Det akavede møde med nogen, man savner

Refleksion til 2. påskedag (2. tekstrække)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen.

Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. (Joh 20,1-18)


At mødes med nogen, man kender godt, kan blive en akavet situation, selv hvis det er et møde, som begge parter har glædet sig til, fordi de savner hinanden. Der kan komme sådan en underlig følelse af blufærdighed og en fornemmelse af, at man på en måde er blevet fremmede for hinanden, i hvert fald det første stykke tid.

Alene af den grund bliver det interessant at se, hvordan folk vil mødes, når Den Store Nedlukning engang er overstået. For overstået bliver den, tag ikke fejl. Mennesker har skullet forholde sig til krig, pest, naturkatastrofer, folkemord og mange andre uhyrligheder i løbet af den prægtige og sørgelige tidsalder, hvor der har været en menneskehed. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi kommer tilbage til hverdagen igen – men hvem der kommer tilbage, og hvordan vi møder hinanden, når det sker. Hvordan vi opfører os. Hvordan det hele bliver.

Maria Magdalene havde ikke forventet at møde Jesus igen. Hun havde håbet det, ja det har været hendes inderligste ønske, men hun har formentlig ikke troet det. Det gør hun heller ikke, da hun kommer ud til graven påskemorgen og ser, at stenen er væltet fra. Der står jo, at hun med det samme løber tilbage til Peter og Johannes for at fortælle dem, at “de har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham”.

Hun løber altså ikke tilbage for at fortælle, at han er opstået, som han havde sagt, men for at give den nedslående melding om, at liget er blevet flyttet. Endnu en byrde af fortvivlelse på hendes skuldre: Ikke alene er Jesus blevet slået ihjel; nu er liget også taget fra hende, så hun ikke har et gravsted at gå hen til for at sørge.

Da Peter og Johannes er gået hjem igen, står Maria tilbage ved den tomme grav, grædende. Alligevel vil hun kigge ind i gravhulen en gang til, for der var noget underligt ved den. Evangelisten fortæller, at klædet, som Jesus havde haft over hovedet, ikke lå sammen med de lagner, der havde dækket ham; i stedet lå det rullet sammen på et sted for sig selv. Det er mærkeligt, for de romerske soldater eller de jødiske ledere har næppe taget sig tid til at rulle hovedklædet sammen, hvis det var dem, der stjal liget. Det ligner snarere en seng, hvor nogen er stået op, tidligt om morgenen, og hvor nogen har redt sengen pænt, inden nogen gik ud i morgenlyset.

Da Maria kigger ind i hulen, ser hun nu pludselig, at hun ikke er alene derinde. Der sidder to himmelske postbude i deres hvide uniformer. Men i modsætning til alle de andre steder, hvor der dukker engle op i Bibelen, siger de denne gang ikke “Frygt ikke!” Nej, de spørger helt enkelt Maria, hvorfor hun græder, og Maria forklarer uden videre, at de har flyttet Jesus, og at hun ikke kan finde ham. Hun er for fortvivlet til at undre sig over, hvem de er.

Nu står der også én bag hende. Ikke en engel til, men en havemand, tror hun, og hun forlanger at få klar besked: “Sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham!” Det virker, som om hun i det øjeblik ville have kunnet bære liget herfra til verdens ende, om nødvendigt, men i stedet for at svare siger han hendes navn, og hendes øjne åbnes.

Er det et akavet møde mellem de to? Der er i hvert fald sket noget imellem dem. De så hinanden sidste gang så sent som i fredags, på Golgata. Men der er en verden til forskel, eller rettere: De har hver især rejst igennem en hel verden i løbet af nætterne og dagene fra fredag til søndag. Jesus har rejst igennem dødens mørke land og har efterladt dødsriget som en ruinbunke, hvor hængslerne er brækket af portene. Og Maria har gennemlevet en indre rejse, hvor hun troede, at hun skulle miste alt, der betød noget for hende.

Men nu står de der igen, som han havde sagt. Og et øjeblik er det, som om Frelseren tøver; han er nødt til at sige “Hold mig ikke tilbage”, eller hvordan man vil oversætte det. “Rør mig ikke” eller “Giv slip på mig!” står der i nogle oversættelser.

Han siger det, fordi der endnu er mere, han skal gøre, og det kan han ikke, hvis Maria bliver hængende ved ham. Der er et kapitel mere i den plan, han har lagt. Og derfor må hun give slip på Kristus, nu hvor han ellers var tilbage.

I mellemtiden møder hun og vi andre ham bl.a. i skikkelse af brød og vin i nadveren og i form af det nærvær, hans Helligånd giver. Det er virkeligt, også selvom det ikke er det samme. Vi må “nøjes”. For en tid.

Glædelig påske!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.