Tag-arkiv: bøn

Er det pinligt at bede? Eller nødvendigt?

Reflektion til Store Bededag

Er det pinligt at bede? Eller nødvendigt? Eller er det begge dele?

De fleste af os folkekirkedanskere er som bekendt ret blufærdige om vores trosliv. Biskop Jan Lindhardt foreslog for nogle år siden, at man kan lade, som om man taler i telefon, hvis man gerne vil bede, mens man sidder i bussen eller toget. For det er jo (næsten) almindeligt accepteret, at man kan tale højt om hvad som helst i det offentlige rum, hvis bare man taler i telefon; derimod er det straks noget andet, hvis det handler om noget så privat som bøn.

Derfor kan man høre folk tale højt om f.eks. deres kønsliv i telefonen – det er ikke grænseoverskridende, eller i hvert fald åbenbart kun for dem, der er tvunget til at høre på; men bønslivet er noget helt andet. Det ville være dybt grænseoverskridende at skulle bede i andres påhør.

Bøn er nemlig næsten pinligt at skulle dele med andre, mener mange. Også jeg. Grunden er vel, at bønnen er det, der kommer allertættest ind på livet af én. Bøn er de inderste tanker og ønsker og følelser og behov, og de skal jo ikke nødvendigvis luftes, så andre kan høre dem. Ingen andre end den Gud, man beder til.

I det øjeblik, bønnen kommer til at handle om facade eller selviscenesættelse, mister den sin mening. For bønnen er en sag imellem den, der beder, og den, der bliver bedt til. Godt nok beder vi også sammen i kirken, når vi ellers må mødes dér, men det er stadig et anliggende imellem dem, der beder, og den Gud, der lytter til bønnen. Vi gør det ikke, for at dem ude på gaden skal høre, hvor fromme vi er.

Derfor kan man heldigvis også sagtens bede uden at tale højt. Man kan nøjes med at tænke tanken – sende bønnen af sted på tankens vinger uden at bevæge munden. Måske er det en lettere måde at begynde bønnen på, særligt hvis man ikke har gjort det før og endda føler sig blufærdig over at skulle bede i sit eget selskab.

Hvad beder folk så om? I sagens natur kan vi ikke vide det, sådan generelt – men det er alligevel lykkedes mig at få et lille indblik i, hvad der bliver bedt om. Ved et konfirmandarrangement i efteråret skulle konfirmanderne arbejde med bøn, og i den forbindelse skulle de også skrive bønner. Bønnerne kunne de bl.a. stoppe i en kasse, hvor jeg senere ville læse dem. Ikke fordi bønnerne virker bedre, hvis jeg også beder dem – om Gud bønhører én, har ikke noget at gøre med, om man er præst. Men jeg skulle læse bønnerne for at få et indblik i, hvad der rører sig i dem, der bad, og for selv at tage del i det, de havde bedt om. For bøn handler jo ikke kun om mig selv, men også om dem omkring mig.

Derfor har jeg naturligvis også tavshedspligt om, hvad konfirmanderne havde bedt om. Og den gælder stadig, så jeg kan ikke afsløre det her. Men jeg kan dog sige så meget, at det virkelig var alvorlige, inderlige og betydningsfulde bønner, der blev stoppet i kassen. Jo, selvfølgelig var der også bønner om at vinde en milliard i lotto; men hovedparten af de små, krøllede sedler udtrykte virkeligt inderlige ønsker og store sorger – og i mange tilfælde også store glæder, for bøn kan jo også være et udtryk for taknemmelighed over alt det, der hver morgen flyder ned i min skål fra ham, der hører bønnen.

Hvad vil jeg sige med den historie om konfirmanderne og deres bønner? Bare én ting: Når en usikker teenager kan samle sine hormon-forstyrrede tanker tilstrækkeligt til at bede en bøn om det, der betyder allermest, så kan du nok også.

Den evangelietekst, vi skulle have hørt i kirken i dag, siger det også klart:

Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!

Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« (Matthæus 7,7–14)

Lad os bede:

Fader Vor, du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er Riget og magten og æren i evighed!

Amen.

Evangeliet i terrorens tid: En ny sang om kirkens budskab til et frygtramt samfund

“Jeg satte alt mit håb til Herren, og han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp; han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte, og de skal stole på Herren.” (Salme 40,2–4)

Duccio: Kristi tilfangetagelse (1308–1311)
Duccio: Kristi tilfangetagelse (1308–1311)

For et år siden, den 14. februar 2015, blev Danmark ramt af sit vistnok første islamistiske terroranslag. En enkelt gerningsmand rettede i København våben mod synagogen i Krystalgade og et møde om satire og ytringsfrihed på Østerbro, med to dræbte som resultat. Efter terroranslaget samledes mange tusinde mennesker ved Fælledparkens indgang til en mindehøjtidelighed. Her blev der sagt mange udmærkede ord om fællesskab og om at stå sammen. Men som mange kommentatorer efterhånden har bemærket, rejste afsyngningen af John Lennons sødsuppenihilistiske slagsang Imagine, om hvor fin verden ville være uden religion og noget at dø for, imidlertid spørgsmålet, om en del af problemet ikke er det danske samfunds åndelige armod? Det er tydeligvis blevet svært at samle danskerne om noget mere substantielt, og at der ikke var tale om en tilfældig grille, blev understreget, da sangen atter kom i heavy rotation efter de frygtelige terrorangreb i Paris den 13. november 2015.

Spørgsmålet er nu, hvilken rolle kirken skal spille i kampen mod religiøs fanatisme, terror og lignende trusler mod samfundet. Hvad betyder det at forkynde evangeliet til et frygtramt samfund? Læs videre Evangeliet i terrorens tid: En ny sang om kirkens budskab til et frygtramt samfund →

At gi’ op omsider og pludselig mærke det hele begynde

Prædiken til 21. søndag efter trinitatis (2. tekstrække: Ez 18,1-4a; Åb 3,7-13; Luk 13,1-9), holdt i Christianskirken i Berlin.

“At øl, kartofler og saltet flæsk / Samt mine synders tyngdekraft / Holder min luftige sjæl ved jorden: / Det er det bedste for mig. Det værste er elevatorer på forblæste S-togsstationer, deadlines og søvnløshed. At det alligevel ikke var kræft er det bedste. Det lille svage svigt jeg så i dit vigende blik var det værste. Det værste er at få et kærlighedsbrev / Fra en kvinde man aldrig kan elske. Det bedste er at jeg tror du lever, skønt jeg ved du er død: Det er det bedste for mig. Det værste er at spille sig selv for at undgå at tabe sit stakkels ansigt. Det bedste er at tiltræde rejsen i morgenens mørke. Det værste er, at jeg lod som om jeg slet ikke så dig. Det bedste er at gi op omsider og pludselig mærke det hele begynde. Det værste er, at sige jeg elsker dig, af frygt for at blive forladt. Det bedste er at jeg selv på de værste dage er nysgerrig efter i morgen. At alting stadig kan ske, er det værste. At alting stadig kan ske er det bedste. – Det værste er at miste modet, før en helt ny dag er begyndt. Det er det værste for mig.”

Untitled-2Det er en hyldest til det personlige, levede liv, der ligger til grund for Søren Ulrik Thomsens digtsamling Det værste og det bedste, som ordene er revet ud af. Det er ikke et forsøg på at sige noget almengyldigt om livet, døden og kunsten, men at holde fast i de store og små ting i livet, der fylder dagene og livet – menneskets skæbne hvor det værste og det bedste er vævet sammen. Hvor fraværet af det bedste i savnet og skuffelsen bliver det værste – eller I nåden og miraklet hvor fraværet af det værste bliver det bedste. Hverdagens små banaliteter og livets afgørende øjeblikke, hvor af Søren Ulrik Thomsen slutter, at det, “at der hele tiden har været lidt mere af det bedste end af det værste, er bedst.” Læs videre At gi’ op omsider og pludselig mærke det hele begynde →

Bede, banke, råbe, græde

Prædiken i Frederiksholm Kirke (Sydhavns Sogn), søndag d. 20. oktober 2013
(21. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Ez 18,1–4a; Joh 4,46–53)

I dag skal vi holde barnedåb. To endda – en glædelig begivenhed! Dagens tekst er til gengæld i den noget alvorligere ende. Den handler ikke om glæde over et barns fødsel og dåb, men om angst for, at et barn skal dø.

Tekstens hovedperson er en højtstående embedsmand i statsforvaltningen, én der sikkert er vant til, at tingene går efter reglerne, og at han får sin vilje. Han er en magtfuld mand, og han er rig: Vi hører, at han har tjenere i huset, sand­synligvis slaver. Og han er ikke bare embedsmand; vi hører, at han også er far. Men det er han måske ikke så meget længere, for han er ved at miste det dyrebareste, han har, nemlig sin søn, der er dødeligt syg.

Ind på scenen træder den omvandrende Jesus. Embeds­manden, faren til den døende dreng, er desperat og klamrer sig til det eneste spinkle håb, han har tilbage: Måske kan Jesus redde hans søn fra sygdommen og dermed fra døden. Mærkeligt nok er det, som om Jesus ikke tager manden alvorligt i første omgang. I stedet for at hjælpe ham lægger Jesus op til en teologisk diskussion: Læs videre Bede, banke, råbe, græde →