Tag-arkiv: Friedrich Nietzsche

Det gode liv

Foredrag på Rønshoved Højskole

Gerard van Honthorst: Den glade violinist med et glas vin (ca. 1624)
Gerard van Honthorst: Den glade violinist med et glas vin (ca. 1624)

Det er efterhånden blevet noget af en kliché, for vi hører det igen og igen, at den ene og den anden rapport viser, at danskerne er det lykkeligste folk i verden. Vi var godt nok kravlet ned på en andenplads, Schweiz og Island havde taget føringen i 2015, men nu er vi tilbage på toppen.[1] Heldigvis, for vi kan jo ikke have, at andre går rundt og er mere lykkelige end os.

Man kan vel sige, at hvis vi skal tro de her undersøgelser, så forstår danskerne at leve “det gode liv”. Nogle forskere har dog peget på det indlysende problematiske i at lave den slags sammenligninger mellem forskellige nationer og landes lykke. Vi har jo forskellige ord for lykke, så hvordan kan vi vide, at vi taler om det samme? Kan det engelske “happiness” for eksempel oversættes direkte til det danske “lykke”? Menes der for eksempel i virkeligheden mere noget hen ad tilfredshed, eller menes der en slags ekstatisk lykkefølelse? Det kan i hvert fald være svært at afgøre, hvis man bare spørger folk: “Føler du dig lykkelig?”. Tja…

Det sproglige problem afslører et dybereliggende forhold, nemlig at vores opfattelse af lykke og “det gode liv” er indlejret i en større kulturel sammenhæng. Kan man virkelig sammenligne begreber om lykke på tværs af kulturer, ja, kan man overhovedet sammenligne to menneskers begreber om lykke – kan jeg overhovedet selv lave den sammenligning, om jeg er mere lykkelig i dag, end jeg var i går? Læs videre Det gode liv

Profeter og frugt

Prædiken i Maugstrup Kirke, søndag den 26. juli 2015 kl. 10:30
(8. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21).

Evangelium betyder gode nyheder eller et godt budskab. I dag handler det om profeter og om frugt, og der er både gode og dårlige nyheder, først og fremmest en masse dårlige nyheder. Så selvom det er en glædelig dag i dag, hvor vi har døbt Gerda og Laura i den treenige Guds navn, så lad os alligevel begynde med de dårlige nyheder.

Falske profeter. Det har naturligvis en særlig klang, når man kommer som gæsteprædikant og skal tale om falske profeter, der er som ulve, men er klædt ud som får.

Hvad er en profet? Når man hører ordet profet, kommer man måske til at tænke på den unævnelige profet, som man ikke må tegne, og slet ikke med en bombe i turbanen, hvis man ellers har livet kært. Men lige bortset fra denne højst aktuelle trussel virker profeter som noget gammeldags, som noget, der ikke findes længere. Måske nogle, der har syner; nogle, som påstår, at de kan se ting, som andre ikke kan se. Nu til dags vil man være tilbøjelig til at mene, at folk, der har syner om fremtiden eller for den sags skyld om nutiden, bør lade sig indlægge, så de kan blive kureret for deres vrangforestillinger, og så vi andre kan slippe for at blive belemret med dem. Så bortset fra dem, vi betragter som galninge, har vi vist ingen profeter tilbage. Vi har selvfølgelig nogle økonomiske vismænd og tilmed også nogle spindoktorer, men det er ligesom ikke det samme. Læs videre Profeter og frugt

En skræk i livet (selv)

Udvidet polemisk prædiken over Joh 12,25–26.

“Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.” (Joh 12,25–26)

tamataBevæger man sig i østlig retning fra Athens Syntagma-plads, ad hovedgaden Vassilissis Sofias, finder man på højre hånd museet for byzantinsk kunst. For tiden står der i gården en gammel fiskekutter, tilplastret med gyldne og sølvskinnende plader. På pladerne står på farsi og arabisk navne på flygtninge, som er omkomne på deres vej over Middelhavet i små både i stil med fiskekutteren. Pladerne er udformet som de såkaldte tamata, små metalplader med bønner, som anvendes i den ortodokse kirke. De omkomnes navne er blevet en bøn om frelse. På et tilhørende skilt forklares, at båden er et mindesmærke over de døde og en bøn om guddommelig indgriben. Installationen er derved en klar påmindelse om en ulykkelig situation for Grækenland og Europa i det hele taget – men også en påmindelse, såvel som et håb om, at kun Gud kan løse problemerne endeligt. Læs videre En skræk i livet (selv)

Det erotiske gudsbevis?

Linjevogterteologiske opstød over Thomas Østergaard Aallmanns bog Længsel.[1]

Thomas Østergaard Aallmann: Længsel. Fredericia: C.S. Lewis Selskabet/Fokal/Lohse
Thomas Østergaard Aallmann: Længsel (Fredericia: C.S. Lewis Selskabet/Fokal/Lohse, 2013).

Sognepræst Thomas Østergaard Aallmann har skrevet en bog om længsel. Det følgende er ikke så meget en anmeldelse, som nogle kritiske bemærkninger.

Stilmæssigt er Aallmann i boldgade med den amerikanske populærteolog Rob Bell, eller noget i den dur. Korte sætninger. Punktummer. Det er ganske forståeligt, at teologer, som er vant til tør tysk tænkning, finder det forfriskende med populærteologi i denne genre. Men hvor Bell er funderet i en bibelsk teologi, kører Aallmann desværre ofte af sporet i filosofisk sniksnak.

Tilgangen i det følgende er dog hverken æstetisk, psykologisk eller (forresten) interesseret i samfundsaktuelle spørgsmål. Der er gode, fine ting i bogen, som let og elegant vil blive forbigået: Hele Aallmanns opgør med moderne nihilisme, overfladiskhed og historieløshed, forsvaret for den historiefortællende tilgang til troen. Fine ting. Læs videre Det erotiske gudsbevis?

En lugt af nåde – jul med Kingo

Thomas Kingo med nissehue
Hent et sangark (pdf) med Kingos julesalme Op, hjerte, op med fyrig tro!

Kingo er måske den mest u-julede af de store danske salmedigtere, i hvert fald hvis man skal tro de almindelige fordomme om, at Kingos salmer er gravalvorlige, dystre og mørke; og det er da også sandt, at f.eks. Far verden, far vel ikke er det mest oplagte salmevalg ved hverken julegudstjeneste eller juletræsomvandring, selvom dens krasse karskhed måske kunne udgøre en tiltrængt afveksling.

Hvis man gider pakke fordommene ned og i stedet læse Kingos tekster, vil det imidlertid vise sig, at hans julesalmer er fyldt af glæde over det, julen i virkeligheden handler om: At Gud blev menneske. Så hvis man i juletiden trænger til en modgift til Søren Banjomus og alle hans gerninger og alt hans væsen, kan man ty til Kingo. Læs videre En lugt af nåde – jul med Kingo

Tidehverv og dets opgør med den selvgode fromhed

Hvad er Tidehverv? Denne bevægelse eller gruppering, som man ofte hører om – navnlig i de teologiske diskussioner – men som mange måske ikke helt har fået hånd om: Hvem er de, og hvad er det, de vil?

Denne artikel er selvsagt ikke en fyldestgørende gennemgang af arbejdsfællesskabet Tidehverv. Hvis man vil læse en mere gennemarbejdet behandling, kan man konsultere Torben Brammings bog Tidehvervs Historie fra 1993, som jeg også har fundet væsentlig inspiration hos til denne artikel. Jeg vil holde fokus på formationsperioden i 1920’erne og 1930’erne, hvor det teologiske og kulturelle landskab i Danmark vågnede op til en ny og mere kras udgave af evangeliet og menneskesynet, nemlig arbejdsfællesskabet Tidehverv. For det er dette, der om noget kendetegner Tidehverv: En ikke-idealiserende og ikke-romantiserende forståelse af, hvad det vil sige at være menneske sat under Guds bud. Læs videre Tidehverv og dets opgør med den selvgode fromhed