At gi’ op omsider og pludselig mærke det hele begynde

Prædiken til 21. søndag efter trinitatis (2. tekstrække: Ez 18,1-4a; Åb 3,7-13; Luk 13,1-9), holdt i Christianskirken i Berlin.

“At øl, kartofler og saltet flæsk / Samt mine synders tyngdekraft / Holder min luftige sjæl ved jorden: / Det er det bedste for mig. Det værste er elevatorer på forblæste S-togsstationer, deadlines og søvnløshed. At det alligevel ikke var kræft er det bedste. Det lille svage svigt jeg så i dit vigende blik var det værste. Det værste er at få et kærlighedsbrev / Fra en kvinde man aldrig kan elske. Det bedste er at jeg tror du lever, skønt jeg ved du er død: Det er det bedste for mig. Det værste er at spille sig selv for at undgå at tabe sit stakkels ansigt. Det bedste er at tiltræde rejsen i morgenens mørke. Det værste er, at jeg lod som om jeg slet ikke så dig. Det bedste er at gi op omsider og pludselig mærke det hele begynde. Det værste er, at sige jeg elsker dig, af frygt for at blive forladt. Det bedste er at jeg selv på de værste dage er nysgerrig efter i morgen. At alting stadig kan ske, er det værste. At alting stadig kan ske er det bedste. – Det værste er at miste modet, før en helt ny dag er begyndt. Det er det værste for mig.”

Untitled-2Det er en hyldest til det personlige, levede liv, der ligger til grund for Søren Ulrik Thomsens digtsamling Det værste og det bedste, som ordene er revet ud af. Det er ikke et forsøg på at sige noget almengyldigt om livet, døden og kunsten, men at holde fast i de store og små ting i livet, der fylder dagene og livet – menneskets skæbne hvor det værste og det bedste er vævet sammen. Hvor fraværet af det bedste i savnet og skuffelsen bliver det værste – eller I nåden og miraklet hvor fraværet af det værste bliver det bedste. Hverdagens små banaliteter og livets afgørende øjeblikke, hvor af Søren Ulrik Thomsen slutter, at det, “at der hele tiden har været lidt mere af det bedste end af det værste, er bedst.”

“At alting stadig kan ske, er det værste. At alting stadig kan ske er det bedste” – Ja, menneskets skæbne synes tit ret forunderlig, skriver den tidligere præstefrue Ellen Margrethe Lund i kirkens jubilæumsbog Levende stene. Hun beretter om glimt af mennesker og deres skæbner i Berlin 1956–60, om hjem, der uden varsel blev ryddet af efterretningstjenesten, om gamle mennesker, der sultede og frøs, mens de lagde en skilling til side til en ordentlig kiste. Om en kvinde, der havde fået brækket ryggen, da et hus styrtede sammen om hende. Hende, der drømte om, at hendes døde søn kom hjem – han kom aldrig.

Det må være det værste, ‘men det bedste er, at jeg tror, du lever, skønt jeg ved, du er død’. Ellen Margrethe Lunds skildring vidner ikke alene om, at skæbnen kan være ublid, svær eller lunefuld – men at skæbne er det historiske, det forgangne. Skæbner er historiske eksistenser – det er dig og mig – det er det værste og det bedste i menneskets liv og lod, Herren har tilskikket os. For alle menneskers liv tilhører mig, som profeten Ezekiel skriver. Vi har så valget mellem at vælge skæbnen og gøre den til vores – eller at fornærmes på livet – forbitres og fortvivle over, at den ikke kan være anderledes. At affinde sig med, leve under eller springe over den mur af beton, pigtråd og elektrisk hegn, der var med til at sætte millioner af menneskers skæbne i gennem 40 år. Af et stærkt bevogtet militært spærringssystem blev menneskeskæbner nådesløst adskilt og flettet sammen igen, da Berlinmuren en kold og klar novemberaften i dag for 25 år siden faldt. Muren var på den måde mødet for det værste og det bedste. Mødet for skæbner, der i dag med hver deres erfaring af, hvad det værste og det bedste var, stadig nærmer sig hinanden. For det viste sig, at det ikke kun var ideelt på vestsiden og Stasi-knapt kontrolleret i øst – men at det værste og det bedste på hver side havde vævet sig sammen og formet menneskeliv.

For skæbne er ikke at lade sig rive ned, men rive med; tage livet på sig i den skikkelse, det nu engang vederfares os, hvordan vor lod og lykke end må falde; og vide, at vi hér er under Guds tiltale, som evangeliet lyder til i dag, 21. søndag efter trinitatis. Hér i dagligdagens mosaik af det værste og det bedste – hér bryder håbet ind, fordi de bedste erfaringer modsiger de værste, og rejser én til en ny dag, et nyt forsøg. Men sådan er erfaringen ikke altid. For vores faldne menneskeliv fra dag til dag mislykkes ubehjælpeligt for os – det dør hos os, fordærves helt hos os, så det bliver død i stedet for liv. Og vi ved ikke, hvornår vi rammes, hvornår tårnet styrter ned over os. Hver dag mister vi et døgn af livet, sekunderne forsvinder bag os. Vi kan miste den, vi elsker og holder af, miste os selv – miste fatningen og forstanden – men det værste er at miste modet, før en ny dag begynder. Men at alting stadig kan ske, er det bedste. For netop hér på dette sted skal vi høre Guds formaning til sit menneske om, at vi skal omvende os i hvert et nu. Som Jesus i evangeliet til i dag: På tværs af det problem, han bliver præsenteret for med galilæerne, der blev dræbt af romerne, og de atten, der døde under det sammenstyrtede tårn i Siloa, siger han, at såfremt vi ikke omvender os, omkommer vi på samme måde. Det vil sige i den tro, at vi selv er skyld i det. Men vi skal derimod vide, at vi er under tiltale, derfor kan vi ikke overtage og forklare livet, men må overtage det dagligt – omvende os i øjeblikket.

Formaningen om omvendelsen går ikke ud på, at vi gennem den måde, vi lever vores liv på skal, sikre os nåden og frelsen. Den guddommelige nådes indgriben i menneskets frelse er sket – deri henter formaningen sin begrundelse. Den uforskyldte nåde er Guds, og det er i tilsagnet om syndernes forladelse, at den leder mennesket til omvendelse.

Formaningen er altså kun nådens formaning, ikke lovens formaning: Guds ‘du skal’ stilles samtidig med hans ‘jeg giver’ og konkretiserer derved den kærligheds grundlov, der er gældende for ethvert menneske til alle tider. Det gør noget ved tiden – i den tid, der er bestemt af Gud, og som er forjættet ved hans profeter, er det frelsende indgreb sket, således at mennesket dermed er kaldet til at omvende sig. Guds frelsende indgreb kvalificerer nutiden og gør den til det, som fortiden har peget hen på. For det bedste er, at alting stadig kan ske; som træet der ikke bar frugt, så derfor vil ejeren hugge det om, men gartneren beder for det, giver det gødning – måske kan det give frugt på fjerde år trods tre golde år. Han venter tålmodigt. Venter i håb, venter med håb. Her forsones den svære skæbne med tiden i håbet om, at fremtiden må lindre nutidens fravær. Formaningen er ikke en moralsk opsang til ikke-troende om at stramme sig op, fordi det ellers går galt. Formaningen kan ikke høres af andre end dem, der allerede har hørt budskabet om Kristus og stadig hører det som dem, der selv nu har deres liv i Ham. Gudsordets tiltale er ikke en livsanskuelse eller en lære, men en tiltale, der gælder det eksisterende menneske. Og det er med denne begivenhed som udgangspunkt, at mennesket kaldes til at omvende sig. Guds eksistensomdannelse af sit menneske, som han ved sin nåde giver det, i og med at han lader det leve under fordringen. Gud omskaber og nyskaber nådigt menneskets eksistens. Det er gaven, der medfører opgaven. Imperativet om omvendelse kan ikke lyde ind i vort daglige nu, uden at det peger hen på den forudsætning, som motiverer, nemlig Guds barmhjertige nåde og velsignelse over synderens liv. Et liv som kender til at miste – miste modet, før en ny dag begynder – miste livet – dette jordbundne liv, denne jord og denne tilværelse, som den er. Det er Guds barmhjertige indgreb i vort liv, hvor fordringen lyder, at alle mennesker anerkender dette indgreb og lader det være grundlaget for hele deres liv. For det er det evige guddommelige indgreb i menneskets liv – samt mine synders tyngdekraft – der holder min luftige sjæl ved jorden. Det er det bedste for mig; for på Guds ord får vi atter skænket det mistede mod og givet fordringen om at elske den tilværelse, jeg ikke har valgt, men er stillet ind i. Fordret at elske min næste, sådan som han er, for han er mig givet. Her bliver Guds tålmodige øje ved at se en mulighed – se, at alt stadig kan ske, der kan komme Paradis af ørke, det golde træ skal bære frugt, det ødelagte liv fornyes – det, vi har sat til, gives os igen.

Omvendelsesfordringen er ikke en betingelse, som kræver opfyldt af mennesket, for at det skal kunne indgå i Guds rige. Men selve det, at fordringen uafbrudt møder mennesket i dets liv, er, at Guds rige er kommet det nær. Men synderen under nåden har til stadighed tilgivelsens behov – behov for at høre omvendelsens formaning. Derfor skal vi gå til gudstjeneste, for her lyder ordet, der også lød forkyndt på dansk på hver sin side af Berlinmuren, der delte Christians kirkes menighed indtil for 25 år siden.

Her på hver side af muren blev menigheden i dåben givet et nyt sprog, en ny måde at tale om muligheder på. For sorgen og fortvivlelsen søger ikke forklaringer, men et sprog at være i. Et sprog, som overhovedet gør sorgen og fortvivlelsen til at bære. Dette livets sprog, lagt i menneskers mund, lyder ikke: ‘jeg magter’ eller ‘jeg skaber’, men ‘jeg beder’: Din vilje ske. Din er magten. Og æren. Troens sprog er bønnen; en bøn om, at vi må bevares i det Guds favntag, som dåben er, når det værste og det bedste overgår os. For her er Gud ikke årsag – han er nærværet. Gud er den almægtige; han overvinder det meningsløse med mening af en anden verden; han giver den åndløse sin ånd, den syge sin trøst og den døende sin fremtid. Derfor kan vi selv på de værste dage være nysgerrige efter i morgen. For under hans nådige velsignelse kan alting ske – og det bedste er at gi’ op omsider og pludselig mærke det hele begynde. Amen.

salmer

  • 732Dybt hælder året i sin gang
  • 502Jeg har en angst som aldrig før
  • 308Helligånd, vor sorg du slukke
  • 30Op, alle, som på jorden bor
  • 471O glædelig dag
  • 336Vor Gud han er så fast en borg

P.s.

Prædikenen er optrykt i Post scriptum 2014, s. 168–171.

Skriv et svar