Tag-arkiv: de syv korsord

Syv sætninger om langfredag

Skovsbokrucifikset ved Rynkeby

Reflektion til langfredag

Syv sætninger – så lidt eller så meget havde Jesus at sige, fra han blev sømmet op på korset langfredags morgen klokken ni, og til han døde ud på eftermiddagen, efter kl. tre. Hvis det havde været en pressekonference, som vi kender dem, havde han formentlig hængt dér på Golgata endnu; men i stedet nøjedes han med syv korte udsagn eller “de syv ord på korset”, som man også kalder dem.

Men det er syv ord, som siger det hele. Syv ord, der får langfredag til hæve sig over den strøm af ensartede dage, som vi ellers lever i for tiden, så det knap er til at huske, hvilken ugedag det er.

Jesu syv ord på korset skulle vi have lyttet til og sunget om ved langfredagsgudstjenesten i Ansgars Kirke, og de ville også have spillet en vigtig rolle ved koncerten på lørdag; Haydn-værket, der skulle opføres, hedder simpelthen Vor Frelsers sidste syv ord på korset. Nu er der sat en stopper for både gudstjeneste og koncert; men profeten Esajas siger, at Herrens ord forbliver i evighed (Es 40,8) – så vi kan stadig lytte til dem.

Der er ingen af de fire evangelier, der gengiver alle ordene, men tilsammen bliver der altså syv. Hvis du har en salmebog ved hånden, så læs selv med i lidelseshistorien, der findes bagerst i salmebogen (s. 1340 i min udgave). Lad os gå en tur til foden af korset og lytte til ham, der hænger på det:

1. Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”
Indimellem klager folk over, at de ikke forstår langfredag. De kan så glæde sig over, at det gjorde dem, der slog Jesus ihjel, heller ikke. De har ingen anelse om, hvad det i virkeligheden er, de har gang i, den morgen uden for Jerusalem. De tror, at de er ved at korsfæste en urostifter, en oprørsk gudsbespotter. Derfor beder Jesus for sine bødler, for de ved ikke bedre. Og han viser os, hvor afgørende tilgivelse er i kristendommen – eller mere præcist: syndernes forladelse. Selv i det øjeblik, hvor menneskene er i gang med at slå Guds Søn ihjel, lader han sig ikke friste til at kræve hævn. For der er langt mere på spil.

2.“Kvinde, dér er din søn. – Dér er din mor.”
Midt i det hele er Jesu mor, Maria, mødt op ved korset sammen med Maria Magdalene og en tredje kvinde, der – forvirrende nok – også hedder Maria. Jesus ved, at hans mor vil stå med et uoverskueligt problem, når han selv er død. Hun vil ikke bare have mistet sin søn, selvom det er galt nok, men hun vil også være forsvarsløs i et samfund, hvor enlige kvinder ikke havde mange rettigheder. Derfor sørger Jesus for, at disciplen Johannes kan tage sig af Maria, når Jesus ikke længere er der. Og samtidig viser han os, hvordan alle har ansvar for deres medmennesker; selv ofre har et ansvar, de skal løfte. Der er stadig folk, der har brug for dig – og du har brug for dem.

3. “I dag skal du være med mig i Paradis.”
Den ene af røverne på de to kors ved siden af Jesus beder om, at Jesus ikke vil glemme ham, når han kommer i sit rige, og Jesus svarer ham med en sætning, der ikke bare er et svar til røveren, men også er en henvendelse til enhver, som læser eller lytter med: I dag skal du være med mig i Paradis. Nu begynder det at stå klart, hvad det hele skulle til for – hvorfor Jesus overhovedet skulle blive menneske og dø og opstå fra de døde. For din og min skyld. For at lukke Paradis op for os. Lige nu.

4. “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Det fjerde korsord viser til gengæld, hvor stor en pris der skulle betales. Det er ikke bare pjat eller en god historie. Jesus lader ikke bare som om. For det frygtelige råb udtrykker hans totale fortvivlelse, mens der falder mørke over hele jorden. Men: Det er jo Gud, Jesus råber til i mørket. Han råber ikke bare “Nu er jeg blevet forladt”. Han råber til Gud, for hvis man ikke kan råbe til Gud, er der ingen tilbage at råbe til. Og Jesu råb er samtidig et citat af Salme 22 i Det Gamle Testamente; salmen beskriver den håbløse, fuldstændige forladthed – men den slutter med, at Gud griber ind. Så når Jesus råber netop på denne måde, viser det os, at Guds Søn deler vores menneskelige vilkår så meget, at han selv oplever gudsforladtheden; men det fortæller os også, at selv når vi som mennesker er allermest forladte, skal vi ikke holde op med at kalde på Gud. Faderens svar på Jesu fortvivlede råb kom påskemorgen. Jesus er ikke blevet forladt, og det er du heller ikke.

5. “Jeg tørster.”
Det korteste af de syv korsord er måske også det mest menneskelige af dem. Selvom det er Guds Søn, der hænger på korset, er det samtidig et menneske, som kan føle tørst. Aftenen forinden, skærtorsdag, hvor han spiste med disciplene, havde han sagt til dem: “Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige”. Derfor er heller ikke vin, Jesus får, da han hænger på korset og tørster i solen, men eddike. Og han drikker den bitre drik.

6. “Det er fuldbragt.”
På dette tidspunkt må alle de, der stod og så på korsfæstelsen, så småt have begyndt at forstå, at der var noget særligt på færde. Det sjette ord fortæller os, at det, som foregik på Golgata den fredag, ikke var et tilfælde eller en ulykke. Der er ikke tale om, at Jesus havde en mission, som mislykkedes – tværtimod: Kristendommen er troen på, at der var en plan, og at planen nu blev til virkelighed. Planen lykkedes. Livets Gud er i færd med at lokke døden i en fælde, og døden selv må ryste af rædsel, når Jesus råber: “Det er fuldbragt” og straks fortsætter:

7. “Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.”
Med det syvende og sidste ord lægger Jesus sit liv og sin død i hænderne på Gud Fader; for tro er tillid, der er stærkere end døden. Dermed kulminerer langfredags drama, og det er virkelig et drama, for der kommer et jordskælv, hvor forhænget ind til det allerhelligste i Templet bliver flænget i to. Det sted, der ellers skulle forestille at være forbeholdt Gud selv, bliver revet op og åbnet. Og det, der ellers bare lignede henrettelsen af en tilfældig mand på en tilfældig fredag eftermiddag, viser sig at være noget helt andet og meget mere. Den romerske officer, der har holdt øje med det hele, kan ikke lade være med at udbryde: “Den mand var virkelig retfærdig og Guds Søn!”

Påskens kamp mellem livets Gud og døden er først lige begyndt.

Min Gud, min Gud – om dårlig eksegese og svag teologi

Hvad sker der egentlig, da Jesus råbende spørger sin Gud, hvorfor han har forladt ham?

De fire evangeliers beretning om Jesu lidelse og død gengiver i alt syv forskellige udsagn fra Jesus, der almindeligvis omtales som ›de syv korsord‹. Et af de mest omdiskuterede er formentlig »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«, som den korsfæstede Jesus skriger ud over den solformørkede jord. Udsagnet er det eneste af korsordene, der optræder i mere end ét evangelium, nemlig hos både Markus og Matthæus, der staver »min Gud« på henholdsvis aramæisk og hebraisk:[1]

ελωι ελωι λεμα σαβαχθανι; (Mark 15,34)
ηλι ηλι λεμα σαβαχθανι; (Matt 27,46)
אֵלִ֣י אֵ֭לִי לָמָ֣ה עֲזַבְתָּ֑נִי (Sl 22,2)

Umiddelbart lyder det jo, som om Jesus på korset erfarer, at hans Gud ikke har overholdt det, der skulle forestille at være aftalen. Læs videre Min Gud, min Gud – om dårlig eksegese og svag teologi