I denne artikel vil jeg undersøge Luthers nadverforståelse med udgangspunkt i: Eyn Sermon von dem Hochwirdigen Sacrament des Heyligen Waren Leychnams Christi Und von den Bruderschafften.^[1] Begrundelsen for, at det netop er denne tekst, der vil have artiklens bevågenhed, er, at den på alle måder forekommer at give et klart indblik i, hvordan Luther tænker angående nadveren. Men allerførst er det nyttigt med lidt baggrundshistorie for teksten. Den udkom i december 1519 og var den sidste af tre småskrifter om sakramenterne. De to første skrifter handlede selvfølgelig om dåben og boden.^[2] Alle skrifterne kan ses som en vejledning for lægfolk til en bedre forståelse af sakramenterne.^[3] Rent tidsmæssigt er skriftet altså placeret efter Luthers berømte afladsteser, der ifølge traditionen blev slået op på slotskirkens dør i Wittenberg d. 31. oktober 1517 og efter Heidelbergteserne og den berømte diskussion i Leipzig i 1519 (juni–juli).^[4] Man bør således også bemærke, at teksten er skrevet før d. 10. december 1520, hvor det endelige brud mellem Luther og Rom fandt sted, og Leo d. X’s bulle blev kastet på bålet sammen med den kirkelige lovsamling.^[5] Derudover skal det også siges, at jeg i denne omgang ikke har tænkt mig at komme ind på tillægget: Von den Bruderschafften.^[6]

I den første sætning peger Luther tilbage på de to skrifter, han tidligere havde forfattet om sakramenterne: Zum ersten, Das heylige Sacrament des altars und des heyligen waren leychnams Christi hat auch drey dingk, die man wissen muß.^[7] Grundlæggende er der altså tre ting, man skal vide angående nadveren, men som auch indikerer, gør det samme sig også gældende for de to andre sakramenter. Den første ting er: das sacrament odder zeychen.^[8] Den anden: die bedeutung des selben sacraments. Og den tredje: der glaub der selben beyden. Et sakramente består altså af et tegn, en betydning og som det tredje en tro på tegnet og betydningen. Sakramentet eller rettere tegnet: muß eußerlich und sichtlich seyn. Og det må være: yn eyner leyplichen form odder gestalt. Derimod forholder det sig stik modsat med betydningen, da den må: ynnerlich und geystlich seyn, yn dem geyst des menschen. Troen må: die beyde zusamen zu nuß und yn den prauch bringen. Tegnet er altså noget udvortes og synligt i en legemlig form eller skikkelse, hvorimod betydningen er noget indvortes, der forekommer i menneskets ånd. Troen på tegnet og betydningen er det, som bringer tegnet og betydningen sammen. Spørger man nu, hvilket udvortes tegn der gives for nadveren, er svaret, at det: steet yn der form und gestalt des brots und weyns. Nadveren foregår ved, at man: des brotis und weyns nieße mit essen und trincken. Sakramentet eller tegnet skal ifølge Luther modtages eller i det mindste begæres, hvis det skal nytte noget. Herefter bemærker Luther også, at nadveren ikke uddeles til folket under begge skikkelser, hvilket heller ikke er nødvendigt, så længe folket bare begærer sakramentet og stundom modtager det i én skikkelse, når præsterne bare nyder dem for folket hver dag. Angående dette punkt bemærker Luther dog: Es ist aber bey mir fur gut angesehen, das die kirch yn eynem gemeyn Concilio widderumb vorordenete, das man allen menschen beyder gestalt gebe. Luther understreger dog, at det ikke er afgørende om sakramentet gives i en eller to skikkelser, da det er troen det kommer an på. Men sakramentet skal gives til folket i to skikkelser, fordi: es zimlich und feyn were, ßo des sacraments gestalt und forme odder zeychen nit stucklich eyns teyls, sondern gantz geben wurden. Men også fordi nadveren er en fuldkommen og udelelig forening af de hellige. Derudover mener Luther heller ikke, at der er forbundet nogen særlig fare med kalken; her tænker han velsagtens på, hvis nogen skulle komme til at spilde det indviede blod.^[9] Det er nemlig Kristus selv, der har indstiftet begge skikkelser: vor alle seyne Christen zu prauchen.^[10]

Sakramentets betydning er: gemeynschafft aller heyligen. Derfor kaldes nadveren også for communio, og altergangen for communicare, da Kristus og alle hellige er: eyn geystlicher corper. For forståelsens skyld sammenligner Luther denne geystlicher corper med et folk i en by, der udgør ét fællesskab og én krop, sådan at alle byens borgere er hinandens og byens lemmer. På den samme måde er alle hellige kirkens og Kristi lemmer og en evig åndelig gudsstad; at blive optaget i denne by kaldes for at blive optaget i de helliges fællesskab og være indlemmet i Kristi åndelige legeme. At modtage sakramentet i skikkelse af brød og vin er derfor at modtage: eyn gewiß tzeychen på fælleskabet med Kristus. Og som autoritet henviser Luther til Paulus’ ord i 1 Kor 10,17; han gengiver dog ikke citatet ordret.^[11] Den, der modtager sakramentet får altså del i Kristi og de helliges åndelige goder. Men samtidigt får han, som modtager sakramentet også del i fælleskabets synd og lidelse, hvis én derfor vil nyde nadveren, må han også yde og gengælde kærligheden med kærlighed. Alßo yn dißem sacrament wirt dem menschen eyn gewiß tzeychen von gott selber geben durch den priester, das er mit Christo und seynen heyligen soll seyn eygen seyn, dartzu aller heyligen leben und leyden.^[12] Pga. dette fælleskab gør man derfor Kristus og alle de hellige fortræd ved at gøre et andet menneske fortræd, ligeledes gør man vel imod Kristus og de hellige ved at gøre vel imod et andet menneske.

Nadveren gives ifølge Luther til mennesket for at styrke det mod den synd, der stadig er i kødet efter dåben: Drumb unß die sund zu stercken und ermannen widder die selben sund, gibt unß gott diß sacrament. Og han fortsætter med at skrive, at det er, som om Gud med sakramentet vil sige: nym hyn diß tzeychen, damit ich dir zusage, das die sund nit dich alleyn, sondern meynen sun Christum und alle seyne heyligen yn hymell und erden anficht. Den, som har en dårlig samvittighed, skal derfor gå glad til alteret og lægge sin sorg på fælleskabet. Videre skriver Luther: Drumb ist yn dißem sacrament unß geben die unmessige gottis gnad und barmhertzickeit, das wir da allen yamer alle anfechtung von unß legen auff die gemeyn und sonderlich auf Christo.^[13] Den, der har en dårlig samvittighed, kan derfor sige til sig selv: Er jeg en synder, der er faldet, eller er jeg ramt af ulykker, så kan jeg gå til alters og modtage et tegn fra Gud: Das Christus gerechtickeit, seyn leben und leyden fur mich steht mit allen heyligen Engellnn und seligen ym hymmel und frummen menschen auff erden. Soll ich sterben ßo bin ich nit alleyn ym tod, leyd ich, sie leyden mit mir. Dette betegner Luther som nytten og frugten af nadveren. Luther vender herefter tilbage til et tema, som han allerede har berørt, nemlig fællesskabet. Bedst kommer forståelsen af fællesskab til udtryk i Kristi indstiftelsesord.^[14] For på den samme måde, som Kristus har hengivet sig for mennesket, vil Kristus, at det enkelte menneske skal hengive sig for andre. Derfor gælder det om at ihukomme, hvorledes Kristus har hengivet sig for alle mennesker, så man ikke selv glemmer at hengive sig for andre.^[15] Grunden til, at man ikke kun modtager nadveren én gang ligesom med dåben, er, at der selv i livet efter dåben tilstøder mennesket mange genvordigheder, da synden stadig er i menneskets kød og med den også menneskets dårlige samvittighed, der aldrig stopper med at plage. Derfor kan Luther også skrive, at de, der ikke kender til angst eller ulykker, ikke har nogen særlig nytte af nadveren, da den gives til dem, der har brug for trøst og styrkelse. Bedrøvelsen og angsten er derfor det, som gør mennesket værdigt til nadveren, da det ved sin bedrøvelse og angst længes efter tegnet på fælleskabet med Kristus.^[16]

Mere specifikt om sakramentets tegn, som er givet i brød og vin, skriver Luther, at Kristus ikke bare har indstiftet sakramentet, men også givet: seyn warhafftig naturlich fleysch yn dem brot und seyn naturlich warhafftig blut yn dem weyn.^[17] Der er således i nadveren tale om en realpræsens. Og videre skriver han, at på den samme måde: als das brot yn seynen warhafftigen naturlichen leychnam und der weyn yn seyn narturlich warhafftig blut vorwandelt wirt, bliver den, der modtager sakramentet, også forvandlet til det åndelige legeme ved at blive optaget i fælleskabet med Kristus og de hellige. Det er vigtigt at forstå, at der ikke kun er tale om en forvandling af brødet og vinen, men at der også foregår en forvandling af det menneske, der modtager nadveren. Dernæst fortæller Luther, hvorledes Kristus ikke har givet nadveren i én skikkelse, men i to. Det ene er hans kød i skikkelse af brødet, hvilket betegner hans liv og gode værk. Det andet er Kristi blod i skikkelse af vinen, der betegner Kristi lidelser og pinsler. Kristus har nemlig givet nadveren i to skikkelser, fordi mennesket har fællesskab med Kristus i hans liv, men også i hans lidelser.

Nu er Luther omsider nået til den tredje ting i sakramentet, nemlig troen. I teksten har han endda valgt at stave ordet med store bogstaver – GLAUBE – for at fremhæve det, og det er der også god grund til, da troen for Luther er det hvorpå: die macht an ligt. Det er ikke nok: das man wysse, was das sacrament sey und bedeute. Man må også tro på det og altså tro på, at man har modtaget det. Noget, der holder mennesket fra troen på nadveren, er spekulationer om: wo das brott bleybt, wans yn Christi fleysch vorwandelt wirt, und der weyn yn seyn blut, auch wie unter ßo eynem cleynen stuk brotts und weyns muge der gantz Christus, seyn fleysch und blut, beschlossen seyn.^[18] At man ikke kan se, hvordan og hvorledes det går til, er lige meget, for i nadveren skal man lade Gud bestemme! Luther skriver, at det er godt, hvis man ofte går til alters eller i det mindste dagligt ved messen styrker troen på sakramentet, for hvis man tvivler på det, gør man Gud til en løgner. Derudover skal man tage sig i agt og gøre mod sin næste, som man vil, at Kristus skal tage sig af én. De, der nemlig ikke gør det, ser ikke Kristi mening med sakramentet, men: gehe teglich hyn, halten und horen meß yn yhrer andacht, bleyben eynen tag wie den andernn.^[19] Her er der altså ikke tale om en forvandling af den, der modtager sakramentet. Man skal derfor se til, at man agter mere på Kristi åndelige legeme, der er fælleskabet, end på hans naturlige, da det naturlige legeme intet hjælper uden det åndelige. Der må altså, som han skriver, ske en forvandling med den, der modtager sakramentet. Ifølge Luther er der nemlig for mange, der bare modtager sakramentet, fordi sakramentet i sig selv skulle være velbehageligt for Gud. Men sakramentet er ikke indstiftet for Guds skyld, men for menneskets. Ja det er ligefrem: zubesorgen, das mit solchen ferlichen gloßen des sacraments craft und tugent unß gewand werden, und der glaub gantz unter gehe durch falsche sycherheyt des gemachten sacramentis.^[20] Man skal derfor se til, at sakramentet bliver et: opus operantis, das ist eyn prauchlich werk.^[21] Det vil sige en gerning, der er Gud til behag, da troen virker ved modtagelsen af sakramentet.

Sakramentet er også et synligt tegn, så mennesket kan berede sig på og vende sig til at forlade den synlige kærlighed, hjælp og trøst: und yn Christum und seyner heyligen unsichtliche lieb, hulff beystand zuerwegen, Dan der tod nympt alls sichlich ding und scheyd unß von den menschen und zeytlichen dingen.^[22] Med andre ord så kan mennesket med sakramentet altså berede sig på, hvad det vil sige kun at have Gud at kunne vende sig til i tiltro, når døden kommer. Derfor er nadveren også et sakramente til styrkelse: widder den todt und zum eyngang ynß ewig leben.^[23] Til slut opremser Luther så frugten af nadveren, som er fælleskabet og kærligheden, hvorigennem de, der modtager sakramentet, bliver styrket mod døden og alt ondt. Fælleskabet siges at have to sider, sådan at man på den ene side nyder godt af Kristus og de hellige, men samtidigt også lader andre nyde godt af én. Den egennyttige kærlighed bliver altså udryddet og lader den kærlighed tilbage, der er til fælles nytte, så der ved kærlighedens forvandling kun er: eyn brott, eyn tranck, eyn leyp, eyn gemeyn.

Litteratur

Christensen, Torben et al.: Luthers skrifter i udvalg I, Forlaget Aros, Århus 1980.

Lausten, Martin Schwarz: Martin Luther – munk, oprører, reformator, ALFA, København 2006

Luthers Werke, kritische Gesamtausgabe, 2. band. Weimar: Hermann Böhlau m.fl., 1883 ff.