Prædiken i Studentermenigheden i København, Trinitatis Kirke, fredag d. 22. marts 2013 over teksten til palmesøndag efter 1. tekstrække, Matt 21,1–9.

Jesus er på vej. Det er han jo flere gange, og dagens tekst blev endda brugt allerede 1. søndag i advent. Nu er fastetiden næsten slut, og man fristes til at synge advents-salmer igen, nu hvor katastrofe-snestormen udeblev, men kulden har gjort forårs-Danmark til et is-inferno: »Glæd dig, Zion, glæd dig, Jord! / Se, din konge til dig kommer, / glæd dig i din vinter, Nord! / Kristus bringer evig sommer.«

Der er tre tilkomster, der flyder sammen: I adventstiden var Jesus på vej til Jorden for at blive født. Engang skal han komme igen og holde dom, så alt det skjulte skal komme frem i lyset. Og i dag er han på vej til Jerusalem for at blive korsfæstet. Men endnu er det ikke langfredag, og vi må forsøge at holde os til dagens tekst. Den er fyldt med et virvar af larm og bevægelse, men kommer ikke rigtig ud af stedet; den indbyder til at blive stående og betragte. Så lad os dvæle lidt ved, hvad der egentlig sker i palme­søndagens tekst.

De mange folk omkring Jesus tror tilsyneladende, at han skal indsættes som konge over Israel og oprette Guds stat på jorden, og det kan man vel ikke fortænke dem i – den gammeltestamentlige profeti, der ligger til grund, lyder unægtelig sådan, når den taler om, at Zions konge skal udråbe fred og herske fra hav til hav, lige til jordens ender. Men ifølge evangeliet ved Jesus selv bedre. Han ved faktisk det hele på forhånd, herunder også, at han ikke skal være konge – eller pave, for den sags skyld – men at han derimod skal henrettes.

Så det er en mærkelig, næsten grotesk scene, der udspiller sig: Der er en øredøvende larm fra folkemasserne, der kaster kapper og palmegrene på vejen for at hylde ham, som de tror, er en ny kong David. Og de råber eller snarere brøler: »hôši‘āh-nā’, hôši‘āh-nā’« – »så frels dog!«, betyder det. Hvis man gerne vil have et indtryk af noget lignende, skal man bare tænke på nutidens mellemøstlige folkemasser, når de i rasende demonstrationer råber »Allāhu akbar«.

Igennem det brølende, frådende menneskehav rider Jesus på et lånt æsel – eller et asen; som Kingo oprindelig skrev i den salme, der skal synges under altergangen: »Hans Adfær er kun ringe, / Et Asen er hans Hest, / Dog kand han undertvinge / Ald Satans Pak og Pest«. Evangeliet citerer profeten Zakarias for, at manden på æslet skal være sagtmodig – et ord, vi ikke bruger så meget længere; stilfærdig, sørgmodig, stille, ydmyg betyder det, kort sagt det stik modsatte af folkene omkring Jesus.

Alt i alt er det ikke ligefrem glæde, der præger dagens glædelige budskab. Det er derimod vanvid af forskellig slags. Folkemasserne er grebet af noget, der på overfladen ligner et kristeligt kærligheds-vanvid – nu kommer frelseren! Men mistanken rejser sig om, at det måske snarere er et ukristeligt, politisk vanvid: Nu skal besættelsesmagten smides på porten; nu skal romerne kyles ud, skatteopkræverne flås og værnemagerne hænges. Hvis Romerriget havde haft et flag, havde folkemasserne sikkert brændt det af. Eller måske er der tale om et religiøst vanvid – på den dårlige måde: Nu kommer Gudsriget; nu skal alle dem, der ikke er fromme nok, ryddes af vejen.

Den sagtmodige mand på æslet ved godt, hvad der er i vente, og han ved, at han vil komme til at skuffe folkeskarernes forventning, fordi de forventer det forkerte. På den ene side forventer de for meget, når de tror, at tømrersvenden skal være konge. På den anden side forventer de for lidt, hvilket nok skyldes, at de ikke har læst Filipperbrevs­hymnen, der er episteltekst på søndag. Dér ville folkene have kunnet høre, at Kristus Jesus foruden at være tømrersvend – og altså menneske – også er Guds Søn. En Gud, der er steget ned fra himlen og er kommet til jorden for at møde de mennesker, der ikke vil kendes ved ham. En Gud, der er ulykkeligt forelsket i menneskene. En ulykkeligt forelsket Gud, der i sagtmodighed rider endnu en afvisning i møde.

Altså er det noget ganske andet end en jordisk magthaver, der rider på æslet. Hvis Jesus for eksempel havde været romersk kejser eller general, havde han ikke redet på et æsel, men derimod kørt i et triumftog, og der havde stået en slave bag ham, der havde hvisket til ham: »Husk, at du er dødelig!«, for at storhedsvanviddet ikke skulle løbe af med ham. Og alligevel blev de romerske kejsere ofte udråbt til guder, når de var døde efter en glorværdig herskerkarriere. Med Kristus er det en anden sag: Med sangen fra Filipperbrevet i baghovedet tror vi, at han, Jesus Kristus, var en del af den treenige Gud fra før alting, før alle tider. Og her rider han så på et æsel, ulykkeligt forelsket i menneskene, på vej til en date med døden.

Set fra folkeskarernes synspunkt er palmesøndag en dag i spændt forventning. Set fra den ridende Guds synspunkt – og dermed også fra vores synspunkt, nu hvor vi har en vis fornemmelse af, hvad der skal ske – er palmesøndag derimod de dårlige forud-anelsers dag. Det er mere end almindeligt svært ikke at tage sorgerne på forskud, for vejen går jo – helt bogstaveligt – ad helvede til, via Golgata. Egentlig ikke så sært, at Kristus er sagtmodig. Det er jo ikke kun folkemasserne, der er grebet af vanvid. Kristus selv er i gang med noget, der ligner vanvid.

Men her må vi minde os selv og hinanden om, at dette vanvid er for vores skyld, hvilket sådan set ikke gør det hele mindre vanvittigt. Gud rider sin død i møde på et æsel – for vores skyld. Når vi får besked om at følge efter Kristus, tror vi, at det er Gud selv, vi følger efter. Eller anderledes udtrykt: Der, hvor vi går, er Gud gået i forvejen. Men hvis dét at følge Kristus efter ikke bare skal være et selvdestruktivt vanvid, er det ikke nok, at palmesøndags larmende og udmattende vandring omsider når til ende, på langfredag. Gud må have mere i sinde, hvis der skal åbnes for det glade, forførende, kristelige næstekærligheds-vanvid i Kristi efterfølgelse. I løbet af påskeugen må der ske noget uventet.

Amen.

Salmer:

• 172 – Se, vi går op til Jerusalem (indgangssalme)
• 177 – Kom, sandheds konge, Kristus, kom (salme efter prædikenen)
• 176 – Se, hvor nu Jesus træder (salme under altergangen)
• 599 – Lov og tak og evig ære ske dig (udgangssalme)

Kirkebøn:

Almægtige, treenige Gud! Fra før alle tider har du besluttet at skabe, opretholde, frelse og fuldende verden og os, der lever i den.

Herre Gud Fader, vi takker dig for, at du har skænket os livet, mennesker at leve med og et land at leve i. Vi beder dig, at du vil bevare landet og lade øvrigheden sikre os mod hinandens overgreb, når vi ikke tager imod livet som en gave, men søger at ødelægge det.

Herre Gud Søn, Jesus Kristus, vi takker dig for, at du ikke overlod og aldrig overlader os til intetheden eller til os selv, men at du opgav alt for at møde os, også dér hvor vi ikke vil møde dig. Træk os med i efterfølgelse af dig.

Herre Gud Helligånd, vi takker dig for, at du lader os høre fra dig i din kirke, ved forkyndelsen og sakramenterne. Hold os fast, til du engang lader dit sidste ord høre, og lad os leve med dig – Fader, Søn og Helligånd – i den evige salighed. Amen.

P.s.

Prædikenen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 21–24.