»Paa din Maske skal jeg kende dig«

Prædiken til Fastelavns søndag (Sl 2; 1 Pet 3,18–22; Matt 3,13–17) den 15. februar 2015, Ribe Domkirke kl. 10.00

venetianske_karnevalsmaskerPå Holstens vestkyst på det flade land, der til forveksling ligner egnen her omkring Ribe, ligger badestedet Norderney. Langs digernes sandede veje kom i sommeren 1835 fine kareter og rejsevogne for at aflæsse kufferter og hatteæsker og damer på små fødder, hvis slør stod om dem i en frisk brise ud for de pyntelige hoteller og sommerhuse. Sidst på sommeren skete det, at vinden sprang om i nord efter en tredages storm af sydvest. De umådelige vandmasser, stormen havde rejst, blev drevet tilbage og presset ind over vesterlandene. Havet brød igennem digerne, kreaturer og får druknede, lader styrtede sammen som korthuse, og mange menneskeliv gik tabt. Om natten blev de mennesker, der ikke var holdt vågne af hjertets hamren, vækket af havets brølen, ligesom den nat her i Ribe i 1634, hvor vandstanden var høj, som mærket under prædikestolen viser. Det var buldrende mørkt over Ribe – ingen kunne kende det ene ansigt fra det andet. Sådan et mørke var det også i Norderney i 1835, hvor fire mennesker var strandet på et høloft og fordrev ventetiden indtil daggry med at fortælle historier, både deres egne og andres. En kardinal og en gammel frøken, en ung frøken og en søn af en baron. Og det viste sig, at ingen af dem helt var det, de gav sig ud for. Men »paa din Maske vil jeg kende dig«, sagde kardinalen med en blodplettet bandage viklet om hovedet; han overlevede syndfloden, mens hans tjener Kaspersen var blevet knust under det faldne tag.

Vi er nu allerede langt inde i Karen Blixens elegante fortælling om Syndfloden over Norderney, hvor forfatteren i den vidunderlige natlige samtale på høloftet mellem kardinalen og en frøken af de fornemme åbner for udklædningens tvetydighed: At maskeraden på én gang er en tilsløring og en afsløring af den, der iklæder sig en anden dragt. Og Blixen løfter tvetydigheden til også at gælde det guddommelige og lader kardinalen og frøkenen drøfte, hvordan man afbilder sandheden, og frøkenen spørger den gejstlige, hvordan i alverden han kan tro, at det overhovedet er sandheden, som Herren begærer af os. Med spids ironi kalder frøkenen kardinalens synspunkt originalt. Men »Ak! Ak! Herren kender jo i Forvejen Sandheden, og hvis han har gabet en Smule over den, skal jeg ikke sige noget til det. Sandheden er for Skomagere og Skræddere, Deres Højærværdighed. Jeg har tværtimod altid været af den Formening, at Herren har en Svaghed for Maskerade… Forklædningen er foretaget af en virkelig Mesterhaand. Herren selv indlod sig, med Deres Tilladelse, paa en ret dristig Maskerade, dengang han antog Kødet og dvælede iblandt os.« Det gjorde han ved juletide, underligt klædt i kød og blod tilslørede Gud sig som menneske, barnet i krybben, hvorved han åbenbarede sin guddommelighed for mennesket. Han viser sig under sin modsætning – han var mand i lys, men dog Gud i løn.

Blixens fantastiske fortælling om syndfloden over Norderney skal have lov at åbne dagens evangelium til fastelavnssøndag, fordi den tegner de to temaer, som prædikenen til i dag skal samle sig omkring: druknedøden til nyt liv i dåben og forklædninger.

»Paa din Maske skal jeg kende dig« – og dog er der ingen vished i livets maskeradebal; man kan træffe at indlade sig på dans med den forkerte – godt forklædt. For vi kender altid kun hinanden på maskerne og ikke længere end til tænderne. Og det kan være foruroligende nok, at vi ikke ved, hvem vi ser. Hvem er det i grunden inde bag jakkesættet, kjolen eller for så vidt præstekjolen? Vores kristne tro foreskriver os ikke, at vi skal tilsløre os. Og, Gud ske lov for det, kan vi gå fri hvert til sit og stole på Guds nåde til at kunne afsløre os som dét menneske, vi hver især er. Men vi tilslører os, maler vore egne konturer op, ikke kun med rødt til kinderne og blåt til øjnene, men vi giver os selv en karakter, vi dyrker de træk, fremelsker de træk og sider af os selv – den, vi gerne vil være og måske har tilbøjelighed til. Når vi tager masken op foran ansigtet til fastelavn eller hver morgen, inden vi går ud af hoveddøren, tilsløres blikket, masken begrænser udsynet, fordi den dikterer det blik, vi møder næsten og ikke mindst os selv med. Og så handler det bare om at holde masken. Men det begrænser også indsynet – verdens og næstens blik på os. I fortællingen fra Norderney siger en kunstmaler til en kvinde: »Vask deres Ansigt, Madame. Bort med Pudder, Sminke og Øjenbrynssværte! For hvis de vil male dem selv, kan jeg ikke male dem.« Men det Guds billede, som mesterhånden malede os i ved skabelsen, er nu forvrænget og fordunklet. Hvor meget vi end pynter på det, er synden vores virkelighed og løgnen kendes på masken.

Selv kan vi ikke lægge masken fra os, men vi længes efter at få masken af. Ja, med Johannes’ udtryk i dagens evangelium trænger vi til at få masken af, så vi kan se os netop i det billede, guden har malet os i. Derfor konstaterer Johannes let bebrejdende: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Jesus kommer til Johannes, en af de mange, som strømmede til ham fra nær og fjern, men Johannes genkender i ham den ene, som er sendt os mennesker fra Gud. Han kommer til ham som en af de mange, men tilsløret som et jordisk virkeligt menneske. Dette ene bestemte menneske Jesus Kristus, der går ind under almindelige menneskers forgængelige vilkår og deler lod med os og lod sig døbe med vor dåb, som er omvendelsens dåb til syndernes forladelse. For vi er hver især Guds genstridige skabninger, der trænger til at få vasket masken af i dåbens vand – og her få skænket Hans nådige tilgivelse i evangeliet om Kristus, der ved sin dåb i ørkenen gik med os ind i det besværlige og dejlige menneskeliv, som vi ikke af os selv er klædt på til at varetage. Det er dette menneskeliv, han helt gjorde til sit, og Hans dåb var en indvielse til at give sig selv hen, sætte sit liv ind til sidste trævl for dette menneskeliv. Ved at vise sig under sin modsætning viser guden os, hvem vi selv er, for evangeliet om den korsfæstede og opstandne Kristus konfronterer den menneskelige maskerade om livet med den eneste sande fortælling om mennesket. Vores selvfremstilling og selvforståelse bliver altså korrigeret i mødet med evangeliet. Her falder masken, og vores skumle undskyldende fortællinger om os selv afsløres. Det er evangeliet, der fortolker mennesket, ikke evangeliet, der fortolkes ud fra det menneskelige, som det er moderne at sige ikke kun blandt teologer for tiden. For forholdet er det, som Søren Kierkegaard tørt formulerer, at når en abe glor ind i et spejl, er det sjældent en apostel, der skuer ud.[1] Dér indses og afsløres sandheden om vores liv – at vi ikke kan komme løs fra vort liv, som det virkelig er. Og ikke kan komme løs fra vores død, som den virkelig er.

Det, ethvert menneske, enhver af os ligesom Johannes i dagens evangelium trænger til at se, er guden åbenbaret, for at kunne se os selv afsløret i vores sande menneskelighed i ham. For ud af denne ringe, menneskelige forklædning kommer vi aldrig af os selv.  At vi som de fire strandede på høloftet i Blixens fortælling aldrig helt er dem, vi giver os ud for at være – den løgn kan kun Guds sande Ord i dåben afklæde os. Men, som vi hørte fra Petersbrevet for lidt siden, er »den dåb, som nu frelser jer, ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse«. Døbefontens vand afklæder og påklæder os på en gang med troen på Guds nådige forladelse over vores menneskeliv, der har tilgivelsen og barmhjertigheden behov. Klædt på til livet, ikke med medlemskabet til folkekirken, hvilket det for politiske teologer er altafgørende, at dåben indkasserer, men klædt på med Guds befaling om hvert øjeblik at tage vort liv op som vores eget ansvar også overfor de mennesker, vi er strandet sammen med på hvert vores høloft.

Men stadig skal jeg kende ikke kun dig, men også mig selv på masken. For forklarelsen af guden medfører ikke vores fulde erkendelse af, hvem Han er, og hvem jeg arme synder er. Uden maske ser han os klart i dåben, men vi kommer ikke dermed til selv at forstå alt. Men vi bliver i dåben givet at leve i troen på korsets gåde – givet til at danse videre på maskeradeballet med samvittighed overfor Gud og næsten – din elskede eller ven – det menneske, der står dig nært eller sidder ved din side på kirkebænken. Men vælg dit bal med omhu, og bliv på dansegulvet. Bliv i livet, på dansegulvet og i de natlige samtaler på høloftet, mens stormfloden raser, hvor vi alene kan kende Ham, til hvem vi sætter alt vort håb, i en »Forklædning, der er foretaget af en virkelig Mesterhaand. Den dristige Maskerade Herren selv indlod sig på, dengang Han antog Kødet og dvælede iblandt os«, sagde den gamle frøken på høloftet i Norderney. De to gamle, kardinalen og frøkenen, sad tavse i skæret fra et nytændt stearinlys, mens kardinalen begyndte at vikle den blodplettede forbinding af sit hoved. »Det er ikke engang mit eget blod, De Frøken har hele Tiden genkendt Kardinalens blå Blod, som jeg har over mit Hoved og på mine Hænder. Jeg slog ham i Hovedet med en nedstyrtet Bjælke, inden Båden kom for at hente os i Morges. Jeg hedder Kasparsen og er Kardinalens Kammertjener«, sagde han. »De må fortælle mig, hvem jeg har tilbragt Natten sammen med«, sagde Frøkenen. Kasparsen fortalte om sit lange liv, at han var skuespiller – »og havde jeg som Skuespiller ikke krav på en Rolle, eller skulle jeg lade mig drukne?« sagde han. »Hvorfor ønskede Du så inderlig den Rolle?« spurgte frøkenen. »Jeg skal åbne mit Hjerte for Dem«, sagde Kaspersen meget langsomt. »Ikke paa dit Ansigt, men paa din Maske vil jeg kende dig – Aldrig har jeg elsket andre end Dem i denne Verden«. Men al kærlighed havde frøkenen forbeholdt kardinalen, og Kasparsen sagde »først i nat har De set Guds Ansigt i mit Ansigt.«

Ja, vi længes efter kærlighedsgudens milde ansigt og finder den i afglans hos den elskede, overfor det menneske falder maskerne stadig i flager, men aldrig helt. Først i vores sidste stund bliver vi kaldt frem for hans ansigt i det forhold, vi ikke kan bedrage os til, og hvori vi er kendt på vores eneste sande forklædning – synderen iklædt Kristus – iklædt kærligheden ved det samme dåbens vand, som vi er druknet i og frelst igennem. Amen.


[1] Kierkegaard citerede videnskabsmanden og forfatteren Georg Christoph Lichtenberg (1742–1799).

Skriv et svar