Evangeliet i terrorens tid: En ny sang om kirkens budskab til et frygtramt samfund

“Jeg satte alt mit håb til Herren, og han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp; han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte, og de skal stole på Herren.” (Salme 40,2–4)

Duccio: Kristi tilfangetagelse (1308–1311)
Duccio: Kristi tilfangetagelse (1308–1311)

For et år siden, den 14. februar 2015, blev Danmark ramt af sit vistnok første islamistiske terroranslag. En enkelt gerningsmand rettede i København våben mod synagogen i Krystalgade og et møde om satire og ytringsfrihed på Østerbro, med to dræbte som resultat. Efter terroranslaget samledes mange tusinde mennesker ved Fælledparkens indgang til en mindehøjtidelighed. Her blev der sagt mange udmærkede ord om fællesskab og om at stå sammen. Men som mange kommentatorer efterhånden har bemærket, rejste afsyngningen af John Lennons sødsuppenihilistiske slagsang Imagine, om hvor fin verden ville være uden religion og noget at dø for, imidlertid spørgsmålet, om en del af problemet ikke er det danske samfunds åndelige armod? Det er tydeligvis blevet svært at samle danskerne om noget mere substantielt, og at der ikke var tale om en tilfældig grille, blev understreget, da sangen atter kom i heavy rotation efter de frygtelige terrorangreb i Paris den 13. november 2015.

Spørgsmålet er nu, hvilken rolle kirken skal spille i kampen mod religiøs fanatisme, terror og lignende trusler mod samfundet. Hvad betyder det at forkynde evangeliet til et frygtramt samfund? Læs videre Evangeliet i terrorens tid: En ny sang om kirkens budskab til et frygtramt samfund

Ned i mørket og op igen

Marcel Rasmussen (1913–1964): Pilgrim vandrer mod horisont
Marcel Rasmussen (1913–1964): Pilgrim vandrer mod horisont
 
Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
Siger jeg: »Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig«,
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.
(Salme 139,7–12)

I går kom vi hjem fra Athen.[*] Det er en by, der som resten af Grækenland er begavet med ikke så lidt historie. Man kunne nogle gange få den tanke, at tiden står stille, selvom det selvfølgelig på ingen måde er tilfældet. Parthenon, templet på Akropolis, som er nogle-og-to-tusinde år gammelt, står der stadigvæk. Men det ser noget slidt ud efterhånden. Det er ikke uforgængeligt, selvom det måske kunne give anledning til den tanke, at noget er. Måske den menneskelige civilisation og den slags.

Grækenland er selvfølgelig et yndigt land, som af samme grund har masser af turister. Men man behøver ikke at bevæge sig langt fra Akropolis for at se en anden side af Athen. Omkring den centrale plads Monastiraki mødte vi en fyr, som vi kan kalde Nickos. Han boede på gaden, det var vist noget med stoffer af den hårdere slags. Nickos havde boet med sin far og stedmoder, men da de ikke kunne betale regningerne, blev han smidt ud. Det var vist snart tre år siden.

Historien er ikke noget enestående, snarere noget typisk. Folk mister deres arbejde, selvmordsraterne stiger. Man ser det ikke med det samme, for der er stadig alle de der nye biler i gadebilledet, som folk købte for bare få år siden, da de havde råd til den slags. Men lige under overfladen er tingene ved at falde fra hinanden. Læs videre Ned i mørket og op igen

En fragmenteret skitse af tankerne angående Kristi to naturer frem til Kalkedon-synoden

I denne artikel vil tonaturlæren i oldkirken blive undersøgt. Der vil dog kun være tale om en kursorisk gennemgang, der ikke har til formål at nå hele vejen rundt om spørgsmålet i al sin dybde. Hovedvægten for artiklen vil derfor hvile på tiden fra arianismen frem til Kalkedon-synoden i år 451.

Grundlæggende udspringer enhver kristologi af et forsøg på at forstå Kristus. Derfor kan det heller ikke siges at være underligt, at man allerede i de ældste kristne tekster finder forskellige former for kristologier. Dér, hvor forskellen måske er allermest iøjnefaldende, er mellem den meget jordiske Kristus, som skildres i Markusevangeliet og den noget mere himmelske, som man finder i Johannesevangeliet.[1] Forskellen ved betoningen af henholdsvis det guddommelige og det menneskelige ved Kristus kan således allerede spores i Det Nye Testamente. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at man fra den allertidligste kirkehistorie kender til strømninger, der afspejler en sådan forskel i betoningen af Kristi guddommelighed og menneskelighed. En af dem er ebjonitismen, som fandtes iblandt ebjonitterne, der opfattede Jesus som Josef og Marias søn og benægtede jomfrufødslen. Derudover hævdede ebjonitterne også, at det var gennem dåben, at Jesus blev udvalgt som Guds Søn. De må derfor have opereret med en adoptionistisk forståelse af Kristus.[2] Men selvom de formentlig har betonet Jesu menneskelige side, betyder det næppe, at de ikke har betragtet ham som Guds udvalgte. I Guds udvælgelse af Ham har de derfor sikkert også betragtet Ham som guddommelig. Læs videre En fragmenteret skitse af tankerne angående Kristi to naturer frem til Kalkedon-synoden

Brudgommen kommer, gå ud og mød ham

Prædiken i Stenstrup og Lunde kirker, søndag den 6. december 2015
(2. søndag i advent, 2. tekstrække: Es 11,1–10; Jak 5,7–8; Matt 25,1–13)

Kørebanen er dækket af sne, tøet og frosset igen. Mærker fra bildæk, og snavset, som storbysne nu er. Det er sne fra i går. Faldet stille og tungt om aftenen og ud på natten – det havde været stjerneklart. På venstre side af vejen forhindrer et højt gitter af jern uvedkommende i at nærme sig den røde teglstensbygning med det karakteristiske keltiske kors på facaden. Pakket ind i hvid sne, uberørt af menneskehånd, ligger den lille kirke – utilnærmelig og tilsyneladende forladt trods den nypudsede facade. Med samme ubemærkethed ligger en anden kirke i hovedstaden. Ingen, der regelmæssigt færdes der, kan undgå at lægge mærke til den prægnante, hvide bygning, men de færreste har nogensinde set nogen gå ind eller ud ad kirkedøren, der er forsvarligt aflåst. Sådan står de katolsk-apostolske kirker i København tavse hen. De må kun bruges til forberedelse af Kristi genkomst – ellers skal de rives ned, og inventaret brændes.

Den katolsk-apostolske kirke på Gyldenløvesgade i København, som den så ud i 1871 (fra Illustreret Tidende).
Den katolsk-apostolske kirke på Gyldenløvesgade i København, som den så ud i 1871 (fra Illustreret Tidende).

Historien om disse kirker begynder lidt uden for London, hvor kirkesamfundet, der ikke er identisk med den romersk-katolske kirke, gennem en række syn og kaldelse fra det høje blev grundlagt med tolv apostle i 1831. Disse mennesker var overbeviste om at være kaldet og nærmest fysisk berørt af Gud selv for at forberede og samle alle kristne kirker til at møde Kristus, hvis genkomst var ganske nær.

Men for 110 år siden blev det klart for menighedens tilhængere, at Jesu genkomst alligevel ikke som ventet var umiddelbart forestående. De havde taget fejl af datoen, af dagen og timen for Kristi genkomst, og som konsekvens heraf valgte de at stoppe al udadvendt virksomhed, al mission ophørte, og udnævnelsen af nye præster ophørte for over 100 år siden – den sidste præst har lukket sine øjne. Dømt til at uddø er sådan en kirke. Menigheden har trukket sig ind i sig selv, lever i en kompromisløs stille afventen. Læs videre Brudgommen kommer, gå ud og mød ham

Johannes Horstmann (II,I)

Naturlig teologi

I halvtredserne begynder Horstmann at skrive i Tidehverv, og den første artikel, som bladet bringer af ham, er »Naturlig Teologi« fra 1950. Det er en noget rodet artikel, hvor det overordnede emne groft sagt er, hvordan filosofi forholder sig til teologi og omvendt. Horstmann indleder sin artikel med at erindre Martin Luthers berømte ord fra Disputatio contra scholasticam theologiam, hvor Luther i en af sine mange teser elegant formulerer: Error est dicere: sine Aristotele non fit theologus. Immo theologus non fit nisi id fiat sine Aristotele.[1] Citat er et angreb på skolastikken og de skolastikere, der dyrkede Aristoteles i en sådan grad, at de glemte, at det ikke var ved at læse Aristoteles, at man blev teolog – ja faktisk sætter Luther det hele på spidsen ved at sige, at man kun bliver teolog, såfremt man gør det uden Aristoteles. Med henvisning til disse ord begynder Horstmann altså sin artikel, og han ser dette udsagn og andre lignende steder hos Luther som en afvisning af, at filosofien: »skulde have noget at sige af betydning for theologien i den forstand, at theologien skulde være forpligtet til at høre den.«

Og videre skriver Horstmann: »Vel er dette ikke at forstå på den måde, at Luther skulde hylde en irrationalistisk tankegang og betragte fornuften i sig selv som skadelig – han kan i anden sammenhæng også tale om fornuften som et herligt instrument for Gud – men det er sådan at forstå, at fornuften og filosofien af sig selv ikke kan sige noget af betydning om Gud eller den frelsende erkendelse af Gud.«

Det presserende spørgsmål for Horstmann bliver derfor, hvordan Luther har forholdt sig til fornuften og til en såkaldt »naturlig teologi«. Læs videre Johannes Horstmann (II,I)

Kristus, loven og dens fylde

Prædiken i Vojens Kirke, søndag den 26. juli 2015 kl. 9:00
(8. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21).

Jan Peeters (1624–1677): Stormfuldt hav
Jan Peeters (1624–1677): Stormfuldt hav

Dagens evangelietekst udgør en lille del af bjergprædikenen. Tonen er skærpet ligesom den fordring, Gud i kraft af Jesu tale stiller mennesket over for.

Det er ikke længere nok bare at leve op til de mange jødiske forskrifter, man kan læse nogle af i 3. Mosebog, som er fyldt med alle tænkelige og utænkelige love, mennesket skal opfylde for at være Gud til behag.

Alle disse gamle forskrifter betegnes normalt under et som »Loven«.

Og netop »Loven« er bjergprædikenen et opgør med.

Men ikke et opgør i den forstand, at der er tale om en afskaffelse af loven – nej tværtimod søger Jesus at forklare, at der gives en ny lov, der skal gøre sig gældende for mennesket.

Det er derfor han også skelner mellem det gamle og det nye, når han siger: I har hørt, at der er sagt til de gamle – men jeg siger jer.

Jesus har nemlig noget nyt at fortælle mennesket. Noget som det ikke kunne have fortalt sig selv eller regnet sig frem til, men som han er kommet for at åbenbare for mennesket.

Den nye lov er en skærpelse af den gamle – og i stedet for som tidligere at udpensle hver enkelt gerning, Gud forventer af mennesket, åbenbarer Jesus lovens fylde. Læs videre Kristus, loven og dens fylde

Profeter og frugt

Prædiken i Maugstrup Kirke, søndag den 26. juli 2015 kl. 10:30
(8. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21).

Evangelium betyder gode nyheder eller et godt budskab. I dag handler det om profeter og om frugt, og der er både gode og dårlige nyheder, først og fremmest en masse dårlige nyheder. Så selvom det er en glædelig dag i dag, hvor vi har døbt Gerda og Laura i den treenige Guds navn, så lad os alligevel begynde med de dårlige nyheder.

Falske profeter. Det har naturligvis en særlig klang, når man kommer som gæsteprædikant og skal tale om falske profeter, der er som ulve, men er klædt ud som får.

Hvad er en profet? Når man hører ordet profet, kommer man måske til at tænke på den unævnelige profet, som man ikke må tegne, og slet ikke med en bombe i turbanen, hvis man ellers har livet kært. Men lige bortset fra denne højst aktuelle trussel virker profeter som noget gammeldags, som noget, der ikke findes længere. Måske nogle, der har syner; nogle, som påstår, at de kan se ting, som andre ikke kan se. Nu til dags vil man være tilbøjelig til at mene, at folk, der har syner om fremtiden eller for den sags skyld om nutiden, bør lade sig indlægge, så de kan blive kureret for deres vrangforestillinger, og så vi andre kan slippe for at blive belemret med dem. Så bortset fra dem, vi betragter som galninge, har vi vist ingen profeter tilbage. Vi har selvfølgelig nogle økonomiske vismænd og tilmed også nogle spindoktorer, men det er ligesom ikke det samme. Læs videre Profeter og frugt

Gå du hen og gør ligeså

Prædiken til 13. søndag efter trinitatis (3 Mos 19,1–2.9–18; Gal 2,16–21; Luk 10,23–37).

Simon François Ravenet: Den Barmhjertige Samaritaner (1772)
Simon François Ravenet: Den Barmhjertige Samaritaner (1772)

Der er virkelig noget på spil både i Galaterbrevet og i fortællingen om den Barmhjertige Samaritaner. Men lad os begynde med evangelieteksten.

Det, som sætter gang i fortællingen, er en lovkyndig; at han betegnes som lovkyndig, vil sige, at han var en skriftklog, der vidste besked om alle de bud og love, som man i jødedommen på Jesu tid var nødt til at overholde, hvis man ville være retfærdig foran Gud – og som der står i dagens evangelietekst, så spørger denne lovkyndige altså Jesus for at sætte ham på prøve. Spørgsmålet, der i første omgang er udtænkt for at volde Jesus problemer, er, hvordan man arver evigt liv – med andre ord, hvad man skal gøre for at få del i Guds rige.

Og pudsigt nok svarer Jesus manden ved at spørge ham, hvad der står i loven, at man skal gøre; og den lovkyndige svarer ham – som vi har hørt – at man skal elske Gud af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke og af hele sit sind, og sin næste som sig selv. Efter at have hørt, hvad den lovkyndige siger, fortæller Jesus ham, at han har svaret rigtigt.

Og så burde historien jo sådan set slet ikke være længere; for den lovkyndige har jo allerede fået svar på sit spørgsmål om, hvordan man kan arve evigt liv. Men alligevel stopper den lovkyndige ikke her, selvom den fordring til mennesket, som Kristus har åbenbaret, forekommer at være såre simpel og ikke til at misforstå, men måske er det netop derfor, at manden bliver nødt til at forsøge at vriste sig fri fra den ved at spørge, hvem næsten er? Læs videre Gå du hen og gør ligeså

Den svære gæstfrihed og Guds straf: Hvordan skal vi forstå lignelsen om verdensdommen?

Prædikenrefleksion over Matt 25,31–46.

Verdensdommen. Byzantinsk mosaik (5. årh.) fra Basilica di Sant'Apollinare Nuovo, Ravenna, Italien.
Verdensdommen. Fårene ved Menneskesønnens højre hånd, bukkene ved den venstre. Byzantinsk mosaik (5. årh.) fra Basilica di Sant’Apollinare Nuovo, Ravenna, Italien.

“Jeg var fremmed, og I tog imod mig.” Ordene fra Jesu lignelse om verdensdommen citeres for tiden i debatten om, hvordan vi skal håndtere den aktuelle strøm af flygtninge og migranter. I skrivende stund er nogle hundrede syriske mænd, kvinder og børn på vej fra Rødby til Øresundsbroen, og billedet af en dansk, midaldrende mand (allerede i folkemunde kaldet “lamamanden”), der angiveligt spytter på folkemængden fra en motorvejsbro, har med god grund vakt stor forargelse.

Mange har bemærket, at vi ikke kan tillade os at kalde os et “kristent land”, hvis vi ikke er villige til at behandle flygtninge ordentligt. Og det kan da være rigtigt nok, selvom vores manglende “kristelighed” stikker dybere, end vi ofte vil indrømme. At der er andre gode grunde til, at det ikke giver mening at kalde et land “kristent” (et alt for ofte misbrugt adjektiv), skal ikke diskuteres her, men i hvert fald er det rigtigt nok, at det ingen mening giver at hævde, at Danmark, eller noget andet land for den sags skyld, skulle være grundlagt på såkaldt “kristne værdier”. Læs videre Den svære gæstfrihed og Guds straf: Hvordan skal vi forstå lignelsen om verdensdommen?