. På moderne hebraisk bruges udelukkende matres lectionis til sporadisk at angive vokaler for at undgå de værste tvetydigheder, mens de masoretiske vokaltegn kun bruges til at undervise israelske børn og udlændinge, der vil lære sproget. Hvis man skulle skrive dansk på samme måde med matres lectionis–tankegangen, svarer det fx til at skrive “de gk dnfr” – en dansk læser kan godt fylde hullerne ud og se intuitivt, at der skal stå “de gik udenfor”, mens en udenforstående er på Herrens mark. Igen er udenadslære vejen frem her, evt. med samme teknik som med konsonant-tegnene, men i det mindste er der relativt få tegn at lære denne gang.

Sidste ting er så at sætte sig ind det diakritiske dagesh-tegn, en lille prik der kan forekomme inde i flere af konsonanterne, hvilket markerer lydændringer; enten er der tale om en ændring i konsonantens udtale eller konsonantfordobling. Dagesh-tegnet afgør i kombination med vokaltegnene, hvordan ordene inddeles i åbnede og lukkede stavelser, og her får man brug for en grundigere udredning fra ens grammatik jf. næste punkt (se også links til Søren Holsts førstehjælp og Martin Ehrensvärds PDF med øvelser, der går mere i detaljerne med hhv. udtale og stavelserne). Hvis man til gengæld er ligeglad med at kunne oplæse ordene, er dette punkt ikke essentielt som sådan, men dagesh er alt andet lige også en grammatisk markør for ordenes bøjningsmønstre, så man kan dårligt komme uden om at lære systemet bagved alligevel. Afslutningsvis en kort bemærkning om accenter: Bibelteksten er samtidig ladet til bristepunktet med accenter, der indikerer, hvordan teksten rent stilistisk skal oplæses. Det er sjældent noget, man får brug for at lære grundigt, medmindre man gør sig forhåbninger om en karriere som kantor i en synagoge. Kogt ind til benet er to accenter imidlertid vigtige at kende: Atnah ֢ og silluq ֽ . Atnah indikerer et ophold inde i verset og kan derfor bruges til at skabe overblik i verset, mens silluq optræder under det sidste ord i et vers. Og der, hvor silluq eller atnah befinder sig, har det pågældende ord en anderledes vokalisering end den forventede – disse ord kaldes pausalformer.

Tredje trin: Anskaffelse af grammatik og ordbøger – og så bibellæsninger

Når alfabetet, vokaltegnene og dagesh sidder nogenlunde fast, er du teknisk set i stand til at læse bibelhebraiske (og bibelaramæiske) ord! Den næste og langt største hurdle er så at kunne genkende de grammatiske pejlemærker på de forskellige ordklasser, samt forstå betydningen af de ord, du læser. Husk, at det hele står og falder med at kunne finde rodbogstaverne. Det bedste, du kan gøre her, er at følge øvelserne i den lærebog, du har valgt, og tage det i den rækkefølge, den foreslår. Bemærk i den forbindelse, at de forskellige lærebøger og opslagsgrammatiker har meget forskellige opfattelser af sproget, især angående verbalsystemet, men de har alt andet lige det samme endemål, at klæde dig på til tekstlæsning. Og når der ikke er flere øvelser tilbage, kan du gå i gang med selve Bibelen og læse i den! Ikke alle tekster er dog lige egnet for begyndere; de poetiske tekster såsom Salmernes Bog, Esajas’ Bog og Jobs Bog er uden tvivl nogle af de mest spændende, men de er også meget vanskelige selv for fagfolk. Til gengæld kan man relativt(!) let læse Skabelsesberetningen eller Josef-fortællingen med en ordbog og evt. gloseliste (se links til Søren Holsts sproglige kommentarer). Så helt generelt kan man med fordel holde sig til de velkendte prosa-tekster rundt omkring i Mosebøgerne, så længe du er nybegynder eller lettere øvet. Når det hele føles nogenlunde overkommeligt, kan du prøve nogle lidt vanskeligere tekster fra Profeterne og sidenhen nogle korte Salmer. Mht. valg af ordbøger kan man klare sig uden i lang tid – faktisk kan man roligt vente med at købe en, indtil man vil i gang med at læse i Bibelen. I den forbindelse kan Holladay’s Concise Hebrew Dictionary klare det meste prosa-hebraisk, men den taber hurtigt pusten med de poetiske tekster, hvor du får brug for en af de større (og dermed dyrere) ordbøger – se listen over nyttige resurser i bunden af indlægget.

… men hvad så med interlinears, bibelsoftware og -kommentarer?

Man er i det hele taget velkommen til at bruge de værktøjer, man end vil i sine studier, men i min optik er det en dårlig idé at bruge interlinears/bibelsoftware og lignende alt for tidligt, der kan give en alle svarene med det samme (foruden at ikke alle disse værktøjer er lige retvisende, især de gratis af dem). For det kan meget hurtigt ende med at blive en sovepude, så man ikke reelt arbejder med problemerne i sproget og dermed bliver bedre til det. På den måde er sprogforståelse helt som en muskel, der skal trænes, hvis den skal blive stærkere. Dette gælder selvfølgelig ikke, hvis man i lang tid er gået i stå med noget og simpelthen ikke kan regne svaret ud – så er det helt legitimt at bruge dem. Men overordnet set bør man holde sig fra den slags værktøjer, som minimum indtil indlæringsprocessen er overstået, og man har opnået en grundlæggende forståelse af sprogets grammatik. Mht. bibelkommentarer kan de være ekstremt nyttige til at få overblikket i en tekst, men til dette formål er rent sproglige kommentarer til enkelte bibelskrifter og evt. ens foretrukne bibeloversættelse ved siden af alt rigeligt, så det burde ikke være nødvendigt at købe kommentarserier hjem.

Nyttige resurser

Oplæsning af bibelteksten

Lydfiler med hele den hebraiske Bibel kapitel for kapitel. Hjemmesiden skriver, at det er sefardisk (spansk-jødisk) udtale, men det er nok snarere mizrahi (arabisk/iransk-jødisk) udtale; oplæseren er med al sandsynlighed Abraham Shmuelof, en jødisk konvertit til katolicismen. Hans forældre kom fra Iran (og flyttede sidenhen til Jerusalem), hvilket også afspejler sig i hans udtale. Der er ingen melodi i hans oplæsning. Alt i alt en udsøgt hjælp til at lære at udtale ordene, inklusiv ayin.

Særligt om at udtale ayin

Den hebraiske bibeltekst online

Fra Deutsche Bibelgesellschaft. Teksten er 100% den samme som fra den videnskabelige bibeludgave, der anvendes på Københavns Universitet, Biblia Hebraica Stuttgartensia, dog uden noteapparatet fra den fysiske udgave. Teksten kan kopieres over i fx Word til udskrivning og i lige så stor skrift, man ønsker – se i den forbindelse de næste to links, hvor man kan hente særlige skrifttyper ned, hvis man ikke er tilfreds med udseendet på dem, man har i forvejen. Hvis man vil have en fysisk udgave, kan man købe en via webshoppen.

Skrifttyper/fonte

SBL Hebrew-fonten – den “officielle” standardfont i akademiske publikationer. (Siden har også pakker med tastatur-layouts til Windows og Mac, hvis man gerne vil skrive hebraisk på sin computer; pakken til Mac er dog overflødig, da den allerede har et helt anvendeligt layout i forvejen, “Hebraisk – QWERTY”, mens Windows typisk kun har layouts, der ikke matcher europæiske tastaturer).

Ezra SIL-fonten – ligner de trykte typer i Biblia Hebraica Stuttgartensia.

Online grammatik-resurser

Hebraiske online-lektioner v. Martin Ehrensvärd, samt link til PDF med alfabet + øvelser

Gennemgang af pensum-teksterne i hebraiskfaget på teologiuddannelsen v. Martin Ehrensvärd

Kasper Siegismunds Hebraisk grammatikoversigt

Kasper Siegismunds Introduktion til semitistik

Søren Holsts Hebraisk førstehjælp

Søren Holsts sproglige kommentarer til Urhistorien (1 Mos 1–12)

Søren Holsts sproglige kommentarer til Josef-fortællingen (1 Mos 37-50)

Søren Holsts Aramæisk på ét ben

Søren Holsts flash card-spil
Ordforråd tager meget lang tid at bygge op (det kommer også helt af sig selv i takt med ens læsninger), så den grammatiske forståelse burde prioriteres først. Når det så er sagt, er det både meget sjovt og i det hele taget nyttigt at træne ens ordforråd fx med Søren Holsts flash card-spil, enten alene eller med venner.
Se online-spillet med de hyppigste 500 gloser i Bibelen.
Hvis man er mere analogt/taktilt anlagt, er det også muligt at printe egne kort ud.

Grammatikker

Nielsen, Flemming A. J., og Martin Ehrensvärd. Bibelsk hebraisk grammatik. En indføring. 3. udgave. Frederiksberg: Eksistensen, 2018.
Den anvendte lærebog på Teologi, KU: Har også en fod i den ‘anden lejr’ som opslagsgrammatik. En udmærket bog, især skemaerne samt øvelserne bagi er glimrende, men LIX-tallet lander nogle gange i den høje ende for en lærebog. Lige dette problem er dog i og for sig karakteristisk for alle hebraiske lærebøger (samt dette indlæg), så det udgør derfor ikke nogen særlig kritik af denne bog. Meget af det kan givetvis tørres af på de semitiske sprogs kompleksitet for folk, der ikke er vokset op med et semitisk sprog i forvejen, og derfor render man ind i et hav af krøllede, eksotiske forklaringer til alting. Man må under alle omstændigheder ikke fortvivle, hvis man fra tid til anden føler sig overvældet af denne eller de andre grammatikker. Man skal bare klø på.

Siegismund, Kasper. Introduktion til klassisk hebraisk. København: Eksistensen, 2020.
En imponerende ambitiøs og grundig lærebog samt kvasi-opslagsgrammatik, der også tager de tidlige inskriptioner og Qumran-materialet med. Derudover finder man diskussioner af, hvordan verbalsystemet er blevet forstået i tidens løb, inden man oplæres i den forståelse, Siegismund abonnerer på. En anden fordel, som desværre mangler i Ehrensvärd/Nielsen, er løsninger til øvelserne.

Pedersen, Johs. Hebræisk grammatik. 9. uændrede fotografisk optryk. København: Branner og Korch, 2001.
En dansk opslagsgrammatik fra 1926 skrevet af en af Danmarks ‘grand old men’ inden for semitisk filologi. Sværhedsgraden er derefter, og så er den i sagens natur forældet. Men den er et skatkammer for den tålmodige læser. Den er noget vanskelig at finde rundt i, medmindre man anskaffer sig Alice Pontoppidans Tillæg til Johs Pedersen: Hebræisk Grammatik fra 1993, der i nogen grad ‘tæmmer’ den. Udgået fra forlaget, men kan relativt ofte anskaffes antikvarisk (sammen med Pontoppidans tillæg) til en billig penge. Anskaffelse af opslagsgrammatikker er dog på ingen måde værd at overveje, før man har bevæget sig op i de mere vanskelige bibeltekster.

Joüon, Paul og Takamitsu Muraoka. A grammar of Biblical Hebrew. 2nd edition with corrections. Roma: Ed. Pontificio Istituto Biblico, 2006.
Et standardværk blandt hebraiske opslagsgrammatikker – og absolut investeringen værd – men den er temmelig dyr, selv som paperback.

Joshua Blau. Phonology and Morphology of Biblical Hebrew: An Introduction. Penn State University Press, 2010.
Hvis man savner en sproghistorisk gennemgang af bibelhebraisk lyd- og formlære, hvor man virkelig kommer i dybden med, hvorfor ordene ser ud, som de gør, leverer Blau varen. “Introduction” er en underdrivelse. For de mest uhelbredelige sprognørder.

Ordbøger

Brown, Francis. et al. The Brown-Driver-Briggs Hebrew and English lexicon, with an appendix containing the biblical Aramaic. Coded with the numbering system from Strong’s exhaustive concordance of the Bible. 5. print. Peabody, Mass: Hendrickson, 2000.
Brown-Driver-Briggs’ ordbog er ikke vanvittigt dyr og er brugbar også til de poetiske bibeltekster, hvor de mere koncise ordbøger plejer at tabe pusten, da de ikke i samme omfang kan udlægge lige så mange bibelvers. Ulempen ved BDB er, at den oplister alt efter rødder inkl. substantiver, så hvis man vil slå et substantiv op, men ikke er sikker på roden, kan man komme til at lede meget længe. De øvrige ordbøger her oplister derimod kun verber efter rødder mens alt andet har egne opslag.

Clines, David J. A., David M. Stec, and Jacqueline C. R. De Roo. The concise dictionary of classical Hebrew. Sheffield: Sheffield Phoenix Press, 2009.
En rigtigt fin og heller ikke alt for dyr ordbog, der også kan bruges til de poetiske tekster, selvom den er kortet ned fra flere bind (jf. henvisningen til den komplette version forneden). Derudover dækker den Qumran-materiale og inskriptioner. En mulig ulempe herved er, at de mange informationer til ikke-bibelsk materiale kan virke overvældende.

Clines, David J. A., John. Elwolde, and David. Stec. The dictionary of classical Hebrew. Sheffield: Academic Press, 1993-2016.
En af de bedste ordbøger på markedet i det hele taget, men den koster en bondegård og fylder en halv boghylde. At skyde gråspurve med kanoner, medmindre man har en hobbyforsker i maven.

Holladay, William L., Ludwig. Koehler, and Walter. Baumgartner. A concise Hebrew and Aramaic lexicon of the Old Testament. Based upon the lexical work of Ludwig Koehler and Walter Baumgartner. Reprint. Leiden: Brill, 2000.
Den forkortede version af Koehler-Baumgartners ordbog (jf. henvisningen forneden), som kan klare det meste på nær poesi og til en meget studentervenlig pris. Man finder derfor sjældent en teologistuderende uden den ordbog.

Koehler, Ludwig. et al. The Hebrew and Aramaic Lexicon of the Old Testament. Study edition / translated and edited under the supervision of M.E.J. Richardson. Leiden: Brill, 2001.
Man får lidt det bedste fra flere verdener med denne ordbog på nær med prisen, som er i den dyre ende; den er ikke uoverskueligt stor, men fås i en håndterbar tobindsudgave, den kan holde trit med alle bibelteksterne, og så er den meget grundig med henvisninger til andre semitiske sprog. En af de bedste på markedet sammen med den komplette udgave af Clines’ ordbog.

Note

[1] En kort kirkehistorisk note: Det, vi med en kristen betegnelse kalder Det Gamle Testamente, er også jødernes Bibel, som for dem bl.a. går under det velkendte akronym TaNaK (Torā, Nevi’im u-Ketuvim) – ‘Tora (“Loven”), Profeterne og Skrifterne’. De tidligste kristnes Gamle Testamente var derimod en græsk oversættelse, Septuaginta, da det var langt fra alle, som kunne hebraisk, men den jødiske bibel blev med tiden alligevel kanon i Vestkirken pga. kirkefaderen Hieronymus, samt i de protestantiske kirker pga. Martin Luther. Det er groft sagt cirka derfor, at teologistuderende landet over må bruge kræfter på at lære sproget i løbet af uddannelsen.

Albrecht Dürer: *Hieronymus i sit studerekammer* (udsnit, 1514)

Hvordan kommer jeg i gang med at lære oldgræsk?

Niels Bjørn Christensen-Dalsgaard5. august 2021

Eugène Siberdt: *Martin Luther oversætter Bibelen på Wartburg, 1521* (1898, udsnit)

En guide til den uindviede

Jeg har længe gået og overvejet, om det overhovedet gav nogen mening at skrive en artikel om at lære oldgræsk (også kaldet klassisk græsk); for der findes næppe mange med et reelt behov for at lære det eller for den sags skyld mange med en tilstrækkelig lidenskab. Så det første spørgsmål, man må stille sig selv, er, hvorfor der overhovedet er nogle, der ønsker at lære et dødt sprog som oldgræsk? Umiddelbart tror jeg, at der er to væsentlige drivkræfter, nemlig den græske filosofi og Det Nye Testamente, der som bekendt er forfattet på græsk. Når det kommer til de mennesker, der er meget interesseret i den antikke filosofi, vil der formentlig kun være tale om et yderst begrænset antal mennesker herhjemme og altså for få til, at en artikel på dansk giver mening. Min primære målgruppe med artiklen er derfor de mennesker, der af deres tro måtte søge og have en trang til at forstå de hellige skrifter bedre.

Så ideen med artiklen er altså at hjælpe dem, der måtte have lyst til at give sig i kast med at lære græsk lidt på vej, så de ved selvsyn kan se, hvad der står i Det Nye Testamente.

Det græsk, som blev talt og skrevet på Jesu tid, kaldes for koiné-græsk, hvilket betyder det fælles eller almindelige græsk.

Så det første, man er på udkig efter, er en bog, der kan hjælpe én på vej med at lære netop det.

Og som begynderbog vil jeg anbefale Themelion skrevet af Svend Fodgaard Jensen. Det er en glimrende begynderbog. Desværre er der dog, hvad jeg ved af, ikke lavet en nøgle, så man kan se, om man besvarer bogens opgaver korrekt, hvilket er lidt ærgerligt, da det gør bogen svær at anvende til selvstudie.

Beskrivelsen af udtalen er også lidt uheldig, men det har ikke den store betydning i begyndelsen.

Noget, man også skal bruge, når man vil studere græsk, er en ordbog – og her kommer man på dansk stadigvæk ikke uden om Bergs Græsk-Dansk ordbog til skolebrug. Og ved siden af en ordbog har man også brug for en grammatik. Her vil jeg til at begynde med anbefale: Helge Kjær Nielsens Nytestamentlig Græsk, der ligesom Themelion er skrevet med henblik på Det Nye Testamente.

Første etape er altså at anskaffe sig disse bøger og næste etape at færdiggøre Themelion og læse Helge Kjær Nielsens grammatik.

Når man er færdig med det, kan man formentlig allerede hakke sig igennem store dele af Det Nye Testamente. Men det vil være en god ide at supplere med et kursus af Randall Buth, der hedder Living Koiné Greek. Her kan man få lov til at høre og læse mere om, hvordan græsk formentlig har lydt på Jesu tid.

Derefter skal man selvfølgelig i gang med at læse Det Nye Testamente, hvis ikke man allerede er i gang. Det bedste evangelie at begynde med er efter min mening Markusevangeliet. Det er forholdsvis let, og så er det også kort. En god græsk udgave er Nestle-Alands Novum Testamentum Graece²⁸.

Der er et hav af hjælpemidler, når det drejer sig om Det Nye Testamente. Et godt og gratis hjælpemiddel er hjemmesiden Perseus,^[1] hvor man foruden Det Nye Testamente også kan læse andre antikke tekster. Man bør dog være opmærksom på, at der kan være små forskelle i forhold til Nestle-Aland. Det gode ved hjemmesiden er, at den også fungerer som en ordbog, så støder man i teksten på et ord, man ikke kender, kan man som regel bare klikke og se, hvad opslagsformen er, og derudover gives der også nogle forslag til, hvilken form ordet har i teksten.

Desuden kan man også finde hjælp i Aage Pilgaards Kommentar til Markusevangeliet i serien Dansk Kommentar til Det Nye Testamente (DKNT).

Når man skal lære et sprog, er der altid mange ord at lære. Og derfor er det helt afgørende, at det er de rigtige ord, man lærer, og ikke sjældne ord, som kun forekommer meget få gange. Til Det Nye Testamente er der lavet en liste over de mest brugte ord. Og for sjov skyld kan man jo sætte sig ned for at lære de lidt over tusind mest brugte ord i Det Nye Testamente.^[2]

Når man er færdig med at læse Markusevangeliet, kan man begynde at læse Johannesevangeliet efter samme fremgangsmåde. Man vil kunne finde meget hjælp i Helge Kjær Nielsens Kommentar til Johannesevangeliet, der også er i DKNT-serien.

Alene de overstående opgaver skulle nok holde én beskæftiget med græsk i lang tid, men når man er færdig med Johannesevangeliet, er det sikkert blevet tid til lidt mere grammatik og flere øvelser og en pause fra Det Nye Testamente.

Her vil jeg anbefale, at man anskaffer sig Speaking Ancient Greek as a Living Language, Level One.

Her kan man også få lov til at høre lidt græsk, men desværre er det af lidt varierende kvalitet.

Efter disse to kurser kan man kaste sig over Matthæusevangeliet efter det samme mønster som de to foregående evangelier.

Til Matthæusevangeliet er der på dansk skrevet en kommentar af Mogens Müller i DKNT-serien, som man helt sikkert bør anskaffe sig, da man heri også kan finde meget hjælp til det sproglige.

Alt efter hvor mange penge, man har tilbage, kan man eventuelt også anskaffe sig A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature af Frederick William Danker og Grammatik des neutestamentlichen Griechisch af Friedrich Blass. Det er bøger, som helt sikkert vil kunne hjælpe én i nødens stund.

Når man er færdig med Matthæusevangeliet, er der kun ét evangelie tilbage, nemlig Lukasevangeliet, som bør læses i sammenhæng med Apostlenes Gerninger. Desværre er der endnu ikke en udgave af Lukasevangeliet i DKNT-serien, og det er vist også tvivlsomt, om der nogensinde kommer det. Men der er et hav af udenlandske kommentarer. En god oversigt over kommentarer til biblens forskellige bøger finder man her. Det, man generelt har brug for, er en kommentar, der går i dybden med sproget.

Hvad angår Apostlenes Gerninger, er man langt bedre stillet end med Lukasevangeliet, da afdøde professor Holger Mosbech har skrevet en kommentar og en sproglig nøgle.

Hvis man har fulgt den overstående plan, har man nu læst samtlige evangelier samt Apostlenes Gerninger – og man burde derfor være mere end klar til at gå i krig med brevene i Det Nye Testamente.

Når man er begyndt at blive habil til græsk, skal man have banket sin læsefærdighed i vejret. Det betyder, at man skal læse i et helt andet tempo end det analyserende og eksegetiske. Man kan f.eks. begynde med at læse 20 sider om ugen. Det lyder måske ikke af meget, men på et år bliver det til mere end tusind sider – og når man først er i gang, vil man sikkert uden besvær også kunne begynde at læse 30 og 40 sider om ugen. Det er altså vigtigt, at man med jævne mellemrum, når det går hen og bliver for let, forsøger at læse mere. Derfor er man også nødt til at have nogle faste regler for, hvor meget man læser og hvornår man sætter læsehastigheden op. Henover et år vil der uundgåeligt også komme uger, hvor man ikke når i mål med sin læsning, og så er det med at notere sig nederlagene og spørger ind til dem for at blive klogere på, hvad der gik galt. Var det fordi man havde for travlt, eller skyldtes det, at læsestoffet var for svært eller kedeligt?

Det er nemlig ikke lige meget, hvad man læser, for det er helt afgørende, at det føles interessant og vedkommende, og meget forskning peger også på, at der helst skal være tale om tekster, hvor man forstår minimum 90 % af alle ordene.^[3]

Et af de store problemer ved at lære græsk og andre såkaldte døde sprog er derfor også, at der ikke findes ret mange af sådanne tekster. Så hvad gør man? Det, jeg selv har gjort, er at læse en interlineær udgave af Septuaginta. Derved kan man nemlig få hjælp lynhurtigt, når man mangler et ord. Noget andet, man kan gøre, er at genlæse. For det er bestemt ikke det samme, når man læse Markusevangeliet for første gang på græsk, som når man læser det for anden, tredje eller fjerde gang. Så man skal altså ikke være bleg for at genlæse.

Ligesom til Det Nye Testamente er der et hav af hjælpemidler til Septuaginta foruden den interlineære udgave.

Her vil jeg gerne fremhæve Septuaginta a Reader’s Edition af Gregory R. Lanier og William A. Ross, hvor der er en udgave af Septuaginta med engelske gloser som fodnoter til teksten. Man bør også anskaffe sig deres anden bog, som hedder: A Book-by-Book Guide to Septuagint Vocabulary. Hvor alle de mest brugte ord for hver bog og kapitel er samlet, hvilket gør den til en fremragende bog til at styrke læserens græske vokabularium.

Sidst men ikke mindst vil jeg også henlede opmærksomheden på den hjemmeside, der hedder www.koinegreek.com. Her er der tale om en guldgruppe af bibelske tekster, der læses op med en virkelig fin udtale. Derudover kan man også øve sig i at læse ægte manuskripter, hvis man skulle have lyst til det.

Det vigtigste ved siden er dog, at man efter min mening her finder den mest udførlige og korrekte udtale af koiné-græsk i en såkaldt Interactive Pronunciation Guide.

Et lille håb, jeg kunne have, er, at man med tiden på landets universiteter begynder at undervise de teologistuderende i en mere korrekt udtale ved oplæsning af Det Nye Testamente. Det skylder man både dem og også det faglige niveau; for hvad har det med videnskab at gøre, når man konsekvent og mod bedre viden opflasker studerende til at udtale ordene på en måde, som allerede i samtiden ville have været forældet?

En sådan fremgangsmåde forekommer mig ikke at leve op til de høje standarder, man bør forvente sig af universiteter; for når man har en viden om, hvordan ordene rent faktisk er blevet udtalt, skal man selvfølgelig også bestræbe sig på at formidle den viden.

Såfremt man har læst med hele vejen, vil man nok fornemme, at vi er ved at nå til vejs ende, da det kun var meningen at give en yderst kortfattet guide til at komme i gang. Jeg vil derfor nu lade resten være op til den, der måtte have interesse og mod på opgaven.

God læselyst – og husk:

Ὁ χρόνος διδάσκαλος τῶν ἀνθρώπων ἐστίν.

Se også

Peter Brylov Christensen: Bibelhebraisk for den uindviede

Noter

[1] http://www.perseus.tufts.edu/hopper/collection?collection=Perseus:collection:Greco-Roman

[2] https://anumma.files.wordpress.com/2011/03/greekfrequencylimited2.pdf

[3] https://erfoundation.org/guide/ERF_Guide.pdf

Tal højt om dåbens dramatiske dybder

Kristian S. Larsen15. maj 2021

Harriet Backer: *Dåb i Tanum Kirke* (1892)

“At dåben er et virksomt tegn – sakramente – betyder, at dåben ikke bare er en symbol- eller tegnhandling, men en virkelighedsskabende handling”.

Sådan lyder en af flere stærke og prægnante pointer i rapporten fra kirkeministeriets udvalg vedr. dåb og nadver (s. 24).^[1] Rapportens første del rummer grundige redegørelser for dåbens bibelske baggrund og for Luthers dåbsteologi. Der er grund til glæde over rapportens betoning af, hvad dåb og nadver er og betyder. “Frelseshandlinger og vishedstegn” kaldes de (s. 16). Det er indholdsrige betegnelser, som er tiltrængte og relevante i en tid, hvor der er tendenser til at forstå sakramenterne symbolsk eller metaforisk.

“Gud har med sit bud og løfte bundet sig selv og mennesket til dåben i den forstand, at her kan man være sikker på at møde ham i ord og tegn: I dåben skaber Gud et nyt forhold mellem sig selv og mennesket”, hedder det også (s. 24).

Dåben er et knudepunkt i den kristne tro og er indgangen til Kirken og livet som kristen. For Luther og Grundtvig og utallige andre har det haft afgørende betydning at vide, at de var døbt. I troens og livets kampe var her noget, som tro og tanke kunne hage sig fast i og vende tilbage til. “Jeg er dog døbt”, sagde Luther så. Og Grundtvig digtede: “Gudsfingrene grande slog kors for din pande, Guds enbårnes røst slog kors for dit bryst, thi skal ingen djævel dig skade” (DDS 674,2).

I Folkekirkens liv og den folkelige relation til kirke og kristendom er dåben fortsat central, men den er også genstand for usikkerhed og modstridende forståelser. Det kan der ses eksempler på i den aktuelle debat og også i bogen Dåben klæder dig (Eksistensen 2018), hvor otte præster fortæller om dåbssamtaler. “Gud er da ligeglad med, om det enkelte menneske er døbt eller ej”, siges det her (s. 51). En sådan forståelse synes at være del af en generel tendens til at afrunde og nedvurdere dåbens betydning.

I dåben får vi at vide, at vi er Guds børn; her markeres og bekræftes det, at vi altid vil høre til hos ham, siges det. Sat på formel bliver det til, at “et menneske døbes ikke for Guds skyld, men for sin egen”. Fokus er altså subjektivt: menneskets tro og livsmod og samhørighed med andre og med en tradition. Til gengæld nedtones det objektive: Der foregår ikke i dyb og egentlig forstand en forandring i og ved dåben. Sådan lægges der afstand til en klassisk forståelse af dåben, og resultatet bliver en devaluering af dens dramatiske og sakramentale indhold.

Rapporten har her flere relevante pointer. “Der er forskel på at være Guds skabning og stå under Guds almene nærvær i det skabte – og at være Guds barn og dermed stå under Guds nærvær i Kristus”, hedder det bl.a. (s. 31).

Der er meget på spil her. Sådan som man ser på sin dåb, sådan ser man på hele kristendommen, sagde Vilhelm Beck – og prædikede så både tidligt og sent om dåben. Den norske biskop Olav Skjevesland har kaldt dåben “den kristne tros Charles de Gaulle-plads”. Sådan som denne plads i Paris har alléer, der løber i stråleform ud fra Triumfbuen, sådan har dåben forbindelse til alle centrale punkter i den kristne tro. Ændres noget her, får det betydning både for forståelsen af Gud, synet på mennesket, frelsen, sakramenterne, kirken og eskatologien, fastholder Skjevesland.

Begrebet “genfødelse” er her centralt – måske nærmest uundværligt. For klassisk luthersk teologi og klassisk teologi i det hele taget forstår dåben som et sted og en begivenhed, hvor et menneske bliver noget, det ikke i forvejen er. Det har Bibelen og teologien forskellige ord for, bl.a. “genfødelse”. Kort formuleret: I dåben får man ikke en bekræftelse på, at man allerede er Guds barn, men man gøres til det. Sådan tales der i Ny Testamente og i salmer og ritualer.

I NT siges det f.eks., at Gud frelste “ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden” (Tit 3,5). I dåbsritualets indledende bøn siges der tak til Gud, fordi “du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn…”. Efter overøsningen lyder det, at Gud har “genfødt dig ved vand og Helligånd…”. I et af konfirmationsritualerne siges det: “Den treenige Gud, som i dåben har antaget dig som sit barn…”, og i en dåbssalme skriver Brorson, at Gud “gav dig børne-ret og navn…” (DDS 452,4).

Det er altså et gennemgående perspektiv, at der sker en forandring i og med dåben. Det menneske, der fra første begyndelse er Guds elskede skabning (og i dén forstand er “Guds barn”), men også født uden for Paradis og med ryggen til Gud, får nu hjemsted og arveret hos Gud.

Der sker altså meget mere end en markering eller bekræftelse. Bibeltekster, salmer og ritualer fremstiller det anderledes dybt og radikalt: Der skabes en relation, et barneforhold, som ikke var der i forvejen. Derfor er “genfødelse” et hovedord. Måske kan et sådant ord have kommunikative vanskeligheder, men dets indhold og pointe kan ikke opgives. Når lutherske kristne gennem tiderne har lagt vægt på at døbe hurtigst muligt, hænger det sammen med denne stærke forståelse af dåben. Barnet skulle tidligst muligt blive Guds barn.

Enkelte kirker har haft den skik, at menigheden ikke rejser sig, når et dåbsbarn bæres ind i kirken, men først når det bæres ud efter dåben – for først da er det blevet et Guds barn. Skikken er ikke nævnt i rapporten, og man kan også mene forskelligt om den. Man kunne jo også rejse sig som velkomst og festlig modtagelse af barn og forældre; men baggrunden er tydeligvis en stærk forståelse af dåben.

Folkekirken har brug for at genfinde denne forståelse og derved styrke sin forkyndelse og undervisning om dåben. Måske er disse tanker ikke fremme i bevidstheden hos en typisk dåbsfamilie. Men så er der en stor og fin opgave i at hjælpe mennesker til at få et glimt af, at det, der sker her, er langt større, end vi umiddelbart tænkte det.

Sproglige ændringer kan være både meningsfulde og nødvendige. Men der er grund til varsomhed, for ordenes betydning skal jo i givet fald udtrykkes tilsvarende eller bedre af andre ord. Det er ikke enkelt – slet ikke med store og stærke ord. Faren er, at nye ord reelt modsiger de gamle. Et arbejde med evt. nye formuleringer skal lytte grundigt til tidens sprog og tankegange – og ikke mindre grundigt til Bibelens sprog og tankegange og til tidligere tiders ritualer, f.eks. Luthers dåbsritualer.

Rapporten nævner det vigtige ved “en bevidsthed om, hvad det i dag vil sige, at dåben er nødvendig til frelse, herunder en nutidssvarende forståelse af synd, genfødsel og af, hvad det vil sige at blive Guds barn i dåben” (s. 54.) Her er altså en opgave for teologi, forkyndelse og undervisning på alle niveauer. Grundbegreber som synd og genfødelse skal formidles på vor tids sprog, så de bliver mest muligt forståelige.

Her er det et vilkår, at der altid vil være noget provokerende i evangeliet, i ordene om synd og om behovet for nåde. Men netop derfor er dåben og forkyndelsen og undervisningen om den så vigtig. For her er mere end en festlig markering af livets begyndelse eller en stemningsfuld ceremoni med gode ønsker for fremtiden. Her befrier den treenige Gud et hjælpeløst menneske fra synd, død og djævel og gør det til sit barn – for at det skal leve i troen og være Hans i tid og evighed.

Mon ikke også det var sådanne tanker, der var baggrund for, at Luther kunne trøste sig med at sige: “Jeg er dog døbt”, og at Grundtvig kunne skrive til sig selv og andre: “Sov sødt, barnlille, lig rolig og stille”. Dette stærke, sakramentale perspektiv skal ikke tabes på gulvet, men fastholdes – i tro, ritualer og forkyndelse.

[1] Rapporten kan findes på folkekirken.dk.

Kirkens udfordringer

Kristian S. Larsen18. oktober 2020

Den kristne kirke i Danmark er udfordret.

Det er ikke nyt. Kirken er på en måde altid og alle steder udfordret. Det er sagt, at en lokal menighed altid kun er én generation fra at uddø. Måske skal der mindre til. Og måske skal der bare en corona-krise eller en sommerferie til at tage toppen af kirkegangen eller gejsten ud af bøn og bibellæsning.

Den Onde selv har det som sin dagsorden at modarbejde Kirken. C.S. Lewis har i Fra Helvedes Blækhus berørt noget af dette, at et af Den Ondes kneb er at gøre en kristen skuffet over menigheden, over præsten, over gudstjenesten. Kan en kristens opmærksomhed rettes mod alt det middelmådige eller direkte kritisable ved menigheden, dens mennesker og dens gudstjeneste, er der vundet et vigtigt skridt.

Kirken er udfordret på mange planer og ikke kun af ændrede strukturer eller demografi. Den er det også af sløvhed, ligegyldighed og selvfølgelighed. Kristen tro kan lynhurtigt blive noget selvfølgeligt for den enkelte og for hele Kirken. Meget går jo godt. Folkekirkens medlemstal er fortsat højt, og der er stor frihed for Kirkens liv og arbejde. Mange mennesker opsøger fortsat de kirkelige handlinger ved livets vendepunkter, og de kristne højtider og traditioner præger stadig samfundet og feriekalenderen.

I øvrigt er tro jo en privat sag; hvis mennesker har det godt med deres tro, er det jo fint, og vi skal ikke bekymre os på Guds vegne. Siges det…

Vel er der meget godt at sige om Kirkens situation, og det er sandt, at vi ikke skal overtage Guds bekymringer. Men bliver det, der opleves som selvfølgeligt, til sløvhed og ligegyldighed, er det hverken sandt eller godt. For Gud har ikke kaldet Kirken til ligegyldighed, men til engagement og tjeneste. Og det er ikke fyraften endnu.

Traditionstab er en markant udfordring. Mange både børn og voksne mangler i dag meget af den grundlæggende viden, som tidligere var naturlig eller selvfølgelig. Salmer og sange, bibelske beretninger og begreber – meget af det er ukendt.

Traditionstab præger ikke kun befolkningen som helhed, men også Kirkens arbejde og forkyndelse.

Tradition betyder at overlevere noget eller bære det videre. På den måde har selve evangeliet med tradition at gøre. Sådan fremstilles det også i Bibelen. Paulus taler om, at ‘jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget…’ (1. Kor. 15,3).

Evangeliet er noget, som modtages og derefter gives videre. Men det skal vel at mærke være det samme, der gives videre, som der modtages.

I dag synes det, som om der langt hen ad vejen videregives noget andet end det, der er modtaget. Det sker, når helt centrale elementer af den kristne tro omtolkes, nedtones, helt udelades eller direkte modsiges. Det er denne tendens, der er blevet kaldt cafeteria-kristendom: der udvælges, fravælges og sammensættes efter smag og behag. På den måde bliver Folkekirken en udfordring for sig selv.

Kirkens situation med bl.a. faldende dåbs- og medlemstal giver anledning til forskellige tiltag og projekter. En hel del af initiativerne kan – trods gode tanker og intentioner – synes at vise mere om Folkekirkens problemer og udfordringer end om løsninger og vejen frem.

I Høsterkøb har man formet et anderledes gudstjenesteliv med fornyelse på flere måder. I bogen om dette tiltag, Et bud på fremtidens folkekirke, siges det bl.a.: ‘Kirken kan byde på nærvær, ro, tryghed, fællesskab, medmenneskelighed, accept, fordybelse; alt sammen noget, nutidens mennesker søger og betaler for hos f.eks. terapeuter og healere – men som er kirkens kerne og bidrag’ (s. 22).

I Vesterbro sogn i København arbejdes der med mindfulness-gudstjenester, filosofiske saloner og diverse events, som det beskrives i bogen Den fremtidsgodkendte folkekirke i tænkning og praksis (Forlaget Eksistensen, 2020).

En af tendenserne er at lægge afstand til Kirkens tradition i forkyndelse og gudstjenesteform og i stedet lægge vægten på, hvad der opfattes som gode ideer eller nutidsmenneskers behov. Fokus synes at være på menneskers ønsker og følte behov mere end på det, som Kirken er sat til at formidle til mennesker fra Gud – fordi dét er vores dybeste behov.

Ro, tryghed, fællesskab er afgørende vigtigt for menneskelivet, men troen på Gud er noget mere og større end almindeligt velbefindende eller følelsesmæssig balance. Troen er en relation til Gud selv.

Kirken er udfordret – på indre og ydre fronter. Men den skal også vove selv at være en udfordring til vores tid og dens mennesker. Den skal vove at viderebringe netop det, den selv har modtaget, og at tale med klarhed og tydelighed. Også på de steder og om de temaer, hvor vindene blæser i andre retninger…

Den skal vove at tale om skabelse og menneskeværd, om menneskets ansvar og skyld, om Jesu liv som Gud og mand, hans stedfortrædende død og fysiske opstandelse, om Guds ordninger for ægteskab og familieliv, om trofasthed i kald og stand, om genfødelsen i dåben og Jesu virkelige nærvær i nadverens brød og vin, om menighedens fællesskab, Jesu genkomst, dommen og det evige liv.

Kirken skal tale om den treenige Gud som en aktuel og personlig virkelighed og ikke blot som en upersonlig, højere magt. Mange mennesker kender til, at ‘der er mere mellem himmel og jord’. Kirken kender den treenige Gud, fordi han selv har givet sig til kende – og ønsker, at stadig flere må have troens relation til ham.

Han er ikke et begreb eller filosofisk princip eller et ord for det uforklarlige i tilværelsen, men en ægte person, der ønsker at være til stede i ægte menneskers liv med dets ægte sorger og glæder.

Hvis forkyndelsen og forståelsen af Gud renses for det uforklarlige og mystiske, det forunderlige og grænsesprængende, da mister troen sin inderste marv og sin livsnerve – og Kirken sin fremtid.

Former og formuleringer kan variere og forandres over tid, men ikke substansen. Og ikke alle knaster kan høvles af Guds ord ved at ændre formuleringer. For i ethvert menneske bor noget, som ikke ønsker hverken at stille de spørgsmål eller høre de svar, som Guds ord formulerer. Disse vilkår og den udfordring følger Kirken til alle tider. Som det formuleres i en salme: ‘Vor forstand i mørkets bånd kan jo ikke sandhed kende, uden din den gode Ånd vil sit lys i os optænde’ (DDS 417, 2).

Kirkens forkyndelse har til opgave at lede mennesker både til disse spørgsmål og disse svar. Kun ved at holde fast i det, som den har fået overleveret, har Kirken for alvor noget at give videre. Kun ved at holde godt fast i klassisk kristendom, har Kirken andet og mere at give mennesker end det, vi kan sige os selv – eller finde andre steder.

Kirken skal være klar til at sige og gøre noget andet end det, de fleste eller de toneangivende forventer. Havde Ansgar, Hans Tausen, Kierkegaard, Grundtvig og Vilhelm Beck kun sagt det, som der var jævn og almindelig opbakning til, havde der i dag næppe været en folkekirke i Danmark – eller en kirke overhovedet.

Bibelen skal læses for at finde svar på det spørgsmål: ‘Hvordan bliver et menneske frelst?’, har den svenske biskop Bo Giertz sagt. Her er den akse, det hele drejer omkring. Når det spørgsmål stilles og besvares rigtigt, er der basis for ægte ro, tryghed og fællesskab. Så er der solid basis for tro og menighedsliv.

Menighedens liv og vækst er mere og større end menneskeværk. Troen har dybere kilder end menneskelig foretagsomhed. Når gnisten springer, ilden løber, og troen brænder, er det altid et under. Her må Guds ord og Ånd til for at antænde.

Det er som profeten Elias på Karmels bjerg. Han fik besked om at lægge brænde til rette på altret. Det var, hvad han kunne og skulle. Han kunne og skulle ikke selv tænde. Ilden måtte komme fra oven (1. Kong. 18).

Sådan også i dag: brændet skal lægges til rette. Guds ord skal rækkes videre i forkyndelse og undervisning, i samtale og nærvær, i omsorg og fællesskab.

I en salme hedder det om dette: ‘Thi med Guds ord følges Guds-Ånden på jord, blus han på bjergene tænder’ (DDS 318,2).

Kirkens stående opgave og udfordring er fra dag til dag at bære véd til dét bål. For mange mennesker kan arbejdsløshed være en udfordring. Den udfordring bliver aldrig aktuel for den kristne kirke.

Er det pinligt at bede? Eller nødvendigt?

Thomas Hårbøl8. maj 2020

Reflektion til Store Bededag

Er det pinligt at bede? Eller nødvendigt? Eller er det begge dele?

De fleste af os folkekirkedanskere er som bekendt ret blufærdige om vores trosliv. Biskop Jan Lindhardt foreslog for nogle år siden, at man kan lade, som om man taler i telefon, hvis man gerne vil bede, mens man sidder i bussen eller toget. For det er jo (næsten) almindeligt accepteret, at man kan tale højt om hvad som helst i det offentlige rum, hvis bare man taler i telefon; derimod er det straks noget andet, hvis det handler om noget så privat som bøn.

Derfor kan man høre folk tale højt om f.eks. deres kønsliv i telefonen – det er ikke grænseoverskridende, eller i hvert fald åbenbart kun for dem, der er tvunget til at høre på; men bønslivet er noget helt andet. Det ville være dybt grænseoverskridende at skulle bede i andres påhør.

Bøn er nemlig næsten pinligt at skulle dele med andre, mener mange. Også jeg. Grunden er vel, at bønnen er det, der kommer allertættest ind på livet af én. Bøn er de inderste tanker og ønsker og følelser og behov, og de skal jo ikke nødvendigvis luftes, så andre kan høre dem. Ingen andre end den Gud, man beder til.

I det øjeblik, bønnen kommer til at handle om facade eller selviscenesættelse, mister den sin mening. For bønnen er en sag imellem den, der beder, og den, der bliver bedt til. Godt nok beder vi også sammen i kirken, når vi ellers må mødes dér, men det er stadig et anliggende imellem dem, der beder, og den Gud, der lytter til bønnen. Vi gør det ikke, for at dem ude på gaden skal høre, hvor fromme vi er.

Derfor kan man heldigvis også sagtens bede uden at tale højt. Man kan nøjes med at tænke tanken – sende bønnen af sted på tankens vinger uden at bevæge munden. Måske er det en lettere måde at begynde bønnen på, særligt hvis man ikke har gjort det før og endda føler sig blufærdig over at skulle bede i sit eget selskab.

Hvad beder folk så om? I sagens natur kan vi ikke vide det, sådan generelt – men det er alligevel lykkedes mig at få et lille indblik i, hvad der bliver bedt om. Ved et konfirmandarrangement i efteråret skulle konfirmanderne arbejde med bøn, og i den forbindelse skulle de også skrive bønner. Bønnerne kunne de bl.a. stoppe i en kasse, hvor jeg senere ville læse dem. Ikke fordi bønnerne virker bedre, hvis jeg også beder dem – om Gud bønhører én, har ikke noget at gøre med, om man er præst. Men jeg skulle læse bønnerne for at få et indblik i, hvad der rører sig i dem, der bad, og for selv at tage del i det, de havde bedt om. For bøn handler jo ikke kun om mig selv, men også om dem omkring mig.

Derfor har jeg naturligvis også tavshedspligt om, hvad konfirmanderne havde bedt om. Og den gælder stadig, så jeg kan ikke afsløre det her. Men jeg kan dog sige så meget, at det virkelig var alvorlige, inderlige og betydningsfulde bønner, der blev stoppet i kassen. Jo, selvfølgelig var der også bønner om at vinde en milliard i lotto; men hovedparten af de små, krøllede sedler udtrykte virkeligt inderlige ønsker og store sorger – og i mange tilfælde også store glæder, for bøn kan jo også være et udtryk for taknemmelighed over alt det, der hver morgen flyder ned i min skål fra ham, der hører bønnen.

Hvad vil jeg sige med den historie om konfirmanderne og deres bønner? Bare én ting: Når en usikker teenager kan samle sine hormon-forstyrrede tanker tilstrækkeligt til at bede en bøn om det, der betyder allermest, så kan du nok også.

Den evangelietekst, vi skulle have hørt i kirken i dag, siger det også klart:

Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!

Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« (Matthæus 7,7–14)

Lad os bede:

Fader Vor, du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er Riget og magten og æren i evighed!

Amen.

Det akavede møde med nogen, man savner

Thomas Hårbøl13. april 2020

Refleksion til 2. påskedag (2. tekstrække)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen.

Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. (Joh 20,1-18)

At mødes med nogen, man kender godt, kan blive en akavet situation, selv hvis det er et møde, som begge parter har glædet sig til, fordi de savner hinanden. Der kan komme sådan en underlig følelse af blufærdighed og en fornemmelse af, at man på en måde er blevet fremmede for hinanden, i hvert fald det første stykke tid.

Alene af den grund bliver det interessant at se, hvordan folk vil mødes, når Den Store Nedlukning engang er overstået. For overstået bliver den, tag ikke fejl. Mennesker har skullet forholde sig til krig, pest, naturkatastrofer, folkemord og mange andre uhyrligheder i løbet af den prægtige og sørgelige tidsalder, hvor der har været en menneskehed. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi kommer tilbage til hverdagen igen – men hvem der kommer tilbage, og hvordan vi møder hinanden, når det sker. Hvordan vi opfører os. Hvordan det hele bliver.

Maria Magdalene havde ikke forventet at møde Jesus igen. Hun havde håbet det, ja det har været hendes inderligste ønske, men hun har formentlig ikke troet det. Det gør hun heller ikke, da hun kommer ud til graven påskemorgen og ser, at stenen er væltet fra. Der står jo, at hun med det samme løber tilbage til Peter og Johannes for at fortælle dem, at “de har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham”.

Hun løber altså ikke tilbage for at fortælle, at han er opstået, som han havde sagt, men for at give den nedslående melding om, at liget er blevet flyttet. Endnu en byrde af fortvivlelse på hendes skuldre: Ikke alene er Jesus blevet slået ihjel; nu er liget også taget fra hende, så hun ikke har et gravsted at gå hen til for at sørge.

Da Peter og Johannes er gået hjem igen, står Maria tilbage ved den tomme grav, grædende. Alligevel vil hun kigge ind i gravhulen en gang til, for der var noget underligt ved den. Evangelisten fortæller, at klædet, som Jesus havde haft over hovedet, ikke lå sammen med de lagner, der havde dækket ham; i stedet lå det rullet sammen på et sted for sig selv. Det er mærkeligt, for de romerske soldater eller de jødiske ledere har næppe taget sig tid til at rulle hovedklædet sammen, hvis det var dem, der stjal liget. Det ligner snarere en seng, hvor nogen er stået op, tidligt om morgenen, og hvor nogen har redt sengen pænt, inden nogen gik ud i morgenlyset.

Da Maria kigger ind i hulen, ser hun nu pludselig, at hun ikke er alene derinde. Der sidder to himmelske postbude i deres hvide uniformer. Men i modsætning til alle de andre steder, hvor der dukker engle op i Bibelen, siger de denne gang ikke “Frygt ikke!” Nej, de spørger helt enkelt Maria, hvorfor hun græder, og Maria forklarer uden videre, at de har flyttet Jesus, og at hun ikke kan finde ham. Hun er for fortvivlet til at undre sig over, hvem de er.

Nu står der også én bag hende. Ikke en engel til, men en havemand, tror hun, og hun forlanger at få klar besked: “Sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham!” Det virker, som om hun i det øjeblik ville have kunnet bære liget herfra til verdens ende, om nødvendigt, men i stedet for at svare siger han hendes navn, og hendes øjne åbnes.

Er det et akavet møde mellem de to? Der er i hvert fald sket noget imellem dem. De så hinanden sidste gang så sent som i fredags, på Golgata. Men der er en verden til forskel, eller rettere: De har hver især rejst igennem en hel verden i løbet af nætterne og dagene fra fredag til søndag. Jesus har rejst igennem dødens mørke land og har efterladt dødsriget som en ruinbunke, hvor hængslerne er brækket af portene. Og Maria har gennemlevet en indre rejse, hvor hun troede, at hun skulle miste alt, der betød noget for hende.

Men nu står de der igen, som han havde sagt. Og et øjeblik er det, som om Frelseren tøver; han er nødt til at sige “Hold mig ikke tilbage”, eller hvordan man vil oversætte det. “Rør mig ikke” eller “Giv slip på mig!” står der i nogle oversættelser.

Han siger det, fordi der endnu er mere, han skal gøre, og det kan han ikke, hvis Maria bliver hængende ved ham. Der er et kapitel mere i den plan, han har lagt. Og derfor må hun give slip på Kristus, nu hvor han ellers var tilbage.

I mellemtiden møder hun og vi andre ham bl.a. i skikkelse af brød og vin i nadveren og i form af det nærvær, hans Helligånd giver. Det er virkeligt, også selvom det ikke er det samme. Vi må “nøjes”. For en tid.

Glædelig påske!

Krist stod op af døde

Niels Bjørn Christensen-Dalsgaard12. april 2020

Refleksion til påskedag (2. tekstrække)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.

Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Amen! (Matt 28,1–8)

Krist stod op af døde i påskemorgenrøde; sådan synger vi gerne her i påsken, om vi kan samles i kirken eller ej; for selvom der er rullet en sten hen for kirkedøren i kraft af en sygdom, der har lammet det meste af verden, vil påskeevangeliet alligevel blive sunget ud til alle verdens hjørner; for i evangeliet om Jesus Kristus er der en kraft, som ingen sygdom eller sten kan holde inde eller forstumme. Tværtimod genlyder den kun endnu højere, når verdens bekymringer og dødsangst griber om sig; for Krist stod op af døde.

Det kan sådan set ikke siges mere kortfattet – og selvom man måske ikke synes, at det i sig selv siger meget, så siger det mere end nok, for med hans død er alt blevet sagt på vores vegne; for sammen med ham er vores skyld blevet korsfæstet, for at vi både nu og i al evighed må leve med Ham i den kærlighed, han med Faderen har givet os, som en Helligånd, der er med os alle dage indtil verdens ende.

Men Kristi opstandelse fra de døde fortæller os også, at døden ikke er Herre over Gud. Den er altså det lyspunkt, der fortæller os, at der er en vej gennem døden og ind i det lys, der skinner til os fra Guds himmel.

Et lys, der kaster dødens skygger på flugt og kalder os frem dag for dag til at leve et liv i glæde over den nåde, som vi uforskyldt har fået del i.

Guds kærlighed er nemlig overrumplende på alle måder. Vi kan med vores liv forsøge at tage imod den, så godt vi kan, men nåden er altid langt større end vores liv. Den er større end vores liv, når vi ikke føler os værdige til den, for så kommer den til os i kraft af Guds ord og overrumpler os med glæde ved at fortælle, at vi aldrig ville kunne gøre os fortjent til noget så stort –

og tror vi os mægtige i vores eget liv, så vil den med tiden gøre os ydmyg; for den er langt større end vores liv, også selvom vi måtte glemme den.

Ved sin død og opstandelse har Kristus nemlig vundet os et evigt liv hos Gud. Derfor synger vi:

Krist stod op af døde,
i Himlen vi ham møde.
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad

Og det gør den jo også, selvom vi ikke kan mødes i kirken; for toner fra påskens glæde er ikke begrænset af et rum, men høres fuldt ud, hvor end Guds Ånd virker.

Ære være Gud i det højeste
– og glædelig påske!

Lovprisning

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Bøn

Herre vor Gud, Himmelske Fader!
Vi takker dig,
fordi du af din store nåde og barmhjertighed
har genfødt os til et levende håb
ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde,
og vi beder dig:
Hjælp os ved din Helligånd,
at vi må kende kraften i Hans opstandelse
og fællesskabet med ham i hans lidelser
og få nåde til at vandre i det nye levned
og således nå frem til de saliges opstandelse
og den evige glæde hos dig
ved din elskede søn, Jesus Kristus, vor Herre,
som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,
én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.

Syv sætninger om langfredag

Thomas Hårbøl10. april 2020

Reflektion til langfredag

Syv sætninger – så lidt eller så meget havde Jesus at sige, fra han blev sømmet op på korset langfredags morgen klokken ni, og til han døde ud på eftermiddagen, efter kl. tre. Hvis det havde været en pressekonference, som vi kender dem, havde han formentlig hængt dér på Golgata endnu; men i stedet nøjedes han med syv korte udsagn eller “de syv ord på korset”, som man også kalder dem.

Men det er syv ord, som siger det hele. Syv ord, der får langfredag til hæve sig over den strøm af ensartede dage, som vi ellers lever i for tiden, så det knap er til at huske, hvilken ugedag det er.

Jesu syv ord på korset skulle vi have lyttet til og sunget om ved langfredagsgudstjenesten i Ansgars Kirke, og de ville også have spillet en vigtig rolle ved koncerten på lørdag; Haydn-værket, der skulle opføres, hedder simpelthen Vor Frelsers sidste syv ord på korset. Nu er der sat en stopper for både gudstjeneste og koncert; men profeten Esajas siger, at Herrens ord forbliver i evighed (Es 40,8) – så vi kan stadig lytte til dem.

Der er ingen af de fire evangelier, der gengiver alle ordene, men tilsammen bliver der altså syv. Hvis du har en salmebog ved hånden, så læs selv med i lidelseshistorien, der findes bagerst i salmebogen (s. 1340 i min udgave). Lad os gå en tur til foden af korset og lytte til ham, der hænger på det:

1. “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”
Indimellem klager folk over, at de ikke forstår langfredag. De kan så glæde sig over, at det gjorde dem, der slog Jesus ihjel, heller ikke. De har ingen anelse om, hvad det i virkeligheden er, de har gang i, den morgen uden for Jerusalem. De tror, at de er ved at korsfæste en urostifter, en oprørsk gudsbespotter. Derfor beder Jesus for sine bødler, for de ved ikke bedre. Og han viser os, hvor afgørende tilgivelse er i kristendommen – eller mere præcist: syndernes forladelse. Selv i det øjeblik, hvor menneskene er i gang med at slå Guds Søn ihjel, lader han sig ikke friste til at kræve hævn. For der er langt mere på spil.

2.“Kvinde, dér er din søn. – Dér er din mor.”
Midt i det hele er Jesu mor, Maria, mødt op ved korset sammen med Maria Magdalene og en tredje kvinde, der – forvirrende nok – også hedder Maria. Jesus ved, at hans mor vil stå med et uoverskueligt problem, når han selv er død. Hun vil ikke bare have mistet sin søn, selvom det er galt nok, men hun vil også være forsvarsløs i et samfund, hvor enlige kvinder ikke havde mange rettigheder. Derfor sørger Jesus for, at disciplen Johannes kan tage sig af Maria, når Jesus ikke længere er der. Og samtidig viser han os, hvordan alle har ansvar for deres medmennesker; selv ofre har et ansvar, de skal løfte. Der er stadig folk, der har brug for dig – og du har brug for dem.

3. “I dag skal du være med mig i Paradis.”
Den ene af røverne på de to kors ved siden af Jesus beder om, at Jesus ikke vil glemme ham, når han kommer i sit rige, og Jesus svarer ham med en sætning, der ikke bare er et svar til røveren, men også er en henvendelse til enhver, som læser eller lytter med: I dag skal du være med mig i Paradis. Nu begynder det at stå klart, hvad det hele skulle til for – hvorfor Jesus overhovedet skulle blive menneske og dø og opstå fra de døde. For din og min skyld. For at lukke Paradis op for os. Lige nu.

4. “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Det fjerde korsord viser til gengæld, hvor stor en pris der skulle betales. Det er ikke bare pjat eller en god historie. Jesus lader ikke bare som om. For det frygtelige råb udtrykker hans totale fortvivlelse, mens der falder mørke over hele jorden. Men: Det er jo Gud, Jesus råber til i mørket. Han råber ikke bare “Nu er jeg blevet forladt”. Han råber til Gud, for hvis man ikke kan råbe til Gud, er der ingen tilbage at råbe til. Og Jesu råb er samtidig et citat af Salme 22 i Det Gamle Testamente; salmen beskriver den håbløse, fuldstændige forladthed – men den slutter med, at Gud griber ind. Så når Jesus råber netop på denne måde, viser det os, at Guds Søn deler vores menneskelige vilkår så meget, at han selv oplever gudsforladtheden; men det fortæller os også, at selv når vi som mennesker er allermest forladte, skal vi ikke holde op med at kalde på Gud. Faderens svar på Jesu fortvivlede råb kom påskemorgen. Jesus er ikke blevet forladt, og det er du heller ikke.

5. “Jeg tørster.”
Det korteste af de syv korsord er måske også det mest menneskelige af dem. Selvom det er Guds Søn, der hænger på korset, er det samtidig et menneske, som kan føle tørst. Aftenen forinden, skærtorsdag, hvor han spiste med disciplene, havde han sagt til dem: “Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige”. Derfor er heller ikke vin, Jesus får, da han hænger på korset og tørster i solen, men eddike. Og han drikker den bitre drik.

6. “Det er fuldbragt.”
På dette tidspunkt må alle de, der stod og så på korsfæstelsen, så småt have begyndt at forstå, at der var noget særligt på færde. Det sjette ord fortæller os, at det, som foregik på Golgata den fredag, ikke var et tilfælde eller en ulykke. Der er ikke tale om, at Jesus havde en mission, som mislykkedes – tværtimod: Kristendommen er troen på, at der var en plan, og at planen nu blev til virkelighed. Planen lykkedes. Livets Gud er i færd med at lokke døden i en fælde, og døden selv må ryste af rædsel, når Jesus råber: “Det er fuldbragt” og straks fortsætter:

7. “Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.”
Med det syvende og sidste ord lægger Jesus sit liv og sin død i hænderne på Gud Fader; for tro er tillid, der er stærkere end døden. Dermed kulminerer langfredags drama, og det er virkelig et drama, for der kommer et jordskælv, hvor forhænget ind til det allerhelligste i Templet bliver flænget i to. Det sted, der ellers skulle forestille at være forbeholdt Gud selv, bliver revet op og åbnet. Og det, der ellers bare lignede henrettelsen af en tilfældig mand på en tilfældig fredag eftermiddag, viser sig at være noget helt andet og meget mere. Den romerske officer, der har holdt øje med det hele, kan ikke lade være med at udbryde: “Den mand var virkelig retfærdig og Guds Søn!”

Påskens kamp mellem livets Gud og døden er først lige begyndt.

Kærlighedens alvor

Niels Bjørn Christensen-Dalsgaard10. april 2020

Refleksion til langfredag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge« Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!« Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.

Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.« Amen! (Mark 15,20–39)

Når det kan være svært at sætte ord på Jesu lidelser, så skyldes det, at de så inderligt kalder på stilhed; for Langfredag er en dag, vi ikke kommer uden om, hvor gerne vi end ville.

Vi kender det fra meget andet i livet, når vi støder på noget, som vi ikke kan forlig os med eller noget, som vi ikke bryder os om. Så kan vi prøve at fortrænge, skubbe det væk eller glemme det – men som vi alle ved, så forandrer virkeligheden sig ikke af den grund; for hvad der er sket, er sket og lader sig ikke ændre, hvor gerne og inderligt vi end måtte ønske det.

Når man har mister et menneske, man holder af og har elsket gennem hele livet, så kan man sommetider glemme sorgen i de få øjeblikke, der går, fra man drømmer, og til man vågner. Sådan har jeg det også lidt med langfredag. I dagligdagen glemmer jeg min sorg, men så vågner jeg en fredag af min drøm for at blive mindet om alt det, som jeg ikke kan flygte fra eller skubbe væk, fordi det er sandt.

Og Ham, der holder mig vågen, selvom jeg hellere ville sove, er Ham, der lider med mig, når jeg glemmer kærlighedens alvor.

Det gør ondt at høre om Jesu lidelser; at høre om, hvordan soldaterne piskede og pinte Ham, hvordan de flettede en tornekrans som krone og lagde en kappe omkring Ham, knælede og hånede Ham som konge.

Og når det gør ondt, så er det blandt andet, fordi vi i Jesus genkender den kærlighed, vi ikke selv formår at udleve.

Den kærlighed, der end ikke søger sit eget, men finder glæde i at give, hvor lidt den end har – ja en kærlighed så ren, at den går i forbøn for sine fjender og trygler andre at bede for dem, der forfølger den; for at også de må lære den at kende.

Det piner os at høre om en sådan kærlighed langfredag pisket af menneskelig ondskab – og for udmattet til at bære korset ud til Golgata.

Som vi hører, blev han af soldaterne rakt vin iblandet myrra til at lindre smerterne, men han drak det ikke; for smerterne skulle ikke lindres – men føles til fulde.

Smerten ved at få hænder og fødder naglet fast til korset – alene og udstødt af det menneskelige fællesskab.

Og så kunne man tro, at et sådan syn måtte vække medynk i de mennesker, der kom forbi og så det hele med deres egne øjne; men nej – for dem talte lidelserne for sig selv; for var han Guds søn, hvorfor steg han så ikke ned fra korset? Og hvis han kunne frelse andre, hvorfor kunne han så ikke frelse sig selv?

Ja – selv de, der blev korsfæstet med ham, hånede ham og opdagede ikke, hvad de så.

Og alligevel bad han: tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.

I den sjette time ved middagstid blev der, som vi hørte, mørkt over hele jorden. Et mørke, der ikke behøver mange ord; for selv uden ordene forstår vi, at det samme mørke også vil omslutte os i døden, når den time kommer, hvor vi ikke magter mere.

Den time, hvor kærlighedens alvor ikke længere kan holdes på afstand – men kommer til os som en dom, når vi må sande, at den eneste frelse ud af mørket er det lys, vi mangler i os selv.

Selv Kristus, som var verdens lys, bad i mørket: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Det er nogle forfærdelige ord, som går gennem marv og ben på en hver troende sjæl, for hvordan kunne han, der var Gud lig sige sådan?

Og hvor er frelsen, hvis Han, der skulle frelse os følte sig fortabt? Ja, hvilket håb har vi, hvis det lys, der skulle skinne for os alle, lod sig slukke af verdens ondskab og mørke?

Hvordan kunne han, der skulle vise og åbenbare os Guds kærlighed, føle sig forladt?

Det er spørgsmål, vi mærker Langfredag – og svar vi må vente med, til mørket er drevet over på søndag og blevet til glæde.

Men kunne det være anderledes, hvis Gud skulle mærke menneskets lidelser på sig? Hvis han skulle være menneske og lide og dø som andre.

Jeg tror det ikke – og derfor fortæller Jesu lidelser os også, at der ikke længere er det menneske, hvis lidelser Gud ikke kender, for han var selv menneske – og der er ikke en uret på jorden større end den, der overgik Ham.

Det kan måske virke mærkeligt, hvorfor det er så vigtigt at understrege betydningen af Guds med–lidenhed med mennesket, men sand trøst begynder i genkendelsen.

Der er ingen trøst i det menneske, der ser ens lidelser uden at mærke dem – nej jeg vil egentlig gå så langt som at sige, at lider man ikke med andre mennesker i deres sorg og elendighed, så gør man sig ikke umage nok i forsøget på at elske dem.

Almindelig menneskekundskab er ikke avanceret; for vi kender alle selv til det at være menneske. Vi ved alle, hvad det vil sige at være bange, syg eller ked af det – og ville vi selv mangle almindelige fornødenheder, som mad, tøj eller et tag over hovedet, så ville vi også vide, hvad vi trængte til.

Alligevel ønsker vi ikke altid at hjælpe, når det gælder andre, fordi det ofte betyder, at vi selv må lide afsavn eller invitere en smerte ind, som vi helst vil holde ude.

Derfor skal vi også være yderst opmærksomme på, hvorfor vi beskæftiger os med andres ulykke. Om vi gør det ud af medlidenhed og et oprigtigt ønske om at hjælpe og gøre noget for andre, eller vi blot er begyndt at beskæftige os med andres ulykke for at lade os underholde.

For underholdning har menneskers lidelser også været førhen – selv i vores egen kristne historie, hvor vi med vores tro burde have foragtet den slags – har henrettelser præcis ligesom Jesu egen været tilløbsstykker, ganske vist fordi det skulle være til skræk og advarsel for ligesindede forbrydere, men ikke desto mindre har det også været til stor underholdning for mange.

Al den slags skal vi som kristne holde os langt fra – møder vi lidelser, er det mindste, vi kan gøre, at bede og være medlidende i det omfang, vi formår.

Men vi formår selvfølgelig ikke alt – for intet menneske vil nogensinde kunne sætte sig helt ind i et andet menneskes sted; dertil er vi for forskellige, og der vil altid være en stor forskel på den syge – og den, der er er på sygebesøg.

Men skal vores omsorg for hinanden blive større, så må vi blive bedre til at sætte os i den andens sted.

Når jeg vågner langfredag, skyldes det ikke bare, at Jesu lidelser holder mig vågen, men også tanken om, at han led for min skyld – at Han tog min skyld på sig og døde med den, for at jeg måtte få del i syndernes forladelse og Guds kærlighed.

Og deri er en alvor, vi aldrig bør glemme.

Lovprisning

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Bøn

Herre Gud Fader i Himlen!
Forbarm dig over os!
Herre Jesus, vor frelsermand!
Forbarm dig over os!
Herre Helligånd, vort lys og vor trøst!
Forbarm dig over os!
Vi har syndet med vore forfædre!
Vi har forskyldt din vredes domme!
O Herre, handl ikke med os efter vore synder!
Og betal os ikke efter vore misgerninger!
O Herre, hør vor bøn!
Og lad vor røst komme til dig!

når vi beder:

Fadervor,
du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen!

Læseplan for den stille uge

Redaktionen7. april 2020

Et lille stykke af Markusevangeliet til hver dag i den stille uge:

Palmesøndag

Kapitel 11, vers 1–11: Jesus rider ind i Jerusalem.

Mandag

Kapitel 11, vers 12–19: Jesus smider kræmmerne ud af templet.

Tirsdag

Kapitel 11, vers 20 til kapitel 13, vers 37: Jesus underviser og taler på tempelpladsen og Oliebjerget.

Onsdag

Kapitel 14, vers 1–11: Jesus er på besøg i Simon den spedalskes hus i Betania og bliver salvet. Judas aftaler at forråde Jesus.

Skærtorsdag

Kapitel 14, vers 12–72: Den sidste nadver. Jesus våger og beder i Gethsemane Have, inden han tages til fange og forhøres. Peter nægter at kende ham.

Langfredag

Kapitel 15: Jesus bliver dømt, korsfæstet og dør, og han bliver taget ned af korset og lagt i graven.

Lørdag

Kapitel 16, vers 1: Sabbatten.

Påskedag

Kapitel 16, vers 2–20: Den tomme grav. Den opstandne Kristus møder Maria Magdalene og disciplene.