De fleste bliver sikkert lidt overraskede, når de første gang erfarer, at Den Augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana, CA), i sin første artikel, »Om Gud«, indeholder en fordømmelse af en række kætterske grupper, hvor også »muhamedanerne« (som der står) er at finde.^[1]

Dels kan det give anledning til undren, at islam nævnes som et kætteri og altså ikke betragtes som en selvstændig religion;^[2] og dels diskuteres det rimelige i, at folkekirkens store reformatoriske bekendelsesskrift ikke blot tager stilling til fordel for et trinitarisk gudsbegreb, men også aktivt går imod en række standpunkter, der er anderledes end bekendelsens eget.^[3]

Hvornår, hvordan og hvorfor blev islam nævnt i CA?

Kætterkataloger i lutherske bekendelsesskrifter før CA

Den mest oplagte forklaring på, hvordan islam kan dukke op i CA, ville naturligvis være, hvis det samme var tilfældet i de lutherske bekendelsesskrifter, der gik forud for CA. Det drejer sig om Vom Abendmahl Christi. Bekenntnis (1528), Schwabacherartiklerne (1529), Marburgerartiklerne (1529) og Torgauerartiklerne (1530).

I det afsnit i Vom Abendmahl Christi Bekenntnis, der vedrører selve guddommen og dermed er parallelt til CA I, erklærer Luther følgende om sin tro:

For det første tror jeg af hjertet den høje artikel om den guddommelige majestæt: at Fader, Søn, Helligånd er tre forskellige personer, én ret, enig, naturlig, sand Gud, skaber af himlen og jorden og alle ting, imod arianerne, makedonerne, sabellianerne og lignende kætterier (1 Mos 1), sådan som det alt sammen indtil nu er blevet fastholdt både i de romerske kirker og i de kristne kirker i hele verden.^[4]

Det ses, at »muhamedanerne« ikke er anført i listen over fordømmelsesværdige kætterier; men i forhold til CA I’s senere polemik mod antitrinitarismen er Luthers be­kendelse ganske godt med. Henvisningen til den tro, han på dette felt deler med den romerske kirke og med kristne i den ganske verden, tjener til at understrege, at der ikke for Luthers vedkommende er tale om en antitrinitarisme som på dele af reformationsbevægelsens »venstrefløj«. Overordnet er Luthers kætterkatalog ikke så bredtfavnende som senere i CA I: Der er ingen fordømmelser af mere fjerntliggende positioner som manikæisme og gnosticisme.

I de forskellige forsøg på harmonisering imellem parterne i den evangeliske lejr forud for rigsdagen i Augsburg findes tilløb til det, der endte med at blive til CA I, men uden nævneværdige fordømmelser:^[5] Schwabacherartiklernes første artikel, svarende til CA I, indeholder slet ingen fordømmelser, men henviser – modsat Vom Abendmahl – positivt til det nikænske symbol.^[6] Marburgerartiklerne ligeså.^[7] Torgauerartiklerne rummede i det oprindelige udkast kun en fordømmelse af sakramentsmisbrugere, der imidlertid ikke kom med i den endelige form.^[8]

Sammenfattende kan det konstateres, at en eksplicit fordømmelse af islams gudsbillede ikke findes i de lutherske bekendelsesskrifter før CA.

Forberedelserne til rigsdagen i Augsburg og CA

Da det foreløbig ved årsskiftet 1529/30 var lykkedes at bryde osmanner-tyrkernes belejring af Wien, var der endelig skabt så meget ro om Det Tysk-romerske Riges grænser, at kejser Karl 5. kunne indkalde til en rigsdag for at behandle religionsspørgsmålet, der truede med at splitte riget.

Da kejseren den 21. januar 1530 fra Bologna indkaldte kurfyrster, fyrster og rigets øvrige stænder til rigsdag i Augsburg fra den 8. april 1530, skete det således udtrykkeligt med henblik på – foruden varetagelse af almindelig omsorg for rigets ve og vel – at løse de to tilbageværende, men altafgørende problemer, nemlig det tyrkiske (osmannernes krigsførelse på Balkan) og det reformatoriske (uenigheden blandt de kristne).^[9] Disse to problemer så man en forbindelse imellem, idet religionsstridighederne i de foregående år netop havde forhindret en samlet front mod tyrkerne.^[10]

Luthers kurfyrstelige herre, den nye hertug Johann den Bestandige af Sachsen, tog begejstret imod indkaldelsen.^[11] Hans kansler Brück havde anført, at eftersom »kejserlig majestæts indkaldelse behager, at enhvers opfattelse og mening skal høres, vil vi stå os godt ved, at en sådan mening […] bliver samlet ordentligt sammen på skrift«.^[12]

Til dette formål sendte man bud til teologerne i Wittenberg, hvilket i denne sammenhæng foruden Luther vil sige Melanchthon, Justus Jonas og Johann Bugenhagen. Den kurfyrstelige ordre om udarbejdelse af en redegørelse for den evangeliske tro skulle omfatte spørgsmål »både i troen og også i andre ydre kirkeskikke og ceremonier«.^[13]

Det er interessant at notere sig, at det udtrykkeligt anføres, at den planlagte rigsdag muligvis »vil blive holdt i stedet for et koncil eller en nationalforsamling«.^[14] Hermed antydes det, at man allerede på dette tidspunkt var ved at opgive udsigten til et generalkoncil for hele den vestlige kristenhed. Fra begyndelsen var man altså i den evangeliske lejr klar over, at den redegørelse for troen, som man ville udarbejde, kunne få betydning langt ud over den aktuelle, rent politiske situation i Det Tysk-romerske Rige.^[15]

Rent praktisk holdt kurfyrsten forhandlinger om redegørelsen i residensbyen Torgau den 27. marts, i Weimar den 8. til 12. april og endelig den 16. til 24. april i Coburg, hvorfra Melanchthon fulgte med kurfyrsten videre til Augsburg, hvor kurfyrsten ankom den 2. maj som den første fyrste til den forsinkede rigsdag.^[16] Luther havde været fredløs siden rigsdagen i Worms i 1521 og kunne dermed ikke bevæge sig uden for det kursachsiske område; han blev derfor på Coburg, der som Kursachsens sydligste fæstning lå nærmest ved rigsstaden Augsburg i Bayern.^[17]

Nøjagtig ligesom den sachsiske kurfyrste beordrede sine teologer i Wittenberg til at udarbejde en redegørelse for den evangeliske lære, blev de katolske teologer ved universitetet i Ingolstadt af deres herrer, de katolske hertuger af Bayern, pålagt at påvise de kætterske aspekter af samme lære. Hertugernes erklærede, at rigsdagen først og fremmest ville komme til at handle om »vores hellige, kristelige tro og religion«, og derfor fik Ingolstadt-teologerne besked om straks at sammenfatte og lave en fortegnelse over alle kætterierne, og hvordan de kunne bekæmpes.^[18]

Resultatet blev en liste udarbejdet af Johann Eck med 404 artikler bestående af blandede citater fra reformatorer af vidt forskellig observans. Skriftet er dateret i Ingolstadt den 14. marts 1530, og Melanchthon blev straks ved ankomsten til Augsburg opfordret til disputation om artiklerne.^[19]

Det er sandsynligt, at en del af baggrunden for CA I’s fordømmelser skal søges i disse artikler, for her var Luther blevet anklaget for at være i strid med treenighedsdogmet. Luther havde stukket hånden i en dogmatisk hvepserede, da han i skriftet Rationis Latomianae confutatio udtalte sig imod ordet ὁμοούσιον i Nicænum-symbolet. ὁμοούσιος drejer sig om, at Jesus, Guds Søn, er af samme væsen som Gud Fader, og ordet spillede dermed en central rolle i opgøret med arianismen. Luther brød sig ikke om den slags begrebsmageri og skrev derfor, at skønt han ikke brød sig om ordet ὁμοούσιον og heller ikke selv brugte det, ville han ikke betegnes som kætter af den grund.^[20] Af sammenhængen fremgår det ret tydeligt, at det netop ikke er for at vende sig imod begrebets læreindhold som sådan, men mere handler om modstand mod at lave nye begreber, der ikke findes i den bibelske overlevering. På samme måde havde Luther i en udlægning af evangeliet til Trinitatis søndag udtalt, at menneskeordet »treenighed« hellere burde erstattes af bibelske ord, f.eks. »Gud«.^[21] Grunden er, at trinitetsdogmatik efter Luthers opfattelse let kunne ende i ordkløveri og digteri uden forbindelse til evangeliet. ^[22]

Johann Eck greb imidlertid denne oplagte mulighed for at så tvivl om reformatorernes gudsbillede og dermed hele fundamentet for deres teologi, idet Luthers undsigelse af ὁμοούσιος-begrebet blev optaget som nr. 82 på listen over de 404 kætterske artikler. Eck undlod dog at citere de efterfølgende afsnit, hvor udsagnet modereres, herunder Luthers påberåbelse af ikke at ville kaldes kætter.^[23] Luther skulle således – i Ecks polemiske uddrag – have taget Arius’ parti i synet på Treenigheden.

Grunden til, at Melanchthon overhovedet fandt det nødvendigt at udarbejde en bekendelse, der omfattede hele troslæren og ikke kun de reformatoriske stridsspørgsmål, var tilsyneladende netop Ecks anfægtelse af Luthers trinitetslære – en anfægtelse, Melanchthon betragtede som de »mest djævelske anklager«.^[24] Udarbejdelsen af en samlet bekendelse havde altså som erklæret formål at fungere som værge mod Ecks beskyldninger om kætteri.^[25]

Resultatet af de interne forhandlinger i den evangeliske lejr blev, at der den 31. maj 1530 forelå et latinsk udkast til en bekendelse for Kursachsen, der efterfølgende blev oversat til tysk med henblik på at opnå tilslutning fra de øvrige evangeliske rigsstænder.

Rigsdagsdelegationen fra den frie rigsstad Nürnberg sendte bekendelsen hjem til byens råd den 3. juni, hvorfor den er blevet overleveret, og her træffer vi efter en gennemgang af treenighedslæren igen en kortfattet fordømmelse af alle afvigende læresystemer: »Derimod forkastes alle kætterier, der er opstået imod denne artikel, som manikæere, valentinianere osv.«^[26] I forhold til de ovenfor nævnte tidligere lutherske bekendelser er nævnelsen af manikæere og valentinianere ny, mens de øvrige til gengæld er gledet ud. Ecks anklager taget i betragtning er det påfaldende, at der ikke er nogen fordømmelse af arianismen. »Muhamedanere« ses der intet spor af.

De følgende forhandlinger udmundede i den endelige udgave af CA, der blev over­givet til den kejserlige delegation den 24. juni.^[27] Hverken det latinske eller det tyske originalmanuskript er bevaret, så de tilgængelige tekster er derfor kritiske udgaver på baggrund af andre, senere afskrifter.^[28]

En præcis datering af »muhamedanernes« optagelse i CA’s kætterkatalog er derfor umulig på det foreliggende kildegrundlag, men det tidsrum, i hvilket tilføjelsen er sket, kan altså indsnævres til de sidste tre uger inden færdiggørelsen af skriftet: »Muhamedanerne« er blevet optaget på listen over kætterier imellem den 3. juni 1530, hvor Nürnbergermanuskriptet afsendtes, og den 24. juni, hvor den endelige udgave overraktes til kejseren.

Den færdige version af CA

I den færdige udgave af CA indledes artikel I med, at de evangeliske fyrster på vegne af deres landes menigheder erklærer, hvad deres kristne tro drejer sig om. De pågældende fyrster var to af hertugerne af Sachsen (herunder kurfyrsten), markgreven af Brandenburg, hertugerne af Lüneburg, landgreven af Hessen, fyrsten af Anhalt samt borgmestre og råd i Nürnberg og Reutlingen.^[29] Fra første færd tilslutter CA sig den nikænske bekendelse til den treenige Gud:

Hos os lærer menighederne med stor enighed, at det nikænske kirkemødes dekret om det guddommelige væsens enhed og om de tre personer er sandt og skal tros uden nogen som helst tvivl: nemlig at der er ét guddommeligt væsen, som både er og kaldes Gud, evig, ulegemlig, udelelig, af umådelig magt, visdom og godhed, skaber og opretholder af alle ting, både de synlige og usynlige; og dog er der tre personer af samme væsen og magt, og lige evige: Fader, Søn og Helligånd.^[30]

Hermed tilslutter de evangeliske reformatorer sig umisforståeligt den universelle kirkes Nicænum-symbol, hvorved der efter alt at dømme menes den endegyldige form, Symbolum Nicæno-Constantinopolitanum;^[31] og dermed tilslutter CA sig også implicit Nicænums trinitariske og antiarianske sigte.

Mens den relativt kortfattede nikæno-konstantinopolitanske bekendelse omtaler treenighedslæren ved at beskrive Treenighedens tre personer i forhold til hinanden – eksempelvis Jesus Kristus som »sand Gud af sand Gud«, »θεὸν ἀληθινὸν ἐκ θεοῦ ἀληθινοῦ«, og det omstridte »væsenséns/-lig med Faderen«, »ὁμοούσιον τῷ πατρί«^[32] – gør CA en dyd ud af at fremhæve personernes samhørighed. (Kristologien behandles særskilt i CA’s artikel III). Resultatet ses bl.a. i, at CA faktisk afviger fra Nicænum ved at tilskrive skabelsen til hele Treenigheden, mens Nicænum siger »skabt af Faderen ved Sønnen«.^[33] Der er mest tale om en nuanceforskel, men resultatet bliver, at CA er mere antiariansk end Nicænum selv.

Det er rigtigt blevet bemærket, at de mange gudsprædikater i dette afsnit af CA I for en stor dels vedkommende i virkeligheden ikke har deres ordlyd fra Nicænum, men der­imod fra den athanasianske bekendelse.^[34] Dette ses også i fremhævelsen af, at treenighedslæren ikke medfører påstanden om guddommens splittelse eller flerhed, idet CA med prædikatet »coaeternae« om personerne implicit refererer til Athanasianums mange udsagn i kategori med, at Faderen er evig, Sønnen er evig, Helligånden er evig, og dog er der ikke tre, som er evige, men én.^[35] Videre hedder det i artikel I:

Og betegnelsen person bruges i den betydning, som de kirkelige forfattere har brugt det i denne sag, dvs.: ikke en del eller en egenskab ved noget andet, men noget, der består for sig selv.^[36]

Efter kraftigt at have betonet de guddommelige personers enhed imod enhver fore­stilling om triteisme eller om Sønnens og Helligåndens underordning under Faderen opstiller CA nu forsvarsværker mod kætteriet til den anden side: modalismen.^[37]

For at underbygge, at reformatorerne ikke mener noget nyt på dette punkt, men tværtimod mener det samme, som kirken hele tiden har ment, henvises der til kirkefædrene. Hvilke fædre, det konkret drejer sig om, nævnes ikke, men Melanchthon anfører sidenhen (i Worms, 1541), at det drejer sig om Athanasius, Basilius den Store, Gregor af Nazianz, Epiphanius af Salamis, Ambrosius og Augustin.^[38] Ved omtalen af »fædrene« afmonteres på forhånd enhver diskussion om, hvordan den reformatoriske treenighedslære skal forstås, idet der henvises til de fremmeste repræsentanter for den nikænske, antiarianske ortodoksi.

[Menighederne] fordømmer alle kættere, der er opstået imod denne artikel, som manikæerne, der forudsætter to principper – godt og ondt – og ligeledes valentinianerne, arianerne, eunomianerne, muhamedanerne og alle deres lige. De fordømmer ligeledes samosatenerne, både de gamle og nye, der hævder [at der er] én person og taler vidt og bredt med listige og ugudelige ord om, at personerne ikke er forskellige, men at »Ordet« betyder det talte ord, og at »Ånden« er en skabt bevægelse i tingene.^[39]

Dette afsluttende kætterkatalog ligger i umiddelbar forlængelse af omtalen af kirke­fædrene til sikring af den reformatoriske teologis renhed og uangribelighed, her blot med negativt fortegn. Der skal næppe lægges noget i den tyske teksts brug af »for­kastes« (»werden verworfen«) over for den latinske teksts »fordømmer/forbander« (»damnant«); en tekstvariant har formen »werden in unsern Kirchen verworfen und verdampt«.^[40] I alle tilfælde er der tale om en éntydig afstandtagen.

Strukturen positiv bekendelse/negativ afvisning findes også i art. II, V, VIII, IX, X, XII, XVI og XVII og er dermed et fast element i CA’s stil.^[41]

Det konkrete udvalg af kætterier kan forekomme lettere tilfældigt og domineres af old­kirkelige bevægelser (jf. referencen til kirkefædrene), tilsyneladende ikke sorteret i kronologisk rækkefølge efter ophavsmand:

• Mani (216–277)
• Valentinus (ca. 120–160)
• Arius (død ca. 335)
• Eunomius (325–396)
• Muhammed (ca. 569–632)
• Paulus af Samosata (død ca. 272).^[42]

CA I har fra de tidligere lutherske bekendelsesskrifter genindført arianerne, mens manikæere og valentinianere er overtaget fra det tidligere udkast til CA. Eunomianere, muhamedanere og samosatenere er nye tilføjelser.

Ved at nævne de forskellige grupperinger opregner Melanchthon forskellige verdens- og gudsopfattelser, der alle har det tilfælles, at de er anderledes end den katolsk-ortodokse trinitetslære: Radikal dualisme (manikæismen), gnostisk dualisme med polyteistiske tilbøjeligheder (valentinianismen), adoptions- og/eller subordinationslære (repræsenteret af Arius, Eunomius, Muhammed og Paulus fra Samosata).^[43]

Såfremt islam faktisk forstås som en repræsentant for arianismen – ved ikke blot at subordinere Kristus under Gud Fader, men ved helt at fratage Kristus guddommeligheden – mangler kun to kategorier at blive nævnt, nemlig »radikal-monoteismen« (hvor man måske ellers kunne forvente at finde islam) til den ene side og polyteismen til den anden. Risikoen for at blive slået i hartkorn med disse to positioner har tilsyneladende ikke været tilstrækkelig til, at Melanchthon har fundet det værd at tage afstand fra dem. Først i den trykte førsteudgave af CA fra det følgende år bliver jødedommen nævnt i den tyske tekst, placeret umiddelbart inden samosatenerne: »auch die Juden und Samosateni«.^[44]

Det er afgørende at lægge mærke til, at der netop tales om »muhamedanere« og ikke om »tyrkere« e.l. I andre sammenhænge bruger reformatorerne begreberne i flæng, men ved her eksplicit at referere til det religiøse aspekt foretages en distinktion imellem det principielle (afvigelse fra den ortodokse lære) og det mere tilfældige (dét, at de forhåndenværende muslimer var tyrkere). I fortalen til CA tales der omvendt om forsvarskrigen mod tyrkerne, da der her menes den politiske trussel.^[45]

Der skal ikke lægges noget særligt i, at muslimer og de øvrige grupper omtales som personale grupperinger (»muhamedanerne/muslimerne«) og ikke som mere eller mindre abstrakte tankesystemer (»islam«); meningen er den samme. Wilhelm Maurer fremhæver, at vi her ser en forestilling om den rene læres (hhv. de fordærvede kætteriers) konstans: De samme kætterier kan uden videre tænkes at dukke op igen, således at man ved fordømmelsen af »arianerne« ikke blot tager afstand fra en for længst forsvunden gruppering i 300-tallet, men også fra alle lignende tankesystemer, hvornår de end måtte dukke op.^[46]

Behandlingen af CA I i den romerske konfutation

Det romersk-katolske svar på CA faldt i to dele. I første omgang udarbejdede en gruppe katolske teologer under Johann Ecks ledelse en heftigt polemiserende skrivelse, Catholica Responsio, der på samme måde som CA var adresseret til kejser Karl 5. Dette skrift overraktes den 12. juli 1530, men blev afvist både af de tilstedeværende pavelige legater og af de katolske stænderrepræsentanter, da der mere var tale om et generelt opgør med den lutherske kristendom end om en konkret gendrivelse af CA.^[47] Som reaktion herpå udarbejdedes Confutatio Confessionis Augustanae, der blev overrakt den 3. august 1530, hvor det nu officielt var kejseren selv, der besvarede »kurfyrsternes og fyrsternes bekendelse«, altså CA.^[48]

Det øjensynlige formål med CA I – at fastslå den reformatoriske trinitetsteologis fundamentale og fuldkomne overensstemmelse med den (old)katolske ortodoksi – lykkedes over al forventning; if. konfutatorerne kan de reformatoriske fyrsters og menigheders bekendelse i CA I uden videre antages:

Deres bekendelse skal accepteres, idet den i alt stemmer overens med trosreglen og med den romerske kirke.^[49]

Videre hedder det i den tyske tekst, at eftersom CA tilslutter sig Nicænum, og eftersom Nicænum altid er blevet holdt højt i ære, »må man også lade det være godt med en sådan bekendelse«.^[50]

Ecks heftige kritik mod selve den reformatoriske gudslære – anklagen om arianisme – er helt borte. Undervejs i denne fuldstændige tilslutning til CA I henvises til synoden i Nikæa under kejser Konstantins forsæde, men det overlades til læseren selv at drage parallellen til Augsburg og kejser Karl. Efter et kort dogmehistorisk resumé går Konfutationen videre til at behandle CA I’s kætterkatalog, hvilket ligeledes sker med overvældende tilslutning:

Således skal det også accepteres, at de fordømmer alle kættere, der er fremkommet imod denne artikel: manikæere, arianere, eunomianere, valentinianere, samosatenere; for dem har den hellige og katolske kirke også længe fordømt.^[51]

I forhold til tilslutningen til den positive bekendelse til Treenigheden er der ikke meget nyt at bemærke i godkendelsen af den negative afvisning af vranglærerne. Det er dog interessant, at »muhamedanerne« ikke er med i Konfutationens gengivelse af CA I’s kætterkatalog. Årsagen hertil er uklar, da de var nævnt i forarbejdet til Konfutationen, Catholica Responsio. Immenkötter anfører i denne forbindelse, at konfutatorerne be­nyttede en bestemt sekt- eller kætterhistorie af Bernhard Lutzenburg, der nævner manikæere, arianere, eunomianere og valentinianere;^[52] dette forklarer imidlertid ikke i sig selv udeladelsen af »muhamedanere«, for samme Lutzenburg nævner heller ikke samosatenere, der alligevel er kommet med i Konfutationen – hvilket de også burde være, da Konfutationen på dette punkt ikke i hovedsagen er et ekstrakt af Lutzenburgs kætterhistorie, men et svar på CA.^[53]

Spørgsmålet er derfor ubesvaret, men kan unægtelig lede til den tanke, at konfutatorerne ikke har betragtet nævnelsen af »muhamedanere« som særligt indlysende eller relevant, uden at man dog heraf kan udlede nogen form for afstand­tagen fra fordømmelsen. Muligvis er der simpelthen tale om en forglemmelse.

Melanchthons Apologi

Som gensvar på det romerske svar på CA overrakte Melanchthon sin Apologi for CA til rigsdagen den 22. september 1530, men den bringer intet nyt i forhold til vores undersøgelse. Ligesom Konfutationen ikke fandt nogen indvendinger imod CA I og derfor indskrænkede sig til dogmehistoriske betragtninger, sker det samme i Apologien. Melanchthon gentager Konfutationens gentagelse af CA’s tilslutning til Nicænum og Athanasianum. Kætterkataloget udfoldes slet ikke, men nævnes blot i forbifarten, omend i barske vendinger:

Til stadighed bekræfter vi, at anderledestænkende både er uden for Kristi kirke, afgudsdyrkere og påfører Gud forhånelse.^[54]

Melanchthon har altså tilsyneladende ikke fundet det besværet værd at gentage hele rækken endnu en gang, heller ikke for igen at hævde fordømmelsen af islam imod Konfutationens udeladelse.

Senere lutherske bekendelser

De senere lutherske bekendelsesskrifter er i vores sammenhæng ikke af væsentlig interesse: I De Schmalkaldiske Artikler (1537) beskæftiger Luther sig ikke med fordømmelser i tilknytning til artiklen om guddommen.^[55] Det samme gælder i udlægningen af Apostolicum i Den Lille Katekismus^[56] og Den Store Katekismus (1529).^[57] Konkordieformlen (1577) konstaterer ingen splittelse imellem de lutherske fraktioner angående CA I, hvorfor denne artikel og dens kætterkatalog ikke behandles.^[58]

Konklusioner: Hvornår, hvordan og hvorfor?

Vi kan konkludere, at islam (»muhamedanerne«) efter alt at dømme er blevet optaget i kætterkataloget i Confessio Augustana, artikel I, på et tidspunkt imellem 3. juni 1530, hvor der blev sendt et manuskript til Nürnberg uden spor af islam, og den 24. juni 1530, hvor den færdige udgave af bekendelsesskriftet blev overrakt, inkl. fordømmelsen af islam.

Fremgangsmåden bærer et lidt tilfældigt præg: Først er islam ikke nævnt, siden bliver det nævnt, og umiddelbart derefter bliver det ikke omtalt yderligere i senere behandlinger af emnet. Det virker således ikke, som om det har været et kernepunkt for reformatorerne at få nævnt islam blandt de kætterier, som de fordømte. Vægten ligger på en generel afvisning af alle ikke-trinitariske gudsbilleder, hvor islam kan tilføjes eller undlades.

Omvendt er det ret tydeligt, at islam ikke bare nævnes af rent politisk-militære grunde: Hvis det var den osmanniske belejring af Wien i 1529, der var grunden, skulle islam have været nævnt hele tiden og ikke bare på et mere eller mindre tilfældigt tidspunkt senere i forløbet. Derimod peger brugen af begrebet »muhamedanere« frem for »tyrkere« eller »saracenere« (og placeringen imellem de øvrige kætterier) temmelig entydigt på, at meningen er at afvise islams gudslære. Dette understøttes kraftigt af, at hele udformningen af CA I søger at afvise enhver tvivl om, hvorvidt reformatorernes gudslære stemte overens med romerkirkens og den øvrige kristenheds. Manøvren lykkedes i en sådan grad, at den romerske gendrivelse af CA uden videre erklærede, at artikel I stemmer fuldkommen overens med den katolsk-ortodokse tro. Identifikationen af islam med tidligere kætterier som arianismen ligger i forlængelse af den generelle tilbøjelighed til at betragte gamle kætterier som noget, der vender tilbage i nye forklædninger.

Fordømmelsen af islam i CA er således ikke et centralt punkt i bekendelsen, men er tydeligt motiveret af et teologisk bestemt ønske om at tage afstand fra den islamiske gudslære.

---

Citerede kilder og litteratur

Bornkam, Heinrich (red.): Die autentische lateinische Text der Confessio Augustana (1530). Heidelberg, Carl Winther, 1956.

BSELK: Die Bekenntnisschriften der evangelisch-lutherischen Kirche. Göttingen, Vandenhoeck & Ruprecht, 1930/1998.

CR: Melanchthon-tekster mv. fra Corpus Reformatorum.

Förstemann, Karl Eduard (red.): Urkundenbuch zu der Geschichte des Reichstages zu Augsburg im Jahre 1530. Halle, 1833/Hildesheim, Georg Olms Verlagsbuchhandlung, 1966.

Gensichen, Hans-Werner: Damnamus – Die Verwerfung von Irrlehre bei Luther und im Luthertum des 16. Jahr­hunderts. Berlin, Lutherisches Verlagshaus, 1955.

Grane, Leif (red.): Confessio Augustana. København, Gylden­dal, 1959.

Gussmann, Wilhelm: Quellen und Forschungen zur Geschichte des Augsburgischen Glaubensbekenntnisses. Kassel, Edmund Pillardy, 1930.

Immenkötter, Herbert (red.): Die Confutatio der Confessio Augustana vom 30. August 1530. Münster West­falen, Aschen­dorffsche Verlagsbuchhandlung, 1979.

Maurer, Wilhelm: Historischer Kommentar zur Confessio Augustana, I-II. Gütersloh, Gütersloher Verlagshaus Gerd Mohn, 1976.

Scheible, Hans: »Melanchthon und Luther während des Augsburger Reichtags 1530«, 1985, i Melanchthon und die Reformation – Forschungsbeiträge (red. Gerhard May og Rolf Decot). Mainz, Verlag Philipp von Zabern, 1996.

WA: Luther-tekster mv. fra Weimarer Ausgabe.

---

Noter

[1] »Mahometistas«, altså tilhængere af Muhammeds lære.

[2] Se også Svend Bjerg og Palle H. Steffensen: »Kristendom, islam og biskoppernes Gud«, Kristeligt Dagblad 10. september 2009: »Er det da den samme Gud, vi har – vi kristne og vi muslimer? Med hæderligheden i behold må vi svare: Nej, det er ikke den samme Gud! Lige så lidt som de praktiske konsekvenser af gudstroen er de samme her og der. Hermed har vi ikke sagt, at Gud er to, for der er stadigvæk forskel på Gud og afgud, og en afgud er en gud, som ikke er virkelig. Vi kan håbe på, at kristnes og muslimers Gud er den samme, men se det kan vi ikke, og forstå det kan vi ikke. Det bør naturligvis ikke afholde os fra at ville forstå det uforståelige – i dybeste respekt for anderledes troende og tænkende. Det kunne jo være, at muslimer kun er kættere.«

[3] Senest er det sket i forbindelse med den begivenhed i Århus, der måske er en teaterforestilling og måske en gudstjeneste, og hvor ingen tilsyneladende rigtig kan blive enig med sig selv om, hvad det er, og om en imam bør prædike ved den eller ej; jf. Kristeligt Dagblad, 16. februar 2017: »Domprovst: Vi kalder det prædiken, men det er det ikke«.

[4] Vom Abendmahl Christi Bekenntnis (1528), WA 26, s. 500: »Erstlich gleube ich von hertzen den hohen artickel der göttlichen maiestet, das Vater, son, heiliger geist drey unterschiedliche personen ein rechter, einiger, natürlicher, warhafftiger Gott ist, schepffer hymels und der erden, aller dinge widder die Arrianer, Macedonier, Sabelliner und der gleichen ketzerey, Gene. 1., wie das alles bis her beyde ynn der Römischen kirchen und ynn aller welt bey den Christlichen kirchen gehalten ist.« (Hvor andet ikke anføres, er oversættelserne mine).

[5] Jf. Grane (1959), s. 5 ff.

[6] Die Schwabacher Artikel, BSELK, s. 52.

[7] Die Marburger Artikel, smst.

[8] Jf. Maurer (1976), s. 61; jf. også Gensichen (1955), s. 11–24, vedr. anatematismer i oldkirken og middelalderen.

[9] »Des Kaisers Karl V. Ausschreiben« (21. januar 1530) i Förstemann (1833/1966), s. 7–8: »So haben wir als Romischer kaiser und haubt der Christenhait […] fur nutz und gut bedacht ainen gemainen Reichstag und versamblung furzunehmen [… um] zuberatschlagen zubeschliessen und zuuolntziehen […] wie zu abwendung des sorglichen lasts und eintringen des berurten Turcken auf die christenhait [… und] wie der irrung und zwispalt halben in dem hailigen glauben und der Christlichen Religion gehandelt und beschlossen werden mug und solle [, … und] auch sunst gute muntz, policey und wolfart des hailigen Reichs allenthalben in disen und andern desselben obliegenden sachen: zu beschliessen: zumachen: aufzurichten und zuunderhalten.«

[10] Maurer (1976), bd. I, § 3, s. 22.

[11] Immenkötter (1979), s. 9.

[12] »Des Canzlers Dr. Gregorius Brück Bedenken …« (14. marts 1530) i Förstemann (1833/1966), s. 39 f.: »kayr. Mt̃. ausschreiben vormag, das eins itzlichen opinion und meynung gehört sol werden, wil uns fur gueth ansehen, das solche meynung […] ordentlich In schrifften zusamen getzogen werden«

[13] »Kurfürst Johann von Sachsen an Dr. Luther, Dr. Jonas, Dr. Bugenhagen und M. Melanchthon zu Wittenberg« (14. marts 1530), smst., s. 43: »baide Im glauben unnd auch In andern euserlichenn kirchen breuchen und Ceremonien«.

[14] Smst., s. 42 f.: »an eins Concilij oder Nacional versamblung stadt gehaltenn wil werdenn«.

[15] Jf. Bornkam (1930/98), s. XV.

[16] Maurer (1976), I, s. 23; Immenkötter (1979), s. 9.

[17] Scheible (1985/96), s. 38 (udgiverens s. 198).

[18] Gussmann (1930), s. 10: »Nachdem zuversichtlich ist, daß die Römisch Khayserlich Maiestat […] ainen gemainen reichstag ausschreiben und zu vorderst von unserm heiligen cristenlichen glauben und religion handeln werde, […] so jst unser ernstlicher bevelch, dass jr von stund an all ketzerey, widerwertig leeren und schmachreden, auch wie denen zu begegnen seye, jn ain summarj zueinander ziehen und jn verzaichnus bringen wellet«

[19] Maurer (1976), I, s. 23.

[20] Rationis Latomianae confutatio, WA 8, s. 117, l. 33 f.: »Quod si odit anima mea vocem homousion, et nolim ea uti, non ero haereticus«.

[21] »Am Sontage nach Pfingsten …«, 1526, WA 10, 1, 2, s. 294, l. 25 ff.: »Wiewol man disen namen ‘Trivaltigkeit’ niergent finden in der hailigen gschrifft, sondern die menschen haben in erdacht und gefundet, Drumb lautet es auch zümal kalt, und vil besser sprech man ‘Gott’ denn die ‘Trivaltigkait’«.

[22] Smst., l. 35.: »mancherlay Distinctiones, threüme und erdichtung«; jf. Grane (1959), s. 17 ff.

[23] Johann Ecks Vierhundertundvier Artikel, art. 82, i Gussmann (1930), bd. II, s. 113.

[24] Melanchthon an Luther (11. maj 1530), WA Br 5, nr. 1565, s. 314, l. 5 f.: »Hoc consilio omnes fere articulos fidei complexus sum, quia Eckius edidit διαβολικωτάτας διαβολάς contra nos.«

[25] Smst., l. 6: »Adversus has volui remedium opponere«.

[26] »Die Artikel des Glaubens«, BSELK, s. 52: »Dagegen werden verworfen alle Ketzerei, so wider diesen Artikel entsprungen sein als Manichäer, Valentinianer etc.« Kilden anføres i BSELK’s noteapparat med betegnelsen »Na.«

[27] Bornkamm i indledningen til CA, BSELK s. XVIII.

[28] Bornkamm (1956), s. 5 ff.

[29] BSELK s. 137.

[30] CA I, citeret fra BSELK, s. 50: »Ecclesiae magno consensu apud nos docent, decretum Nicaenae synodi de unitate essentiae divinae et de tribus personis verum et sine ulla dubitatione credendum esse; Videlicet, quod sit una essentia divina, quae et appellatur et est Deus aeternus, incorporeus, impartibilis, immensa potentia, sapientia, bonitate, creator et conservator omnium rerum, visibilium et invisibilium; et tamen tres sint personae, eisdem essentiae et potentiae, et coaeternae, pater, filius et spiritus sanctus. / Erstlich wird einträchtiglich gelehrt und gehalten, lauts des Beschluß Concilii Nicaeni, daß ein einig gottlich Wesen sei, welchs genennt wird und wahrhaftiglich ist Gott, und seind doch drei Personen in demselben einigen gottlichen Wesen, gleich gewaltig, gleich ewig, Gott Vater, Gott Sohn, Gott heiliger Geist, alle drei ein gottlich Wesen, ewig, ohn Stuck, ohn End, unermessener Macht, Weisheit und Gute, ein Schöpfer und Erhalter aller sichtbarn und unsichtbarn Ding.«

[31] Grane (1959), s. 16.

[32] Symbolum Nicaenum, BSELK s. 26.

[33] Grane (1959), s. 17.

[34] Således Grane (1959), s. 15.

[35] Jf. Athanasianum, BSELK s. 28 ff.

[36] CA I, BSELK s. 50: »Et nomine personae utuntur ea significatione, qua usi sunt in hac causa scriptores ecclesiastici, ut significet non partem aut qualitatem in alio, sed quod proprie subsistit. / Und wird durch das Wort Persona verstanden nicht ein Stuck, nicht ein Eigenschaft in einem andern, sondern das selbs bestehet, wie dann die Väter in dieser Sache dies Word gebraucht haben.«

[37] Jf. Grane (1959), s. 19, der anfører, at Melanchthon skulle have anset forsvaret mod modalismen for vigtigere end dét mod triteismen; ud fra CA I’s tekst at dømme lader der dog imidlertid til at være tale om en nogenlunde jævnbyrdig fordeling.

[38] CA I, BSELK, s. 50, kommentarnote 2; CR 4, sp. 38 (1541).

[39] CA I, BSELK s. 51: »Damnant omnes haereses, contra hunc articulum exortas, ut Manichaeos, qui duo principia ponebant, bonum et malum, item Valentinianos, Arianos, Eunomianos, Mahometistas et omnes horum similes. Damnant et Samosatenos, veteres et neotericos, qui cum tantum unam personam esse contendant, de verbo et de spiritu sancto astute et impie rhetoricantur, quod non sint personae distinctae, sed quod Verbum significet verbum vocale et spiritus motum in rebus creatum. / Derhalben werden verworfen alle Ketzereien, so diesem Artikel zuwider seind, als Manichäi, die zween Gotter gesetzt haben, ein bosen und ein guten, item Valentiniani, Ariani, Eunomiani, Mahometisten und alle dergleichen, auch Samosateni, alte und neue, so nur ein Person setzen und von diesen zweien, Wort und heilig Geist, Sophisterei machen und sagen, daß es nicht müssen unterschiedene Personen sein, sondern Wort bedeut leiblich Wort oder Stimm, under der heilig Geist sei erschaffene Regung in Kreaturen.«

[40] Smst., tysk tekstnote til l. 1: Georg Spalatins afskrift, i BSELK betegnet »Sp«.

[41] Jf. også Maurer (1976), I, § 8, s. 61 ff.

[42] Årstallene taget fra de respektive artikler i Religion in Geschichte und Gegenwart.

[43] Jf. hertil og til afsnittet generelt Maurer (1976), I, s. 65 ff.

[44] CA I, BSELK s. 51, tysk tekstnote til l. 6: Melanchthons trykte førsteudgave (Editio princeps, Wittenberg, 1531) betegnes i det tekstkritiske apparat »Ed. pr.«; jf. CR 26, sp. 548: »die Jüden«.

[45] CA, fortalen, BSELK s. 44, l. 9/6: »den Turken […] betreffend/ut deliberetur de auxiliis contra Turcam«.

[46] Således Maurer (1976), I, s. 65: »Sowohl die großen Kirchenlehrer […] als auch ihre ketzerischen Gegen­spieler werden in der Reformationszeit nicht als individuelle Gestalten erfaßt, sondern als Typen genommen; sowohl die Wahrheit […] als auch die Irrlehren […] bleiben allezeit dasselbe«. Se også f.eks. Hieronymus’ udfald imod Vigilantius, hvor Vigilantius beskrives som en genopvækkelse af en række tidligere kætterier og afguder.

[47] Immenkötter (1979), s. 37 f.: »eine Generalabrechnung mit den Lutheranern und ihren […] Lehr­meinungen.«

[48] Smst., s. 37 ff.

[49] »Romischer keyserlicher majestat confutacion …« i Immenkötter (1979), s. 78/79: »eorum confessio acceptanda est eo, quod per omnia ad normam fidei et cum Romana concordat ecclesia. / solliche bekantnus ist anzunemen, dan sich dieselbig nach der regel unsers heiligen glaubens und mit der romischen kirchen vergleicht.«

[50] Smst., s. 78: »lest man es bey solcher bekantnus auch billich bleiben«.

[51] Smst., s. 78–79: »Sic quoque acceptandum est, quod damnant omnes haereses contra hunc articulum exortas Manicheos, Arrianos, Eunomianos, Valentinianos, Samosatenos; nam et hoc olim damnavit sancta et catholica ecclesia. / Gleichergestalt ist anzunemen, das die fursten verdammen alle ketzerreyen, so wider disen artickel auferstanden sey, nemlich der Manicheer, Arrianer, Eunomianer, Valentinianer und Samosatener, wan die heilig gemeine christliche kirch alle dise ketzer vor langem verdammet hat.«

[52] Jf. Immenkötter (1979), s. 79, kommentarnote 9.

[53] Smst., s. 35 ff., vedr. konfutatorernes anvendelse af kætterhistorien.

[54] Apologia confessionis Augustanae, art. 1, BSELK s. 145: »Et constanter affirmamus, aliter sentientes extra ecclesiam Christi et idolatras esse et Deum contumelia afficere. / Darumb schließen wir frei, daß alle diejenigen abgöttlich, Gotteslästerer und außerhalb der Kirchen Christi sein, die da anders halten oder lehren.«

[55] »Prima pars de articulis divinae maiestatis«/»Das erste Teil der Artikel …«, BSELK s. 414.

[56] »Der Glaube …«, BSELK s. 510 ff.

[57] »Von dem Glauben …«, BSELK s. 646 ff.

[58] BSELK s. 767 ff.