Tag-arkiv: religion

Godt tilbud eller tvingende nødvendighed?

Om at læse bibelen med nåden som fortegn

“Gud forbarmede sig over sin skabning og gav dem en ny frelse gennem sit Ord, det vil sige Kristus, så mennesker kunne lære ved erfaring, at de ikke kan opnå udødelighed af sig selv, men kun ved Guds nåde.” (Irenæus af Lyon, oldkirkelig teolog 130–202 e.Kr.)

Lucas Cranach d.æ.: Allegori over lov og nåde (efter 1529)

Kristendom er ikke, hvad det har været. Det har det nok aldrig været, når det kommer til stykket, for kristendommen er nemlig slet ikke den religion, den ellers ser ud til at være. I kernen af kristendommen er nemlig evangeliet, ordet om Guds nåde og kærlighed – og det handler slet ikke om religion, heller ikke selvom indpakningen kan give det indtryk. At evangeliet handler om nåde og kærlighed betyder nemlig, at det slet ikke er os, det kommer an på. Derfor er kristendom ikke religion.

Det har vi glemt. Undersøgelser viser, at 56 % af selverklærede amerikanske “evangelicals” mener, at mennesker selv skal tage initiativet til at blive frelst, mens et lignende antal mener, at vi selv skal bidrage til vores frelse, om ikke andet så ved aktivt at takke “ja” til evangeliet. Læs videre Godt tilbud eller tvingende nødvendighed?

Profeter og frugt

Prædiken i Maugstrup Kirke, søndag den 26. juli 2015 kl. 10:30
(8. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21).

Evangelium betyder gode nyheder eller et godt budskab. I dag handler det om profeter og om frugt, og der er både gode og dårlige nyheder, først og fremmest en masse dårlige nyheder. Så selvom det er en glædelig dag i dag, hvor vi har døbt Gerda og Laura i den treenige Guds navn, så lad os alligevel begynde med de dårlige nyheder.

Falske profeter. Det har naturligvis en særlig klang, når man kommer som gæsteprædikant og skal tale om falske profeter, der er som ulve, men er klædt ud som får.

Hvad er en profet? Når man hører ordet profet, kommer man måske til at tænke på den unævnelige profet, som man ikke må tegne, og slet ikke med en bombe i turbanen, hvis man ellers har livet kært. Men lige bortset fra denne højst aktuelle trussel virker profeter som noget gammeldags, som noget, der ikke findes længere. Måske nogle, der har syner; nogle, som påstår, at de kan se ting, som andre ikke kan se. Nu til dags vil man være tilbøjelig til at mene, at folk, der har syner om fremtiden eller for den sags skyld om nutiden, bør lade sig indlægge, så de kan blive kureret for deres vrangforestillinger, og så vi andre kan slippe for at blive belemret med dem. Så bortset fra dem, vi betragter som galninge, har vi vist ingen profeter tilbage. Vi har selvfølgelig nogle økonomiske vismænd og tilmed også nogle spindoktorer, men det er ligesom ikke det samme. Læs videre Profeter og frugt

Hvad mener vi, når vi siger, at kristendom ikke er religion?

Noter om religion og evangelium.

“Jeg hader og forkaster jeres fester,
jeg bryder mig ikke om jeres festdage.
Når I bringer mig jeres brændofre og afgrødeofre,
tager jeg ikke imod dem,
og måltidsofre af jeres fedekvæg vil jeg ikke se.
Fri mig for lyden af dine sange,
dine harpers klang vil jeg ikke høre!
Men ret skal strømme som vand,
retfærdighed som en stadig rindende bæk.” (Amos 5,21–24)

Lucas Cranach d.æ.: Adam og Eva (1526, udsnit)
Lucas Cranach d.æ.: Adam og Eva (syndefaldet; 1526, udsnit).

Der er igen tegn på nye religiøse strømninger i dansk kirkeliv. Nogle taler om at genfinde en kristen “trospraksis”, så det igen giver mening at tale om “helliggørelse” og om at leve et “helligt liv”. Der dyrkes forskellige former for meditation og bønspraksisser, og der spadseres ture besmykket med titlen “pilgrimsvandring”. Vi efterspørger religiøs underholdning, spændende ritualer, udklædning, pomp og pragt. Andre dyrker apologetik og “kristent trosforsvar” eller peger på kristendommens samfundsmæssige værdi og det problematiske i undergravningen af “traditionelle kristne værdier”. Nogle brokker sig over, at folk ikke har pænt tøj på i kirken, mens andre i deres begejstring over religiøs performance og liturgisk praksis fremfører påstande i stil med, at “det er ikke indholdet, men formen, der frelser”. Eller måske siger man, at kirkebygninger, med alt hvad de indebærer af religiøs æstetik, er absolut nødvendige for at forkynde evangeliet “rent og purt”. Eksempler er der masser af. Læs videre Hvad mener vi, når vi siger, at kristendom ikke er religion?

Facit eller fordring?

Prædiken til højmesse i Sorø Klosterkirke og aftensang i Slangerup Skt. Mikaels Kirke, søndag d. 27. oktober 2013 (22. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Matt 18,21–35)

De ti Bud, dem kender vi.

En dansk ateist [Nikolaj Cederholm] har i denne uge skrevet ti nye bud, og en anden ateist [Alain de Botton] udgav samtidig en bog, der hedder “Religion for ateister”. De sekulære, de gudløse og lidettroende skal altså have deres egne bud, deres egen tro og deres egen nye moral.

Men hvad så? Lad dem dog, siger jeg. Hvis man partout gerne vil kopiere religion ind i sin ikke-religion, skal det stå dem frit for. Problemet er bare, at de snyder sig selv, ja, jeg mener ligefrem, at de helt åbent stiller sig frem og udviser en slående mangel på selvindsigt, erkendelse og virkelighedssans. Hvorfor det?

Jo, lad os se på, hvad de ti nye bud ifølge den danske ateist skal rumme: Læs videre Facit eller fordring?

Affectus noster in deum augendus est

Om affekternes betydning i Luthers anden salmeforelæsning, Operationes in Psalmos 1519–1521.[1]

Indledning.

I forbindelse med Muhammedtegningerne i Jyllands-Posten er de religiøse følelser rykket ind i centrum af debatten om religion. Til nogle protestantiske teologers udelte glæde. Det har nemlig været en kærkommen lejlighed for dem til at påpege og understrege, at religion og følelser går hånd i hånd, mens kristendom og følelser ikke har noget med hinanden at gøre. Ved at fremsætte en sådan påstand viser de deres discipelskab til den schweiziske teolog Karl Barth og hele den barthianske teologiske tradition. Men de viser samtidig, at de indtager en afvisende position over for den del af den protestantiske teologiske tradition, som blandt andet tæller Friedrich Schleiermacher og Rudolf Otto, som netop sætter følelserne i centrum af religion og kristendom. Det interessante er, at også Luther sætter følelserne i centrum. Enhver opmærksom læser af hans større latinsksprogede værker fra den tidlige del af hans virke studser over den hyppighed, hvormed det latinske ord for følelse, affectus, dukker op i teksterne og gør det på centrale steder. Læs videre Affectus noster in deum augendus est