Tag-arkiv: synd

Korsets gåde. “Et sonoffer for vores synd”. Hvad er løsningen – og hvad var problemet?

Om det kristne evangelium og forsoningen i Kristus.

Følgende tekst er ‘work-in-progress’. Forslag til forbedringer, rettelser og afklaringer modtages gerne!

“Som skaber er du stor, o Gud,
din gerning roser dig;
dog, på din nådes almagtsbud
det større viser sig” (Julius Købner, Baptisternes Salmebog 331)

“Although the Scriptures often speak of the sacrifice of Christ as both ordained and made from before the foundation of the world, and thus seek to lift it clean out of the limits of time, we commonly think of it only as a sacrifice made on a certain sacred day in our human calendar. And yet the Cross of Christ must speak to us of an eternal sacrifice, it must become the symbol of a divine and eternal passion, before we can rise to an adequate conception of its significance.” (Samuel Cox, Salvator Mundi, p. 166)

Det ligger i den teologiske tradition, at Jesus med sin død på en eller anden måde skulle bøde for vores synd. Jesus, har man sagt, er den “lidende tjener”, der bærer menneskers synd, den ene midler mellem Gud og mennesker, givet som “løsesum” for alle (1 Tim 2,5–6), et “sonoffer” for hele verdens synd (1 Joh 2,2), for at Gud kunne “forlige” alting med sig selv (Kol 1,20). Der er blevet tænkt og sagt meget over hvordan det nu skal forstås. Nogle har ment, at Jesus døde for at besejre Djævelen, eller at Jesu død var en slags løsesum betalt til døden på vores vegne, så vi kunne gå fri fra dens magt. Andre har ment, at Jesus døde som et sonoffer til Gud, så vi kunne slippe for “den kommende vrede”, og så videre. Men hvad er kernen i alt det? Eller mere præcist, hvad er egentlig det kristne budskab, evangeliet? Det spørgsmål er temaet for det følgende.

Der er i tidens løb givet mange bud på en kristen “forsoningslære”.[1] Det følgende skulle egentlig have været et forsøg på mere principielt at undersøge, hvad det er, der ligger i kernen af disse bud – som ifølge min overbevisning ikke nødvendigvis udelukker hinanden, men snarere er perspektiver på det ene forhold, at Gud i Jesus har forligt hele verden med sig selv (2 Kor 5,19–20). Det viser sig dog hurtigt, at der ikke er nogen entydig, rationel formel, som kan indfange så principielle teologiske forhold som forsoningen. Den er og bliver et mysterium – et i evangeliet åbenbart og kendt mysterium, men ikke desto mindre en gåde, der til stadighed må beskrives i alskens billedsprog. Ikke underligt, at der findes så mange bud på, hvad der ligger i “korsets gåde”. Forsoningen samler i sig modsætningerne død og liv, dom og nåde. Den indeholder en spænding som ikke kan sættes på fast begreb, og den må derfor naturligt kaste et kaleidoskopisk virvar af billeder af sig, når vi forsøger at forklare evangeliet. Alligevel – eller måske netop derfor – må vi gøre et forsøg.

Nådestolen. Den Hellige Treenighed (flamsk miniature, 1400-tallet).

Læs videre Korsets gåde. “Et sonoffer for vores synd”. Hvad er løsningen – og hvad var problemet?

De skal høre og høre, men intet fatte

“Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.” (Mark 4,10-12)

Skrevet på baggrund af prædiken holdt til Ørkengudstjeneste i Bethlehemskirken i København, februar 2016 over Es 55,6-11; ApG 28,17–31; 1 Kor 1,18–21; Mark 4,1–20.

Bretschneider-øret i Tjekkiet. Foto: Jarda 75
Bretschneider-øret i Tjekkiet. Foto: Jarda 75

Vi har en naturlig tendens til at få tingene til at handle om os selv. Vi læser gerne lignelser som “lov” snarere end som evangelium. Loven handler kort sagt om alt det, mennesker skal gøre for Gud for at fortjene hans nåde. Opfylder vi loven, skal vi leve, men bryder vi den, skal vi dø (Rom 10,5). Men mennesker kan ifølge Bibelen slet ikke fortjene Guds nåde, og formålet med loven er i virkeligheden, at vi skal erkende vores manglende evne til at frelse os selv.

Evangeliet er omvendt, at Gud har sendt Jesus for med sin død at købe os fri af loven, så han kunne “adoptere os som sine børn” (Gal 4,5). Det er Guds riges hemmelighed, der er givet dem, som er kaldet til at være hans udvalgte. Eller rettere, Guds riges hemmelighed er Jesus selv. Ham har disciplene fået lov at kende som Guds søn, som skulle gøre en ende på konsekvenserne af vores vantro, vores synd og død, ved selv at gå i døden. Hvad vi ikke kan og vil, gør Gud uden betingelser.

Men vi vil hellere høre om, hvad vi kan og skal gøre. Måske fordi det giver os en fornemmelse af at have styr på sagerne – måske vi oplever en frihed i selv at være ansvarlige for vores frelse? I hvert fald er det sådan, at når Jesus fortæller lignelsen om sædemandens korn, der falder på forskellig slags jord, er vi hurtige til at spørge, hvad vores opgave så er. Hvordan kan vi være den gode jord, hvor troen slår rod og sætter frugt, spørger vi måske os selv? Hvordan kan vi rense ud i sjæl, sind og hjerte, så der bliver plads til Gud? Hvordan kan vi blive en god plante, eller hvordan kan vi “vækste” mest effektivt, for at bruge en grim neologisme? Læs videre De skal høre og høre, men intet fatte

En lommebog om ligegyldighed (II)

Hieronymus Wierix (1553–1619): Acedia
Hieronymus Wierix (1553–1619): Acedia
»Subijce humerum tuum & porta sapientiam, & ne acedieris vinculis eius« (Siraks Bog 6,24/25: »Løft [visdommen] op på dine skuldre og bær den, føl ikke afsky for [: ked dig ikke ved] dens bånd.«

Nu kunne det jo forekomme, at destillationen allerede var overstået. Begrebet renset og gjort let gennemskueligt selv for det øje, der måtte være mat og uklart, men måske er det alligevel for let at destillere ligegyldigheden således, at den først fremstilles i sin mest beske aftapning for dernæst blot at vise, at alt, der giver sig ud for at være et udslag af ligegyldighed, ikke følger forskrifterne til punkt og prikke. Om tilværelsen er ligegyldig, ligger som sagt uden for den menneskelige erkendelse. Der er ikke noget i verden, der kan afsløre, om det vitterligt forholder sig således eller ej, og der er derfor heller ikke nogen måde, hvorpå man kan få vished om det. Spørgsmålet er derfor også nærmere, om mennesket kan forholde sig ligegyldigt til verden og sin tilværelse. Og som tidligere vil mit svar være, at det i strengeste forstand er umuligt for et menneske at leve på ligegyldighedens præmisser, hvis det skal bevare en snert af liv. Det er altså med andre ord en umulighed for mennesket at forholde sig absolut til ligegyldigheden, så den bliver bestemmende for tilværelsen; sådan er det jo så ofte med idealer. Men lad os afdramatisere begrebet og se lidt nærmere på de forskellige symptomer, der gives på den overfladiske ligegyldighed, der hverken helt eller halvt har fattet, hvad den selv siger. Overordnet vil jeg hævde, at der er to symptomer, der er vigtige at diagnosticere i forbindelse med ligegyldigheden nemlig kedsomhed og ironi. Læs videre En lommebog om ligegyldighed (II)

I give not Heav’n for lost – Historien om et evigt fald i John Miltons Paradise Lost

Gustave Doré: Satans fald
Gustave Doré (1832–1883):
Satans fald (1866)

En djævel der græder, beundrer og drømmer om skønhed… En usandsynlig tanke? Ikke hvis du åbner et af historiens største kristne eposser fra 1600-tallets England. Udover at John Milton i sit Paradise Lost lader den faldne engel indtage en så stor plads, at man flere gange må spørge, hvem dramaets egentlige protagonist er, viser værkets belletristiske skønbehandling ham tillige i et andet lys, end vi normalt ser ham i. Her er Satan på ingen måde skildret som lidenskabsløs; det er bare de forkerte lidenskaber, der brænder i hans bryst – og brænder for stærkt! I nærværende artikel fikserer vi blikket på denne kapriciøse men ingenlunde entydige figur hos Milton og stiller de to teologiske spørgsmål, der naturligt presser sig på: Hvem er han, og hvad er hans synd? For bedre at svare på det – hvad der gør den onde ond – og dermed føje flere træk til, hvad man kunne kalde en ondskabens psykologi, passeres tillige rækken af depraverede ånder, som ved deres forskellige stemmer og ansigter danner en slags »dæmonspejl«, der i sammenhængen kan være oplysende at betragte.[1]

Læs videre I give not Heav’n for lost – Historien om et evigt fald i John Miltons Paradise Lost

Selvmordsmorderne og opgøret med Moseloven

Rembrandt van Rijn (1606–1669: Moses smadrer lovens tavler (1659)
Rembrandt van Rijn (1606–1669): Moses smadrer lovens tavler (1659)

Rokokoposten bragte for nylig en artikel, hvori Det Etiske Råd foreslog at indføre dødsstraf for selvmord;[1] og selvom artiklen er fiktion, er tanken ikke grebet ud af den blå luft, for selvmord har været anset for en forbrydelse, der skulle straffes. Christian V’s Danske Lov (1683) betragtede selvmord som strafværdigt; en selvmorders arvinger mistede selvmorderens arv, og den selvdræbte måtte ikke begraves i indviet jord:

Den, som sig selv ombringer, have sin Hovedlod forbrut til sit Herskab, og maa ej begravis enten i Kirken eller paa Kirkegaard, med mindre hand giør det i Sygdom og Raserj.[2]

Bestemmelsen var i kraft indtil straffeloven af 1866, og i den engelske retspleje lagde man en strafafgift på boet efter en selvmorder helt frem til 1961.[3] Langt hårdere gik man til værks i Ludvig XIV’s Frankrig, hvor Solkongen i 1670 forordnede, at selvmorderes lig skulle slæbes gennem gaderne med ansigtet nedad og efterfølgende smides på møddingen, hvorefter den dødes ejendom blev beslaglagt.[4]

Nu til dags betragtes de fleste selvmordsforsøg som bekendt som »et råb om hjælp«, Læs videre Selvmordsmorderne og opgøret med Moseloven

Facit eller fordring?

Prædiken til højmesse i Sorø Klosterkirke og aftensang i Slangerup Skt. Mikaels Kirke, søndag d. 27. oktober 2013 (22. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Matt 18,21–35)

De ti Bud, dem kender vi.

En dansk ateist [Nikolaj Cederholm] har i denne uge skrevet ti nye bud, og en anden ateist [Alain de Botton] udgav samtidig en bog, der hedder “Religion for ateister”. De sekulære, de gudløse og lidettroende skal altså have deres egne bud, deres egen tro og deres egen nye moral.

Men hvad så? Lad dem dog, siger jeg. Hvis man partout gerne vil kopiere religion ind i sin ikke-religion, skal det stå dem frit for. Problemet er bare, at de snyder sig selv, ja, jeg mener ligefrem, at de helt åbent stiller sig frem og udviser en slående mangel på selvindsigt, erkendelse og virkelighedssans. Hvorfor det?

Jo, lad os se på, hvad de ti nye bud ifølge den danske ateist skal rumme: Læs videre Facit eller fordring?

Affectus noster in deum augendus est

Om affekternes betydning i Luthers anden salmeforelæsning, Operationes in Psalmos 1519–1521.[1]

Indledning.

I forbindelse med Muhammedtegningerne i Jyllands-Posten er de religiøse følelser rykket ind i centrum af debatten om religion. Til nogle protestantiske teologers udelte glæde. Det har nemlig været en kærkommen lejlighed for dem til at påpege og understrege, at religion og følelser går hånd i hånd, mens kristendom og følelser ikke har noget med hinanden at gøre. Ved at fremsætte en sådan påstand viser de deres discipelskab til den schweiziske teolog Karl Barth og hele den barthianske teologiske tradition. Men de viser samtidig, at de indtager en afvisende position over for den del af den protestantiske teologiske tradition, som blandt andet tæller Friedrich Schleiermacher og Rudolf Otto, som netop sætter følelserne i centrum af religion og kristendom. Det interessante er, at også Luther sætter følelserne i centrum. Enhver opmærksom læser af hans større latinsksprogede værker fra den tidlige del af hans virke studser over den hyppighed, hvormed det latinske ord for følelse, affectus, dukker op i teksterne og gør det på centrale steder. Læs videre Affectus noster in deum augendus est