Karikatur-Gud

Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger (1. tekstrække: Sl 84; Rom 12,1–5; Luk 2,41–52)

Det ældste kendte billede af Jesus er … en karikaturtegning, nemlig en romersk graffito fra ca. år 200, der viser en korsfæstet mand med æselhoved og teksten »Alexamenos tilbeder Gud«.
Det ældste kendte billede af Jesus Kristus er … en karikaturtegning, nemlig en romersk graffito fra omkr. år 200, der viser en korsfæstet mand med æselhoved og teksten »Alexamenos tilbeder Gud«.

»Allahu akbar! Allah er stor!« – sådan råbte de to islamister, mens de dræbte tolv mennesker med maskinpistoler i Paris i onsdags, da det nye år bare var en uge gammelt. »Vi har hævnet profeten!« råbte de, da de forlod bygningen, som nu var indsmurt i karikaturtegnernes blod. Næsten lige så gruopvækkende som drabene er den syndflod af idiotisk vrøvl, vi har måttet høre på lige siden. Drabene har intet med islam at gøre, siger politikere på stemmefiskeri, absolut intet. Måske vil de bare gerne sige, at massemordet ikke er alle muslimers skyld, og det har de naturligvis ret i. Men man skal vist være politiker eller professor eller noget, der ligner, for at være så dum, at man kan få sig selv til at sige, at de slet ikke har noget med islam at gøre. På det franske satireblads redaktion var der en kvinde, som ikke blev dræbt. Den ene af massemorderne råbte til hende: »Vi dræber ikke kvinder; det strider mod vores æresbegreber. Men du skal konvertere til islam, læse Koranen og tage hovedtørklæde på! Allahu akbar, Allahu akbar!« Men nej, intet har det at gøre med islam, absolut intet. Fortæller de kloge os.

Men hvad har det så at gøre med vores beretning om det 12-årige vidunderbarn Jesus? Umiddelbart ikke så meget. Det er efterhånden en lidt nedslidt præste-kliché, at Bibelens tekster er verdensfjerne; måske er det i virkeligheden bare vores verden, der er så selvoptaget, at vi er blevet bibelfjerne. Men netop når verden koger og går amok omkring os, kan det nu alligevel godt være svært at samle sig om en gammel tekst. Så kommer man let til at kede sig.

Faktisk keder mange moderne teologer sig så usigeligt meget, at de giver sig til at lave om på Gud, at pille Gud fra hinanden. Alt det gamle over­naturlige sludder bliver vi nødt til at skrælle væk, siger de, og så kommer Gud ellers under kniven, så vi kan få en Gud, vi kan forholde os til, en nutidig Gud på nutidige menneskers vilkår. Han er ikke længere hverken almægtig eller afmægtig, men bare blød og human; han er ikke længere evig, men tidsbundet; han er ikke længere uforanderlig, men ak, han forandrer sig i takt med, hvad der nu passer sig; han sidder ikke længere på sin trone i himlen og ligger ikke længere som barnet i krybben, for nu er han flyttet ind og ned i vores egen navle, hvor det er meget lettere at finde ham og at holde styr på ham; i det hele taget er han ikke længere noget som helst af alt det, som kirken i to tusinde år har troet og prædiket, at han er, og i øvrigt er han heller ikke en han, for det er jo ikke politisk korrekt.

For få år siden blev der afholdt en konference om folke­kirkens tilstand, hvor der var én, som også foreslog, at man skulle afskaffe tanken om, at Gud er treenig. Det er jo svært at forstå, at én Gud er tre personer, så væk med det gamle nonsens.

Så står man tilbage med en tro, der stort set handler om, at Jesus var en flink fyr, et karismatisk menneske, der talte om humane værdier og kærlighed til alle, inden han døde og forblev død, for opstandelsen har man selvfølgelig også afskaffet. En tro, hvor hele trosbekendelsen er fjernet, så det eneste, der er tilbage, er mellemrummet imellem ordene »født af Jomfru Maria« og »pint under Pontius Pilatus«. Inden i det mellemrum levede Jesus sit liv og var en flink fyr. Hele kristendommen kogt ned til et mellemrum.

Vi mennesker har altid været fristet til at omskabe Gud i vores eget billede. Hadefulde massemordere tror vel, at de forsvarer en gud, der er en hadefuld, æreskrænket massemorder, fordi deres krampagtige had dikterer, at det er sådan, deres gud må se ud. Så mens de brøler, at Gud er stor, gør de ham nøjagtig lige så lille som deres eget underbegavede had.

Modsat er det med moderne, bløde, vestlige teologer: Af bare angst for at sige noget, der kunne støde nogen, forestiller de sig deres gud som moderne, blød og vestlig; én, som er lige så lidt evig og almægtig, som de selv er; én, der passer så fantastisk godt ind i vores lille, smålige fatteevne, fordi han ikke gør eller siger eller kræver noget, der ligger ud over, hvad vi synes, at vi gider forholde os til.

Gud har heldigvis tidligere overlevet den slags idioti, og han overlever nok også denne gang, for den slags vrangforestillinger om Gud har det med at nærme sig sidste salgsdato, før man får set sig om. De pæne, bløde og ligegyldige teologer skaber sig en gud, der også er pæn, blød og inderligt ligegyldig, men han forsvinder snart; for ligesom de selv er forgængelige, er deres parodi på en gud også forgængelig.

Når vi omskaber Gud i vores eget billede, så står vi tilbage med en dårlig karikatur af Gud, og karikaturer af Gud er jo åbenbart noget, man skal tage sig i agt for, hvis man har livet kært. Så i stedet kunne vi tage og lytte til, hvad Gud siger om sig selv. Det er lige præcis det, der sker i dagens evangelietekst. Jesus tager de kloge folk i skole, han giver sig til at fortælle dem, hvad der er op og ned. De kloge mennesker i templet er vant til, at folk kommer til dem for at høre om Gud og for at få svar på deres spørgsmål, og i stedet er det nu Gud selv, der i skikkelse af den 12-årige Jesus kommer til dem, giver sig til at tale med dem, stiller spørgsmål og selv besvarer dem – bedre end de kloge folk kan finde ud af. De, der er vant til at belære, bliver selv belært. Og derfor bliver de forundrede. Det viser os en Gud, der ikke sådan er til at få hold på. En Gud, der ikke lader sig låse fast af, hvad vi gerne vil have ham til at være. En Gud, der ikke finder sig i at blive begrænset af vores had eller af vores fantasiløshed eller vores usigelige dumhed, og derfor også en Gud, der – Gud ske lov – er i stand til at finde vej, når vi famler rundt i blinde; en Gud, der end ikke lader sig begrænse af døden.

Det er naturligvis en provokerende idé, at det er Gud selv, der sætter betingelserne, at det er Gud, der henvender sig til os, frem for at vi selv nøjes med at finde ham frem fra skuffen, når vi synes, det passer ind i vores program. Og endnu mere provokerende er det, at han kommer til os i skikkelse af et menneske, her endda som en gammelklog knægt på 12 år – Guds Søn lige før han blev teenager; en rigtigt øretæve­indbydende Guds Søn, der ved, at hans hjem er hos Gud Fader. Til sidst blev det da også for meget, og han blev henrettet på korset som en anden forbryder. En Gud, der lod sig selv blive til en karikatur for vores skyld, hængt op blandt røvere til hån, spot og latterliggørelse. En Gud, der bærer vores latterlighed ved at lade sig selv blive latterliggjort. Og en Gud, der latterliggjorde vores indbildte klogskab og vores had og døden selv ved at stå op fra de døde.

Amen.

Salmer

  • 392Himlene, Herre, fortælle din ære
  • 70Du kom til vor runde jord
  • 139Hvor stor er dog den glæde
  • 101Himlens morgenrøde

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.