Hellig, hellig, hellig – Treenigheden i salmebogen (I)

En fremstilling af det såkaldte treenighedsskjold (her fra St Peter's Church, Strumpshaw, Norfolk, England).
Det såkaldte treenighedsskjold: Faderen er Gud, men er ikke Sønnen og Helligånden; Sønnen er Gud, men er ikke Faderen … osv. (her fra St Peter’s Church, Strumpshaw, Norfolk, England).

Treenighedslæren spiller en vigtig rolle i den akademiske teologi, men ikke i samme grad i folkekirkens liv. Sådan er i hvert fald mit indtryk; og hvis det er sandt, er det en skam.

Melanchthon undlod i første omgang at behandle treenighedslæren i sin dogmatiske lærebog Loci communes og hævdede, at guddommens mysterier hellere skal tilbedes end udforskes.[1] Uanset om det ene behøver at udelukke det andet, kalder det under alle omstændigheder på en undren over, at trinitetens mysterium i højere grad er genstand for spekulation på de teologiske uddannelser end for lovsang i kirkerne. Samme Melanchthon ytrede også på sit dødsleje, at han glædede sig til at slippe for teologernes evindelige ævl og kævl og i stedet skue Gud selv med egne øjne, hvor han blandt andet regnede med at få klar besked om sammenhængen imellem Kristi to naturer, den menneskelige og den guddommelige.[2]

Er det så sandt, at treenighedslæren spiller en birolle i folkekirken? Man kan naturligvis indvende, at treenighedstanken er underforstået til stede, selvom man ikke nævner den ved navn hele tiden; for hvis Gud er treenig, er det jo per definition den treenige Gud, der nævnes, høres, anråbes, tilbedes og lovsynges, også når treenighedsbegrebet ikke bruges.

Det er nok rigtigt, at den trinitariske tanke er underforstået til stede; men der er en fare ved underforståetheden, for et forhold kan blive så underforstået, at det til sidst bliver glemt. Dette synes vores almindelige sprogbrug også at pege på: De fleste, der færdes i og omkring folkekirken, vil ofte have hørt vendingen »Gud og Jesus«, måske endda ud af egen mund; og her ses problemet jo illustreret med al tydelighed, eftersom man forstår Gud Fader som den egentlige eller »rigtige« Gud, mens Jesus (og det er næsten altid Jesus og kun sjældent Kristus) reduceres til at være et menneskeligt vedhæng, og Helligånden er helt fraværende.[3]

Om det er tilsigtet eller ej, kommer man på den måde længere og længere væk fra bekendelsesskrifternes tale om Gud som ét væsen med tre ligeværdige personer – Fader, Søn, Ånd.[4] Måske er det også af angst for at blive beskyldt for at blive for højtravende, for spekulativ, for »herlighedsteologisk«, for »frelst« eller ligefrem for »kirkelig« på en måde, der lukker sig om sig selv, mens den trinitarisk uskolede og uinteresserede omverden undrer sig over, hvad alt det gøgl med treenighedslæren skal til for. En helt reel bekymring. Men udelades treenighedsaspektet, ender vi med en fladbundet og potentielt fladpandet Jesus-religion, eventuelt suppleret med en fjern, utilgængelig himmelgud – altså en slags fornyet arianisme. Behovet for en bevidstgørelse om Treenigheden sås senest demonstreret i forbindelse med den nylige diskussion om opstandelsen; her havde i hvert fald nogle af »Jesus er død«-tilhængerne tilsyneladende ikke skænket det en tanke, at udraderingen af Jesu opstandelse også får Treenigheden til at gå op i limningen og reducerer Gud til en fjern Fader, hvis Søn er død, og hvis Helligånd må flakke hvileløst omkring i kirken som et andet spøgelse – Holy Ghost i den forkerte betydning. Den treenighedsløse teologi er måske nok let at forene med moderne anti-trinitariske bevægelser som Jehovas Vidner og gamle treenighedsfornægtende religioner som islam, men den har omvendt heller ikke meget at gøre med den kristne gudsdyrkelse, der har den treenige Gud som sin kilde, sin vej og sit mål.

Treenighedssalmer

At undersøge treenighedsteologiens stilling i folkekirkens prædikener og bønner ville potentielt være interessant og med sikkerhed uhyre besværligt. Til en begyndelse kan det i stedet afdækkes, hvordan det står til med salmerne i Den Danske Salmebog; for selvom vi ikke ved så meget om, hvilke salmer der synges, og selvom der også synges salmer, som ikke står i salmebogen, så må det antages, at salmebogens indhold udgør grundstammen i det, der synges i folkekirken. Desuden er netop lovsang et vigtigt tema i treenighedssammenhæng, som det vil fremgå, så salmer er ikke et dårligt sted at begynde.

Jeg vil her følge den fremgangsmåde, at jeg først ser på de salmer, der bruger ordet treenig eller varianter heraf. Gennemgangen kan således tjene som inspiration til brug af salmer, der holder tanken om den treenige Gud i hævd. I en opfølgende artikel vil jeg gå videre med de steder, hvor der tales om forholdet imellem de tre guddommelige personer, uden at treenighedsbegrebet nævnes, men hvor de trinitariske personer optræder ved navn, såsom i den store Aleneste Gud i Himmerig.[5]

Ordet treenig og afledninger af dette ord optræder kun i alt otte gange i den nuværende udgave af Den Danske Salmebog – én gang i otte forskellige salmer:

11Nu takker alle Gud
250Kommer, sjæle dyrekøbte
281Nu nærmer sig vor pinsefest
334 – Guds kirkes grund alene
354 – Lov og pris og evig ære
364Al magt på jorden og i Himlen
416O Herre Krist! dig til os vend
556I Himmelen, i Himmelen

11 – Nu takker alle Gud

Den barokke pragtsalme Nu takker alle Gud, der vist må være den mest brugte af de otte behandlede salmer, folder sig i tredje og sidste vers ud til en takke- og lovsang, der hylder »Gud Fader med Guds Søn / og Helligånd tillige« og omtaler Gud som »Treenig Gud, som var / og er og bliver«, svarende til anråbelsen i Johannes’ Åbenbaring 4,3: »Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige, / han som var og som er og som kommer«.

I en trinitarisk sammenhæng får de tre gange »hellig« en dobbelt betydning, eftersom der ikke bare er tale om en forstærkning (hellig, helligere, helligst), men også om en anråbelse af de tre personer i guddommen, der alle er hellige og tilsammen udgør én hellig Gud. Dette såkaldte trishagion eller tersanctus (jf. Esajas 6,3) kendes i folkekirkens liturgi bl.a. fra gudstjenestens sanctus-led inden nadveren (i nadverindledning B og til dels i C).

Den danske oversættelse af salmen svarer godt til Martin Rinckarts tyske original fra ca. 1630, hvor Helligånden ganske vist ikke nævnes ved navn, men omtales som den, der er lige med Faderen og Sønnen:

Gott, dem Vater und dem Sohne
Vnd dem, der beyden gleich
Im höchsten Himmels Throne:
Dem dreymal Einem Gott.[6]

250 – Kommer, sjæle dyrekøbte

Denne himmelfartssalme, hvor Grundtvig gendigter Kynewulfs gamle angelsaksiske digt, nævner ligeledes Treenigheden i sidste vers:

Lov og tak og evig ære
i Treenigheden være
Fader, Søn og Helligånd!

Salmen former sig som et triumftog i Kristi fodspor fra jorden til Himlen, og lovsangen til den treenige Gud bliver dermed kulminationen på opstigningen til den evige herlighed, hvor Gud bor – et motiv, der også kendes fra eksempelvis Dantes guddommelige komedie.[7]

281 – Nu nærmer sig vor pinsefest

Kingos store salme til sjette søndag efter påske, ved indgangen til pinsetiden, forholder sig både til Treenigheden og til spørgsmålet om, hvorvidt Helligånden udgår fra Faderen alene, som hævdet af østkirken, eller fra både Faderen og Sønnen (filioque), som det siges i de (fleste af de) vestlige kirker, herunder i folkekirkens bekendelser:

Nu nærmer sig vor pinsefest,
Gud Helligånd! vær du vor gæst,
som fuld af evighedens år
fra Fader og fra Søn udgår!

Den direkte omtale af Treenigheden følger straks i andet vers: »O helligste Treenighed, / mit arme hjerte du bered«. I næstsidste vers runder salmisten tanken om den evige, salige skuen af Gud i Himlen:

Du viser kronen, som for mig
er henlagt udi Himmerig,
hvor evig glæde jeg skal få
og stedse for Guds ansigt stå.

Og salmens sidste vers afsluttes med en anråbelse, som markerer Helligåndens fulde andel i guddommeligheden: »O Helligånd, almægtig Gud« (i Kingos original: »O Hellig Aand, O søde Gud«).[8]

Det er værd at lægge mærke til, at Kingo ikke blot nævner filioque-spørgsmålet, men også udfolder det ved i tredje vers at bede: »Kom, Helligånd, og vidne giv / i mig, at Jesus er mit liv«, for meningen med at stå fast på filioque-tanken er jo bl.a. at understrege, at Helligånden ikke er en anden åbenbaringsvej uden om Kristus, men at de guddommelige personer alle tre er helt og fuldt med i den ene Guds gerning. Grundtvigs gendigtning (Kom, sandheds Ånd, og vidne giv; nr. 300) er egentlig vellykket, men har udeladt filioque-bekendelsen ved henvendelsen til »Gud Faders Ånd« i sidste vers.

334 – Guds kirkes grund alene

Den anglikanske præst Samuel John Stones salme handler om den hellige, almindelige kirke, altså det universelle fællesskab af troende, der har Kristus som sin grundsten, og som omfatter både den jordiske, kæmpende kirke (ecclesia militans) og den himmelske, sejrende kirke (ecclesia triumphans). I paradiset er kirken nået frem til sit mål, nemlig lovsangen af den treenige Gud:

Ét er den [: kirken] allerede
med dig, treenig Gud,
og fælles, alt hernede,
med dem, som gik forud.

Den danske oversættelse svarer udmærket til den engelske original fra 1866, der imidlertid tydeligere fremhæver det såkaldte »mystiske fællesskab«, der forener de troende på jorden og i Himlen med Gud:

Yet she [: the Church] on earth hath union
With God the Three in One,
And mystic sweet communion
With those whose rest is won;[9]

354 – Lov og pris og evig ære

Johan Nordahl Bruns allehelgenssalme fra 1786 omhandler på samme måde det led i den apostolske trosbekendelse, der nævner »de helliges samfund«. Salmen påkalder i første vers den treenige Gud:

Lov og pris og evig ære
ske dig, o treenig Gud,
som vor tros den rene lære
rev af mørkets fængsel ud!

Man kan notere sig, at treenighedsmotivet nævnes sammen med tanken om »den rene lære«, men det trinitariske tema uddybes ikke yderligere, for her er det centrale i stedet, at Gud igennem sine forkyndere opretholder sin kirke på jorden. Først i sidste vers hæves perspektivet til også at omfatte den himmelske tilstand, hvor Gud Helligånd vil samle sin kirke.

Salmen er i øvrigt den eneste i salmebogen, der nævner Luther ved navn, idet han i andet vers fremhæves som én af de lærere, Gud har sendt for at bevare troen:

Luther rustede du ud,
og ved dette sendebud
tordned ind i nattens mørke:
Kommer, lærer Gud at dyrke!

364 – Al magt på jorden og i Himlen

Denne salme af Johannes Johansen fra 1980/1995 tager udgangspunkt i ét af treenighedslærens mest oplagte anknytningspunkter i Det Nye Testamente, nemlig missionsbefalingen ved afslutningen af Matthæusevangeliet i dets 28. og sidste kapitel, hvor Jesus giver apostlene besked om at gå ud til alle jordens folkeslag, gøre dem til Jesu disciple og døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Dette bliver kort og enkelt sammenfattet af Johansen i salmens andet vers: »Og alle folk skal derfor døbes / i den treenige Guds navn«.

I overensstemmelse med Matt 28,20b (»alle dage indtil verdens ende«) er der også i denne salme et eskatologisk udblik til de sidste tider, hvor Gud bliver alt i alle, jf. 1 Kor 15,28.

416 – O Herre Krist! dig til os vend

Her omtales Helligånden som Kristi Ånd i første vers, og ligesom i flere af de førnævnte salmer knyttes menighedens gudstjeneste i kirken på jorden sammen med forventningen om den evige gudstjeneste med hele »Guds hær« i Himlen, altså forsamlingen af alle kirkens medlemmer og englene, der sammen skuer og lovsynger Gud selv; og også her kommer den trefoldige hellig-sang med i tredje vers inden taksigelsen til den treenige Gud i fjerde vers:

Indtil vi synger med Guds hær:
Du hellig, hellig, hellig er!
og skuer så dit åsyn blid
i Himlens lys til evig tid.

Tak ske Gud Fader, Søn og Ånd,
ét i fuldkommenhedens bånd:
Den hellige Treenighed
ske lov og pris i evighed!

Med omtalen af »fuldkommenhedens bånd« henvises der til Kolossenserbrevet 3,14, der lovsynger »kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd«; men linjen kan også læses som en reference til den dogmatiske tradition, der forstår Helligånden som kærlighedens bånd eller lænke (vinculum caritatis), der sammenbinder og forener Faderen og Sønnen i den treenige guddom. Dette aspekt ses ikke i den tyske original, der til gengæld omtaler de treenige personer som siddende på én og samme guddommelige trone:

Ehr sey dem Vater und dem Sohn,
Dem Heilgen Geist in einem Thron;
Der Heiligen Drey-Einigkeit
Sey Lob und Preiss in Ewigkeit.[10]

556 – I Himmelen, i Himmelen

Temaet med de menneskelige og englelige hærskarers himmelske tilbedelse af den treenige Gud fuldendes i den sidste af de otte salmer, der gennemgås her: den svenske baroksalme I Himmelen, i Himmelen af digteren med det særegne navn Laurentius Laurentii Laurinus.

Salmen skildrer de himmelske lyksaligheder, først og fremmest at skue Gud direkte: »omsider evig, evig skal jeg der / se Gud i lyset, som han er«, hedder det i første vers. Overalt i salmen dukker henvisninger op til den eskatologiske, himmelske tilværelse hos Gud, der her omtales med tilnavnet Sebaot. Billederne er særligt hentet fra Johannes’ Åbenbaring; om man elsker eller hader salmen, står og falder derfor nok med, om man kan lide Apokalypsen eller ej. Kulminationen på den glitrende, bølgende, altomsluttende herlighedsskildring følger i salmens to sidste vers, hvor den trefoldige helligsang som forventet dukker op igen:

I Himmelen, i Himmelen,
blandt helligt englekor,
med Søn og Ånd bor Faderen
i Guddoms-ære stor.
Et trefold »hellig« synges dér,
når engleskaren offer bær’
for Herren Sebaot.

Treenig Gud i Himmerig,
dig være lov og pris!

I salmens svenske originalversion nævnes helligsangen (»Siungande Helig«) allerede i andet vers, mens de tre guddommelige personer nævnes i 17. og sidste vers, men uden selve treenighedsbegrebet:

Gudh Fader och hans enda Son Man altijd ähra bör
För sine nådh och mycken mohn/ Then han oss altijd giör:
Thesslikes ock then Helge And: Thesslikes etc.
I HErran Zebaoth.[11]

Det samme gør sig gældende i nyere svensksprogede versioner, her eksempelvis fra den finske evangelisk-lutherske kirkes svenske salmebog:

O Fader, Son och Ande, dig
ske evigt lov och pris
för all din nåd som öppnar mig
din himmels paradis.
Där skall ock jag i evighet
lovsjunga din barmhärtighet,
o Herre Sebaot.[12]

Konklusion

De otte salmer, der her er gennemgået, fordeler sig sådan, at én er i salmebogens indledende afsnit med lovsange (nr. 11); én er i afsnittet om troen på Guds Søn – Kristi himmelfart (nr. 250); de resterende seks er alle i afsnittet om troen på Gud Helligånd, men inden for dette hovedafsnit er der én i afsnittet om Helligåndens komme (nr. 281), to i afsnittet om den hellige, almindelige kirke (nr. 334 og 354), én i afsnittet om de helliges samfund – gudstjenesten (nr. 416) og endelig én i afsnittet om kødets opstandelse og det evige liv – evighedshåbet (nr. 556).

Fællestræk, der i større eller mindre grad gør sig gældende for de otte salmer, er således bl.a., at salmerne befinder sig i det, man kunne kalde den høje ende af det kirkelige spektrum; de omhandler ikke så meget de »lave og nære« fænomener som Jesu jordeliv, menneskelivet på jorden, næstekærligheden og den kristne etik samt traditionelle lutherske kerneområder som synd, nåde, lov og evangelium, men derimod i højere grad de »høje« spørgsmål som Guds himmelske herlighed, gudstjenestelivet, kirkens universelle lovsang og den kristne eskatologis udblik til verdens paradisiske fuldendelse.

Med stor ret kan man hævde, at der ikke er en modsætning imellem de to, eftersom de er forskellige sider af den ene og samme kristendom; men som antydet allerede i begyndelsen er det sandsynligvis alligevel her, man skal finde forklaringen på Treenighedens relativt svage stilling i salmeudvalget – treenighedsbegrebet appellerer ikke så meget til de folk, vi ynder at kalde den »kirkefremmede« offentlighed, men fremstår mere som en indre-kirkelig, lidt eksotisk størrelse. Om tesen holder, vil blive klarere i næste del af artiklen.


[1] I den oprindelige 1521-udgave af Loci communes rerum theologicarum: »Mysteria divinitatis rectius adoraverimus quam investigaverimus« (jf. TRE 34, s. 107). »Vi gør rettere i at tilbede Guddommens Mysterier end i at udforske dem. Ja, uden stor Fare kan man slet ikke undersøge dem. Det har selv hellige Mænd ikke sjældent erfaret. Den kærlige og almægtige Gud har da ogsaa iført sin Søn Kød for at drage os bort fra Kontemplation over hans ophøjede Majestæt og hen til Betragtning af vor egen kødelige og skrøbelige Natur« (Philipp Melanchthon: Loci. Evangeliske Hovedtanker. I ny Oversættelse ved Jørgen Larsen. København: O. Lohses Forlag, 1953; s. 16).

[2] Om Melanchthons død se Martin Schwarz-Lausten: Philipp Melanchthon. Humanist og luthersk reformator i Tyskland og Danmark. København: Forlaget Anis, 2010; s. 365–370, her s. 369.

[3] Netop Helligåndens fravær fra gudsbilledet er i øvrigt karakteristisk for den vestlige teologi, hvis man skal tro dens kritikere, der ofte har en faible for den østlige, ortodokse kirke, som ser så tillokkende ud – på afstand. Undertiden beskyldes ikke bare folkekirken, men hele den vestlige kirke og teologi for at overbetone Guds enhed, sådan at Treenigheden forstås som tre masker, der bæres på skift (modalisme eller sabellianisme), mens østkirken omvendt kan få skudt i skoene, at dens forståelse af treenighedslæren kan udarte til treguderi (triteisme – fra muslimsk side en velkendt beskyldning imod kristendommen som sådan). Uanset om påstanden er rigtig eller ej, er den i hvert fald ikke ny. I Holmquist/Nørregaards kirkehistorie finder man følgende bemærkning som konklusion på den arianske strid og den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse: »Der vedblev dog at bestaa en forskellig Nuance i Forstaaelsen af Nicænum mellem Vesten og Østen. For Vesten laa hovedvægten paa Enheden, for Østen paa de tre Hypostaser, ligesom her i Virkeligheden en Rest af Sønnens Subordination under Faderen blev bestaaende, en Mindelse om den oprindelige Origenisme« (Hjalmar Holmquist og Jens Nørregaard: Kirkehistorie, bd. I, Oldtid og Middelalder. Tredje, paa ny omarbejdede Udgave. København: J.H. Schultz Forlag, 1946; § 37, »Den arianske Strids Afslutning«, s. 175).

[4] Niels Henrik Gregersen har i anden anledning brugt begrebet trinitarisk underdetermination om det fænomen, at der tales for lidt og for ubestemt om Treenigheden.

[5] Nærmere oplysninger om salmerne end dem, der gives her, kan findes i dansk hymnologis to hovedværker: Anders Mallings Dansk Salmehistorie I–VIII, der dækker salmerne i 1953-salmebogen, og Jørgen Kjærgaards Salmehåndbog I–II, der følger den seneste salmebog fra 2003.

For god ordens skyld skal det oplyses, at trefoldig og trinitet slet ikke optræder i den nuværende salmebogs tekster, så disse to begreber kan der uden videre ses bort fra. Trefoldighedsbegrebet er vist i det hele taget i tilbagegang, selvom der uden for salmebogen findes eksempler på det modsatte, såsom Johannes Johansens trinitatissalme O hellige Trefoldighed (nr. 105 i Johannes Johansen: Min egen salmebog (Poul Kristensens Forlag, 1996); s. 162 f.).

[6] Anders Malling: Dansk Salmehistorie, bd. III, Salmerne Jer–Nu (København: J.H. Schultz Forlag, 1963); s. 478.

[7] Komedie-begrebet betyder jo netop, at historien ender lykkeligt, og værket er en guddommelig komedie, fordi Dantes opstigning igennem himmelsfærerne ender med det uudsigelige syn af den treenige Gud i komediens Paradis-afsnits 33. og sidste sang; det bemærkes, at filioque også findes her: »Den første syntes spejlet i den anden / som regnbue i regnbue; den tredje / var som en flamme, næret af dem begge« (Dantes guddommelige komedie. På danske vers af Ole Meyer. 4. rev. udg. Forlaget Multivers, 2007; s. 459).

[8] Kingos Samlede Skrifter, bd. V, s. 37; jf. Malling bd. III, s. 464.

[9] Gengivet efter Malling II, s. 74.

[10] Malling IV, s. 136.

[11] Gengivet efter Then Swenska Psalm-Boken (1695).

[12] Gengivet efter Psalmboken (1986).

Skriv et svar