Tag-arkiv: fornuft

Det gode liv

Foredrag på Rønshoved Højskole

Gerard van Honthorst: Den glade violinist med et glas vin (ca. 1624)
Gerard van Honthorst: Den glade violinist med et glas vin (ca. 1624)

Det er efterhånden blevet noget af en kliché, for vi hører det igen og igen, at den ene og den anden rapport viser, at danskerne er det lykkeligste folk i verden. Vi var godt nok kravlet ned på en andenplads, Schweiz og Island havde taget føringen i 2015, men nu er vi tilbage på toppen.[1] Heldigvis, for vi kan jo ikke have, at andre går rundt og er mere lykkelige end os.

Man kan vel sige, at hvis vi skal tro de her undersøgelser, så forstår danskerne at leve “det gode liv”. Nogle forskere har dog peget på det indlysende problematiske i at lave den slags sammenligninger mellem forskellige nationer og landes lykke. Vi har jo forskellige ord for lykke, så hvordan kan vi vide, at vi taler om det samme? Kan det engelske “happiness” for eksempel oversættes direkte til det danske “lykke”? Menes der for eksempel i virkeligheden mere noget hen ad tilfredshed, eller menes der en slags ekstatisk lykkefølelse? Det kan i hvert fald være svært at afgøre, hvis man bare spørger folk: “Føler du dig lykkelig?”. Tja…

Det sproglige problem afslører et dybereliggende forhold, nemlig at vores opfattelse af lykke og “det gode liv” er indlejret i en større kulturel sammenhæng. Kan man virkelig sammenligne begreber om lykke på tværs af kulturer, ja, kan man overhovedet sammenligne to menneskers begreber om lykke – kan jeg overhovedet selv lave den sammenligning, om jeg er mere lykkelig i dag, end jeg var i går? Læs videre Det gode liv

Kirkedrot og kirkegæst

I anledning af kirkestrukturreformens fald bringes her en prædiken fra den tid, da projektet blev sat i gang. Prædikenen holdtes i Stauning kirke den 25. november 2012 (sidste søndag i kirkeåret efter anden tekstrække: Mika 4,1–3; 1 Kor 3,10–17; Matt 11,25–30).

I dag er det sidste søndag i kirkeåret, og det betyder, at kirkeårets ring er sluttet, og at vi i dag fejrer kirkens nytår. Ligesom ude i verden udenfor er nytår også i kirken en anledning til at se tilbage på det gamle år, der gik. Og til at se frem til det nye år, der kommer, med ønsker til dét og forsætter for os selv.

I det år, der er gået, har den danske folkekirke oplevet både godt og skidt. For eksempel har vor kirkeminister – næsten som om han var en ny Martin Luther anfægtet af den institutionaliserede vranglære – fostret så store visioner for folkekirkens fremtid, at han i årets løb har iværksat reformer med et – næppe særligt fromt – ønske om igen at bringe kirken i overensstemmelse med dens grundlag. Kirkeministeren ved det næppe selv, men det vil i al enkelhed sige Jesus Kristus. Mange forventer sig store ting – og mange andre forventer sig ikke så store ting. Lad mig nøjes med den uærbødige – og dybt subjektive – konstatering, at Manu Sareen ikke er en reformator af Luthers, endsige luthersk støbning.

Også i det nye år vil folkekirken opleve både godt og skidt, og hvem ved? Måske vil der ved kirkeårets udgang ikke længere være nogen folkekirke, som vi kender den i dag, eller slet ingen folkekirke overhovedet. Læs videre Kirkedrot og kirkegæst

EU og Gud (I)

Har EU en religion? Onde tunger vil sikkert sige, at EU er en religion, og der er da unægtelig også religiøse træk i EU’s ikonografi. Eksempelvis er denne statue opstillet uden for Paul-Henri Spaak-bygningen i Bruxelles, hvor Europa-Parlamentet holder til, når det ikke er i Strasbourg:

May Claerhout: Europe (1993). Foto: Thomas Hårbøl
May Claerhout: Europe (1993). Foto: Thomas Hårbøl (2013).

Statuen Europe (1993) af belgieren May Claerhout (f. 1939) forestiller den fønikiske sagnprinsesse Europa. I den græsk-romerske mytologi bliver prinsesse Εὐρώπη bort- og forført af en tyr, der i virkeligheden er overguden Zeus i forklædning. På statuen er tyren imidlertid ikke til stede, for meningen er angiveligt snarere at symbolisere, hvordan Europa (eller EU-systemet) holdes oppe af de europæiske folk, som »hun« selv er en del af. Læs videre EU og Gud (I)