Prædiken til Fastelavns søndag (Sl 2; 1 Pet 3,18–22; Matt 3,13–17) den 15. februar 2015, Ribe Domkirke kl. 10.00

På Holstens vestkyst på det flade land, der til forveksling ligner egnen her omkring Ribe, ligger badestedet Norderney. Langs digernes sandede veje kom i sommeren 1835 fine kareter og rejsevogne for at aflæsse kufferter og hatteæsker og damer på små fødder, hvis slør stod om dem i en frisk brise ud for de pyntelige hoteller og sommerhuse. Sidst på sommeren skete det, at vinden sprang om i nord efter en tredages storm af sydvest. De umådelige vandmasser, stormen havde rejst, blev drevet tilbage og presset ind over vesterlandene. Havet brød igennem digerne, kreaturer og får druknede, lader styrtede sammen som korthuse, og mange menneskeliv gik tabt. Om natten blev de mennesker, der ikke var holdt vågne af hjertets hamren, vækket af havets brølen, ligesom den nat her i Ribe i 1634, hvor vandstanden var høj, som mærket under prædikestolen viser. Det var buldrende mørkt over Ribe – ingen kunne kende det ene ansigt fra det andet. Sådan et mørke var det også i Norderney i 1835, hvor fire mennesker var strandet på et høloft og fordrev ventetiden indtil daggry med at fortælle historier, både deres egne og andres. En kardinal og en gammel frøken, en ung frøken og en søn af en baron. Og det viste sig, at ingen af dem helt var det, de gav sig ud for. Men »paa din Maske vil jeg kende dig«, sagde kardinalen med en blodplettet bandage viklet om hovedet; han overlevede syndfloden, mens hans tjener Kaspersen var blevet knust under det faldne tag. Læs videre »Paa din Maske skal jeg kende dig« →