Prædiken i Vojens Kirke, søndag den 26. juli 2015 kl. 9:00
(8. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21).
Dagens evangelietekst udgør en lille del af bjergprædikenen. Tonen er skærpet ligesom den fordring, Gud i kraft af Jesu tale stiller mennesket over for.
Det er ikke længere nok bare at leve op til de mange jødiske forskrifter, man kan læse nogle af i 3. Mosebog, som er fyldt med alle tænkelige og utænkelige love, mennesket skal opfylde for at være Gud til behag.
Alle disse gamle forskrifter betegnes normalt under et som »Loven«.
Og netop »Loven« er bjergprædikenen et opgør med.
Men ikke et opgør i den forstand, at der er tale om en afskaffelse af loven – nej tværtimod søger Jesus at forklare, at der gives en ny lov, der skal gøre sig gældende for mennesket.
Det er derfor han også skelner mellem det gamle og det nye, når han siger: I har hørt, at der er sagt til de gamle – men jeg siger jer.
Jesus har nemlig noget nyt at fortælle mennesket. Noget som det ikke kunne have fortalt sig selv eller regnet sig frem til, men som han er kommet for at åbenbare for mennesket.
Den nye lov er en skærpelse af den gamle – og i stedet for som tidligere at udpensle hver enkelt gerning, Gud forventer af mennesket, åbenbarer Jesus lovens fylde.
Det, som hele loven altså drejer sig om – nemlig kærlighed.
Denne forståelse har Apostlen Paulus også senere sammenfattet, da han i sit brev til menigheden i Rom skrev:
Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde.
Kærligheden er lovens fylde! Den sætning må man gerne hænge fast i; for når Paulus skriver, at kærligheden er lovens fylde, så betyder det, at Guds fordring til mennesket er kærlighed.
Sagt mere ligeud så kræver Gud ikke andet af os end kærlighed.
Men selvom det måske lyder ganske simpelt og lige til, så skal man ikke tage fejl af opgaven.
For det er livets vanskeligste og mest uløselige opgave, der kræver kærlighedens hjælp, hvis den skal løses.
At det kan være en vanskelig opgave at bevare sig selv i kærligheden, ved vi også fra vores eget liv, når kærligheden først sættes på prøve ved et svigt eller modgang. Så mærker vi, at det at elske ikke er en selvfølge, og at vores kærlighed ikke altid kommer af sig selv, men at det sommetider kan være nødvendigt at høre Guds ord til os, når han siger: »Du skal elske din næste«. Lukker vi ørerne for at give slip på pligten, så bevarer vi ganske simpelt ikke os selv i kærligheden.
Når Jesus i bjergprædikenen advarer mod de falske profeter, der kommer forklædt i fåreklæder, men indvendigt er glubske ulve, så er det en advarsel mod dem, der har det hele i munden, men intet i hjertet – ja mod dem, der ved, hvad der forventes, at man skal sige og gøre, men ikke selv hverken mener eller gør noget.
Det er disse hykleriske profeter, Jesus advarer imod; for ved man, hvad der er det rigtige og hvad der kræves af én uden at gøre noget; hvad har man så vundet ved sin indsigt?
Var det ikke bedre, at man slet intet havde vidst – og derfor ikke kunne stilles til regnskab for det, man gjorde?
Ja – på deres frugter kan I kende dem.
Hykleriet bærer nemlig ingen frugter og kender ikke til kærlighedsgerninger, men kun til tomme ord.
Siden Luthers opgør med katolicismen har man i kirken været meget skeptisk over for alt, der på den mindste måde kunne smage af gerningsretfærdiggørelse, hvilket vil sige, at der skulle være visse gerninger, hvormed mennesket kom tættere på sin frelse; for Luther handlede det nemlig ikke om menneskets gerninger, men om dets tro.
Derfor er der i teologien kommet et skel mellem tro og gerninger, som om det var to størrelser, der lod sig adskille.
Men talen om det gode træ, der bærer gode frugter, viser, at en sådan kraftig skelnen mellem tro og gerninger ikke lader sig opretholde.
For troen er selvfølgelig uløseligt forbundet med gerninger – og har man alt i munden, men intet i hjertet, så kan man vel vanskeligt betegnes som andet end en gemen hykler.
Derfor bærer troen da også altid kærlighedens frugter – og kan kærligheden ikke få lov til at komme til udtryk på anden måde, så har den dog altid mulighed for at vise sig i barmhjertighed, hvilket vil sige, at man har hjertet i sin barm.
At tro og gerninger ikke kan skilles ad, var sådan set også Luthers mening – og det er egentlig først en senere forvrængning af hans teologi, der har skabt en idé om troen som noget, der er så ophøjet, at den helt har mistet forbindelsen til jorden og det liv, mennesket skal leve.
Men ligeså meget som Luther i sin tid var på vagt over for katolicismens gerningsretfærdiggørelse, bør man også i dag vogte sig for at havne i den grøft, hvor man benægter, at troen bærer kærlighedens frugter.
Det er en hård tale, når Jesus i dagens tekst siger: “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.”
Og det er hårdt at høre ikke alene af den grund, at vi alle hver dag med fadervor beder til, at alt må ske efter Guds vilje – ja endda beder til, at vi selv må gøre, som Gud vil, at vi skal gøre.
Men når det er vores daglige bøn, er det så ikke os, der dagligt råber: “Herre, Herre” i et håb om, at Gud vil forbarme sig over os?
Ole Madsen: Hvad er sandhed?
Marie Høgh: Hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel
Thomas Hårbøl: Profeter og frugt
Niels Dalsgaard: Kristus, loven og dens fylde
Og hvorfor så denne kategoriske afvisning?
Svaret skal findes i selve bjergprædikenen; for bjergprædikenen er en udlægning af den nye lov, og over for den er vi alle skyldige og dømt ved Guds domstol; men loven er heller ikke det frelsende, men det er derimod Kristus selv.
For at mennesket kender sin skyld og derfor også sin frelse, er loven blevet gjort åbenbar.
Derfor er det også så smukt, at en spedalsk – da Jesus er færdig med bjergprædikenen – kaster sig ned for Ham og i en bøn siger: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren«, og som der står, rakte Jesus sin hånd ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren«.