Tag-arkiv: kærlighed

Korsets gåde. “Et sonoffer for vores synd”. Hvad er løsningen – og hvad var problemet?

Om det kristne evangelium og forsoningen i Kristus.

Følgende tekst er ‘work-in-progress’. Forslag til forbedringer, rettelser og afklaringer modtages gerne!

“Som skaber er du stor, o Gud,
din gerning roser dig;
dog, på din nådes almagtsbud
det større viser sig” (Julius Købner, Baptisternes Salmebog 331)

“Although the Scriptures often speak of the sacrifice of Christ as both ordained and made from before the foundation of the world, and thus seek to lift it clean out of the limits of time, we commonly think of it only as a sacrifice made on a certain sacred day in our human calendar. And yet the Cross of Christ must speak to us of an eternal sacrifice, it must become the symbol of a divine and eternal passion, before we can rise to an adequate conception of its significance.” (Samuel Cox, Salvator Mundi, p. 166)

Det ligger i den teologiske tradition, at Jesus med sin død på en eller anden måde skulle bøde for vores synd. Jesus, har man sagt, er den “lidende tjener”, der bærer menneskers synd, den ene midler mellem Gud og mennesker, givet som “løsesum” for alle (1 Tim 2,5–6), et “sonoffer” for hele verdens synd (1 Joh 2,2), for at Gud kunne “forlige” alting med sig selv (Kol 1,20). Der er blevet tænkt og sagt meget over hvordan det nu skal forstås. Nogle har ment, at Jesus døde for at besejre Djævelen, eller at Jesu død var en slags løsesum betalt til døden på vores vegne, så vi kunne gå fri fra dens magt. Andre har ment, at Jesus døde som et sonoffer til Gud, så vi kunne slippe for “den kommende vrede”, og så videre. Men hvad er kernen i alt det? Eller mere præcist, hvad er egentlig det kristne budskab, evangeliet? Det spørgsmål er temaet for det følgende.

Der er i tidens løb givet mange bud på en kristen “forsoningslære”.[1] Det følgende skulle egentlig have været et forsøg på mere principielt at undersøge, hvad det er, der ligger i kernen af disse bud – som ifølge min overbevisning ikke nødvendigvis udelukker hinanden, men snarere er perspektiver på det ene forhold, at Gud i Jesus har forligt hele verden med sig selv (2 Kor 5,19–20). Det viser sig dog hurtigt, at der ikke er nogen entydig, rationel formel, som kan indfange så principielle teologiske forhold som forsoningen. Den er og bliver et mysterium – et i evangeliet åbenbart og kendt mysterium, men ikke desto mindre en gåde, der til stadighed må beskrives i alskens billedsprog. Ikke underligt, at der findes så mange bud på, hvad der ligger i “korsets gåde”. Forsoningen samler i sig modsætningerne død og liv, dom og nåde. Den indeholder en spænding som ikke kan sættes på fast begreb, og den må derfor naturligt kaste et kaleidoskopisk virvar af billeder af sig, når vi forsøger at forklare evangeliet. Alligevel – eller måske netop derfor – må vi gøre et forsøg.

Nådestolen. Den Hellige Treenighed (flamsk miniature, 1400-tallet).

Læs videre Korsets gåde. “Et sonoffer for vores synd”. Hvad er løsningen – og hvad var problemet?

“Kærlighed og Sandhed i et Hele! De to, som hele Jorden stønner efter!”

En læsning af Kaj Munks passionsspil Pilatus

Antonio Ciseri: Ecce homo! (1871)
Antonio Ciseri: Ecce homo! (1871)

Kaj Munk fortæller, at han første gang fik tanken om at skrive Pilatus i gymnasietiden en aften i sin vens hjem, hvor de to røg i en vældig disput om Pilatus: “Min Ven hævdede, at han ikke var et Haar bedre end Judas Forræderen, jeg mente derimod, at Pilatus var et Sindbillede paa hele Menneskeheden, der har Sans for det gode og gerne vil dyrke det, men hildes og gøres afmægtig af Livets forvirrende Magter.”[1] Pilatus fremstilles følgelig som et sammensat menneske, der i løbet af stykkets korte tidsrum – fra Skærtorsdag aften til Langfredag efter Jesu død – stilles over for så absolutte valg, at han bringes til randen af sin psyke, den rands afgrund, over for hvilken troen enten må nedfalde og knuses eller opstå i ny skikkelse.[2]

Faktisk skrev Kaj Munk hele to dramaer om begivenhederne i Jerusalem, der ledte op til Langfredag. Vi forstår hvorfor. Her er, fra en moderne manuskriptforfatters synspunkt, det egentligt dramatiske stof at arbejde med: menneskenes tvivl og håb, afgørelse og tro. Medmindre man ville ønske at skrive et mysteriespil, er netop begivenhederne, der fører til domfældelsen, det mest velegnede materiale for scenen. Det havde også Kaj Munk øje for. De to passionsspil, Pilatus og De Herrer Dommere,[3] er således begge bygget op over spørgsmålet om skyld og uskyld, guddommelig sandhed og menneskelig løgn; emner, der gennemkrydses, uddybes og nuanceres ved de personers skæbner og sind, der fik tildelt en rolle i dette kristendommens fødselsdrama, og som følgelig hos Munk hver især spiller deres roller efter de indre strenge af længsel, magtbegær, forsmåelse og hengivenhed, der her som alle andre steder i historien dirigerer menneskers valg, håb og tro og kærlighed. I denne artikel er det alene skuespillet Pilatus, som jeg vil foretage en læsning af, med særligt henblik på at se, hvad mennesket Pilatus gennem Munks digteriske indlevelseskraft kan vise os om sandheden og kærligheden – “De to som hele Jorden stønner efter!”[4] Læs videre “Kærlighed og Sandhed i et Hele! De to, som hele Jorden stønner efter!”

Ned i mørket og op igen

Marcel Rasmussen (1913–1964): Pilgrim vandrer mod horisont
Marcel Rasmussen (1913–1964): Pilgrim vandrer mod horisont
 
Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
Siger jeg: »Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig«,
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.
(Salme 139,7–12)

I går kom vi hjem fra Athen.[*] Det er en by, der som resten af Grækenland er begavet med ikke så lidt historie. Man kunne nogle gange få den tanke, at tiden står stille, selvom det selvfølgelig på ingen måde er tilfældet. Parthenon, templet på Akropolis, som er nogle-og-to-tusinde år gammelt, står der stadigvæk. Men det ser noget slidt ud efterhånden. Det er ikke uforgængeligt, selvom det måske kunne give anledning til den tanke, at noget er. Måske den menneskelige civilisation og den slags.

Grækenland er selvfølgelig et yndigt land, som af samme grund har masser af turister. Men man behøver ikke at bevæge sig langt fra Akropolis for at se en anden side af Athen. Omkring den centrale plads Monastiraki mødte vi en fyr, som vi kan kalde Nickos. Han boede på gaden, det var vist noget med stoffer af den hårdere slags. Nickos havde boet med sin far og stedmoder, men da de ikke kunne betale regningerne, blev han smidt ud. Det var vist snart tre år siden.

Historien er ikke noget enestående, snarere noget typisk. Folk mister deres arbejde, selvmordsraterne stiger. Man ser det ikke med det samme, for der er stadig alle de der nye biler i gadebilledet, som folk købte for bare få år siden, da de havde råd til den slags. Men lige under overfladen er tingene ved at falde fra hinanden. Læs videre Ned i mørket og op igen

Kristus, loven og dens fylde

Prædiken i Vojens Kirke, søndag den 26. juli 2015 kl. 9:00
(8. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21).

Jan Peeters (1624–1677): Stormfuldt hav
Jan Peeters (1624–1677): Stormfuldt hav

Dagens evangelietekst udgør en lille del af bjergprædikenen. Tonen er skærpet ligesom den fordring, Gud i kraft af Jesu tale stiller mennesket over for.

Det er ikke længere nok bare at leve op til de mange jødiske forskrifter, man kan læse nogle af i 3. Mosebog, som er fyldt med alle tænkelige og utænkelige love, mennesket skal opfylde for at være Gud til behag.

Alle disse gamle forskrifter betegnes normalt under et som »Loven«.

Og netop »Loven« er bjergprædikenen et opgør med.

Men ikke et opgør i den forstand, at der er tale om en afskaffelse af loven – nej tværtimod søger Jesus at forklare, at der gives en ny lov, der skal gøre sig gældende for mennesket.

Det er derfor han også skelner mellem det gamle og det nye, når han siger: I har hørt, at der er sagt til de gamle – men jeg siger jer.

Jesus har nemlig noget nyt at fortælle mennesket. Noget som det ikke kunne have fortalt sig selv eller regnet sig frem til, men som han er kommet for at åbenbare for mennesket.

Den nye lov er en skærpelse af den gamle – og i stedet for som tidligere at udpensle hver enkelt gerning, Gud forventer af mennesket, åbenbarer Jesus lovens fylde. Læs videre Kristus, loven og dens fylde

Hegel og den treenige kærlighed

Et fragment af kærlighedens teologi.

Gud er kærlighed, siger Johannes i sit første brev (1 Joh 4,8b); men nu er hverken “Gud” eller “kærlighed” som bekendt helt entydige begreber, så der kan nok være behov for at afklare eller i hvert fald undersøge nærmere, hvad der egentlig menes med udsagnet.

Mange problemer er opstået, når tilbedelsen af den elskede forvandler Gud er kærlighed til min elskede er gud; som Jorge Luis Borges angiveligt udtalte, er (menneskelig) kærlighed det samme som at skabe en religion med en ufuldkommen gud, nemlig den elskede.

Werner G. Jeanrond: Kærlighedens teologi
Werner G. Jeanrond: Kærlighedens teologi (Aros Forlag, 2012)

At forstå Gud som kærlighed er således ikke helt ligetil. Derfor er det godt, at Werner G. Jeanronds bog Kærlighedens teologi udkom på dansk i 2012. Bogen behandler kærlighedens forhold til teologien og til Gud ud fra en lang række indfaldsvinkler: Hvordan er forholdet imellem Guds kærlighed og næste­kærlighed (og politik)? Kan man skelne imellem erotisk kærlighed (eros) og kristen kærlighed (agape) – og i så fald: hvordan? Og hvad med ægteskabet? For at svare på disse og andre spørgsmål undersøger Jeanrond kærligheds­teologien hos en række teologer, bl.a. Augustin, Bernhard af Clairvaux, Thomas Aquinas, Martin Luther, Søren Kierkegaard, Anders Nygren, Karl Barth, Eberhard Jüngel, Paul Tillich, Karl Rahner og Joseph Ratzinger, og det kommer der meget godt ud af, som nævnt bl.a. en kritisk diskussion af Anders Nygrens allestedsnærværende sondring imellem eros og agape. Læs videre Hegel og den treenige kærlighed

I give not Heav’n for lost – Historien om et evigt fald i John Miltons Paradise Lost

Gustave Doré: Satans fald
Gustave Doré (1832–1883):
Satans fald (1866)

En djævel der græder, beundrer og drømmer om skønhed… En usandsynlig tanke? Ikke hvis du åbner et af historiens største kristne eposser fra 1600-tallets England. Udover at John Milton i sit Paradise Lost lader den faldne engel indtage en så stor plads, at man flere gange må spørge, hvem dramaets egentlige protagonist er, viser værkets belletristiske skønbehandling ham tillige i et andet lys, end vi normalt ser ham i. Her er Satan på ingen måde skildret som lidenskabsløs; det er bare de forkerte lidenskaber, der brænder i hans bryst – og brænder for stærkt! I nærværende artikel fikserer vi blikket på denne kapriciøse men ingenlunde entydige figur hos Milton og stiller de to teologiske spørgsmål, der naturligt presser sig på: Hvem er han, og hvad er hans synd? For bedre at svare på det – hvad der gør den onde ond – og dermed føje flere træk til, hvad man kunne kalde en ondskabens psykologi, passeres tillige rækken af depraverede ånder, som ved deres forskellige stemmer og ansigter danner en slags »dæmonspejl«, der i sammenhængen kan være oplysende at betragte.[1]

Læs videre I give not Heav’n for lost – Historien om et evigt fald i John Miltons Paradise Lost

Det erotiske gudsbevis?

Linjevogterteologiske opstød over Thomas Østergaard Aallmanns bog Længsel.[1]

Thomas Østergaard Aallmann: Længsel. Fredericia: C.S. Lewis Selskabet/Fokal/Lohse
Thomas Østergaard Aallmann: Længsel (Fredericia: C.S. Lewis Selskabet/Fokal/Lohse, 2013).

Sognepræst Thomas Østergaard Aallmann har skrevet en bog om længsel. Det følgende er ikke så meget en anmeldelse, som nogle kritiske bemærkninger.

Stilmæssigt er Aallmann i boldgade med den amerikanske populærteolog Rob Bell, eller noget i den dur. Korte sætninger. Punktummer. Det er ganske forståeligt, at teologer, som er vant til tør tysk tænkning, finder det forfriskende med populærteologi i denne genre. Men hvor Bell er funderet i en bibelsk teologi, kører Aallmann desværre ofte af sporet i filosofisk sniksnak.

Tilgangen i det følgende er dog hverken æstetisk, psykologisk eller (forresten) interesseret i samfundsaktuelle spørgsmål. Der er gode, fine ting i bogen, som let og elegant vil blive forbigået: Hele Aallmanns opgør med moderne nihilisme, overfladiskhed og historieløshed, forsvaret for den historiefortællende tilgang til troen. Fine ting. Læs videre Det erotiske gudsbevis?

Kættere, stråmænd og imaginære fjender i teologisk begrebscirkus

Pedro Berruguete (ca. 1450–1504): Skt. Dominicus præsiderer over en kætterbrænding (1475)
Pedro Berruguete (ca. 1450–1504):
Skt. Dominicus præsiderer over en kætterbrænding (1475)

Præster elsker ordkløveri. For tiden er det begrebet ‘teisme’, der er i vælten. For og imod.

Det kommer sig af, at en bispekandidat, Elof Westergaard, står som medforfatter på en bønnebog med et efterskrift, der har skabt en del debat. I efterskriftet efterlyses et opgør med “den form for teisme, der placerer Gud som en overnaturlig magt uden for verden”. I stedet vil man “i højere grad […] fokusere på nærværet mellem Gud og menneske”. Kritikerne påpeger, at en teologi, der ikke “opererer med afstand og adskillelse mellem skaber og skabning”, ikke har meget tilfælles med det gudsbegreb, som trosbekendelserne bygger på. Elof Westergaard er derfor blevet udnævnt til kætter af præst Claus Thomas Nielsen. Det skulle vistnok være satire, men beskyldningen er alvorlig nok.

Det har så efterfølgende resulteret i en debat for og imod “teisme” som sådan (hvad dette betyder, skal vi se på nedenfor). Man kan i debatten finde alle de klassiske retoriske tricks: Generalisering ud i det absurde, tvivlsomme etymologiske analyser, som forskubber betydningen af den angivelige modstanders begreber, og guilty-by-association. Fx fik en præst på Facebook således anklaget en af sine teistiske modstandere for at være i ledtog med oplysningstænkningen, Læs videre Kættere, stråmænd og imaginære fjender i teologisk begrebscirkus

En overfladisk artikel behandlet overfladisk

Kærlighed for Kierkegaard er had til menneskelivet – således lyder overskriften til en artikel i Politiken forfattet af Rune Lykkeberg her den anden dag.[1] Og stopper man op og lytter til den skingre stemme, finder man den egentlige ophavsmand til balladen i skikkelse af K.E. Løgstrup, hvis bog Opgør med Kierkegaard genudgives på forlaget Klim, selvom det nok havde tjent ham bedst, at den samlede støv på en reol i en fugtig kælder. Bogen kan nemlig bedst betegnes som én lang eklatant fejllæsning af Kierkegaard, som, hvis man vil være Løgstrup behjælpelig, bedst lader sig forstå som et patetisk forsøg på at provokere, hvilket dog bare har den uheldige effekt at ramme ham selv i ansigtet som en dårligt kastet boomerang. Dette sjask af et stridsskrift har Rune Lykkeberg nu læst, og som en flabet cockerspaniel hugger han i sig af Løgstrups tvivlsomme forståelse af Kierkegaard. Således fornemmer man i hele Lykkebergs artikel, at Kierkegaard skal ned med nakken. Og det kommer han så. Først ridser han op, hvad de fleste kan blive enige om, nemlig at Kierkegaard er: en enestående stilist, en eminent læser og en suveræn modernitetskritiker – men men men, der er noget, der stikker under det hele, Læs videre En overfladisk artikel behandlet overfladisk

Affectus noster in deum augendus est

Om affekternes betydning i Luthers anden salmeforelæsning, Operationes in Psalmos 1519–1521.[1]

Indledning.

I forbindelse med Muhammedtegningerne i Jyllands-Posten er de religiøse følelser rykket ind i centrum af debatten om religion. Til nogle protestantiske teologers udelte glæde. Det har nemlig været en kærkommen lejlighed for dem til at påpege og understrege, at religion og følelser går hånd i hånd, mens kristendom og følelser ikke har noget med hinanden at gøre. Ved at fremsætte en sådan påstand viser de deres discipelskab til den schweiziske teolog Karl Barth og hele den barthianske teologiske tradition. Men de viser samtidig, at de indtager en afvisende position over for den del af den protestantiske teologiske tradition, som blandt andet tæller Friedrich Schleiermacher og Rudolf Otto, som netop sætter følelserne i centrum af religion og kristendom. Det interessante er, at også Luther sætter følelserne i centrum. Enhver opmærksom læser af hans større latinsksprogede værker fra den tidlige del af hans virke studser over den hyppighed, hvormed det latinske ord for følelse, affectus, dukker op i teksterne og gør det på centrale steder. Læs videre Affectus noster in deum augendus est