Noter om religion og evangelium.
“Jeg hader og forkaster jeres fester,
jeg bryder mig ikke om jeres festdage.
Når I bringer mig jeres brændofre og afgrødeofre,
tager jeg ikke imod dem,
og måltidsofre af jeres fedekvæg vil jeg ikke se.
Fri mig for lyden af dine sange,
dine harpers klang vil jeg ikke høre!
Men ret skal strømme som vand,
retfærdighed som en stadig rindende bæk.” (Amos 5,21–24)
Der er igen tegn på nye religiøse strømninger i dansk kirkeliv. Nogle taler om at genfinde en kristen “trospraksis”, så det igen giver mening at tale om “helliggørelse” og om at leve et “helligt liv”. Der dyrkes forskellige former for meditation og bønspraksisser, og der spadseres ture besmykket med titlen “pilgrimsvandring”. Vi efterspørger religiøs underholdning, spændende ritualer, udklædning, pomp og pragt. Andre dyrker apologetik og “kristent trosforsvar” eller peger på kristendommens samfundsmæssige værdi og det problematiske i undergravningen af “traditionelle kristne værdier”. Nogle brokker sig over, at folk ikke har pænt tøj på i kirken, mens andre i deres begejstring over religiøs performance og liturgisk praksis fremfører påstande i stil med, at “det er ikke indholdet, men formen, der frelser”. Eller måske siger man, at kirkebygninger, med alt hvad de indebærer af religiøs æstetik, er absolut nødvendige for at forkynde evangeliet “rent og purt”. Eksempler er der masser af.[1]
Anderledes forholder det sig i Det Nye Testamente. En ren og ubesmittet gudsdyrkelse er, som det hedder i Jakobsbrevet, ganske enkelt at tage sig af faderløse og enker i deres nød og i øvrigt at holde sig uplettet af verden (Jak 1,27). Der findes ingen kristen “trospraksis”, ud over kærligheden til andre mennesker. At være “praktiserende kristen” betyder ganske enkelt at elske sin næste som sig selv – “den, der elsker andre, har opfyldt loven” (Rom 13,8; Matt 7,12; Gal 5,14; Jak 2,8). Enhver, der elsker, er født af Gud (1 Joh 4,16). Kærligheden består “ikke i, at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os” (1 Joh 4,10). Netop derfor er kærlighed ikke en præstation eller noget, mennesket kan planlægge og anstrenge sig for, men noget, der opstår spontant, når Gud kalder og virker i et menneske “til at ville og til at handle” (Fil 2,3).
Det kan undre, at vi har så svært ved at slå os til tåls og nøjes med evangeliet. Men det skyldes måske, at det faktisk er krævende, og at kærlighed er et fuldtidsjob. Måske netop derfor er der efterspørgsel efter “mere”. Vi vil have etik, moral og ritualer, følelser, æstetik, performance og organiseret praksis. Kort sagt: religion. Men kristendom er ikke religion, i hvert fald ikke først og fremmest, for evangeliet handler ikke om, hvad mennesker gør eller kan gøre, men om hvad Gud gør og allerede har gjort.
Denne skelnen mellem religion og kristendom (eller mere præcist det kristne budskab, evangeliet) var almindelig blandt teologer i det tyvende århundrede. Den blev fremsat af fx de tre B’er, Blumhardt, Barth og Bonhoeffer og herhjemme forsvaret af især P.G. Lindhardt (og vist også Otto Møller).[2] Skellet var ikke i sin pointe ny, men fremhævede nogle grundpointer i bibelsk og protestantisk kristendom, som blev sat på principiel formel.
Men skellet mellem religion og det kristne evangelium har ikke rigtigt fået nogen folkelig gennemslagskraft. En delvis undtagelse er amerikansk evangelikalisme, fx megachurch-præster som Gregory Boyd og Tim Keller: “Religion says earn your life. Secular society says create your life. Jesus says, “My life for your life”” (Keller). Nogle gange hører man fra det hold udtryk i stil med, at “Christianity is not a religion but a loving relationship with Jesus” – hvilket sådan set er rigtigt nok, men udtrykket dækker i en evangelikal sammenhæng ofte over en tro så farvet af pietisme, at det, der egentlig afvises, er formaliseret religion til fordel for en højst subjektiv religiøsitet.
Jacques Ellul (fransk reformert teolog) fortæller i La foi au prix du doute fra 1980,[3] hvordan et måbende publikum af præster havde svært ved at forstå skellet mellem religion og kristen tro, da han foredrog i tresserne, mens det angiveligt efter nogle år blev mere alment accepteret. Elluls pointe var simpel: Religion handler om menneskets bevægelse opad mod Gud, mens tro handler om Guds bevægelse nedad mod mennesket. Religion og tro er modsætninger og har intet med hinanden at gøre. At folk også i dag måber og rynker på brynene, når man formaster sig til at fremføre påstanden, at kristendom jo ikke er religion, siger noget om, at skellet nok er gået i glemmebogen, hvis det da overhovedet nåede at få folkelig udbredelse herhjemme. Derfor er der god grund til at genopfriske skellet mellem religion og det kristne evangelium.
Først er vi nødt til at gøre os et begreb om, hvad vi forstår ved “religion”. Ordet bruges populært i flæng, om alt lige fra fodboldkultur til overtro og så selvfølgelig de “officielle” religioner. Men selv de gængse verdensreligioner er indbyrdes så forskellige, at det er svært at se, at der skulle være tale om samme fænomen. Derfor giver det god mening, når religionssociologer siger, at “there is no such thing as religion” (Jonathan Z. Smith) eller at der ikke findes religioner, men kun religiøse mennesker. Religion kan bedre defineres som et familielighedsbegreb, der betegner nogle bestemte træk ved menneskers praksisser, der ikke kan reduceres til et enkelt princip, men dog kan siges at ligne hinanden på visse punkter.
Religion er som sådan de kulturelle, rituelle, etiske og moralske praksisser, som mennesker indgår i i omgangen med det, de anser for at være helligt. Det er altså et subjektivt begreb. Religion har at gøre med opdelingen af virkeligheden i rent og urent, rigtigt og forkert, højtid og dagligdag, hellige steder og tidspunkter og så videre. Religion er ikke bare en strukturerende faktor, men selve det, at en ellers flad virkelighed gives dimensioner, tidsligt såvel som rumligt. Ikke at der dermed er tale om noget, som findes “derude”, for den religiøse strukturering af virkeligheden er subjektiv, det vil sige, den handler om hvordan mennesker strukturerer en ellers neutral virkelighed. Religion er som sådan per definition en projektion, hvor mennesker tillægger tingene en værdi, de ikke har i sig selv (Feuerbach).
Religion giver derved en brugbar forklaring på tilværelsens sammenhænge; det giver livet indhold, tryghed og sikkerhed og garantier for fremtiden, hvis bare mennesker tror og gør det rigtige. Men som en subjektiv størrelse behøver religion ikke noget eksplicit “overnaturligt” gudsbegreb – skellet mellem overnaturligt og naturligt er jo i øvrigt i sig selv afhængigt af et metafysisk verdensbillede. Der findes således masser af sekulær religion – civilreligion, humanisme og kapitalisme – hvor det er staten, mennesket og mammon (penge), der er de egentlige guddomme. Det afgørende er, at alle disse ting er menneskers projektion af værdi ind i en ellers værdineutral virkelighed, som derved kommer til at strukturere og styre vores liv.
Menneskets drift efter at skabe sine egne guder er et gennemgående tema i Bibelen. Den religiøse projektion, altså at mennesker tillægger ellers neutrale ting en værdi, de ikke har i sig selv, indfanges godt i historien om Adam og Eva, der spiser af træet med kundskab om godt og ondt og pludselig skammer sig over at være nøgne, selvom de er skabt sådan (1 Mos 3,7). Religion og skam går hånd i hånd. Syndefaldet er simpelthen religionens og moralens opståen, hvor mennesket i oprør mod Gud vil indrette virkeligheden og skelne mellem rent og urent, helligt og uhelligt, rigtigt og forkert i stedet for spontant at tage imod livet, som det gives af Gud.
Fordi religion er et produkt af menneskets dømmesyge, er den heller ikke en kilde til gensidig menneskelig respekt og anerkendelse. Snarere tværtimod. Som Pascal vist pointerer et sted, gør mennesker netop ondt med største fornøjelse, når de gør det med god samvittighed, hvad jo er et af religionens hovedtemaer. Det er netop, når mennesker bliver i stand til at retfærdiggøre deres ondskab, at den for alvor løber løbsk – det burde være overflødigt at nævne aktuelle grusomheder i Mellemøsten og andre steder.
Guds dom over menneskets forsøg på at retfærdiggøre sig og selv at sætte verden i system er den åndelige død, som følger af menneskets moralske og religiøse forsøg på at strukturere sin virkelighed: “Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du visselig dø” (1 Mos 2,16). I dette ligger ikke bare en lære om “arvesyndens” oprindelse eller det enkelte menneskes misforhold til Gud, men en grundkarakteristik af hele den menneskelige civilisation som sådan.
Store dele af både den jødiske bibel og Det Nye Testamente er på én gang religions- og civilisationskritik (fx Amos’ bog og Esajas 1,11–17). Menneskets afgudsdyrkelse og dets forsøg på at “skabe et navn for sig selv”, ved fx at bygge Babelstårnet, er en gentagelse af Adam og Evas forsøg på at tilrane sig definitionsmagt over godt og ondt, hvilket ender i politisk forvirring. Der er derfor heller ingen principiel forskel på religion og politik. Snarere er disse to sider af samme sag. At evangeliet ikke er politisk, skyldes simpelthen, at evangeliet ikke er religion, i hvert fald ikke på nogen direkte måde – Guds rige er ikke magt, men kærlighed.
De mange religiøse praksisser, som jøderne i Det Gamle Testamente får påbud om at følge, kan forstås sådan, at Gud imødekommer menneskets ønske om at retfærdiggøre sig selv ved hjælp af religion. Gud udvælger et bestemt folkeslag og giver det en religion med regler og love, som de skal følge. Det gør han dog kun for at vise, at mennesker netop ingen vegne kommer ved hjælp af religiøs lov:
“Så gav jeg dem love, som ikke var gode, og bud, som de ikke kunne bevare livet ved […] Så kunne jeg slå dem med rædsel, for at de skulle forstå, at jeg er Herren.” (Ez 20,25–26).
Loven er til for at vise mennesket, at det har brug for Gud, ikke for at det ved hjælp af loven kan frelse sig selv (Rom 3,20).
Evangeliet er omvendt den gode nyhed: At der er håb trods alle menneskets fejlslagne forsøg på at frelse sig selv ved hjælp af religiøse praksisser. Der er håb, fordi Gud frelser mennesket helt uden betingelser. Religion er menneskets forsøg på at retfærdiggøre sig selv, mens evangeliet handler om Guds retfærdiggørelse af mennesket, på trods af alt dets mislykkede selvretfærdighed. Evangeliet er derfor ikke religion.
Jakobsbrevets ord om at holde sig uplettet af verden må derfor simpelthen forstås som en afvisning af religion. Ikke uden grund blev de første kristne anklaget for ateisme, når de afviste de gængse guder og samfundets religiøse ritualer uden at sætte nogen ny religiøs praksis i stedet. En række tekster, såsom Brevet til Diognetus fra det andet århundrede,[4] afviser, at kristne skulle leve efter nogen særlige religiøse leveregler, og understreger til gengæld, at evangeliet skaber spontan tro og glæde med kærlighed til næsten som resultat.
Det er måske en overdrivelse at hævde, at “kristendommen var den første og eneste religion i verden uden ritualer, gejstlige og hellige bygninger” (Frank Viola), og at den gradvise ritualisering og professionalisering af kristendommen kun skyldtes hedensk indflydelse. Men meget af det, vi i dag kalder kristen religion og kristne “værdier”, er et produkt af kristendommens fusion med hedensk kultur, filosofi og religion, efterhånden som den blev udbredt i Romerriget. Derfor er det vigtigt at skelne, hvis vi vil forstå forskellen på det kristne evangelium og “denne verdens visdom”, som er “dårskab for Gud” (1 Kor 3,19).
Kort sagt handler religion om, hvad mennesket gør, mens evangeliet handler om, hvad Gud gør. Religion er det, der er muligt for mennesket, mens evangeliet handler om det, der kun er muligt for Gud (Barth). Evangeliet handler om, hvordan Gud nærmer sig mennesket, ikke på grund af, men på trods af menneskets forsøg på at nærme sig Gud. Evangeliet handler om, at Gud vælger mennesket, ikke at mennesket vælger Gud. At kende Gud er i virkeligheden at være “kendt af Gud”, som Paulus udtrykker det (Gal 4,9).
Det nittende århundredes religionskritik med dens karakteristik af religion som en “vampyr”, der suger kraften ud af menneskelivet (Marx), eller som ideologi, der skulle retfærdiggøre de gældende uretfærdige samfundsstrukturer, kunne fra teologisk hold kun imødegås hæderligt ved at pege på, at evangeliet netop står i modsætning til sådanne former for religion. Mens religion rigtignok er opstået som menneskets forsøg på at forklare og magte det uforklarlige og at finde håb i det hinsides i erfaringen af denne verdens håbløshed, handler det kristne evangelium om noget ganske andet, nemlig at Guds virkelighed bryder ind i vores og forstyrrer den ved at vende alt på hovedet.
Påstanden om, at evangeliet ikke er religion, kan til forveksling lyde som ideologikritikeres påstande om, at netop deres politiske idéer svarer til virkeligheden, og at kun de andres ståsteder er udtryk for “ideologi”. Ideologer anser altid de andres verdensbillede, moralske begreber og forestillinger om tingenes sammenhæng som udtryk for “ideologi” og “fantasteri”, hvorimod ideologens eget verdensbillede fremstilles som udtryk for sund “realisme”. Det gælder, når nationalkonservative hævder, at “virkeligheden jo er folkelig og national”, eller når marxisterne hævdede at stå for en “videnskabelig socialisme”, og at deres politiske program derfor slet ikke var ideologi, men nødvendighed. Det samme er tilfældet, når moderne teknokrater hævder at følge nødvendighedens politik.
Men skellet mellem kristendom og religion må ikke forveksles med ideologikritikkens skel mellem påstået “virkelighed” og ideologi. Evangeliet er godt nok realistisk i den forstand, at det ikke handler om moralske idealer, som skal realiseres, men om Guds til dels allerede realiserede plan. Men det går videre end det. For hvor også de påstået realistiske og virkelighedstro ideologier elsker at give anvisninger på, hvordan mennesker bør bære sig ad, så vi kan have en praksis, som er i overensstemmelse med virkeligheden, giver evangeliet ikke nogen anvisninger af den art. Evangeliet handler nemlig slet ikke om, hvad mennesket kan eller bør gøre, men om hvad mennesket ikke kan og ikke vil, og hvad Gud derfor gør af barmhjertighed.
At Gud vælger mennesket, ikke omvendt, er fra kristendommens opståen blevet forplumret af tendenser til teologisk humanisme, hvor det i stedet er menneskets vilje, der er afgørende. Den teologiske humanisme vil gøre frelsen til menneskets frie valg. Tankegangen kommer til udtryk i C.S. Lewis’ udtryk, at “Helvedes porte er låst indefra”, som om Kristus ikke havde stormet dødsriget én gang for alle. Tanken er, at mennesker kan afvise Kristus og derved fordømme sig selv, som det også hedder i den evangelikale Lausanne-bekendelse. Men påstanden om, at mennesket kan fordømme sig selv, medfører logisk påstanden om, at mennesker også selv er ansvarlige for at forlige sig selv med Gud ved at tilvælge Kristus (Moltmann). Guds afgørelse bliver derved afhængig af menneskets vilje, og mennesket gøres derved til sin egen Gud. Den teologiske humanisme er derfor i sidste ende intet andet end religiøs ateisme.
Der findes ingen, der søger Gud (Rom 3,11). Derfor må Gud søge efter os: “Jeg havde svar til dem, som ej spurgte, var at finde for dem, som ej søgte; jeg sagde: “Se her, her er jeg!” til et folk, der ej påkaldte mig.” (Es 65,1). Mennesket har hverken ansvaret eller muligheden for at forlige sig selv med Gud. Evangeliet forkynder tværtimod, at Gud af barmhjertighed har forligt hele verden med sig selv (2 Kor 5,17–20).
“Den Mægtige finder vi ikke,
den mægtige Gud finder os,
der famler og fægter i mørket
og lukker os inde i trods.”, etc.
(Den Mægtige finder vi ikke, DDS 414)
Tro er ikke en præstation eller et valg, som mennesket kan tage ved at udøve sin “fri vilje”. Tro er ikke engang et valg, mennesket kan tage om ikke at være vantro, som om den mulighed på en eller anden måde skulle lægge mindre vægt på menneskets evner. Derfor kan Paulus skrive i sit brev til menigheden i Rom, at “så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed.” (Rom 9,16). Gud forbarmer sig over, hvem han vil, uafhængigt af menneskets vilje – “for hvem kan stå hans vilje imod?” (Rom 9,19).
Af nåde er vi frelst “ved” eller “gennem” tro, men altså ikke på grund af tro: “Det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds” (Ef 2,8). At fx Galaterbrevets ord om “retfærdighed ved tro på Kristus” (ἐκ πίστεως Χριστοῦ) lige så godt (eller bedre) kan oversættes med ”retfærdighed ved Kristi trofasthed” dækker på sin vis over det forhold, at de to er udtryk for samme sag: At Gud vælger mennesket og af trofasthed giver det tro (hvad lige netop dette angår, havde Augustin, Luther, Calvin, Schleiermacher og Julius Købner m.fl. ret mod fx semi-pelagianere og luthersk ortodokse).
Dermed befris vi fra navlepillende at granske vores egen tro – om den nu er korrekt og stærk nok, og om vi tror på de rigtige ting: “Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham.” (Rom 12,3). Hvis det hele afhang af vores valg og tro, ville vi være ilde stedt. Hvordan kan vi vide, at vi har valgt den rigtige religion? Hvordan ved vi, hvilken blandt tusinder af kristne trosretninger, der er den korrekte? Men det afhænger heldigvis ikke af vores valg, men af Guds kærlighed.
Men kærligheden tvinger ingen, siger man måske til forsvar for den teologiske humanisme, der vil give mennesket et frit valg. Og nej, kærligheden tvinger ikke, hvis vi med tvang forstår en voldelig underkastelse. Men kærligheden omskaber, nedbryder og genopretter menneskets vilje indefra, så at sige. Derfor kan vi ikke andet end at bede: “Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny en fast ånd!” (Sl 51,12), men selvfølgelig uden at forvente en mekanisk sammenhæng mellem vores bøn og Guds gerning.
Når Gud giver troen, er det ikke på trods af menneskets vilje, for det er netop ved at give mennesket en ny vilje, at troen bliver en realitet. Med andre ord: Evangeliet handler om Guds nådesløse nåde,[5] som virker ved kærlighedens tvangsløse tvang.
“Kun den er i Guds rige stor,
hvem kærligheden tvinger,
som uden blik til løn på jord
sit offer stille bringer,
som går, hvor du ham byder gå,
og takker, at dig selv han må
i dine brødre tjene.”
(Guds kærlighed ej grænse ved, DDS 365).
Af retfærdiggørelse følger tro, og af tro følger frelse, kærlighed og gode gerninger. Men altså netop i den rækkefølge, hvis man overhovedet kan sætte det sådan op. Jesus er “troens banebryder og fuldender” (Heb 12,2), som det hedder i Hebræerbrevet. Men Jesus er ikke bare troens ophavsmand, altså den, der med sin trofasthed giver mennesker troen. Han er også troens fuldender, altså den, der sørger for, at troen føres ud i livet: “For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.” (Ef 2,8–9).
Det betyder at vores “idealer”, “drømme”, “visioner” og “mål” for fremtiden er nok så ligegyldige. Det gælder, uanset hvilke udviklingsstrategier og ledelsesteknikker, vi kan finde på at applicere: “Jeg ved, Herre, at mennesket ikke bestemmer sin vej; det står ikke i den vandrendes magt at gøre sine skridt faste.” (Jer 10,23). Hvad der derimod betyder noget, er den virkelighed, der gives os og som vi møder på trods af vores drømme og visioner. Forsøger mennesket at løbe ind i himlen ved egen kraft, ender det i det modsatte, og vi må derfor lade Gud gøre arbejdet og løbe passivt (Hans Denck).
Det betyder igen, at vores religiøse praksis er sekundær eller ligefrem helt uden betydning: “Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves” (Sl 127,1). Guds kald er ikke et ideal, som vi skal realisere, men et skabende ord, en ordre, som sætter os lige dér, hvor vi skal være. Arbejd “med frygt og bæven” på jeres frelse, skriver Paulus i Fillipperbrevet og tilføjer: “For det er Gud, der virker i jer både at ville og virke for hans gode vilje” (Fil 2,3). Netop fordi det er Gud, der virker i mennesker, skal vi gøre, hvad vi gør, i “frygt og bæven”, altså i håb om, at det nok skal føre til det bedste, selvom vi ingen anelse har om hvordan – hvad jo rigtignok kan være skræmmende til tider. At “Guds veje er uransagelige”, er derfor ikke blot et betryggende bonmot, men en reminder om, at vi må finde os i utryghed og overraskelser: “Det er Herren, der styrer en mands gang, hvordan kan et menneske så forstå sin vej?” (Ordsp 20,24). Dermed ikke sagt, at vi så ikke må reflektere og tænke over, hvad evangeliet betyder, og hvad kærligheden kræver af os. Men rækkefølgen er afgørende. Teologisk tanke er altid eftertanke, refleksion over det hørte, menneskers ord om Guds Ord.
At evangeliet om Guds kærlighed ikke er religion, kan forstås ud fra forholdet mellem subjekt og objekt (den, der handler, og genstanden for handlingen). I religion er mennesket subjekt, mens Gud, eller hvad der nu anses for at være helligt, er objekt – i humanismen mennesket selv, hvilket forklarer, hvorfor humanismen stik mod intentionen ofte ender i fremmedgørelse, når mennesket gøres til sit eget objekt. I religion er det mennesket, der handler og taler. I kristendommen er forholdet omvendt. Her er det Gud, der handler og taler, og mennesket, der lytter. Vi er genstand for Guds tiltale. Evangeliet møder os derfor ikke som et svar på alle vores spørgsmål om, hvordan verden hænger sammen, men som et spørgsmål. Tænk på Jahves opsang til Job: “Hvem er det, der med uforstandige ord formørker det, jeg har bestemt? Spænd bæltet om lænden som en mand, og giv mig svar, når jeg spørger dig!” (Job 38,2–3) eller Jesu spørgsmål til sine disciple: “Men I, hvem siger I, at jeg er?” (Luk 9,20).
Apologetik, såkaldt kristent trosforsvar, hvor Gud gøres til genstand for fornuftige “argumenter”, er derfor ganske enkelt en fornægtelse af evangeliet. Forsøget på med smarte retoriske strategier at overbevise mennesker om at tage imod evangeliet sætter menneskets aktive valg og tænkning i centrum og er derfor et problematisk udtryk for religion – “Herren kender de vises tanker, han ved, at de er tomme.” (1 Kor 3,20). Men Gud kan forsvare sig selv. At ville argumentere for kristendommens værdi og sandhed for at overbevise mennesker er at gøre kristendommen til en vare, som vi kan vælge efter smag og behag – og derfor også en benægtelse af, at det suverænt er Gud, der kalder og vælger mennesker, ikke omvendt.
At ville argumentere for kristendommens sandhed er at ville erstatte tro med viden. Det er at ville underordne evangeliet vores kriterier og at gøre troen til et produkt af menneskets fornuft, filosofi og retorik i stedet for Guds indgriben i verden. Apologetik, forstået som et forsøg på at føre mennesker til tro ved hjælp af argumenter, er derfor vantro. Hvis kristent trosforsvar skal give nogen som helst mening må det handle om at skelne mellem sand kristendom og alt det andet – “Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud, eller jeg taler af mit eget.” (Joh 7, 17).
Kristendom er intet andet end Guds egen gerning i verden, som frisætter os fra alverdens religiøse praksisser, også de verdslige af slagsen. At være kristen er at være frisat fra de “guder, som i virkeligheden ikke er guder” (Gal 4,8). Kirkens opgave er derfor til dels negativ. Dens opgave er religionskritisk at afsløre det løgnagtige i religionernes og moralismernes påstande om, at mennesket skal gøre sig fortjent til Guds nåde: “Nok lever vi som andre mennesker, men vi kæmper ikke som verdslige mennesker. Vores kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned” (2 Kor 10,3–4). Derved får evangeliet alligevel politisk betydning, men som ideologikritik.
Kirkens opgave er med Paulus’ ord at nedbryde “tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud” (2 Kor 10,5). Det handler om at sige til mennesker som Jeremias: “Gudebillederne er som fugleskræmsler i en melonmark, de kan ikke tale, de skal bæres, de kan ikke gå. Frygt ikke for dem, de kan ikke gøre ondt, men de kan heller ikke gøre godt” (Jer 10,5). Evangeliet er en frisættelse fra religion, uanset om der er tale om den “overnaturlige” af slagsen, eller om der er tale om humanismens, civilreligionens eller kapitalismens dyrkelse af mennesket, staten, det folkelige fællesskab, nationen og mammon, vækst og velstand. I lyset af evangeliet er alle disse afguder harmløse fugleskræmsler.
Man kunne måske indvende, at meget af det ovenstående er en rent teoretisk diskussion, og at det da er rigtigt nok, at det er Gud, der vælger mennesket og ikke omvendt – men at det dog i praksis erfares som, at mennesket vælger Gud, og at kristendom i praksis derfor også er religion. Men Guds valg og kald erfares – hvis det overhovedet erfares(?) – netop på trods af alle forsøg på at frembringe religiøse oplevelser med alverdens æstetiske, retoriske og psykologiske teknikker. Det betyder i praksis, at vi må lære at vente. Og det betyder, at vi må lære at klappe kaje og lytte i stedet for at snakke. Det betyder, at kirken må holde op med febrilsk selv at ville tiltrække mennesker. Og det betyder, at kvantitativ “vækst” og kirkeligt “engagement” ikke er det samme, som at Guds Ord faktisk høres.
Gudstjenesten behøver derfor ikke at være en “lækker oplevelse” og bør kun i ringe grad handle om at fremkalde en særlig religiøs stemning ved hjælp af æstetiske virkemidler. Det kan måske betyde, at vi fx skal pakke musikinstrumenterne sammen og stille dem uden for kirkerummet og acceptere, at gudstjenesten hverken er underholdning eller feinschmeckeri. Ikke fordi ordentlig liturgi er et no-go. En løs og “afslappet” liturgi eller gudstjenester helt uden liturgi, hvis det er muligt, kan hurtigt føre til et formløshedens tyranni (Løgstrup), hvor vi af usikkerhed fokuserer alt for meget på os selv, og hvad vi gør. En god – og det betyder gerne enkel og stram – liturgi uden alt for meget gymnastik kan være nødvendig for at befri os fra usikkerhed og selvoptagethed og flytte fokus til det, der forkyndes i salmer, prædiken, dåb og nadver.
For at vende tilbage til den indledende konstatering af den manglende folkelige forståelse for skellet mellem religion og kristendom: En af grundene til, at “almindelige” mennesker kan have svært ved at forstå, at kristendom ikke er religion, kunne være, at kirken netop præsenterer kristendom som religion. Det er ikke underligt, at såkaldt kirkefremmede tillægger præsten og ritualerne en religiøs værdi, når de i høj grad fremstår som sådan – fx den besynderlige formulering i folkekirkens dåbsritual om at “hjælpe barnet til Guds velsignelse”, som om Guds velsignelse afhang af menighedens hjælp. Der findes kun ét sakramente, kun én frelsende gerning, Jesu død på korset og hans opstandelse påskemorgen. Dåb og nadver er derfor ikke magi eller teurgi, men former for og forkyndelse af Guds Ord, som allerede er talt én gang for alle i Jesus Kristus.
Når evangeliet indhenter mennesker, kalder det troen frem, hvorved kristendom bliver en personlig sag. At kristendom derved også i nogen grad ofte bliver religion, kan vi næppe undgå, og det skal vi måske heller ikke. Der er ikke i sig selv noget galt med gode salmer og et vist mål af ritualer. Blot må de ikke stå i vejen for evangeliet. Rækkefølgen er afgørende. Udgangspunktet er, at Gud én gang for alle har forligt hele verden med sig selv (2 Kor 5,17–20), og at vi intet kan gøre til eller fra ud over netop at besinde os på, at det er vilkåret for vores eksistens. Will D. Campbell får det sidste ord: “Do? Nothing. Be? What you are – reconciled, to God and man.”
[1] Eksemplerne er hentet fra virkeligheden. Ingen navne nævnt, ingen navne glemt.
[2] Se Karl Barth: Der Römerbrief (1922) og P.G. Lindhardt: Religion og evangelium (1954).
[3] På engelsk: Jacques Ellul: Living Faith.
[4] Brevet til Diognetus fås i dansk oversættelse fra Forlaget apophasis.
[5] Udtrykket “den nådesløse nåde” er lånt fra David Bugges læsning af Karen Blixen, fx General Løwenhielms tale: “Vi mennesker, mine venner, er kortsynede. Vi ved vel, at der findes nåde i universet. Men i vor menneskelige kortsynethed forestiller vi os endog den guddommelige nåde som endelig. Vi bæver da – vi bæver da, inden vi her i livet træffer vort valg. Og vi gruer, efter at have truffet det, for ikke at have valgt det rette. Men det øjeblik kommer, hvori vore øjne åbnes, og vi forstår at nåden er uendelig. […] Se! Det som vi har valgt skænkes os, og det som vi har afslået bliver os, tillige og på samme tid, tildel.” Citatet er hugget fra Jan Langes fine artikel om Babettes Gæstebud, “Babettes Gæstebud belyser nadveren”.