Min Gud, min Gud – om dårlig eksegese og svag teologi

Hvad sker der egentlig, da Jesus råbende spørger sin Gud, hvorfor han har forladt ham?

De fire evangeliers beretning om Jesu lidelse og død gengiver i alt syv forskellige udsagn fra Jesus, der almindeligvis omtales som ›de syv korsord‹. Et af de mest omdiskuterede er formentlig »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«, som den korsfæstede Jesus skriger ud over den solformørkede jord. Udsagnet er det eneste af korsordene, der optræder i mere end ét evangelium, nemlig hos både Markus og Matthæus, der staver »min Gud« på henholdsvis aramæisk og hebraisk:[1]

ελωι ελωι λεμα σαβαχθανι; (Mark 15,34)
ηλι ηλι λεμα σαβαχθανι; (Matt 27,46)
אֵלִ֣י אֵ֭לִי לָמָ֣ה עֲזַבְתָּ֑נִי (Sl 22,2)

Umiddelbart lyder det jo, som om Jesus på korset erfarer, at hans Gud ikke har overholdt det, der skulle forestille at være aftalen. Hele projektet synes at være kuldsejlet; og hvis idéen var, at Gud skulle gøre Jesus til konge over Israel, må man sige, at planen mislykkedes.

I den postmoderne »svage tænkning« og dens aflæggere inden for teologien (f.eks. hos Lars Sandbeck) bruges Min Gud, min Gud… til at beskrive, hvordan den gudløse Jesus erfarer, at Gud ikke er almægtig, men svag – han griber jo ikke ind. Det kan måske lyde tiltalende, særligt i (post)moderne ører, men det er ikke desto mindre en helt og aldeles misforstået udlægning af Jesu råb.

Ironisk nok misforstår Jesu tilhørere ifølge evangelierne også råbet (Mark 15,35; Matt 27,47). Hverken tilhørerne i evangelierne eller de »svage teologer« i nutiden har nemlig opfanget, at Jesus henviser til salme 22 i det, der længe blev kaldt Det Gamle Testamente, indtil eksegeterne fandt på, at det altid havde heddet Biblia Hebraica. Nu kunne man selvfølgelig indvende, at Jesus kun citerer Sl 22,2 og netop ikke går videre til slutningen af salmen (22b–32), hvor det triumferende proklameres, at Gud faktisk har grebet ind og reddet den nødstedte; men der er al mulig grund til at tro, at Jesu udråb skal forstås som et stikord, der skal få den bibelkyndige tilhører eller læser til at huske på hele Sl 22. Hele scenen omkring Jesu død er nemlig opbygget med talrige henvisninger til Sl 22, både hos Markus og endnu mere hos Matthæus:

Sl 22 Mark 15 Matt 27
2a 34 46
3 (dag/nat) 33–34.37 (lys/mørke) 45–46.50 (lys/mørke)
7b (spot og spe) 29–32 39–44
8b (hovedrysten) 29 39
9 (hån vedr. Gud) 43
17ab (forbrydere) 27 38
17c (gennemboring) 24a (korsfæstelse) 35 (korsfæstelse)
19 (tøjdeling) 24 35

Salmistens urokkelige tro på, at Herren vil gribe ind – en overbevisning, der i Sl 22,32 simpelthen bliver til et konstateret faktum – opfyldes hos Matthæus i den voldsomme udladning af guddommelig aktivitet, der følger efter Jesu død (Matt 27,51 ff.) og fuldbyrdes i opstandelsen. Det er jo nærmest et apokalyptisk show, der finder sted: Forhænget i templet flænges, jorden rystes, klipperne spaltes, gravene åbnes, og de afdøde hellige står op. Ganske vist ophører de eksplicitte referencer til Sl 22 med Jesu død, men når de efterfølgende begivenheder forstås som Guds gerninger, står det klart, at henvisningerne til opfyldelse af Sl 22 fortsætter ufortrødent, nu blot som begivenheder frem for tale. Den skabte verdensorden, hvor kaos ellers er holdt i skak, knager og går op i fugerne, når Guds bogstaveligt talt ekstra-ordinære selvudfoldelse brager løs, kulminerende i Jesu opstandelse. Gud frelser faktisk! Og tilhørernes misforståede spot såvel som den »svage teologi« bliver tilintetgjort.

Det skal blankt indrømmes, at ikke alle eksegeter er enige i udlægningen. Ulrich Luz, der har forfattet én af de mest omfattende kommentarer til Matthæus, hævder eksempelvis, at enhver tillid og ethvert håb i Jesu råb er en umulighed; men Luz baserer sin argumentation på en snagen i den historiske Jesus og hans psykologi, der savner ethvert tekstligt belæg.[2] Desuden overser Luz fuldkommen, hvor meget af Sl 22 der inddrages i evangeliets struktur og komposition, og han glemmer tilsyneladende, at Jesu død hos Matthæus er tæt vævet ind i hele Jesu historie, hvor han selv forudsiger døden fire gange undervejs mod Jerusalem, senest i Matt 26,2.

Man kunne også nøjes med at nærlæse teksten. Jesus råber ikke bare »Gud har forladt mig«, og hos Markus og Matthæus råber han heller ikke opgivende »Min kraft! Du har forladt mig«, sådan som det sker i det apokryfe og mytologisk overgearede Petersevangelium (Pet 5,19). Jesus råber derimod: Min Gud, min Gud … Samtidig er det afgørende at fastholde, at inddragelsen af hele Sl 22 heller ikke tager luften ud af Jesu fortvivlelse – den bliver ikke mindre ægte af, at Gud Fader griber ind til sidst; som Eberhard Jüngel (f. 1934) rigtigt har udtrykt det:

Der […] mit Ps 22,2 interpretierte Schrei des Sterbenden kann denn auch die dort ausdrücklich so genannte Gottverlassenheit nur zum Ausdruck bringen, weil Gottbezogenheit deren Bedingung ist. Jesu tödliche Gottverlassenheit wird aber dadurch nicht gemindert, sondern auf das äußerste gesteigert, daß sie im Horizont einzigartiger Gottesgewißheit erfahren wird.[3]

Hvis man skal bygge en teologi på råbet min Gud, min Gud, skal det ikke være en teologi, der dyrker sin Guds afmægtighed. Hvis man afholder sig fra at løsrive Jesu ord fra konteksten og således undlader at slagte eksegesen på den postmoderne systematiske teologis alter, forstår man, at Markus og Matthæus også henviser til Sl 22,22b (Du har svaret mig!) og 22,32 (for han greb ind!); og så bliver der i stedet tale om en teologi, der tager udgangspunkt i, at Gud én gang har grebet ind – dér hvor Gud ellers tilsyneladende var gået i stykker og havde forladt sig selv på korset. Alt efter temperament kan man så istemme Hans Anker Jørgensen (f. 1945)…

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det skrig, det siger mig, min bror,
når smertens byrde blir for stor,
når jeg er allermest forladt,
ja, selv i dødens sorte nat,
selv da har ikke du, min Gud,
forladt mig.
(Den Danske Salmebog, nr. 197)

…eller Ambrosius Stub (1705–58):

Du bange sjæl må ej fortvivlet bæve,
døv syndens råb med Jesu høje røst!
Han led forladt, du skal antagen leve,
hans angest er i liv og død din trøst.
Dit sidste suk i kraft af Jesu råben
skal nå din Gud og finde Himlen åben.
(Den Danske Salmebog, nr. 194)


[1] Mogens Müller: Kommentar til Matthæusevangeliet (DKNT 3; Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2000), s. 564.

[2] Jf. Ulrich Luz: Das Evangelium nach Matthäus. 4. Teilband. (Evangelisch-Katholischer Kommentar zum Neuen Testament, I/4; Düsseldorf/Zürich: Benziger Verlag, Neukirchen-Vleyn: Neukirchener Verlag, 2002), s. 342 f.

[3] Eberhard Jüngel: Gott als Geheimnis der Welt – zur Begründung der Theologie im Streit zwischen Theismus und Atheismus (Tübingen: Mohr Siebeck, 1977; 7. Auflage, 2001), s. 495.

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 14–17.

Skriv et svar