Når der kommer røre i den folkekirkelige andedam, plejer det ikke at vare længe, før ringene i vandet rammer det punkt, hvor man begynder at tale om »tålsomhed« – oftest fordi nogle er bekymrede for, at tålsomheden skal gå tabt, eksempelvis Thorkild Grosbølls støtter eller her på det seneste ramsdalisterne, der kræver religionsfrihed både inden for og uden for folkekirken.^[1] Tålsomheden kommer typisk i spil umiddelbart inden det tidspunkt, hvor vi begynder at lufte skældsordene om hhv. fundamentalisme og vantro (med rette eller urette). »Den tålsomme folkekirke« er én, hvor der er højt til loftet og langt til grænserne, et sted, hvor der er plads til nærmest alle teologiske og kirkelige strømninger og deres modsætninger – et gæstekammer uden vægge, hvordan det så end går til.

Imidlertid glemmer tilhængerne af tålsomheden ofte, hvor begrebet stammer fra, og hvad det oprindelig betød. Tanken om folkekirken som tålsom blev tilsyneladende lanceret i 1901 af J.H. Monrad (1848–1903) i en artikel i det grundtvigske tidsskrift Dansk Kirketidende, som han selv var redaktør for.^[2] Ordet tålsomhed blev vel valgt i stedet for fremmedordet tolerance; betydningen er under alle omstændigheder den samme: at tåle, at finde sig i, at give plads til.

Monrads beskrivelse af den tålsomme kirke bygger på Grundtvigs forestillinger om, hvad der burde afløse enevældens statskirkelige religionsmonopol. I den faktiske folkekirke bibeholdt man statskirkens fem bekendelsesskrifter, som præsterne den dag i dag aflægger præsteløfte om at ville holde sig til i forkyndelsen. Monrads beskrivelse af den tålsomme kirke handlede derfor vel at mærke ikke om kirkens situation, som den var (eller er); derimod var det en forestilling om, hvordan den kunne – og efter Monrads mening burde – blive.

Monrad opregnede tre mulige fremtidsscenarier for folkekirken:

• Den brutale folkekirke, hvor de rettroende (»Athanasius«) smider kætterne (»Arius«) på porten – eller omvendt.
• Den unerede folkekirke, hvor man ælter modsætningerne sammen til et fælles standpunkt – eller hævder, at man har gjort det. (Med den formelle opretholdelse af fælles symboler og præsteløfte sammenholdt med den faktiske splittelse er den unerede folkekirke måske i virkeligheden den model, der ligner vores nuværende folkekirke mest.)
• Den tålsomme folkekirke, hvor man bevarer den ydre, statslige, juridisk-økonomiske ramme, men giver plads til »både Athanasius og Arius« (der åbenbart begge kan rummes inden for en kirke af »den evangelisk-lutherske støbning«). Der bliver fuldkommen frihed til at danne menigheder inden for kirken, og de konfessionelle grænser trækkes således af menighederne selv. Præsterne får også frihed til at nægte at betjene dem, de ikke deler tro med, og disse kan så opsøge en anden præst i den statslige religionsanstalt.

Selvom forbavsende meget i folkekirken stadig er, som det var i 1901, er det langt fra sikkert, at Monrads tre muligheder stadig er relevante, eller at de er de eneste tænkelige muligheder. Men her bringes Monrads oprindelige artikel – ikke til støtte for hans synspunkter, men af hensyn til den almindelige begrebsafklaring.

Tre Muligheder.

Det er jo desværre ikke udelukket, at den danske Folkekirkes Dage, inden man ret ved deraf at sige, kan blive talte. Dette sker vistnok ikke derved, at maaske en større eller mindre Del, enten af de kirkelig-interesserede eller de kirkelig-uinteresserede, gaar deres Vej. Thi derfor vedbliver desuagtet den »evangelisk-lutherske Kirke at være den danske Folkekirke og som saadan at understøttes af Staten«, en Bestemmelse der, given i Grundloven, kun kan hæves ved en Grundlovsforandring, og Grundlovsforandringer vokser som bekendt ikke paa Træerne. Selv om derfor en forholdsvis stor Del af Folket træder ud af den statsunderstøttede Folkekirke, vil denne vel kunne hugge sig igennem i det mindste en Menneskealder eller to. Men – der er Processer, som er mindre omstændelige end dem, hvorved Grundloven forandres. Og det er ikke udelukket, at der indtræffer skæbnesvangre Begivenheder, der i samme Omfang gør det af baade med Frihed og Forfatning, Grundlov og Folkekirke. Hvordan kristne Mennesker af Folkekirkens Bekendelse skal indrette sig under saadanne Tilskikkelser, vil det imidlertid være ørkesløst nu at gruble over, da de Forhold og Omstændigheder, som da foreligger, aldeles ikke lader sig forudse. Anderledes derimod dersom Folkekirken under rolige og [98] normale Forhold faar Lov til at fortsætte sin Virksomhed. Da synes der kun at være tre Muligheder.

Første Mulighed.

Den brutale Folkekirke er den første Mulighed. De ortodokse og de heterodokse af den evangelisk-lutherske Støbning kaster vekselvis hinanden ud af Reden. Det historiske Forbillede for denne Tilstand vil man finde i den gamle Kejserkirke, hvor Athanasius og hans Tilhængere paa den ene, og Arius og hans Tilhængere paa den anden Side indførte Vekseldriften, idet de efter Tur drev hinanden paa Døren, efter som Hofvinden vendte sig. Kun vil det her ikke saa meget blive Hofvinden som Vindretningen i den offentlige Mening, der gør Udslaget. Dette historiske Forbillede fra den gamle Kejsertid har man imidlertid ikke hidtil regnet for at høre til det ophøjede; den umiddelbare sunde Menneskefølelse har tvertimod med Rette set paa denne Vekseldrift med ubetinget Uvilje. Og heller ikke Staten, hvis Formaal med at understøtte Kirken er dette, at Kirken skal yde sin Hjælp til at Statsborgerne lever et tugtigt, retfærdigt og gudeligt Liv i Verden, vil i Længden ynde, at disse Lærestridigheder, der ikke umiddelbart angaar Moralen men kun Salighedstroen, bestandig skal forurolige den og æske dens Afgørelser. Alligevel savner den ufordragelige Folkekirke ikke Tilhængere og Tals[99]mænd. Den største Del af »Missionens« Præster og Lægfolk hælder til den. »Kr. Dgbl.« har intet imod at overtage Rollen som denne ublodige men derfor ikke uskadelige Inkvisitions Tribunal, og Chr. Sørensen^[3] vil lægge Ryg til som Inkvisitionens Stormester. Alt sammen i bedste Mening, men – med galt Bestik. For det første er det nemlig en meget ufuldstændig og overfladisk Udrensning af Folkekirken, man bringer i Stand ved at slaa nogle rationalistiske Præster ned, samtidig med at man lader de rationalistiske Lægfolk (de afsatte Præster medindbefattet) beholde den fulde Adgang til Betjening med Folkekirkens Goder, ogsaa med Daab og Nadver. Det er med sin Stok at kappe Hovederne af nogle Ukrudtsplanter paa Kirkegaarden, mens man for Resten lader Klinten staa med Rod og Top. Men dernæst betænker man ikke Ordet: I Dag Dig, i Morgen Mig! Man synes uvidende om, at Tidens Vande altid plejer at vende sig, og at de samme Motiver, der nu sættes i Bevægelse mod de heterodokse, nemlig at det kun er en lille Bande af forfængelige og frække – navnlig frække – Individer, som Staten intet Hensyn skylder, – de samme Motiver kan under de forandrede Forhold anvendes mod de ortodokses »lille Flok«. Det som »Missionens« Mænd mangler, er vistnok hverken Oprigtighed over for Gud eller Kærlighed til deres Medmennesker. Deres heftige Modstandere tager fejl, naar de bebrejder dem Hykleri og Menneskehad. Men de mangler noget andet. De har – synes vi – en meget indskrænket og bornert Forstand paa Mennesker, naar de stadig sidder fast i den Tanke, at de kan bugsere Rationalismen ud af Folkekirken ved at angive og nedslaa nogle af dens mest højrøstede Talsmænd. Dette er lige saa umuligt som at bugsere Mennesker ind i Troen ved at indjage dem Skræk for Helvede. Man vin[100]der over Hovedet ikke Mennesker for Sandheden ad Truselens eller Overrumplingens men kun ad Overbevisningens Vej. Skønt derfor den brutale Folkekirke har et vist Skin af Kampberedthed og Heltemod for sig, er det utilraadeligt at skænke den sit Bifald. Den vil i Øjeblikket synes at gøre Kristendommen nogle Tjenester, men disse vil i Tidens Længde vise sig at være lige saa mange Bjørnetjenester. Den vil nedkalde en retfærdig Hævn over sig, og den vil gøre Kirke og Kristendom paa Forhaand usympatiske i det brede Lag, som man kalder »Folket«, der ikke uden Grund vil synes, at der staar en stram Atmosfære ud af disse Kirkedøre.

Anden Mulighed

er den unerede Kirke, som svejser Ortodoksi og Heterodoksi sammen. Denne Kirke har, ogsaa uden for de preussiske Kurfyrsters Lande, utallige historiske Forbilleder, og i den store offentlige Mening vil den til enhver Tid finde en allieret. Den offentlige Mening vil altid trykke sig ved ganske at overklippe den Traad, der forbinder den med Ortodoksien, som har Overleveringen fra tidligere Slægter for sig og saaledes knytter Nutid til Fortid. Men endnu mindre vil den offentlige Mening dog vende det døve Øre til de Heterodokses Sirene-Sang, hvis Toner lyder saa naturlige og forstaaelige, og som optræder som Produkt af den højeste Dannelse og de sidste Forskninger. Og hertil kommer desuden, at den unerede Kirke uden Tvivl vil faa Tilgang fra selve Præstestanden. Først og fremmest vil selvfølgelig de udtalt heterodokse Præster strække sig langt i Føjelighed overfor Unionen. Det er jo nemlig givet, at alle Unionsbestræbelser vil fortone og tilhylle Afstanden imellem de ortodokse og deres Modstandere og erklære deres Mellemværende for at henhøre til det uvæsenlige. Og saadan Uvæsenlig[101]gørelse er selvfølgelig den rette Mad for den heterodokse Mo’ns. Men dernæst er det ikke udelukket, at den unerede Løsning vil, naar det kommer til Stykket, tage Tilhængere fra alle de nuværende kirkelige Grupper. Især bør det vist ikke overraske nogen, hvis det skulde vise sig, at »den nye Reformation« fik jevn og hurtig Tilgang fra den saakaldte tredje Retning. Denne vidt favnende Gruppe rummer vistnok i sine mere stille Præstegaarde et ikke ringe Fond af ægte kristelig baade Indsigt og Fromhed. Men til dens Svagheder har dog altid hørt, at den har været nervøst-fintmærkende overfor Paavirkninger af tysk Teologi, og ikke sjældent har Retningens hidtidige Ortodoksi gjort Indtryk af at bunde i Doktriner og teologisk Intelligens, hvorfor ogsaa dens Forkyndelse i forholdsvis ringe Grad har kunnet bide sig fast i Folkets bredere Lag. – Men har Unionen mellem Ortodoksie og Rationalisme saaledes mægtige Forbundsfæller, saa er det den, der vil blive for Alvor trang og tung for de ortodokse Præster og Lægfolk, der maa finde sig i at gøre Indrømmelse paa Indrømmelse og give Afslag paa Afslag for den kære Frelse og Enheds Skyld. Først paa de mindre Ting, men siden, naar man er kommen paa Gled, paa de større, indtil man til sidst vil med Magt paaføre dem en tvungen Alterbog, hvor det for dem grundkristelige ikke er ukrænket. – Den unerede Kirke er i det Hele den største og den nærmeste Fare, med mindre man skulde kunne sætte sin Lid til, at der i nogle Forhold synes at være vaagnet en tiltagende Sands for det redelige, en Sands, der kunde tænkes ogsaa at gøre sig gældende i disse Forhold og som hurtig vilde vejre, den unerede Kirkes fedtede Lugt.[102]

Tredje Mulighed.

Forpint over Udsigten til at skulle vende tilbage enten til den brutale eller til den unerede Folkekirke er det, man har tænkt sig som en tredje Mulighed den taalsomme Folkekirke. I den giver man Plads baade for Athanasius og Arius, baade for de ortodokse og de heterodokse af den evangelisk-lutherske Kirkes Støbning. Man lader disse to vidt forskellige Flokke med alle dertil hørende Mellemformer græsse paa Folkekirkens Enge. Men vel at mærke saaledes, at alle velmente Unionsforsøg er udelukkede, og saaledes, at Samvittighederne ikke krænkes ved Paabud om et Fællesskab, som ikke findes. Denne Kirkeordning har kun svage historiske Forbilleder, og de, som mener, at Kirkens og Menneskeslægtens Udvikling bestaar i, at det samme gentager sig paa samme Maade det ene Hundredaar efter det andet, vil allerede af den Grund forkaste denne tredje Mulighed og stemple den som noget utopisk eller uhørt. Til Beroligelse for saadanne kan man dog gøre opmærksom paa, at det ved denne Ordning uhørte ved nærmere Eftertanke indskrænker sig til noget uvæsentligt. For det første har man nemlig Eksempler nok paa, at et statsunderstøttet Kirkesamfund har indeholdt lige saa store Modsætninger, som dem, hvorom Talen her kan være, kun at man har sørget for at kaste et dog ret gennemsigtigt Slør over Tilstanden. Og omvendt, saa er det da set, at man paa nogle Steder ganske utilsløret har levet sammen som Modstandere ikke blot i de samme Byer, men i de samme Sogne og i de samme Kirkebygninger, kun at Statsunderstøttelsen har manglet. (Se saal. Funckes^[4] Beskrivelse af de nuværende Kirkeforhold i Bremen). Det uhørte indskrænker sig altsaa til, at man vil bortkaste Sløret, uden at give Afkald paa Statsunderstøttelsen. Og hvorfor skulde dette være [103] umuligt? Staten kan dog næppe principielt være utilbøjelig til at understøtte to utilslørede Kirkeretninger, naar de blot hver ad sin Vej opfylder Statens Formaal med Statsunderstøttelsen: at fremskaffe tugtige, retfærdige og gudelige Mennesker. Det tør vel tvertimod antages, at i vore Dage, da man har nogen mere Finfølelse end forhen for Individets religiøse Overbevisning, kan der findes Statsmænd, som vil foretrække den taalsomme Folkekirke fremfor de tvende førstnævnte, der hver paa sin Vis vil føre til aandelige Voldshandlinger. – Med større Ret kan det derimod gøres gældende, at de, som holder paa den gamle Tro og den gamle Reformation kun med Bedrøvelse og Uvilje vil kunne finde sig i at leve i en folkekirkelig Forbindelse med de andre, der maaske i Tidens Løb vil ændre paa alle de gamle Kirkeskikke lige til Daab og Nadver. Saadanne Følelser er vel forstaaelige, og de vilde være fuldt berettigede, hvis der ikke i den taalsomme Folkekirke blev værnet paa det mest ubetingede om Enkeltmands Samvittigheds Frihed. Baade Lægfolkets og Præsternes. Lægfolkets ved lettere Adgang til Dannelse af Valgmenigheder og til Sognekirkernes Brug. Præsternes derved, at de fritages for ved de hellige Handlinger at betjene saadanne, der ej er deres Trosfæller. Naar disse Bestemmelser var givne til Værn om Enkeltmands Frihed, vilde den taalsomme Folkekirke dog vistnok for alle Parter blive den taaleligste Form for en Folkekirke. Ogsaa den taalsomme Folkekirkes Medalje har sin Bagside, det skal ikke nægtes. Ovennævnte Funcke, der kan tale som den erfarne Mand, har oplevet, hvorledes det skeptiske Pilatus-Spørgsmaal: Hvad er Sandhed, maa vaagne i mange baade unge og gamle Hjærter under saadanne Forhold, hvor der ikke længere kan være Tale om Enhed i den kirkelige Bekendelse. Men paa [104] den anden Side – siger den erfarne Mand – befordres under de frie Forhold Eftertanke og Forskning og selvbevidst Kamp. Friheden gør frugtbar, og Friheden gør virksom. Skal alt summes op, siger han, maa der sluttes med den Erklæring: vi finder os ikke ilde under disse Forhold.

En fuldkommen folkekirkelig Forfatning naas nu engang ikke mellem ufuldkomne Mennesker.

Den taalsomme Folkekirke har del desværre hos os ikke lyse Udsigter for sig. De, som nærmest skulde være dens Talsmænd, er vel Grundtvigs Disciple. Men, skønt disse utvivlsomt i det Spredte gør et betydeligt Arbejde ude blandt Folket, er deres Magt til at sætte igennem ikke stor. De splittedes efter Mesterens Død af »nye Tanker« og »nye Sager«, og, bidende sig fast i Halen hver paa sin Kæphest, blev de efter en Tid fjærne for hinanden eller tildels arrige paa hinanden, indtil den Doktrin endog blev hørt, at Sammenhold over Hovedet er i Familie med Aandsforbrydelse. Og dersom den taalsomme Folkekirke saaledes kun har en noget splittet Væbnerskare bag sig, saa har der heller ikke vist sig en ledende Statsmand, som vilde være den anførende Ridder. Og en saadan maatte der til. Ind i den brutale eller den unerede Folkekirke glider vi saa at sige af os selv. Skulde vi vinde den taalsomme Folkekirke, da maatte der kræves en Mand med Mod og Udholdendhed til at føre den igennem de Vanskeligheder, som – ogsaa den lovgivende Magt – vilde berede den.

―

Disse Betragtninger er ikke skrevne ud af Rethaveri eller af Passion for en eller anden Teori. Det skal derimod henstilles til Læseres Overvejelse: først om der er flere rimeligt Muligheder end de tre her nævnte, og dernæst hvilken af disse tre der er at [105] foretrække. Det vilde være af Betydning om nogen kunde paavise en fjerde rimelig Mulighed, og dette Blad skulde gærne, hvis dets Aktiva tillod det, i Lighed med andre foretagsomme Blade udsætte en Præmie for Opfinderen af den fjerde Mulighed. Men det vilde heller ikke savne Interesse, tror jeg, at se et dygtigt Indlæg til Fordel enten for den folkekirkelige Mulighed, der her er kaldet den brutale, eller for den, der her er kaldet den unerede.

J.H. Monrad.

[1] Jf. Ramsdals egen udtalelse i Kristeligt Dagblad den 29. december 2014: »Men vi har trosfrihed i Danmark, og den gælder også for præster«.

[2] For flere oplysninger om J.H. Monrad se f.eks. artiklen om ham i Salmonsens Konversationsleksikon.

[3] Monrad henviser formentlig til den indremissionske præst Søren Christian Sørensen (1862–1916), der bl.a. forfattede en biografi af Vilhelm Beck.

[4] Den pietistiske teolog Otto Julius Funcke (1836–1910) var aktiv i Bremer Verein für Innere Mission. Bemærk, at Monrad synes at have overset, at Funcke netop var en arg modstander af den »tålsomme« kirkeordning i Bremen; således udtrådte hans egen menighed i 1882 af Bremische Kirchenvertretung, »weil die Duldung aller möglichen Glaubensrichtungen nicht Toleranz, sondern Charakterlosigkeit sei« (Hans-Walter Krumwiede: Kirchengeschichte Niedersachsens. Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht, 1996; s. 393).