Hvad er Tidehverv? Denne bevægelse eller gruppering, som man ofte hører om – navnlig i de teologiske diskussioner – men som mange måske ikke helt har fået hånd om: Hvem er de, og hvad er det, de vil?

Denne artikel er selvsagt ikke en fyldestgørende gennemgang af arbejdsfællesskabet Tidehverv. Hvis man vil læse en mere gennemarbejdet behandling, kan man konsultere Torben Brammings bog Tidehvervs Historie fra 1993, som jeg også har fundet væsentlig inspiration hos til denne artikel. Jeg vil holde fokus på formationsperioden i 1920’erne og 1930’erne, hvor det teologiske og kulturelle landskab i Danmark vågnede op til en ny og mere kras udgave af evangeliet og menneskesynet, nemlig arbejdsfællesskabet Tidehverv. For det er dette, der om noget kendetegner Tidehverv: En ikke-idealiserende og ikke-romantiserende forståelse af, hvad det vil sige at være menneske sat under Guds bud.

I begyndelsen var opgøret

Det almene kulturelle opgør, der opstod i det værdimæssige tomrum, som lå i kølvandet på Første Verdenskrigs rædsler, fik et særligt dansk udtryk i form af den både forkætrede og navnkundige tidehvervskreds, der i 1920’erne opstod som en udbrydergruppe fra Danmarks Kristelige Studenterforbund. Den tog på sig at fremføre et felttog imod “den fromme kirkelighed” og alt, der emmede af selvgod, oplevet og følelsesladet religiøsitet, som man beskyldte for at sætte mennesket i centrum, hvor Guds plads ellers retmæssigt var.

Efter Første Verdenskrig var verden på sin vis i chok. Den optimisme, der havde hersket op til 1914, var død sammen med soldaterne i skyttegravene, og det stod klart, at den idealisme, der havde eksisteret før krigen ikke længere havde gang på jorden. Fra teologisk hold blev svaret på det værdimæssige vakuum særligt formuleret af Karl Barth, der blev frontfigur for den såkaldte dialektiske teologi, der (blandt andet inspireret af Kierkegaard) hævdede et absolut og endegyldigt kvalitativt skel imellem Gud og mennesker – tilmed som det eneste skel, det giver mening at sætte. Verdens tilsyneladende forskelle gav ingen mening at påpege. For over for Gud er ligheden mellem mennesker større end de tilsyneladende forskelle.

Og hvis nogen var i tvivl om menneskets syndighed, kunne man bare pege på den netop overståede dødsmassakre i Første Verdenskrig, hvor en hel europæisk ungdom var faldet for hinandens kugler. Den teknologiske og samfundsmæssige udvikling kunne ikke blot anvendes til moderne bekvemmeligheder og større retfærdighed, den kunne også bruges til fremstilling af nye dødsmaskiner og opildne en hel generation til krigslyst og våbengny.

Karl Barths tanker var dels en inspiration, dels viste de sig blot parallelle med nogle af tidehvervskredsens skriverier. Tidehvervskredsen fandt dog ikke deres væsentligste inspirator i Barth, og kælenavnet “barthianerne”, som de var kendt under i offentligheden, er mest af alt misvisende.

Formationsperioden

De fire første redaktører af bladet Tidehverv og tilmed bevægelsens rygrad var Niels Ivar Heje, Gustav Brøndsted, Tage Schack og Kristoffer Olesen Larsen. De var tidligere tilknyttet Studenterforbundet, en bevægelse, der skulle opvække og omvende ungdommen til kristendommen. Her havde de været en del af et stærkt oplevelsespræget kristeligt fællesskab, hvor inderliggørelse og personlighedsudvikling var i højsædet. I løbet af 20’erne formulerede de en stadig skarpere kritik mod den følelsesprægede forkyndelse og den fromme moralforståelse, der herskede i de pietistiske og liberalteologiske miljøer. I begyndelsen foregik opgøret inden for Studenterforbundet, men snart smuldrede Studenterforbundet under den interne strid og de nye vinde hvirvlede et blad op fra den støvede jord, og Tidehverv stadfæstedes som arbejdsfællesskab hen over sommeren 1926 og udkom for første gang samme efterår. Herfra bredte dets indvirkning sig langsomt ud og satte sine fingeraftryk rundt omkring i den danske kirke- og kulturdebat.

I etableringsperiode de følgende år fokuseredes opgøret, og “Synspunktet” bliver klart. Til en begyndelse skylder man at bemærke om Tidehverv, at de gjorde en dyd ud af ikke at være programmatiske og skabe enhedsfront. Hver mand måtte svare for sig selv, men opgøret havde de tilfælles. Derfor kan man også spore visse væsentlige lighedstræk tidehvervsfolkene imellem. Således hedder det blandt andet i Tidehvervs “programskrift” forfattet af Gustav Brøndsted:

“vi mangler Evnen til at holde os til “Sagen”, vi forstaar ikke at drage Grænserne mellem kirkeligt og ikke-kirkeligt Stof. Men bliver Bladet i nogen Maade et kristeligt, da bliver det gennem Synspunktet, ikke gennem Stoffet, – gennem Sigtet mere end gennem Meninger” (i Leif Grane: Tidehverv. En antologi, 1967).

Selvom man i tidehvervskredsen altså ikke dannede samlet front, udarbejder partiprogrammer eller handlingsplaner, er der alligevel væsentlige lighedstræk at spore. “Synspunktet” træder med andre ord frem.

Man kan i denne sammenhæng referere til det nuværende Tidehverv. I 2008 blev den nu tilbagetrådte redaktør af bladet, Søren Krarup, af en journalist fra Politiken spurgt, “hvad Tidehverv skal”, hvortil Krarup svarer: “Ikke en skid!” De bramfrie ord får efter sigende lov til at hænge i luften et par sekunder, inden Krarup selv tilføjer: “Tidehverv skal sige sandheden!” Dette kunne som sådan også være sagt af Gustav Brøndsted eller N.I. Heje.

Allerede tidligt blev Luther og Kierkegaard de store kirkefædre for Tidehverv – foruden en interesse for såvel Nietzsches anti-idealisme som forfatterne Fjodor Dostojevskij og Sigrid Undsets virkelighedsbesindelse, alt imens Bultmann og dennes eksistensteologi (og ikke Barth) blev den tyske inspirationskilde for flere af folkene i Tidehverv og stadig er det den dag i dag.

Opgøret begrænsede sig desuden ikke til at være en kritik af den fromladne kristendom i Studenterforbundet og lignende selvgode fora, men bredte sig ud til at være en kritik af enhver idealistisk præget livsholdning, der tillagde mennesket mulighed for at opbygge sig selv til Vorherre. Mennesket var helt og fuldt en synder, og der var en absolut kvalitativ forskel mellem Gud og mennesker.

“Hr. Bartholdy vil have den hele Luther; det vil Fanden ogsaa!”

En af de tidlige fronter, som Tidehverv udkæmpede deres bataljer på, er fronten vendt imod Indre Mission og denne forenings selvgode og løgnagtige forkyndelse, som ifølge tidehvervskredsen var såvel en fordrejning af evangeliet som en hån imod Luther.

Et godt eksempel på opgørets indhold og karske debatform kommer til udtryk i den lidenskabelige batalje om den rette Luther-tolkning, som tidehvervspræsten Hans Jacob Hansen og den senere formand for Indre Mission, Christian Bartholdy, udkæmpede i Tidehvervs spalter 1930–1931. Den giver et ganske godt indtryk af, hvilke metoder tidehvervsfolkene gjorde brug af, og præsenterer en af opgørets væsentligste fronter, nemlig opgøret med den fromme, moraliserende pietistiske teologi.

Diskussionen eller polemikken mellem H.I. Hansen og C. Bartholdy er primært en diskussion om at stå på ret bibelsk-luthersk grund, måske især med vægtlægning på luthersk. Hansen skriver indledningsvist:

“Opgaven er denne, at konfrontere den indremissionske Kristendomsopfattelse og Forkyndelse med den bibelsk-reformatoriske og saa paavise, hvori den første afviger fra den sidste” (se 4. årg., nr. 9, s. 129).

Denne diskussion falder primært i tre afdelinger, hvor H.I. Hansen så afgjort fylder mest. Først og fremmest beskylder Hansen Indre Mission for at fylde de teologiske begreber tro, nåde og dåb med et forkert indhold: Troen bliver for Indre Mission en from følelse (og dermed en påviselig præstation), nåden bliver til en synlig forekomst, og dåben bliver ringeagtet ved ikke at være Guds ord til den enkelte, men en form for fromt hokus-pokus, som lægger et sædekorn af herlighed i barnet, som så enten kan vanrøgtes eller pusles til salighed.

Pointen er for Hansen den meget simple, at over for Gud står vi altid med tomme hænder, og frelsen kommer på ingen måde an på fromme følelser og troens sikre tegn. Salighed handler ikke om vished om et evigt liv i herlighed, men om at give Gud alt og sig selv intet. Tro handler ikke om følelser, men er “Christi tro for os”, og tegnene på troen kan man ikke fremsætte til skue – for på den måde gør man i sidste ende Gud ufri og sætter sig selv på det dommersæde, som man skal lade Vorherre forblive siddende på som enehersker.

Kort sagt forbryder Indre Mission ifølge Hansen sig mod det eneste kvalitative skel, det giver mening at sætte: Nemlig skellet mellem Gud og mennesker. Indre Mission, siger Hansen, prædiker et falsk skel imellem de hellige og de vantro, som på ingen måde er i overensstemmelse med hverken Kristus eller Luther.

Christian Bartholdy forsvarer sig med at henvise til steder hos Luther – og i Skriften – hvor også Luther ser sig i stand til at kunne “dømme i Aandelig henseende”, og Bartholdy beskylder således Hansen for ikke at fremstille “den hele Luther”, så vi kan diskutere ud fra et ordentligt grundlag. Til dette replicerer Hansen med de krasse, polemiske ord: “Hr. Bartholdy vil have den hele Luther – det vil Fanden ogsaa!”

Det er dels en meget karakteristisk sprogbrug for tidehvervsfolkene, dels udtryk for et væsentligt punkt for Tidehverv. Det handler grundlæggende om ikke at tænke i abstraktioner og i systemer og frem for alt om “at være Jorden tro”.

At være Jorden tro

Nogle af de “synspunkter”, der går igen i tidehvervskredsens skriverier, er en fokusering på “virkelighed” i modsætning til “idealitet”, “øjeblikket” og “situation” i modsætning til både subjektivismens og objektivismens abstraktion – dvs. mennesket sat i en konkret virkelighed med næsten, som det ikke skal forsøge at undsige sig ved at idealisere eller abstrahere situationen og derved krybe uden om kravet til den enkelte. Man vil ikke have “den hele Luther”, “den hele Bibel”, for en helhedstænkning ender i system, plan og abstraktion og løsriver sig dermed fra virkeligheden, hvorfor den mister mulighed for at være et Ord til den enkelte.

Det er altså det konkrete levede jordiske liv, der går igen for tidehvervsfolkene, selvom det får forskellig accentuering og er ledsaget af forskellige vendinger og understøttet af forskellige koryfæer.

Således kan virkelighedsbesindelsen for N.O. Jensen være hentet hos Luther og handle om “at være Jorden tro”. Således hedder det i en artikel i Tidehverv i 1930: “Velsigne Livet, men ikke et tænkt, et idealiseret, men dette jordbundne Liv, denne Jord, denne Tilværelse saadan, som den er, det er Luthers Anerkendelse af, at Gud er Skaberen og vi det skabte.” Hos N.I. Heje kan det handle om at leve det reale liv i almindelig pligt og ansvar erkendende sin menneskelige begrænsning. For eksempel hedder det om en undergang i tiden, en “Undergang som den Angst, der i Tidens Letsind og Tungsind, og ogsaa i den kristelige Rodløshed hemmeligt suger Marven ud af den enkelte, hindrer dem i stille at tage et Pligtarbejde op, erkendende deres Begrænsning og deres Ansvar ikke alene for sig selv, og gør dem til Nuets Børn i Jagen uden Haab, klamrende sig til ethvert videnskabeligt og religiøst Halmstraa”. Eller livet levet med “Afgørelsen” i “Øjeblikket”, som K. Olesen Larsen betoner med inspiration fra Kierkegaard. Som han skriver: “Om Øjeblikket virkelig har afgørende Betydning, maa det enkelte Individ afgøre for sit eget Vedkommende og paa eget Ansvar – ved at antage det som Forudsætning eller ved at benægte det (Olesen Larsen 1966, 21; se også DDKH 183). Det kan også handle om ikke at flygte fra virkeligheden ind i kirken, men holde sig virkelighedens opgave for øje, som Tage Schack skriver om under Anden Verdenskrig (Grane 1967, 185), eller det kan være at undsige sig almindelig indigneret moraliseren på andre menneskers vegne, som Knud Hansen gør i forhold til Kaj Munk (Grane 1967, 220–221).

På alle måder handler det om ikke at opbygge moralske og idealistiske luftkasteller, kirkelige såvel som humanistiske, fordi de i det væsentlige holder det virkelige liv på afstand til fordel for et enten sekterisk eller abstraheret menneskeliv, hvor det ikke handler om at leve i etisk bundethed til Gud og næsten, men om at leve op til et kirkeligt eller borgerligt ideal, som er godt i sig selv – og dermed selvgodt.

En sidste ting, det er værd at nævne i forbindelse med Tidehverv, er den notoriske allergi over for forsamlinger og miljødannelser, som redaktørerne havde oplevet på egen krop i Studenterforbundet. Fællesskaber lukker sig om sig selv og holder det virkelige liv fra livet. Den selvgode forbrødring i hellige alliancer og kirkelige kaffeklubber var ikke tidehvervskredsens kop te.

Kamikaze-teologi

Det går igen i beskrivelserne af Tidehverv, at de ikke var hverken populære eller store i antal, men deres indflydelse og indvirkning på det kirkelige miljø i Danmark var til at tage at føle på. Bramming har den karakteristiske beskrivelse i begyndelsen af sin bog om Tidehvervs historie: “Få […] sværger til det; ingen kirkelige retninger og ingen kulturdebat er upåvirket af det. Det var og er et kirkeligt og kulturelt notabene” – en formulering, han har fra en artikel, der blev skrevet i Berlingske Tidende i anledning af 10-års-jubilæet i 1936.

Om den indvirkning, de så fik på det kirkelige landskab, var for stor eller for lille, er der selvsagt delte meninger om. Leif Grane, der selv var lidt af en tidehvervsmand, skriver i indledningen til Tidehverv. En antologi, som han udgav i 1967, at den angrebne kirkelighed enten ikke forstod dybden af kritikken eller ikke gad tage kården op og kæmpe. Derfor vandt Tidehvervs opgør ikke ordentlig udbredelse. I det store hele fortsatte den fromladne kristendom ufortrødent.

Forfatteren bag bogen Dansk Teologi siden 1900, N.H. Søe, mener så afgjort, at tidehvervskredsen gjorde mest skade, for de forblev stærkest, når de nedbrød. Opbygge kunne de ikke finde ud af, så de endte med en afstumpet forståelse af evangeliet.

P.G. Lindhardt og Jakob Ballings vurdering i Den Nordiske Kirkes Historie er den, at det var en skuffelse for tidehvervskredsen, at de ikke formåede at få en større folkelig udbredelse, men Lindhardt og Balling mener desuden, at tidehvervskredsen var med til at skabe en teologisk fornyelse og satte grænsepælene for den kirkelige debat. Videre forklarer Lindhardt i Danmarks Kirkes Historie bd. VIII, at den folkelige frigørelse, som tidehvervsfolkene havde troet, at “folket” ville være ellevilde for (hvorfor tidehvervsfolkene til tider sammenlignede deres opgør med Luthers opgør med pavekirken), ikke havde gang på jord, eftersom folkets religiøsitet var præget af en almindelig halvfrom, halvrationalistisk, moralsk kristendomsforståelse, som de ikke følte behov for at ændre på.

Det med skuffelsen kan dog nok diskuteres, al den stund tidehvervskredsen havde en karakter af kamikaze-piloter over sig – de ville kritisere og gøre oprør, og alle tiltag til religiøs kult eller helgendyrkelse omkring deres personer eller arbejdsfællesskabet Tidehverv blev afskyet og skudt ned med det samme. De fik ikke en stor discipelkreds, og det ønskede de heller ikke. Hvis man med “folkelig udbredelse” mener, at folket ville forstå opgøret og selv blive lige så kritiske, så er det nok rigtigt at tale om en skuffelse. Men hvorvidt de havde forventet en bred opbakning, er nu nok tvivlsomt.

Til slut

Man kan mene meget om den tidehvervske stil, men sandt er det, at tidehvervskredsen fra sin begyndelse aldrig afstod fra at tale en følelsesivrig og idealistisk religiøsitet midt imod, hvilket der var mulighed for i kølvandet på Første Verdenskrig, der havde lagt såvel Europa som den kulturelle idealisme øde. Dette var situationen og øjeblikkets kald for tidehvervsfolkene: At føre de tænkere, der besindede sig på virkeligheden og det jordiske liv, i marken til forsvar for evangeliet uden at tage hensyn til fine følelser, sarte sjæle og ømskindet kirkelighed.

Også i dag er det kendetegnende for fremtrædende tidehvervsfolk, at den selvgode idealisme skal have med hammeren, også når det drejer sig om formynderiske angreb på familien, en naiv og lalleglad udlændingepolitik, en politisering af kirken eller en idealistisk ligestillingstænkning. Mange taler om, at Tidehverv er blevet politisk, men 1) giver det ikke mening at tale om, at “Tidehverv” er blevet noget som helst, al den stund hver mand svarer for sig selv, og at der ikke er noget (erklæret) partiprogram at skrive under på, og 2) skyldes den blandt fremtrædende tidehvervsfolk stigende deltagelse i den offentlige og politiske debat, at fronten har flyttet sig: Opgøret har siden efterkrigstiden været imod en idealiseret humanisme og en formynderisk velfærdsmodel, som man beskylder for at ville fremture en idealistisk og umyndiggørende “godhedsindustri”, som i sidste ende tager ansvaret fra den enkelte og abstraherer forholdene til næsten til at være et spørgsmål om den rette indkøbsliste og størrelsen af BNP, der bruges på tredjeverdenslande.

Således kan Jesper Langballe i biografien om ham, som udkom i 2010, sige imod det kulturradikale og humanistiske parnas, at det er udtryk for “en forrygende tro på det gode i mennesket. Og hvis verden ikke vil lade sig forbedre, fordi menneskene ikke er så ideelle, som de kulturradikale forestiller sig, ja så er det, de bliver sure på verden. Det ender med, at man vil skabe et lighedssamfund ved at bekæmpe alle forskelle.” Og om diskussionen om revselsesretten hedder det for eksempel: “Vores kamp dengang drejede sig ikke om retten til at revse, men om modstand mod statens ret til at lave en opdragelseslov. Det er sådan noget, staten gør i totalitære samfund.” Eller om statens moraliseren på sundhedsområdet: “Man skal stort set aldrig gøre, som staten beder én om, men man skal overholde landets love. Moralske anbefalinger fra statens side skal man blæse højt og flot på. Det er en sundhedskult, der er fuldstændig sjælløs. Det er, som om det eneste, der tæller her i verden, er det elendige kadaver, vi slæber rundt på. Altså, en tom sjæl i et sundt legeme.”

Eksempler som disse viser for mig at se meget godt, at der er bevaret en lige linje fra Tidehvervs etableringsperiode og til tankegangen bag betydelige personer, der tilslutter sig “Synspunktet” i dag. Men det afslutter nok ikke diskussionen om, hvorvidt Tidehverv har ændret kurs siden etableringstiden i 20’erne og 30’erne.

Anvendt litteratur:

Dansk teologi siden 1900 (1965) af N.H. Søe.

Den danske kirkes Historie, bd. VIII. (1966) af P.G. Lindhardt.

Den nordiske kirkes historie (1967) af Jakob Balling og P.G. Lindhardt.

“Kirkens Skat. Svar til Biskop Ammundsen”, i: Historie og Evangelium. Afhandlinger, Foredrag og Udkast (1966) af Gustav Brøndsted.

Langballe. En biografi (2010) af Mads Jensen og Mads Bregenov-Pedersen.

Søren Kierkegaard læst af K. Olesen Larsen (1966) udgivet af Vibeke Olesen Larsen og Tage Wilhjelm.

Tidehverv. En Antologi (1967) redigeret af Leif Grane.

Tidehvervs Historie (1993) af Torben Bramming.

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 94–101.