Om at læse bibelen med nåden som fortegn

“Gud forbarmede sig over sin skabning og gav dem en ny frelse gennem sit Ord, det vil sige Kristus, så mennesker kunne lære ved erfaring, at de ikke kan opnå udødelighed af sig selv, men kun ved Guds nåde.” (Irenæus af Lyon, oldkirkelig teolog 130–202 e.Kr.)

Kristendom er ikke, hvad det har været. Det har det nok aldrig været, når det kommer til stykket, for kristendommen er nemlig slet ikke den religion, den ellers ser ud til at være. I kernen af kristendommen er nemlig evangeliet, ordet om Guds nåde og kærlighed – og det handler slet ikke om religion, heller ikke selvom indpakningen kan give det indtryk. At evangeliet handler om nåde og kærlighed betyder nemlig, at det slet ikke er os, det kommer an på. Derfor er kristendom ikke religion.

Det har vi glemt. Undersøgelser viser, at 56 % af selverklærede amerikanske “evangelicals” mener, at mennesker selv skal tage initiativet til at blive frelst, mens et lignende antal mener, at vi selv skal bidrage til vores frelse, om ikke andet så ved aktivt at takke “ja” til evangeliet.^[1] Vi er derved tilbage i en førreformatorisk, middelalderlig religiøsitet. Så slemt står det måske ikke til herhjemme, men en tilsvarende optagethed af menneskers valg og trospraksis kan findes i en dansk sammenhæng. Antallet af bogtitler på markedet for religiøs litteratur, som handler om at “gøre noget” på den ene eller anden måde for at få det rette forhold til Gud, vidner om, at vi har brug for at blive mindet om, hvad nåde er.

“Hjælp Dig selv, saa hjælper Vorherre Dig”, står der indgraveret i palmehaven i Ny Carlsberg Glyptotek i København. Bryggerens motto, der meget præcist udtrykker det 19. århundredes borgerlige moral, lyder nok noget gammeldags, men tanken er stadig udbredt, omend i nye klæder. “Gud” er i dag blevet til et redskab til selvhjælp, og det viser sig også i kirkens måde at være kirke på. Man taler om Guds “vision” og “gode intentioner” for os og verden, som vi bare skal realisere. Evangeliet fremstilles som et tilbud, en vare og en mulighed, vi bare skal vælge at gøre brug af.

At kristendom ikke handler om, hvad mennesker kan og skal gøre, synes at komme så meget bag på den gennemsnitlige kirkefremmede, at påstanden ofte fører til panderynken. Når man endelig får overbevist sin borddame til et middagsselskab om, at sådan er det, får man gerne det velmenende, men dog noget skeptiske spørgsmål “Men hvad i alverden handler det så om?!”. Det er forståeligt nok. De fleste af de opskrifter på “det gode liv”, som vi omgiver os med, handler jo om, hvordan vi skal bære os ad, hvis vi vil være lykkelige, sunde, harmoniske, succesfulde, sikre og så videre. At evangeliet slet ikke handler om sådan nogle ting er ikke kun svært at tro for kirkefremmede, men også for bekendende kirkegængere.

Evangeliet er rigtignok ikke en abstrakt teori eller en filosofi uden betydning for vores levede liv. Guds Ord er jo en person, nemlig Jesus selv. Men kristendom handler ikke først og fremmest om, hvordan vi skal bære os ad, for evangeliet er et budskab om, hvad Jesus har gjort – et budskab om den nåde, Gud har vist os ved at lade ham dø og opstå for os, på vores vegne, i vores sted. Kristendom handler ikke om Guds gode intentioner for verden og vores liv, men om hvad Gud faktisk har gjort, så vi derved har udsigt til, at alting genoprettes, så vi omsider kan “ånde frit” (ApG 3,20–21).

“Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed.” (Rom 9,16). Jesus kommer ikke for at forklare mennesker, hvordan de kan blive lykkelige ved at følge en eller anden religiøs praksis eller ved bare at tro nok og på den rigtige måde, men for selv at frelse mennesker, der absolut intet håb har om at kunne frelse sig selv. Jesus frelser os på trods af, ikke på grund af vores religion, praksis, tro og vilje. Jesus er ikke en eller anden himmelsk Lars Larsen, der har “et godt tilbud til dig!”, men Guds Ord, som gør Guds suveræne vilje. Kristendom er ikke vores mulighed, men Guds mulighed.

“Min nåde er dig nok” (2 Kor 12,8). Evangeliet, budskabet om Guds nådige Ord, er kristendommens udgangspunkt. Alt det andet kommer bagefter. Martin Luthers spørgsmål, “hvordan kan jeg finde en nådig Gud?”, trænger til at blive stillet igen. Det følgende er ikke så meget et forsøg på at gå i dialog med aktuelle standpunkter, som det er forsøg på at udfolde, hvad det egentlig indebærer at læse nåden ud af det bibelske råstof. Nogle vil nok mene, at tilgangen nærmer sig en ukritisk fundamentalisme, men det er ok. Formålet er ikke at finde frem til en “ægte” eller “oprindelig” kristendom bag bibelens tekster, men at forklare, hvad det med udgangspunkt i evangeliet vil sige at læse bibelen som et budskab om betingelsesløs nåde. Til det formål egner de bibelske tekster, som de findes i de kanoniske skrifter, sig aldeles udmærket, hvis de vel at mærke gribes rigtigt an.

“Herren er en evig Gud”

Skabelsesberetningen fortæller egentlig ikke noget om, hvorfor Gud skaber verden. Den konstaterer bare, at Gud skabte verden – “og han så, at det var godt!”. Teologer har gennem tiden med rette peget på, at det hænger sammen med, at Gud ikke har brug for nogen grund til at gøre, hvad han gør. Han er jo selv grunden til alting. Skabelse er af ren nåde – nåde forstået som det gode, der ikke skal begrundes, men som gives ud af intet, ex nihilo – og det vil altså sige uden nogen (for os) forståelig grund. Men netop derfor, altså fordi Gud ikke har brug for nogen begrundelser for at gøre, hvad han gør, er han også ubegribelig og uforståelig for mennesker. Nåde er per definition ikke noget, vi kan få begreb om. Guds tanker er ikke vores tanker, og hans veje er ikke vores veje (Es 55,8).

“Kan du finde frem til det dybeste i Gud? Kan du finde ind til det inderste i den Almægtige? Det er højere end himlen – hvad kan du udrette?”, spørger Jobs ven Sofar, som mener, at Job har kloget sig lige rigeligt om, hvem Gud er, og hvordan han bør bære sig ad (Job 11,7–8). At både Sofar og Job senere i beretningen bliver banket på plads af Gud, understreger kun det forhold, at vi ikke sådan lige kan sætte verdens skaber i system. Esajas giver udtryk for en lignende opfattelse:

“Ved du det ikke,
har du ikke hørt det:
Herren er en evig Gud,
skaberen af den vide jord.
Han bliver ikke træt og udmattet,
hans indsigt kan ingen udforske.” (Es 40,28)

Gud er “evig” – og dermed skal altså ikke forstås én eller anden tidsangivelse. Med evighed forstås i bibelen i mange tilfælde det, der ligger uden for vores erkendelses rækkevidde, det, der overgår vores forstand.^[2] At Gud er evig, betyder simpelthen, at han som verdens skaber er uden for vores rækkevidde. Bibelens Gud er en Gud, der skjuler sig (Es 45,15), og derfor kalder vi ham “evig”.

At Gud er “nådig” og “evig”, er på en måde to sider af samme sag, for begge dele handler om, at det, han gør, ikke har sit udgangspunkt i os og det, vi kan forstå og begribe, men i ham selv. Gud har dog, ifølge Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente, “lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.” (Præd 3,11). Det kan også oversættes sådan, at Gud har lagt “evigheden i menneskers hjerte”.^[3] Det kan lyde som noget af en diskrepans, for “verdens gang” og “evigheden” er vel vidt forskellige ting? – men der er tale om to sider af samme sag: Evigheden begynder, hvor verden ender, evigheden er tidens grænse, dens yderside eller horisont, så at sige – ikke noget, der begynder, når tiden engang er slut, men noget der ligger på den anden side af et hvilket som helst punkt i tiden. Evigheden (eller evighederne) er horisonten for hele vores liv og derfor også grænsen for, hvad vi kan forstå. At Gud er evig, betyder, at han befinder sig på den anden side af den horisont, på den anden side, af hvad vi kan begribe.

“Gud er i himlen, og du er på jorden”, skriver forfatteren til Prædikerens Bog, og tilføjer: “Derfor skal dine ord være få” (Præd 5,1-2). At “Gud er i himlen”, forbindes i Salme 115 med, at Gud er fri til at gøre, hvad han vil:

“Hvorfor spørger folkene:
»Hvor er deres Gud?«
når vores Gud er i himlen
og gør alt, hvad han vil?” (Sl 115,2–3)

I Det Ny Testamente understreges det på lignende vis, at “Ingen har nogensinde set Gud” (Joh 1,18). Gud er “den eneste, som har udødelighed og bor i et utilgængeligt lys, og som intet menneske har set eller kan se” (1 Tim 6,16). Paulus understreger med et citat fra Esajas: “O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! For »hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld?«” (Rom 11,33–36).^[4]

Den tanke, at skaberen er helt forskellig fra sin skabning, blev taget op af de første kristne, som mod hedensk religion og filosofi insisterede på, at der er et uoverstigeligt gab mellem Gud og mennesker. Menneskers filosofiske og religiøse teorier kommer vi derfor ikke langt med. Guds navn kan slet ikke udtales, han er “uudsigelig”, og den eneste passende forestilling, vi kan gøre os om Gud, er, at han overstiger vores forstand (Justin Martyr).^[5] Kun hvis Gud åbenbarer sig selv, ved vi noget om ham. Gud kender vi kun gennem hans Ord.

“Og hans navn er Guds Ord”

“I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.” Sådan lyder de første, velkendte sætninger i Johannesevangeliet (Joh 1,1–2). I begyndelsen var Ordet, men det er også med Ordet, vi må begynde. Ikke med os selv, vores oplevelser og erfaringer, eller med naturen, filosofi, etik, historie, trosforsvar, apologetik eller videnskab, men med Guds Ord. Guds Ord er “alfa og omega” (Åb 22,13), altså begyndelsen og enden. Det er der, vi må begynde, og der, vi må ende, hvis vi vil forstå, hvad evangeliet betyder.

Da Gud åbenbarer sig for Moses i den brændende busk, spørger Moses, hvad han må kalde ham. Moses får svaret, at han må kalde Gud for “jeg er den, jeg er” (2 Mos 3,14). Gud nægter altså at forklare, hvem han i bund og grund er. Alligevel er kristendommens påstand, at han i sit Ord har givet sig til kende for mennesker. Helt fra bibelens første sider hører vi om Gud som den, der taler – og så sker der ting og sager, for Gud, der på samme tid er den, der taler, det Ord, der tales, og den Ånd, der tales med, har Ordet i sin magt, og magten i sit Ord.^[6] Det er mere end tom luft og sniksnak, for Guds Ord er et skabende ord: “I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds Ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt.” (Heb 11,3).

“Sådan er mit Ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde.” (Es 55,11). Verden er skabt ved Ordet, og det er med sit Ord, at Gud kalder profeter til at vidne for mennesker, som da “Herrens Ord” kom til Jonas og sagde: “Rejs til den store by Nineve, og råb ud over den, at jeg har opdaget deres ondskab” (Jonas 1,1–2). Og det er med sit Ord, at Gud dømmer mennesker. Guds Ord er som et tveægget sværd, der skiller marv fra ben og sjæl fra ånd (Heb 4,12), det er som en ild og som “en hammer, der knuser klippen” (Jer 23,29). Ordet er ikke noget, vi kan sætte i system, som var det et videnskabeligt eller filosofisk princip, og det beskrives derfor i bibelen ofte med et vildt billedsprog:

“Og jeg så himlen åben, og se, der var en hvid hest, og han, der rider på den, hedder Tro og Sanddru, og han dømmer og strider med retfærdighed. Hans øjne er som luende ild, på hovedet har han mange kroner, og han har et navn indskrevet, som ingen kender undtagen han selv. Han er klædt i en kappe dyppet i blod, og hans navn er Guds Ord.” (Åb 19,13)

Det er selvfølgelig Jesus, der her bliver omtalt som “Guds Ord”. Mere kendt er linjen fra Johannes-evangeliets åbning, hvor det hedder, at “Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” (Joh 1,14). Guds Ord er ikke bare evigt, men er også blevet en del af vores historie. At Ordet “blev kød”, betyder, at Guds Ord blev et menneske. Og det menneske er altså Jesus af Nazareth – bedre kendt som Jesus Kristus.

Jesus Kristus er kristendommens hovedperson, for ifølge evangeliet hører vi Guds Ord gennem Jesus Kristus. Ja, Jesus er faktisk Guds Ord. Det betyder, at Guds Ord ikke er noget mystisk eller ukendt. “Ingen har nogensinde set Gud”. Men Jesus er Guds “tolk”, og derfor kender vi Gud igennem ham (Joh 1,18). Uden Jesus måtte vi med Esajas stadig sige “Du er en Gud, der skjuler dig” (Es 45,15), men i Jesus har Gud altså åbenbaret sig fuldt ud. Jesus er Immanuel, “Gud med os”, det uforfalskede billede af Gud. I Hebræerbrevet i Det Ny Testamente udtrykkes det sådan her:

“Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt tiderne. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige Ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres.” (Heb 1,1–4)

Gud har talt til os gennem “sin søn”, og det vil altså sige Jesus. En søn har sin faders væsen – æblet falder ikke langt fra stammen. Det er det, vi skal forstå ved, at Jesus er det udtrykte billede af Guds væsen – som vi altså ikke kender andre steder fra. Når vi siger, at Jesus er Guds Søn, betyder det, at kristendom hverken er mere eller mindre end det, vi hører i forkyndelsen af Ordet, Jesus Kristus. Gud finder vi ikke andre steder end i den tale, og det er det, vi skal forstå ved, at Jesus er Guds Søn (Sløk).^[7] At Kristus er Guds Ord, betyder, at det er igennem hans person, at Gud taler, handler og åbenbarer sig. Men det betyder også, at Guds Ord ikke består i abstrakte principper eller svært forståelige læresætninger. Kristendommens kerne er en person, et menneske – men ikke et helt almindeligt menneske. Jesus Kristus er på én gang Gud og menneske. Ikke halvt Gud og halvt menneske, men helt Gud og helt menneske, både “Menneskesønnen” og “Guds søn” (Kalkedon).

Guds Ord i bibelen

I religionerne er det mennesket, der handler og taler om Gud. Men med evangeliet er forholdet omvendt. Her er det Gud, der handler og taler med og til os – og mennesket, der lytter. Vi er genstand for Guds tiltale, og evangeliet møder os derfor ikke som et svar på vores spørgsmål om, hvordan verden hænger sammen, men som et spørgsmål, som evangeliet selv er svaret på. Tænk på Jesu spørgsmål til sine disciple: “Men I, hvem siger I, at jeg er?” (Luk 9,20). Kristendommens svar er, at Jesus er Guds Ord og derfor ikke noget, vi kan få magt over, men noget, der har magt over os. Det er udgangspunktet, når vi læser bibelen som et vidnesbyrd om Guds Ord.

Kristne har gennem tiden forsøgt sig med mange besynderlige argumenter, der skulle overbevise andre om, at bibelen er sand, at den er “inspireret” af Gud eller at i hvert fald det væsentligste af dens indhold, såsom Jesu opstandelse, kan bevises. Det har man gjort ved at argumentere for, at bibelens historier er historisk sandsynlige, eller at de stemmer mere eller mindre overens med et videnskabeligt verdensbillede. Eller man har forsøgt at bevise det “fornuftige” i en eller anden bibelsk etik, som uden videre skulle gælde for alle mennesker og derved godtgøre bibelens guddommelige ophav.^[8]

Den tilgang holder ikke, hvis vi tager udgangspunkt i bibelen selv. Gud og hans åbenbaring fremstilles overvejende i bibelen som noget, der kommer på tværs af al menneskelig fornuft, moral, kultur og civilisation og religion.^[9] I sit første brev til menigheden i Korinth beskriver Paulus, hvordan han fremstod, da han første gang forkyndte evangeliet for menigheden: Med svaghed, frygt og uden overtalende visdomsord (1 Kor 2,3). Paulus gav ikke meget for filosofiske fiksfakserier, menneskelig retorik, han talte ikke ud fra sig selv og sin egen visdom, men ud fra evangeliet, der altid kommer på tværs af “denne verdens visdom”.

Nogle har hævdet, at det bedste bevis for bibelens sandhed derfor netop er, at den er så overraskende og “fremmedgørende”, som den er.^[10] En ven fortalte mig under et værtshusbesøg, at når han bliver spurgt af sine medstuderende, hvordan en oplyst og veluddannet ung mand som han kan tro på noget så tosset som kristendommen, så er hans svar, at det er “den vildeste fortælling”, han nogensinde har hørt om sit liv. Vi kan ikke andet end tro en historie, der er så vild – at forbinde den med menneskelig snusfornuft kan vi i hvert fald ikke. Hvis bibelens historier bare var menneskers påfund, ville de ikke have været så sære, så ærlige, så underlige, så uforståelige og utroværdige, som de er. Det er netop bibelens fremmedhed, der giver os grund til tro, at den er sand. Vi fornemmer, at her har vi at gøre med noget, som er ukendt land for os – eller rettere, når vi hører bibelens historier, får vi den mærkelige fornemmelse, at det er os, der befinder os i fremmed territorium, og at vi mangler fast grund under fødderne. Sådan kan det i hvert fald erfares.

Det er jo selvfølgelig ikke et bevis for noget som helst. Men det er netop også hele pointen, at det ikke er os, der skal bevise noget. Evangeliet er Guds tale til mennesker, det er et budskab til os og derfor ikke noget, vi selv skal finde frem til eller overbevise os selv og andre om. Om vi modtager det, afhænger ikke af os, men af Gud selv. Derfor kan kristendommens sandhed ikke bevises, for når mennesker forsøger at bevise evangeliets eller bibelens troværdighed, vendes forholdet om. Problemet med forsøg på at bevise bibelens, kristendommens og evangeliets troværdighed er, at den “gud”, man finder frem til, uundgåeligt bliver et produkt af menneskets egen fantasi, fornuft, følelser, længsler eller hvad man nu baserer sit “bevis” på. Mennesket skaber en gud i sit eget billede og gør derved sig selv til gud – det er det, vi kalder synd – og bibelen bliver et redskab til at forsvare, hvad man i forvejen har af verdensbilleder, idealer og moralske normer.

Et budskab til os

Hvis bibelen skal være mere end menneskers ord om sig selv og sine religiøse fantasier, må den læses som Guds budskab til os, altså som et budskab, der forklarer sig selv, uden at det først skal gøres troværdigt. Det betyder ikke, at bibelen skal opfattes som ufejlbarlig. Ret beset er det jo kun Gud selv, som er ufejlbarlig, og Guds Ord – det er Kristus selv og ikke nogle bogstaver i en bog. Jesus selv forklarer (ifølge bibelen!):

“Faderen, som har sendt mig, han har selv vidnet om mig. I har aldrig hørt hans røst og heller ikke set hans skikkelse, og hans ord lader I ikke blive i jer, for ham, som han har udsendt, ham tror I ikke. I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig.” (Joh 5,37–39)

Paulus kan derfor også skrive, at “bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende” (2 Kor 3,6). Bibelen er ikke en religiøs manual, en håndbog i, hvordan vi skal leve vores liv eller en filosofisk redegørelse for, hvordan universet er skruet sammen eller blevet til, men et vidnesbyrd om Kristus. Bibelen består ikke af filosofiske principper, men af historier og fortællinger om Gud og mennesker. Bibelen er et vidnesbyrd om Guds historie med menneskene, og den består derfor kun i ringe grad af abstrakte teoretiske udsagn og i langt højere grad af historier og fortællinger med forløb og bevægelse, med Jesu død og opstandelse som omdrejningspunktet. Guds åbenbaring og befalinger skal altid ses på baggrund af deres historiske sammenhæng og ikke som abstrakte, almene principper.^[11]

Om vi finder Guds Ord i bibelen, afhænger derfor af, hvordan vi læser den. Bibelen kan jo læses på alle mulige måder. Det vidner det utrolige antal kirkelige retninger om. Mange af disse retninger vil påstå, at netop de har læst og forstået bibelen korrekt. Spørgsmålet er så, om der kun er én korrekt måde at læse bibelen på. Det kommer an på, hvad vi mener med “korrekt”, for hvis det handler om at læse bibelen som noget, der i sig selv er sandt, er der ingen korrekt måde. For bibelen er kun sand, fordi den fortæller om sandheden, som er Jesus selv (Joh 14,6): ”Hele den første Forkyndelse af Evangeliet gik altsaa tilbage til Jesus Kristus og kun til ham. Han ‘er’ Kristendommen.” (P. Olsen 1925).

Når Jesus talte offentligt i større forsamlinger, talte han ifølge Matthæusevangeliet altid i lignelser, altså med metaforer og billeder (Matt 13,34–35). Jesus fortæller den ene lignelse efter den anden om, hvordan tingene fungerer i Guds rige. Men formålet er ikke, som man kunne tro, at gøre det nemmere at forstå evangeliet ved at bruge letforståelige eksempler og tankeeksperimenter. I Markusevangeliet forklarer Jesus tværtimod sine disciple, at han taler i lignelser for, at “dem udenfor” ikke skal forstå noget: “til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.”^[12] (Mark 4,11-12). Kun til Jesu disciple er “det givet at kende Guds riges hemmeligheder”.

Men altså netop givet. Jesus fremsætter ikke sit budskab, så alle og enhver kan forstå det og vælge, om de vil tro det eller ej, men tværtimod for, at kun netop dem, han selv har valgt, skal forstå det. Om vi forstår det eller ej, og hvordan vi forstår det, er ikke op til os. Guds Ord er ikke en teori, vi kan forholde os til, som vi vil, men det skaber selv de resultater, som Gud har planlagt. Hans Ord “vender ikke virkningsløst tilbage” til ham (Es 55,11). Det skaber netop den forståelse, Gud vil have. Om vi hører og forstår evangeliet, er ikke noget, vi kan styre, men noget, Gud bestemmer. Gud kan vælge at åbenbare sit Ord for os i teksten, men vi må finde os i, at han ofte lukker væsentlige dele af, så vi ikke forstår noget, uanset hvor hårdt vi prøver. Når vi så alligevel forstår, er det ren nåde: “For så vidt jeg gransker skriften af egen formåen, forstår jeg intet. Men for så vidt sandheden driver mig, forstår jeg noget – ikke af fortjeneste, men af nåde.” (Denck).^[13]

Nøglen til skriften

“Men først skal I gøre jer klart, at ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i Skriften; for ingen profeti har nogensinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud.” (2 Pet 1,20–21). Bibelen er fuld af uklare passager, som skal afkodes, og for at kunne afkode noget, må vi have en nøgle. Vi skal bruge “teksten til at læse teksten”, som det nogle gange udtrykkes.^[14] Men i sidste ende er det et valg, hvilke tekststeder vi bruger som nøgle til at tolke alle de øvrige tekststeder. Hvilket “trossystem” vi ender med, afhænger af, hvor vi tager vores begyndelse.

Nøglen til skriften er Jesus Kristus. Vores læsning af bibelen skal “drive på Kristus” (Luther). Der er én Gud, og formidleren mellem Gud og mennesker er Jesus Kristus (1 Tim 2,5). Alt i bibelen skal læses i lyset af Guds endelige åbenbaring af sig selv i ham. Jesus gav sig selv “som løsesum for alle”, skriver Paulus og tilføjer, at “det var vidnesbyrdet, da tiden var inde” (1 Tim 2,6). Når vi begynder med det endegyldige vidnesbyrd, at Jesus er givet som løsesum for alle, kan vi læse resten af bibelen i det lys. Evangeliet er udgangspunktet.

Vores forståelse af evangeliet kan derfor ikke baseres på skriften – det er derimod vores læsning af skriften, der skal baseres på evangeliet. Når vi i Apostlenes Gerninger hører om jøderne i Berøa, der “modtog ordet med megen velvilje” og dagligt granskede “Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan” (ApG 17,11), betyder “ordet” her netop evangeliet om Jesus Kristus, som lå til grund for deres granskning af skriften. Det betyder ikke, at de tog evangeliets sandhed for givet, men at de, med udgangspunkt i evangeliet, undersøgte skrifterne for at se, om de dér kunne genfinde evangeliet. Først derefter kom de ifølge teksten til tro. Tro er altså ikke en forudsætning for at læse bibelen, men det kan følge af, at vi går til bibelen med evangeliet som rettesnor – tro er nemlig ikke andet end, at det går op for os, at evangeliet er sandt. Der er på den måde et samspil mellem evangeliet og skriften, men udgangspunktet er altid evangeliet – ikke omvendt.

Spørgsmålet er, hvad vil det så sige at læse bibelen med Jesus som nøgle? Jesus er jo en person, ikke en teori, et princip eller idé. Men han er en person med en ganske bestemt historie. Jesus træder ikke ind på historiens scene ud af ingenting, men er kulminationen på en lang fortælling om Guds gerninger med mennesket. I Johannesevangeliets åbning berøres baggrunden for, at Jesus er blevet åbenbaret som sin Faders “tolk”:

“Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogensinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.” (Joh 1,16–18)

Loven blev givet ved Moses, men “nåden og sandheden” kom ved Jesus Kristus. Hvad betyder nu det? Jo, for at forstå, hvem Jesus er, må vi også forstå baggrunden for, at Gud valgte at åbenbare sit Ord i ham. Før Gud åbenbarede sit Ord i Jesus, kendte vi kun Gud gennem profeterne: “loven blev givet ved Moses”. Moses modtog Guds vejledning, loven, men selvom Moses ikke var hvem som helst, fik han aldrig lov til at se Gud selv (2 Mos 33,18f). Ingen har nogensinde set Gud, men Jesus er hans tolk (Joh 1,18). Men Gud åbenbarede sig ikke bare i Jesus for at gøre opmærksom på sig selv, men for at bringe nåde og sandhed: “Nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.” (Joh 1,17). Der er altså loven, som “blev givet ved Moses” på den ene side, og nåden og sandheden, som “kom med Jesus Kristus”, på den anden side. Det er de to poler, som fortællingen om Guds Ord er udspændt imellem, og som vi skal have med, når vi læser bibelen med evangeliet som udgangspunkt og Jesus Kristus som nøgle.

Lov og nåde

Bibelen fortæller altså kort sagt om to aspekter af Guds Ord, nemlig det, vi kalder “loven” (ὁ νόμος), på den ene side og så det, vi kalder “nåden” (ἡ χάρις), på den anden. Loven er, så at sige, “skyggen” af nåden (Kol 2,17; Heb 10,1), den skygge korset kaster bagud i tiden. Lov og nåde er ikke to adskilte ting, men to sider af samme sag. Guds Ord er som et “tveægget sværd”, som det hedder i Hebræerbrevet. Nogle gange – især i Det Gamle Testamente – menes der med Guds Ord “loven”: “Summen af dine ord er sandhed, og alle dine retfærdige bud gælder i evighed” (Sl 119,160). Andre gange menes der med Guds Ord “nåden” eller “evangeliet” (ApG 17,11). Men begge dele er sider af Guds Ord, som ikke kan skilles ad. Guds Ord har både en mørk og en lys side, fordi det på én gang handler om lov og dom, nåde og barmhjertighed. Der er altid de to aspekter, når vi læser teksten med Jesus Kristus som nøgle. Kristus regerer med loven i sin ene hånd og nåden i den anden: “Retfærdighed går foran ham, og fred følger i hans spor” (Sl 85,14).^[15]

“Min sjæl er plaget af bekymring, rejs mig efter dit ord! Hold falskheds vej borte fra mig, og giv mig i nåde din lov!” (Sl 119,28–29). Her består Guds nåde i, at han åbenbarer sit Ord, forstået som den lov, der kan hjælpe den bekymrede sjæl til at holde sig fra “falskheds vej”. Det hebraiske ord tora (תּוֹרָה), altså lov, betyder egentlig “vejleder”, forstået som noget, der peger i en bestemt retning – et kast, en pil, en vejviser. Det, der i bibelen går under fællesbetegnelsen “loven”, er som oftest den vejledning, de regler, påbud og forbud, som Moses fik af Gud, og som skulle hjælpe det udvalgte folk til at holde sig på den rette vej. At Gud er én og ikke flere, er kernen i den jødiske trosbekendelse: “Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én.” (5 Mos 6,4). Derfor er kernen i loven, at du skal “elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.” (5 Mos 6,5).

At Gud er én, skal forstås i modsætning til afguderne – dem er der altid flere af. Og fordi Gud er én, skal hans folk også elske ham udelt og uden forbehold, er pointen. Det er ikke først og fremmest en teoretisk pointe, men et spørgsmål om, hvad det for det jødiske folk vil sige at leve sit liv ud fra den kendsgerning, at netop vores herre er én. Loven handler om alt det, mennesker skal gøre for at holde sig på livets vej, den er livets manual, så at sige: “I skal følge mine retsregler, og I skal holde mine love og vandre efter dem. Jeg er Herren, jeres Gud! I skal holde mine love og retsregler; det menneske, der følger dem, skal leve ved dem.” (3 Mos 18,5).

Paulus bekræfter, at lovens påstand er, at “den, der holder budene, skal leve ved dem” (Gal 3,12). At være “retfærdig” betyder at vandre efter loven. Men samtidig peger loven frem på, at Guds retfærdighed skal åbenbares “uden lov”, som Paulus udtrykker det (Rom 3,21). Det viser sig nemlig, at Gud ikke har givet loven, for at mennesker skal finde en vej til at blive “retfærdige” og derved frelse sig selv – men for tværtimod at gøre det klart, at det er umuligt for mennesker at frelse sig selv. Lovens formål er ikke, at mennesker skal finde vej og blive retfærdige af egen kraft, men “at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud” (Rom 3,19). Ingen bliver retfærdig for Gud ved loven (Gal 3,11), men loven afslører, at mennesket er på afveje. Lovens pointe er, at mennesker skal vide, at de ikke kan holde sig selv i live ved at gøre “det rigtige”.^[16]

“Nåden” handler omvendt om, at Gud med sin åbenbaring i Jesus viser sig at ville frelse os på trods af vores uduelighed. Gud sendte Jesus for at købe os fri af “loven”, så han kunne “adoptere os som sine børn”, skriver Paulus i brevet til galaterne (Gal 4,5). Nåden er, at Gud selv bringer os på livets rette vej, uafhængigt af vores evne til at overholde lovens vejledning. Jesus er kommet for at sætte os fri fra loven, og det, som loven egentlig handler om, nemlig vores manglende retfærdighed, synd og død. Det er den frelse, der i Johannesevangeliet omtales som “nåde og sandhed”.

Hvorfor egentlig “lov og nåde” snarere end ”lov og evangelium”, det velkendte protestantiske begrebspar? Jo, pointen er jo, at loven er et budskab, der skal overbevise mennesker om deres synd, for at “hver mund skal lukkes”. Loven handler om, hvad vi skal gøre, men ikke kan. Evangeliet er omvendt et budskab om den nåde, der allerede er virkelighed, før vi hører om den – helt uafhængigt af os selv. Men nåden er ikke selv et budskab, den skal ikke høres og tros, før den er virkelighed – den går forud for alting, for den er Guds egen gerning. Nåden har at gøre med, hvad Gud gør, uafhængigt af os. At læse bibelen som en bog om nåden, snarere end om evangeliet, er at læse bibelen som en bog om det, Gud gør for os, allerede inden vi tror evangeliet. Læser vi bibelen som en bog om nåden, ja så er bibelen evangeliet.

“Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden, og som nu er åbenbaret ved vor frelser Kristi Jesu tilsynekomst, ved ham, der tilintetgjorde døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet.” (2 Tim 1,9–10)

Det er ikke evangeliet i sig selv, men Kristus, der frelser – evangeliet er, at det bliver tydeligt og kommer til syne, at vi længe før vi vidste det, var omfattet af Guds kærlighed og nåde. Kristus har bragt “liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet”. Det “liv og uforgængelighed”, der her tales om, er en forudgående realitet, en “nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden”, som derfor ikke afhænger af vores forhold til evangeliet. Det er tværtimod vores forhold til evangeliet, der afhænger af den forudgående realitet, som Kristus bragte for lyset ved evangeliet. Evangeliet kaster lys over den nåde, som blev givet os i Kristus fra evighed af (2 Tim 1,9), men som altså har været virkelighed fra evighed af.

Men begge aspekter, både lov og nåde, hører med, når vi læser bibelen. Vi kan enten læse bibelen som lovbog, altså som dårligt nyt om hvad vi skal, men ikke kan, eller som en bog om nåden, altså som godt nyt, på trods. Læser vi Jesu lignelser som “lov”, altså som et budskab om, hvad vi skal gøre eller ikke gøre for at blive frelst, har vi læst dem som “dem udenfor”, der ikke forstår noget. Læser vi den som et budskab om nåde, er det evangeliet, vi har fundet, og så er vi blandt dem, det er “givet at kende Guds riges hemmeligheder”.

Nåde uden grænser

At Gud er nådig, er, med et udtryk lånt fra Johannes’ Åbenbaring, “det evige evangelium” (Åb 14,6). Guds strenge dom viser sig kun at være den mørke side af Ordet, som i sidste ende handler om “nåde og sandhed”. For Gud er kærlighed (1 Joh 4,8). Nåde handler i kristendommen ikke bare om tilgivelse – det gør det også, nåde er be–nådelse, men det er mere end det. Ordet, der oversættes nåde, det græske karis (χάρις), betyder velgerning, venlighed, tjeneste, men kan også betyde glæde, skønhed, udstråling, karisma. Som sådan er “nåde” en samlebetegnelse for alt det gode, Gud gør – på trods af det onde, vi gør. Det er alt det gode, vi får uden betingelse, uden grund.

Nådens omdrejningspunkt er den forsoning og forligelse, som følger med Jesu død og opstandelse. Men nåden kommer også konkret til udtryk i en række nådegaver (herunder tro, 1 Kor 12,9), der alle har det tilfælles, at de gives ganske gratis og derfor ikke er noget, vi kan gøre os fortjent til, opsøge, opdyrke, sætte i system eller gøre til genstand for kristen trospraksis. Nåden er det, der har sin grund i Gud og derfor ikke i os eller i, hvad vi gør, mener, tror, kan eller ikke kan. Nåden er Guds vej til os, den er ubegribelig, fordi den ikke kan forklares med noget andet end sig selv. Gud er nådig, fordi – han er nådig. Nåde er kærlighed uden “men”, tilgivelse uden betingelser, spørgsmål og svar, frihed uden ansvar. Nåden forlanger intet, men giver alt, stiller ingen krav, men skaber selv, hvad den vil. Nåden er “nådesløs” i den forstand, at Gud ikke bekymrer sig om vores vilje og valg, men gør sin gode og almægtige vilje med os, uanset og på trods.

I traditionelle teologiske systemer fra Middelalderen og frem postulerede teologer imidlertid en række teorier for at forklare, hvorfor der angiveligt skulle være grænser for Guds nåde. Godt nok er Gud kærlig, nådig og barmhjertig, men, sagde man, af én eller anden grund havde han på forhånd besluttet sig for kun at give bestemte mennesker del i nåden og derfor kun frelse nogle få. Man mente, at Gud havde forudbestemt nogle, som det hed, til frelse, og andre til fortabelse. Jesus kom godt nok for at dø som sonoffer for hele verdens synder og ikke bare for de udvalgte (1 Joh 2,2), som vi hører i Johannes’ første brev. Men, sagde man, alligevel sørger Gud kun for, at nogle få kommer til tro og derved får gavn af Jesu offer. Resten var derimod forudbestemt til fortabelse, mente man. Gud behøvede bare at frelse nogle få for at vise, at han var uendeligt nådig, for mennesket er som bekendt så fordærvet, at ingen fortjener at blive frelst.

Og det er jo rigtigt nok, men Gud har bare også åbenbaret, at han ikke ønsker nogen synders død, som det hedder hos Ezekiel (Ez 18,32; Ez 33,11), og at det faktisk er hans vilje at frelse alle (1 Tim 2,3–4). Men det var altså kun halvdelen af sandheden, mente mange teologer – for i Gud er der ikke bare én, men to viljer, sagde man. Selvom Guds vilje ifølge hans åbenbaring er, at ingen skal gå fortabt (2 Pet 3,9), mente man altså, at Guds “hemmelige vilje” var, at de fleste skulle gå fortabt – for Gud var nemlig ikke bundet af sit ord, lød forklaringen: Gud har godt nok åbenbaret sig som kærlighed, men virkeligheden bag og udenfor denne åbenbaring var en anden – og man tilføjede, at den højeste grad af tro derfor var at tro på Guds godhed, selvom han imod sit ord kun frelste nogle få og fordømte de fleste.^[17] Gud kan frelse hvem han vil, men han vil ikke frelse alle, og der er derfor grænser for nåden – mente man.

I dag har de fleste lagt den slags teorier på hylden, til fordel for en tro på Guds vilje til at frelse alle. Men samtidig har man ofte hævdet en forestilling om, at mennesket selv har sin skæbne i sine hænder – at nåden er et tilbud, som mennesker selv er ansvarlige for at gøre brug af. Det var denne humanistiske grundforestilling om menneskets ansvarlighed for sin egen skæbne, der blev princippet for den borgerlige selvhjælpsmorals modevangelium om, at “Gud hjælper den, der hjælper sig selv”.^[18] En teori, som er populær i dag, er, at mennesket skulle have en slags ”fri vilje”, der gør det muligt at forhindre Gud i at virkeliggøre sine planer. Godt nok elsker Gud ifølge denne teori alle mennesker, men han kan af en eller anden grund ikke frelse mennesker mod deres vilje. Nåden er så at sige bred nok, men den mangler dybde, den når ikke ind i kernen af mennesket, formår ikke at ændre menneskers hjerter. Nåden afhænger af menneskets valg – og nåden er derfor igen ikke grænseløs.^[19]

Men vi har ingen ret til at sætte grænser for nåden. Evangeliet er, kort sagt, at i Gud er der intet mørke, kun lys: “Og dette er det budskab, som vi har hørt af ham og bringer videre til jer: Gud er lys, og der er intet mørke i ham.” (1 Joh 1,5). At hævde, at der findes “flere viljer” i Gud, er at hævde, at der både findes lys og mørke i Gud, og i sidste ende derfor, at der findes flere guder med modstridende viljer.^[20] Hævder man i stedet, at mennesket med sin vilje kan modsætte sig Gud, har man hævdet, at mennesket selv er guddommeligt, da mennesket derved gøres til sin egen suveræne instans med evnen til at sætte grænser for Guds virke. I begge tilfælde er resultatet, at Gud ikke længere er Gud. Ethvert forsøg på at sætte grænser for nåden fører blasfemi og flerguderi med sig. Men “Gud er én”, og derfor kan vi ikke sætte grænser for nåden.

Gud er kærlighed

Gud er ifølge kristendommen selvopofrende, omsorgsfuld kærlighed (ἀγάπη) (1 Joh 4,16). Og der er vel at mærke tale om en kærlighed, der formår alt: “Nu ved jeg, at du formår alt, intet, du har besluttet, er umuligt for dig.” (Job 42,2). Kærligheden bærer ikke nag, den udholder alt, tåler alt og hører aldrig op, skriver Paulus (1 Kor 13,7-8). Og det er altså den kærlighed, Gud “er”. Nogle gange siger man så, at kærlighed blot er en blandt mange af Guds egenskaber, og at han ikke finder sig i hvad som helst, for han er også retfærdighed – igen skulle der altså være grænser for nåden. Men så har man misforstået noget. For nok er Gud retfærdig (et adjektiv), men han er ikke retfærdighed.

“På grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst” (Ef 2,3). Gud er nådig, fordi han er kærlighed (et substantiv). Retfærdighed er derimod noget, han har eller gør – på baggrund af den kærlighed, han er.^[21] Derfor er Guds retfærdighed altid i sidste ende helt igennem fuld af nåde og barmhjertighed. Når Gud dømmer mennesker, har det altid frelsen som formål. Gud dømmer ikke, for at vi skal fordømmes, men tværtimod for at vi skal undgå fordømmelse, skriver Paulus (1 Kor 11,32). Ordene er godt nok skrevet specifikt til kristne, men af andre bibeltekster synes det at fremgå, at det gælder mere alment – fx i Klagesangene, hvor det hedder, at “Herren forstøder ikke for evigt; nej, selv når han kuer, forbarmer han sig i sin store troskab” (Klagesangene 3,31–39), og Paulus brev til menigheden i Rom, hvor det hedder, at “Gud har indesluttet alle under ulydighed for at kunne vise barmhjertighed mod alle” (Rom 11,32). Guds retfærdige dom har altid et højere mål, nemlig kærligheden, som er formålet med alt, hvad han gør.

At Gud er kærlighed, kan selvfølgelig lyde noget luftigt, for hvad er kærlighed egentlig for en størrelse i praksis? Dér fortæller Johannes os, at kærligheden består i, at Gud har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vores synder (1 Joh 4,10). Med sin død har Jesus én gang for alle sonet for hele verdens synder (1 Joh 2,2) med liv og retfærdighed for alle som resultat (Rom 5,18–19). Gud har i Kristus forligt hele verden med sig selv (2 Kor 5,19–20). Det er det, vi skal forstå ved, at Jesus bragte os nåde og sandhed – en nåde, der ikke kan begrænses på hverken den ene eller anden led.

Gud er ikke “bundet” i den forstand, at han ikke er fri til at gøre, hvad han vil. Men hvis vi tror, at Jesus Kristus er “den ene formidler mellem Gud og mennesker” (1 Tim 2,5), har vi ingen grund til at tro, at Guds vilje og sandheden om ham er en anden end den, vi kender fra vidnesbyrdet om Kristus, “som gav sig selv som løsesum for alle” (1 Tim 2,6). At hævde andet er at påstå, at Gud ikke har åbenbaret sig helt i Jesus, og at Jesus derfor ikke er Guds søn.^[22] Hvis vi derimod skal tage det alvorligt, at vi kun kender Gud gennem Jesus, så må vi også stole på, at det virkelig passer, når vi i bibelen hører, at hans gerning faktisk har ført til retfærdighed og frelse for alle mennesker (Rom 5,18). Så må vi acceptere, at Gud virkelig er kærlighed (1 Joh 4,10), og at vi ved, hvad det betyder, fra Jesus på korset (1 Joh 3,16). Hvis Kristus har givet sig selv som løsesum for alle, kan vi heller ikke sætte grænser for nåden.

Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud

“Det, som var umuligt for loven,” forklarer Paulus, “det gjorde Gud” (Rom 8,3). At læse bibelen som en bog om “nåde og sandhed” er at læse den som et vidnesbyrd om, hvad Gud har gjort i Kristus. Vi skal ikke læse bibelen for at finde ud af, hvordan vi kan gøre os fortjente til nåden – for det kan vi slet ikke. Hvis vi vil læse bibelen som en beretning om nåden, skal vi derimod læse bibelen for at finde ud af, hvad det betyder, at Gud frelser mennesker uden betingelser. Hver gang vi hører en fortælling eller en lignelse om nogen, der på en eller anden måde har formået at gøre det rigtige og selv har fortjent adgang til Guds rige, skal vi derfor tænke, at det handler altså ikke om os og hvad vi kan, men om hvad vi ikke kan, og om, hvad Kristus derfor har gjort for os.

Et eksempel er lignelsen om den barmhjertige samaritaner, der tager sig af den fremmede mand i grøften (Luk 10,25–37). Vi skal ikke først og fremmest identificere os med samaritaneren. Det er os, der ligger i grøften, og hvis vi husker, at Jesus er nøglen til at forstå skriften, er det ham, som er samaritaneren (Klemens).^[23] Et andet eksempel er lignelsen om den fortabte søn, der forlader sin far, og går til i verden, da han bruger alt, hvad han har, på skøger og svin, men bliver taget imod med åbne arme, da han vender tilbage til sin fader (Luk 15,11–32). Luther gjorde det klart, at den fortabte søn ikke er os, men Kristus, der kom til os og gav alt hvad han havde, for derefter at vende hjem til sin fader.^[24] Ellers fremstår lignelsen som et krav til os, om selv at finde hjem – og hvordan gør vi lige det?

En måde at forstå forholdet mellem loven og nåden på er, at det, der er umuligt for os, er muligt for Gud. Hvad vi ikke kan, kan han. Nåden er den, for os, “umulige mulighed” (Barth).^[25] Det står især klart i Jesu ord, der falder, efter en rig, ung mand har spurgt, hvad han skal gøre for at arve “evigt liv”. Den unge mand lægger ud med at kalde Jesus “gode mester”, hvortil Jesus spidst svarer: “Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud” (Luk 18,19). Dermed har Jesus jo ikke sagt, at han ikke selv er god, men at hvis han er god, så er det, fordi han er Guds søn. At ingen andre end Gud, og derfor heller intet menneske, er god, er den underliggende pointe i resten af historien. Jesus forklarer den unge, rige mand, at han skal holde loven, altså leve efter Guds vejledning. Det menneske, der følger Guds bud, skal jo “leve ved dem.” (3 Mos 18,5). Da den rige, unge mand påstår, at det har han gjort, tilføjer Jesus, at han mangler én ting: “Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!”.

Pointen er næppe, at Jesus anerkender, at den rige, unge mand faktisk havde overholdt hele loven, men at han, for at skære det ud i pap, stillede et krav, som han vidste, den rige, unge mand ikke kunne efterkomme. Jesus tilføjer, at det er lige så svært for en rig at komme ind i Guds rige som for en kamel at komme igennem et nåleøje. Det er med andre ord umuligt. Men det handler ikke bare om den rige, unge mand. Det er os alle sammen, han sigter til. Det viser reaktionen fra dem, der hørte Jesus tale, og som forbløffet spørger: “Hvem kan så blive frelst?” (Luk 18,26). De var godt klar over, at når en kamel ikke kan klemme sig igennem et nåleøje, ja, så slap de vist heller ikke ind i Guds rige. Og så kommer pointen, for til spørgsmålet om, hvem, der så kan blive frelst, svarer Jesus: “Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.” (Luk 18,26–27).

Kun Gud er god, og intet menneske kan derfor af sig selv opnå “evigt liv”. Men det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud (Luk 18,27), for hvem intet er umuligt (Job 42,2). For os er det ligeså umuligt at komme ind i Guds rige som for en kamel at komme igennem et nåleøje. Men for Gud er det muligt, også selvom vi har svært ved at forestille os en kamel blive trukket igennem et nåleøje uden at lide en overlast. Det er sådan, vi skal forstå forholdet mellem lov og nåde. Loven handler om, at det er umuligt for os at komme ind i Guds rige ved egen hjælp. Nåden er, at Gud hjælper det menneske, der ikke kan hjælpe sig selv, og at der derfor er håb for de håbløse.

Loven og nåden er begge sider af Guds Ord. Ordet handler om alt det, der er umuligt for os på den ene side, og alt det, der kun er muligt for Gud på den anden. Loven og nåden er to perspektiver på samme sag, to sider af en grænse, der for os er aldeles umulig at overskride. Loven og nåden handler om én og samme ting, om vi så kalder det retfærdighed, frelse, liv, salighed, hellighed, godhed, nåde, sandhed eller kærlighed. Alt det er umuligt for os, men muligt for Gud. Loven handler om alt det, der er umuligt for os, mens evangeliet handler om, at det umulige er muligt – ikke for os, vel at mærke, men for Gud. Det er så også derfor, at fortabelse og frelse ikke er to ligestillede muligheder, som vi kan vælge imellem – fortabelsen er vores realitet her og nu, mens frelsen alene er Guds mulighed (P.G. Lindhardt).

Jesu lignelser om fortabelse, straf, og den slags, handler om den historiske virkelighed vi befinder os i under dødens og syndens vilkår, mens evangeliets ord om tilgivelse og frelse handler om Guds brud på den virkelighed.^[26] Når vi har opbrugt vores muligheder, er kristendommens budskab, at for Gud er alt muligt. Jesus er Guds Ord, og evangeliet er godt nyt om, hvad han har gjort for os, fordi vi ikke selv kan gøre det, der skal til. Når Jesus fortæller, at vejen til livet er trang, at porten er snæver, og at kun få når igennem den (Matt 7,13), handler det ikke om, hvordan vi kan blive nogle af “de få”, men om, at intet menneske formår at gøre det umulige. Kun én har fundet vejen til evigt liv, og det er Jesus selv, for kun han er frivilligt gået i døden og opstået igen. Men det betyder, at det også er muligt for Gud at hive os igennem nåleøjet.

Det er måske det, der er pointen med Paulus’ ord i Rom 11,32, hvor det hedder, at “Gud har indesluttet alle under ulydighed for at kunne vise barmhjertighed mod alle.” Ordene falder, efter Paulus har forklaret, hvordan det jødiske folk, der er blevet forkastet på grund af sit hovmod, også skal komme “fuldtalligt ind”, når først hedningene er blevet frelst (Rom 11,7). Pointen synes at være, at Gud har gjort det helt og aldeles umuligt for noget menneske at frelse sig selv ved egen kraft. Gud har indesluttet eller “sammenknyttet” (συνέκλεισεν) alle under ulydighed. Hvorfor? For at kunne vise barmhjertighed “mod alle” (Rom 11,32). Gud har gjort det umuligt for mennesker at frelse sig selv, for at han skal være den eneste, der kan frelse mennesker.

Ergo

Det er derfor, at kristendom ikke er religion. Religion handler i bund og grund om, at vi forsøger at sikre os ved moral, fromhed, kultur, teknik, velstand og velfærd og så videre. Vi er fanget i vores egne forsøg på at sikre os – i vores forsøg på at bruge vores muligheder og skabe nye muligheder for os selv. Det er kristendommens religionskritiske pointe, at ingen af disse muligheder er identiske med det, der kun er muligt for Gud. Evangeliet er, at Jesus med sin død og opstandelse har befriet mennesket fra sig selv, sin vilje, sine valg, præstationer, praksisser, moral og religion. Evangeliet er derfor ikke en mulighed mennesket kan gøre brug af, men en nødvendighed, der trænger sig på.

Det kristne evangelium handler om, at det er umuligt for mennesker at sikre sig. Menneskers frelse kræver en bevægelse fra Gud til os, som går på tværs af al religions forsøg på at nå fra os til det, vi betragter som guddommeligt. Kristendom er ikke religion, for kristendom handler om det umulige for mennesket. Det kunne ellers se ud, som om kristendom i høj grad også er religion, for i kirkens historie er Guds Ord blevet pakket godt ind i ritualer, moral og alskens trospraksisser. Man har måske sagt, at det er menneskets egen, subjektive tro, der frelser, at det er efterfølgelsen eller efterlignelsen af Jesus, der frelser, eller måske “sakramenter” som dåb og nadver. Men evangeliet om Guds betingelsesløse nåde handler netop om, at mennesker hverken kan eller skal gøre bestemte ting som betingelse for nåden.

Religion er menneskets forsøg på at gøre det umulige muligt. Læser vi bibelen med det in mente, er det klart, at alle lovens krav om at gøre det ene eller det andet for at fortjene nåden handler om religion og derfor noget i bund og grund umuligt – for mennesket. Fra nådens synsvinkel handler menneskers retfærdighed, frelse, hellighed og så videre, om det, som kun Gud kan gøre, og som han faktisk har gjort, i Kristus.

Religion og religiøs praksis kan godt handle om evangeliet, men kun som et vidnesbyrd om nåden, det, der kun er muligt for Gud. For at sige det teologisk, så er den bibelske frelsesorden – ordo salutis – sådan, at retfærdiggørelse går forud for omvendelse og tro – der derfor ikke er vores mulighed for at gøre Guds retfærdighed til vores retfærdighed, men resultatet af, at det går op for os, at Gud i Kristus har erklæret os for retfærdige. Fra det perspektiv kan bibelen aldrig være en opskrift på, hvad vi kan og skal gøre, men må altid forstås som et vidnesbyrd om, hvad Gud allerede har gjort. Det er det, det vil sige at læse bibelen med nåden som fortegn.

---

Noter

[1] “New Poll Finds Evangelicals’ Favorite Heresies”, Christianity Today

[2] Ordet evighed (æon) betyder noget, hvis omfang er skjult for mennesket, men dog har et begrænset omfang. En tidsalder eller en periode i tiden er også en ”evighed” (æon). Der tales derfor i bibelen om flere “evigheder” eller “tidsaldre” (1 Kor 2,7; Ef 2,7). Når noget er “evigt”, betyder det ikke (nødvendigvis) “uden ende”, men blot et forløb, der svarer til karakteren af det fænomen, som det angår, fx et menneskeliv. Se Ramelli & Konstan, Terms for Eternity: Aiônios and Aïdios in Classical and Christian Texts (Gorgias Press 2007); Marvin Vincent, Word Studies of the New Testament IV:59.

[3] Det gælder mange engelske bibeloversættelser. I King James-oversættelsen hedder det: “He hath made every thing beautiful in his time: also he hath set the world in their heart, so that no man can find out the work that God maketh from the beginning to the end.”

[4] Vi finder dog hos Paulus også den opfattelse, at vi i det mindste ved, at Gud har skabt verden: “For hans usynlige ting, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger”, skriver Paulus (Rom 1,20) (i den danske bibeloversættelse står der “hans usynlige væsen” i stedet for ”hans usynlige ting”, som ellers er den bogstavelige betydning). Pointen er ikke, at vi kan “bevise” Guds eksistens eller gennemskue hans “usynlige ting”, men blot, at alle ved, at Gud har skabt verden, og hvis vi hævder noget andet, er det, ifølge Paulus, fordi vi “undertrykker” den viden. Det er også det, vi kalder Guds almene eller generelle åbenbaring, altså det, at han åbenbarer sig for alle, i modsætning til hans bestemte eller partikulære åbenbaring til bestemte mennesker.

[5] Den jødiske filosof Filon (20 f.Kr.–50 e.Kr.) understregede med udgangspunkt i 2 Mos 3,13 Guds “uudsigelighed”. Justin Martyr (c. 100–165 e.Kr.) tilføjede, at selve begrebet “Gud” blot er et ord, som vi påhæfter noget, vi knap nok forstår. Gud har ikke noget navn, skriver Aristides af Athen (2. årh. e.Kr.), “for alt, hvad der har et navn, er beslægtet med det skabte”. Tertullian skriver: “Det, der er uendeligt, er kun kendt af sig selv. Det er dette, som giver en forestilling om Gud, som dog er uden for alle vores begreber. Det er netop vores manglende evne til fuldt ud at begribe Ham, som giver os en idé om, hvad han virkelig er. Han viser sig for vores bevidsthed i sin transcendente storhed, som på én gang kendt og ukendt.” (Apologeticus, § 17). Pøbelen kræver beviser for sandheden, beklager Klemens af Alexandria sig (2. årh.) (Str. 5.3.18). De, der beder om beviser for “forsynets” (Guds) eksistens, burde straffes, skriver han (Str. 5.1.6). Klemens var ikke i tvivl om, at Guds eksistens kan ses gennem naturen (Str. 5.1.6.2) (jf. Rom 1,20), men denne indsigt kan kun være rent intuitiv. Det er derfor meningsløst at argumentere for Guds eksistens.

[6] En klassisk fremstilling af treenighedslæren, jf fx Gregor af Nyssas Kateketiske tale. I klassisk nikæno-konstantinopolitansk treenighedslære er Gud “tre personer” med “ét guddommeligt væsen”. Det er ikke så paradoksalt, som det lyder, og det er da heller ikke tænkt som et paradoks. Gregor af Nyssa (c. 335–395) forklarede med den “sociale analogi”, at det svarer til, at menneskeheden består af flere menneskelige personer med samme menneskelige væsen.

[7] Johannes Sløk, Teologiens Elendighed (1979).

[8] Blandt andre den populære amerikanske apologet William Lane Craig er leveringsdygtig i den slags “argumenter”.

[9] Gregor af Nyssa forklarer i sin kateketiske tale, at kristendommens troværdighed ikke kommer af, at opstandelsen og inkarnationen er “plausible” og troværdige, men at de er mirakuløse og derfor helt igennem uplausible.

[10] Julius Købner, Manifest des freien Urchristenthums an das deutsche Volk (Hamburg 1848).

[11] Pointen er ikke så meget, at bibelen altid afspejler menneskelige, historiske og kulturelle forhold, men at Gud altid åbenbarer sig i konkrete situationer, for bestemte mennesker, med et bestemt formål. Det er ikke vores, men Guds historie, der er kilden til forståelsen af evangeliet: “I Israel var der ingen billeder og ingen abstrakte begreber om Gud. Dér blev Gud forstået gennem erindret historie, og erindret historie fører til håbet om kommende historie.” (Moltmann).

[12] Jesus citerer her Esajas (Es 6,10). I Matthæusevangeliet begrundes brugen af lignelserne med, at “det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: Jeg vil åbne min mund med lignelser, jeg vil fremføre det, der har været skjult, siden verden blev grundlagt.” (Matt 13,34–35).

[13] Hans Denck 1527, Bekendelse I.

[14] Klemens af Alexandria gjorde i det andet århundrede det klart, at vi kan høre “Herrens stemme” gennem skriften, hvis vi vel at mærke har tro. Hvis nogen, der tror på de guddommelige skrifter, dømmer ret, så modtager han derved som et uigendriveligt bevis Guds stemme, der jo gav ham de skrifter i første omgang, skrev Klemens (Strom. II 2, 9, 6). Men de enkelte tekststeder skal tolkes ud fra andre tekststeder.

[15] “Retfærdigheden virker gennem Ordet, som var fra begyndelsen, men fra starten af er opdelt i to, lov og evangelium, i kraft af de to embeder, som Kristus som retfærdighedens konge øver – nemlig at døde de vantro og at levendegøre de troende.” Hans Denck ca. 1500-1527, II.23.3-6. Denck tilføjer, med henvisning til 1 Sam 2,6, at da alle troende engang har været vantro, måtte de først dø for at blive vakt til live.

[16] ”Man kan lære umådeligt meget af de gamle ordsprog, men man gør det ikke.” (Storm P.).

[17] Fx Martin Luther, Om den trælbundne vilje (WA 18,685).

[18] “Gud hjælper den, som hjælper sig selv”, skrev således Niels Hansen (“Hedelærken”) i sit frontalangreb på Calvinismen. Se Niels Hansen: Hedelærken om Forudbestemmelsen eller Kalvinismens Hemmelighed afsløret (1870), s. 22f.

[19] Den opfattelse, at mennesket selv kan afvise nåden, som derved afhænger af menneskets svar, findes igennem hele historien i forskellige grader og former hos vidt forskellige figurer som Pelagius, Erasmus af Rotterdam, Reformationens døbere (Balthasar Hubmaier, Menno Simons, m.fl.), Jakob Arminius, John Wesley, N.F.S. Grundtvig og andre. Mod denne “frelseskonditionalisme” eller ”synergisme” har en lang række teologer hævdet det modsatte “monergistiske” synspunkt, at nåden er ubetinget, og at frelsesgerningen derfor er Guds alene. Det drejer sig ikke mindst om Augustin, Luther, Calvin, tidlige baptister såsom Samuel Richardson og John Gill, dialektiske teologer og så videre.

[20] Der er grundlæggende tale om manikæisme, hvis påstanden er, at lys og mørke, godt og ondt, begge er guddommelige, evige principper.

[21] “If God is Love essentially, and so that God and Love is one and the same thing, it undeniably follows, that whatsoever God doth (though in our eyes it should appear to be the most terrible affair) proceeds from Love, because God, who does it, is Love itself: as, on the contrary, whatsoever Satan doth, let it appear never so good and useful, proceeds from hatred against God and his creatures.” (Georg Klein-Nicolai, The Everlasting Gospel (1705))

[22] Jf. fx arianismen, der hævdede, at Kristus er en skabning blandt andre skabninger. Påstanden om, at Gud ikke er bundet af sit ord, da Gud har en “hemmelig vilje” bag ved og uden for sit ord (Luther, Calvin), indebærer, at Guds Ord, altså Kristus, ikke selv er guddommeligt – altså arianisme.

[23] Det var en almindelig fortolkning hos tidlige kristne, fx Klemens af Alexandria: “Det var ham, der fremskaffede salighedens og frelsens forbindinger, som ikke kan omgøres: Kærlighed, Tro og Håb.” (Quis Dives Salvetur? 28).

[24] Se også Thomas Reinholdt Rasmussen, Gud er kærlighed – kristologiske prædikener (2015). Reinholdt skriver: “Den første prædiken og kernen i al kristen forkyndelse er: Han er opstået. Jesus er Kristus. Det er det Martin Luther kalder ‘at drive på Kristus’. Denne fortolkningsnøgle er i dagens kirkelige debat omstridt. Nogle synes at mene, at det betyder, at man spiller Kristus ud mod teksten, sådan at nogle dele af bibelen ikke læses eller kan undlades. Men det er forkert. Når læsningen af bibelen og forkyndelsen driver på Kristus, så vokser Kristus op af teksten. Så bliver Kristus levende i de døde ord. Opgaven er derfor at fastholde bibelens ord og at finde Kristus i dem, som kvinderne fandt Kristus i gravens tomhed.”

[25] I den oldkirkelige tekst Brevet til Diognetus, af en ukendt forfatter hedder det samstemmende: “Da han i den forgangne tid anfægtede vores naturs manglende evne til at vinde liv, og da han nu har vist os en frelser, som evner at frelse også det uden evne, ville han, at vi af begge grunde skulle stole på hans venlighed og regne ham for forsørger, far, lærer, læge og liv – uden bekymring for klæder og føde.” (Brevet til Diognetus § 9.6)

[26] Det fører for vidt at komme ind på her, men en central nøgle er forståelsen af begreber som “evighed” (ἀιών) og “evig”, der i en bibelsk sammenhæng (som på græsk i øvrigt) sjældent har at gøre med tid uden ende, men snarere er kvalitative begreber, som på den ene side betegner afsluttede forløb (æoner, tidsaldre), når de angår det, der sker i tiden, og på den anden side betegner det, der er uden for tid og rum, når de angår Gud. Se fx Marvin Vincent, Word Studies of the New Testament IV:59.