Prædiken til 21. søndag efter trinitatis (2. tekstrække: Ez 18,1-4a; Åb 3,7-13; Luk 13,1-9), holdt i Christianskirken i Berlin.

“At øl, kartofler og saltet flæsk / Samt mine synders tyngdekraft / Holder min luftige sjæl ved jorden: / Det er det bedste for mig. Det værste er elevatorer på forblæste S-togsstationer, deadlines og søvnløshed. At det alligevel ikke var kræft er det bedste. Det lille svage svigt jeg så i dit vigende blik var det værste. Det værste er at få et kærlighedsbrev / Fra en kvinde man aldrig kan elske. Det bedste er at jeg tror du lever, skønt jeg ved du er død: Det er det bedste for mig. Det værste er at spille sig selv for at undgå at tabe sit stakkels ansigt. Det bedste er at tiltræde rejsen i morgenens mørke. Det værste er, at jeg lod som om jeg slet ikke så dig. Det bedste er at gi op omsider og pludselig mærke det hele begynde. Det værste er, at sige jeg elsker dig, af frygt for at blive forladt. Det bedste er at jeg selv på de værste dage er nysgerrig efter i morgen. At alting stadig kan ske, er det værste. At alting stadig kan ske er det bedste. – Det værste er at miste modet, før en helt ny dag er begyndt. Det er det værste for mig.”

Det er en hyldest til det personlige, levede liv, der ligger til grund for Søren Ulrik Thomsens digtsamling Det værste og det bedste, som ordene er revet ud af. Det er ikke et forsøg på at sige noget almengyldigt om livet, døden og kunsten, men at holde fast i de store og små ting i livet, der fylder dagene og livet – menneskets skæbne hvor det værste og det bedste er vævet sammen. Hvor fraværet af det bedste i savnet og skuffelsen bliver det værste – eller I nåden og miraklet hvor fraværet af det værste bliver det bedste. Hverdagens små banaliteter og livets afgørende øjeblikke, hvor af Søren Ulrik Thomsen slutter, at det, “at der hele tiden har været lidt mere af det bedste end af det værste, er bedst.” Læs videre At gi’ op omsider og pludselig mærke det hele begynde →