Økumeni er et besværligt ord. Når man nævner det for ikke-teologer, forstår de det ikke; og hvis de endelig finder ud af, at man ikke bare sagde »økonomi« på en mumlende måde, går det helt galt, hvis man også begynder at tale om f.eks. »frelses-økonomi« eller »økonomisk trinitet«, altså Guds »husholdning« med frelsen.

Økumenien har det ædle formål at nedbryde de modsætninger, der skiller de kristne kirker fra hinanden, eller i det mindste bare at få kirkesamfundene til at tale med hinanden. Undertiden kan man godt få det indtryk, at mængden af tale bliver et succeskriterium i sig selv – kvantitet forveksles med kvalitet. I sådanne situationer ender den mellemkirkelige samtale med udsendelsen af erklæringer, der er så lange og med så mange forbehold, at ingen til sidst ved med sikkerhed, hvad der egentlig menes. (Alle, der har læst den romersk-katolsk-lutherske Fælleserklæring om retfærdiggørelseslæren fra 1999, burde vide, hvad jeg mener).

Det ville imidlertid være helt urimeligt at beskylde økumenien for bare at vade i dialog, samtale og tolerance. Det er jo velkendt, at få ting er bedre til at bringe stridende parter sammen end en fælles fjende; og de tidligste samarbejdsprojekter imellem katolikker og lutheranere var da også alt andet end fredelige. To eksempler:

Bondekrigen

I 1520’ernes Tyskland faldt udbredelsen af den lutherske reformation sammen med en voldsom social uro. En større opstand i Mellem- og Sydtyskland, der var drevet bl.a. af bøndernes fortvivlede harme over fyrsternes overgreb og undertrykkelse, blev på uheldig vis koblet sammen med en radikal udgave af den reformatoriske forkyndelse, som var tilskyndet og anført af bl.a. den yderliggående prædikant Thomas Müntzer (1489–1525), der hadede Luther af et godt hjerte. Müntzer betragtede Luther som et verdsliggjort flæskebjerg, der havde stjålet Bibelen fra kristenheden og ikke besad Guds ånd – »das geistlose, sanftlebende Fleisch zu Wittenberg«. Müntzers had til Luther blev gensidigt, og da bøndernes opstand, som ellers havde haft en vis sympati fra Luthers side, endte i et fanatisk myrderi under påberåbelse af evangeliet og under forventning om dommedags snarlige indtræden, slog Luthers mening om.  Rasende bønders henrettelse af grev Ludwig von Helfenstein (påskedag, 16. april 1525) førte til, at Luther udsendte en opfordring til fyrsterne om at stå ved deres ansvar som verdslig øvrighed og knuse bondeoprøret med alle midler:

For over én, der offentligt gør oprør, er ethvert menneske både overdommer og skarpretter [: bøddel]. Det er ganske ligesom når en brand bryder løs – den, der først kan få den slukket, er den bedste; for oprør er ikke [bare] et ondt mord, men derimod ligesom en storbrand, der antænder et land og pulveriserer det. Altså medfører et oprør, at et land bliver fyldt af mord og blodsudgydelse, og det gør folk til enker og forældreløse og ødelægger alt – som den allerstørste ulykke. Enhver, der kan, skal derfor slå til, kvæle og stikke ned, både hemmeligt og offentligt, og tænke, at der ikke kan være noget giftigere, skadeligere eller mere djævelsk end et oprørsk menneske, ganske ligesom når man må slå en gal hund ihjel; slår du ikke, så slår han dig og hele landet med dig. […]

Derfor, kære herrer: Frels her, red her, hjælp her, forbarm jer over de stakkels folk. Stik, slå, kvæl, hvem der kan; dør du af det, så er det godt for dig – en saligere død kan du aldrig opnå, for du dør i lydighed mod det guddommelige ord og befaling (Rom 13) og i kærlighedens tjeneste.^[1]

På dette tidspunkt, hvor den lutherske reformation kun var i sin vorden, og hvor den lutherske kristendom egentlig ikke var tilladt i Det Tysk-romerske Rige, gik lutherske og romersk-katolske fyrster gik sammen og knuste de oprørske bønder i skøn økumenisk samdrægtighed. I det blodbad, der blev kendt som Slaget ved Frankenhausen (15. maj 1525), blev Thüringens oprørere slagtet af de forenede fyrster og Den Tyske Bondekrig bragt til afslutning. Thomas Müntzer blev tilfangetaget, henrettet, parteret og sat på hjul og stejle den 27. maj 1525 foran byporten i Mühlhausen. Han huskes nu til dags for at have skabt den første reformatoriske gudstjenesteordning, og den apokalyptiske sværmer opnåede omkring 450 år senere også at blive gjort til en slags tidlig »socialistisk« martyr af de østtyske diktaturmyndigheder i den ateistiske »arbejder- og bonderepublik« DDR.

Gudsriget i Münster

Et andet glimrende eksempel på tidligt økumenisk samarbejde udspillede sig nogle år senere, da yderligtgående sværmere i 1533 havde overtaget kontrollen over byen Münster i Westfalen. Disse fanatikere var anført af bageren Jan Matthijs, prædikanten Bernd Rothmann og skrædderen, købmanden, sangeren, digteren og skuespilleren Jan van Leiden. De havde udset sig Münster som det nye Jerusalem og gav indbyggerne valget imellem udvandring eller gendåb. Byens arkiv og alle andre bøger end Bibelen blev brændt, pengevæsnet blev afskaffet, der indførtes ejendomsfællesskab (inspireret af den kristne urmenighed) og tvangs-flerkoneri (på grund af et overskud af kvinder) samt dødsstraf for overtrædelse af de ti bud. De gudløse skulle udryddes med vold og magt inden Kristi nært forestående genkomst.

Byen eller »døberriget« blev belejret af Münsters romersk-katolske fyrstbiskop Franz von Waldeck og den lutherske landgreve Philipp af Hessen. Inspiratoren Jan Matthijs havde hidtil identificeret sig med GT-figuren Enok og havde forudsagt Kristi genkomst i Münster inden påske 1534, men da genkomsten (som så ofte før og siden) udeblev, gik Matthijs nu over til at forstå sig selv som den gammeltestamentlige helt Gideon (Dom 6–8) og forsøgte at bryde belejrernes ring om byen. Påskedag 1534 gik han ubevæbnet ud af byen sammen med nogle få mænd; resultatet blev deres død, hvorefter belejrerne angiveligt sømmede Matthijs’ kønsdele op på byporten og satte hans hoved på en stage til skræk og advarsel, mens de øvrige rester blev samlet ind af byens borgere. Inde i det belejrede ny Jerusalem lod Jan van Leiden sig i september 1534 udråbe til kong Johan(nes) I af Zions Rige, giftede sig med en 16–17 koner og foranstaltede drabet på alle, der mistænktes for at samarbejde med Antikrist i skikkelse af de belejrende katolsk-lutherske fyrster. Men omsider brød forsvaret sammen, og »Zions Rige« faldt i juni 1535 under blodige massakrer.

Kulminationen på den brutale »økumeniske samtale« indtraf, da kong Johan og hans medarbejdere Bernd Knipperdolling og Bernd Krechting den 27. januar 1536 på Münsters stortorv under hensynsløs tortur blev kvalt med glødende tænger og efterfølgende dolket. Deres lig blev anbragt i jernbure, der blev ophængt i tårnet på Skt. Lamberti kirke, hvor resterne af ligene lå indtil 1881.^[2]

Kirken skadedes, da byen igen var under angreb fra allierede hære i 1944, men kurvene hænger der endnu; lige dele turistattraktion og økumenisk manifest.

Litteratur:

Carsten Bach-Nielsens afsnit »1500–1800« i Carsten Bach-Nielsen og Jens Holger Schørring: Kirkens historie, bd. 2. København: Hans Reitzels Forlag, 2012; s. 65 ff. og 88 ff.

Hjalmar Holmquist og Jens Nørregaard: Kirkehistorie. II. Den nyere Tid. Tredje paa ny omarbejdede udgave. København: J.H. Schultz Forlag, 1949; §§ 7–8, s. 69–77.

Se også artiklen om Døberriget i Münster mv.