Har EU en religion? Onde tunger vil sikkert sige, at EU er en religion, og der er da unægtelig også religiøse træk i EU’s ikonografi. Eksempelvis er denne statue opstillet uden for Paul-Henri Spaak-bygningen i Bruxelles, hvor Europa-Parlamentet holder til, når det ikke er i Strasbourg:

Statuen Europe (1993) af belgieren May Claerhout (f. 1939) forestiller den fønikiske sagnprinsesse Europa. I den græsk-romerske mytologi bliver prinsesse Εὐρώπη bort- og forført af en tyr, der i virkeligheden er overguden Zeus i forklædning. På statuen er tyren imidlertid ikke til stede, for meningen er angiveligt snarere at symbolisere, hvordan Europa (eller EU-systemet) holdes oppe af de europæiske folk, som »hun« selv er en del af. For at denne subtile tanke ikke skal gå ubemærket hen over de europæiske folks hoveder, er prinsessen desuden blevet udstyret med et noget mindre subtilt E, der triumferende rækkes mod himlen i en strakt, højre arm. Symbolikken er ikke bare skåret ud i pap, men støbt i bronze, og hvis statuen var blevet skabt efter euroens indførelse, må man tro, at E var blevet til €, svarende til euro-monumentet ved Den Europæiske Centralbanks hovedsæde i banksektorens hellige stad, Frankfurt am Main:

Konspirationer om verdensdom og -herredømme

Vi bliver på billedkunstens gebet, men går til de endnu højere luftlag. Kreative konspirationsteoretikere har nemlig beskyldt EU for at være en romersk-katolsk sammensværgelse, der skal lægge hele Europa under Vatikanets herredømme. Et af ›argumenterne‹ er Europaflaget, altså det blå flag med de tolv gyldne stjerner: De tolv gyldne stjerner findes nemlig også i beskrivelsen af den fødende kvinde (formentlig Jomfru Maria) i Johannes’ Åbenbaring – kapitel 12!

Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. […] Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. (Åb 12,1–2.5a)

Den tolvstjernede madonna, der føder en verdenshersker, skulle altså være tegn på den kristne kirkes bestræbelser på at bringe det europæiske kontinent (tilbage) ind i folden. Protestantiske EU-modstandere har tilsvarende set flaget som et symbol på romersk-katolske bestræbelser på at knægte protestantismen.^[1] Her følges de apokalyptiske argumenter op med, at Europarådet, der brugte flaget længe før EU, angiveligt indførte flaget på den romersk-katolske festdag for Mariæ uplettede undfangelse og dermed knyttede an til Mariadyrkelsen, der markant adskiller den romersk-katolske kirke fra de øvrige kristne kirker.

Men konspirationen kan blive større endnu: I de bøger om Jesus, Maria Magdalene, den hellige gral osv., der inspirerede Dan Brown til Da Vinci-mysteriet, spindes der tråde fra Jesus selv via de franske merovinger-konger til nutidens Europa. I et ret voldsomt anfald af konspiratorisk paranoia hævder Michael Baigent, Richard Leigh og Henry Lincoln, at den hemmelige orden »Zions priorat« arbejder for at etablere Europas Forenede Stater som et teokratisk imperium under ledelse af en merovingisk kejserpave, der er efterkommer af Jesus og kong David. (Forfatterne hævdede at bedrive seriøs, faktuel historie-forskning, lige indtil Dan Brown tjente så mange penge på sin roman, at de sagsøgte Brown for at have stjålet deres plot).^[2]

Det nye Rom

På et noget mere jordnært og mindre apokalyptisk plan har også andre påpeget, at EU, der tog sin spæde begyndelse med Romtraktaten i 1958, kan forstås som et nyt forsøg på at samle Europa under én politisk magt. Linjen fra Romerriget via det romersk-katolske middelalderpavedømme og det katolske, tysk-romerske kejserrige til Romtraktatens Europa var således også i Søren Krarups tanker i 1992 ved overgangen fra EF til EU, da Krarup tænkte tilbage på spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skulle vælge frihandelszonen EFTA eller fællesmarkedet EF, der blev til EU:

Tilsyneladende et politisk spørgsmål. Men jo i virkeligheden et folkeligt, kulturelt, ja teologisk spørgsmål, fordi baggrunden for Romtraktaten ubestrideligt var ideen om eet, forenet Europa, der “uden ophør gøres stadigt snævrere”, som det hedder i Romtraktatens forord, og hvis realitet derfor var en tilbagevenden til Europa før reformationen, til det hellige, katolske Europa, hvorfor det var sagligt rigtigt, når dette Europas grundlov hed Romtraktaten.^[3]

Den konservative Krarup er imidlertid ikke ene om sådanne overvejelser. Den nationalromantiske forfatter Ebbe Kløvedal Reich (1940–2005), der i løbet af relativt få år gik fra at være tilhænger af bøddel-diktatoren Mao til discipel af Grundtvig, skildrer i sin i øvrigt udmærkede roman Festen for Cæcilie hele forløbet omkring mordet på kong Erik V (Erik Klipping) i Finderup Lade den 22. november 1286 som et udslag af katolske tyskeres forsøg på at underlægge sig (det ganske vist ligeledes katolske) Danmark. I et politisk efterskrift, der i nogen grad ødelægger den litterære fornøjelse ved bogen, drages der direkte paralleller imellem de tyske korsridderes aktiviteter i Østersøområdet og det første direkte valg til EF-parlamentet i 1979. Den Tyske Orden og Europa-Parlamentet er begge, må man forstå, katolske magter, der vil knække det frie Danmarks protestantiske selvstændighed. (Reich, der ikke udtales som et tysk rige, men som [rajk], nåede i sit 65 år lange og ret omskiftelige liv at være høj på både hash og salmer, og senere skiftede han i øvrigt standpunkt og blev i demokratiets navn tilhænger af en europæisk føderation).

Traktatens Gud

EU’s forhold til Gud har tillige haft betydning internt i EU-systemet. Da Romtraktaten i 2004 skulle erstattes af den såkaldte forfatningstraktat, førtes heftige diskussioner om, hvorvidt Gud og kristendommen skulle nævnes som en del af Unionens grundlag. Flere af EU’s katolske medlemsstater krævede at få »den kristne arv« skrevet ind i forfatningstraktaten, og der indsamledes underskrifter. Den evangeliske kirke i Tyskland krævede ligefrem at få en direkte henvisning til traktatfædrenes »ansvar foran Gud«,^[4] hvorved EU-forfatningen ville være kommet til at ligne den tyske grundlov, der indledes med det tyske folks bekendelse af bevidstheden om sit eget ansvar »foran Gud og mennesker«.^[5]

I Danmark kaldte Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, udeladelsen af henvisningen til kristendommen for »bizar«.^[6] Nøgternt betragtet er det helt rigtigt: Hvis der bare var tale om at nævne de faktorer (»værdier«, som det altid kaldes), der har præget Europa, som vi kender det, er det historie- og meningsløst at udelade kristendommen. Modstanden mod at gøre det skyldtes vel imidlertid, at det kunne opfattes som en positiv bekendelse til kristendommen. Sekulære medlemsstater som f.eks. Frankrig ønskede ikke at få noget, der lignede en statsreligion i EU. (Man må her erindre, at den franske revolution i 1789 også var en religiøs revolution: Den romersk-katolske kristendom erstattedes med dyrkelsen af fornuften som guddom, Culte de la Raison, og på statuer blev de ti bud erstattet med revolutionens menneskerettighedserklæring).

Kristendommen kom dog aldrig ind i EU-forfatningen – til stor glæde for det muslimske EU-kandidatland Tyrkiet og til stor skuffelse for pave Johannes Paul II.^[7] Lidt overraskende meldte også Søren Krarup sig som tilhænger af at henvise til kristendommen i EU-forfatningen, vel netop ikke fordi Krarup støttede forfatningstraktaten, men fordi henvisningen burde være der, hvis traktaten trods alt skulle gennemføres. I sin indledningsartikel til Tidehvervs oversættelse af pave Benedikt XVI’s tale i Regensburg skriver Krarup således (efter at have advaret mod Tyrkiets optagelse i EU):

Men europæiske politikere er netop blinde og døve, for når de mere tænksomme og realistiske vil indføje i EU-traktaten, at Europa er et kristent kontinent – så afvises det med forargelse af et flertal i Bruxelles. Det var dette, vi oplevede, da traktaten blev udformet. De, der havde historisk sans, ønskede den europæiske identitet anført som et fortegn for traktaten. De fattede tydeligvis, hvad der stod på spil. De var kristenhedens talsmænd.^[8]

Denne næsten økumeniske samdrægtighed imellem den romersk-katolske kirke, den tyske evangeliske kirke, Tidehverv og Kristeligt Dagblad samt mange andre førte altså ikke til noget. »Ham Gud« var alligevel ikke så svær at få smidt ud, og da selve forfatningstraktaten efterfølgende faldt pga. folkelig modstand, endte man i stedet med en præambel til Lissabontraktaten, der taler om, at Unionens fædre

HAR LADET SIG INSPIRERE af Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv, der er grundlaget for udviklingen af de universelle værdier: det enkelte menneskes ukrænkelige og umistelige rettigheder samt frihed, demokrati, lighed og retsstaten,^[9]

altså et universal-humanistisk credo med et eksotisk strejf af ubestemt »religion« og »kultur«. Som kontrast kan man sammenligne med f.eks. Irlands forfatning, der indledes med en anråbelse af den treenige Gud:

In the Name of the Most Holy Trinity, from Whom is all authority and to Whom, as our final end, all actions both of men and States must be referred,
We, the people of Éire,
Humbly acknowledging all our obligations to our Divine Lord, Jesus Christ, Who sustained our fathers through centuries of trial, […]
Do hereby adopt, enact, and give to ourselves this Constitution.^[10]

Også i Frederik III’s Kongelov, Lex Regia, fra 1665 indleder Peder Schumacher (Griffenfeld) artikel I med en kort og klar konstatering af, at den »beste begyndelse till alting er at begynde med Gud«.^[11] Så langt kunne man altså ikke strække sig i EU, og i det Charter om grundlæggende rettigheder, der siden Lissabontraktaten er en del af EU-retten, er den »kulturelle, religiøse og humanistiske arv« udvandet endnu mere, idet

Unionen, der er sig sin åndelige og etiske arv bevidst, bygger på de udelelige og universelle værdier: menneskets værdighed, frihed, lighed og solidaritet[.]^[12]

Meget sigende handler det næste punkt i charteret bl.a. om kapitalens frie bevægelighed. De politikere, der har formuleret charteret, hævder at tale på vegne af alle de mere end 700 mio. europæere: »De europæiske folk har med skabelsen af en stadig tættere sammenslutning besluttet at dele en fredelig fremtid, der bygger på fælles værdier«,^[13] hedder det, og disse værdier kan altså sammenfattes til altså humanisme og kapitalisme.

Charteret garanterer desuden tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed (art. 10) samt beskyttelse mod forskelsbehandling pga. religion (art. 21), og det lover beskyttelse af »den religiøse mangfoldighed« (art. 22). Eventuelle mistanker om, at Unionens ligestillingspolitik skulle lægge hindringer i vejen for f.eks. den danske folkekirkeordning, søges dementeret i en traktatbestemmelse: »Unionen respekterer og må ikke anfægte den status, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne i henhold til national lovgivning«;^[14]  og der tilføjes endda en meget lidt gennemskuelig forsikring om, at »Unionen opretholder en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med disse kirker og [filosofiske og konfessionsløse] organisationer i anerkendelse af deres identitet og specifikke bidrag«.^[15]  Hvad der skal tales åbent, gennemsigtigt og regelmæssigt om, fremgår ikke.

Traktaterne og charteret siger altså en del om, hvad EU ikke vil, nemlig forhindre den frie religionsudøvelse; og som vi har set, er det heller ikke bare en forglemmelse, at der ikke er nogen positiv bekendelse til eksempelvis den kristne Gud. Så hvad kan man sige om EU’s egen Gud eller religion, hvis det giver mening at bruge det begreb? Her kan Luther komme os til hjælp: I sin store katekismus skrev han de berømte ord om, at en Gud (eller gud, om man vil) er det, mennesket venter sig alt godt fra og vender sig til i al nød.^[16] Alle har altså i den forstand en gud eller en religion, hvad enten de nu dyrker kristendommens treenige Gud, en pensionsordning, en ideologi, et system af mange guder eller deres egen ateistiske fornuft. »Det, dit hjerte hænger ved og forlader sig på, det er egentlig din gud«, erklærede Luther, og ud fra denne definition må vi derfor slutte, at det nærmeste, EU kommer på en religion, er humanisme og kapitalisme.

Om EU også kan siges at have en mere personlig gud, vil jeg vende tilbage til.