Kirkedrot og kirkegæst

I anledning af kirkestrukturreformens fald bringes her en prædiken fra den tid, da projektet blev sat i gang. Prædikenen holdtes i Stauning kirke den 25. november 2012 (sidste søndag i kirkeåret efter anden tekstrække: Mika 4,1–3; 1 Kor 3,10–17; Matt 11,25–30).

I dag er det sidste søndag i kirkeåret, og det betyder, at kirkeårets ring er sluttet, og at vi i dag fejrer kirkens nytår. Ligesom ude i verden udenfor er nytår også i kirken en anledning til at se tilbage på det gamle år, der gik. Og til at se frem til det nye år, der kommer, med ønsker til dét og forsætter for os selv.

I det år, der er gået, har den danske folkekirke oplevet både godt og skidt. For eksempel har vor kirkeminister – næsten som om han var en ny Martin Luther anfægtet af den institutionaliserede vranglære – fostret så store visioner for folkekirkens fremtid, at han i årets løb har iværksat reformer med et – næppe særligt fromt – ønske om igen at bringe kirken i overensstemmelse med dens grundlag. Kirkeministeren ved det næppe selv, men det vil i al enkelhed sige Jesus Kristus. Mange forventer sig store ting – og mange andre forventer sig ikke så store ting. Lad mig nøjes med den uærbødige – og dybt subjektive – konstatering, at Manu Sareen ikke er en reformator af Luthers, endsige luthersk støbning.

Også i det nye år vil folkekirken opleve både godt og skidt, og hvem ved? Måske vil der ved kirkeårets udgang ikke længere være nogen folkekirke, som vi kender den i dag, eller slet ingen folkekirke overhovedet. Men det er heldigvis også uendeligt ligegyldigt. For det, det handler om i dag, er ikke de store og små begivenheder, som kalenderårets dage har bragt og vil bringe, men de begivenheder, som kirkeåret har bragt og vil bringe. Derfor indledte vi også som så mange gange før på sidste søndag i kirkeåret gudstjenesten med at synge:

Tak, fordi du var til stede,
kirkedrot og kirkegæst!
Tak for julebud og glæde,
tak for dåb og nadverfest,
tak og for langfredagssorgen,
påsken tog vor hjerteve,
himmelfart og pinsemorgen
lod du os til glæde se!

Det kommende kirkeår kommer med allerstørste sandsynlighed til forveksling til at ligne det, der netop er gået til ende. Det vil indeholde advent, jul, faste, påske, pinse og en lang række af højtider og helligdage – for slet ikke at tale om de mange søndage, hvor vi skal fejre højmessen, den helt centrale del af vort kirkelige liv. Alt vil være ved det gamle og ligne sig selv til forveksling, og sådan må og skal det være. Helt uafhængigt af verden “uden for murene”.

Uanset folkekirkens tilstand og den organiserede ateismes fremmarch her i landet så er “kristendommen” fortsat verdens hurtigst voksende religion ikke mindst i Afrika og Asien. “Guds eget land”, USA, er fyldt til bristepunktet med succesfulde prædikanter og deres megachurches. Og romerkirken iklæder sig stadig en pragt, der er denne verdens fyrste værdig. Men alt det er ikke nødvendigvis et udtryk for, at kristendommen har sejret og kan tillade sig at triumfere. Nej, den sande kirke er dog for vist ikke så ligefrem en menneskelig succeshistorie, som det til tider kan synes. Nej, den er, kort sagt, det samme, som den altid har været: en forsamling af bange sjæle, der bekender sin synd og sin afmægtighed for Gud, men for hans søns skyld derved også indgydes frimodighed til fortsat at leve.

I dag forlader vi trinitatistiden, hvis tekster beskriver kirkens liv fra dens grundlæggelse i pinsen og peger hen imod dommedag med en alvor, der ikke lader den tilstundende adventstid noget efter. Det gælder også dagens evangelium, som er en mærkelig og gådefuld tekst. Jesus taler om sig selv, men ikke direkte og ikke gennem lignelser som så ofte ellers. Det sker gennem et besynderligt fryderåb, en lovprisning af Gud, hvor Jesus siger: “Jeg priser dig, fader […], fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige.” Ifølge Jesus selv er det budskab, som han bringer verden, altså af en sådan art, at det er fuldstændigt uforståeligt for denne verdens vise og forstandige. Man skal tilhøre de umyndige – være et rent barn – for at kunne fatte det. Et sådant fryderåb er ikke just god reklame for kristendommen i denne verden, hvor de store ellers gerne gør sig til af netop deres visdom og forstand.

Men der er noget om snakken.

Hensigten med evangeliet er nemlig ikke, at det er et tilbud til verdens kloge hoveder, som lader sig overbevise gennem rationelle argumenter og logisk stringens. Tværtimod. For hvis det var sådan fat, så ville det ikke komme til os i og gennem Jesus Kristus, den almægtige Gud selv, men ydmyget og henrettet af de selvsamme mennesker, han kom for at frelse. Imidlertid er denne åbenlyst fornuftsstridig forestilling helt grundlæggende for kristendommen, og enhver, som vil kalde sig kristen, må tilegne sig den uden at forarges. Det et det, Paulus andetsteds i Første Korintherbrev kalder for “korsets dårskab” og fremhæver som udgangspunkt for frelsen. Også selvom – eller måske især fordi – det strider imod enhver form for alt-for-menneskelig fornuft. Først når dén er kommet til kort, er der i mennesket basis for tro. Vi må altså starte et helt andet sted end i fornuften; vi må så at sige begynde bagfra. Kun troen kan fatte Jesu ord om, at vejen til det guddommelige går gennem ham. Hvis vi vil komme til faderen, må vi først gå til sønnen. Himlen og jorden er fuld af Guds herlighed, men vi kan kun forstå det gennem den afmægtige Jesus Kristus på korset. Vi ser nemlig Gud under hans modsætning: hængt frem til spot og latter i skikkelse af et hjælpeløst, gudsforladt menneske. Et hjælpeløst og gudsforladt menneske, som vel at mærke tre dage senere lod hånt om al latter og spot og én gang for alle sprængte dødens snærende lænker, da han genopstod, og hermed fastslog Guds almagt, og gav os ny kraft til at leve.

Denne sandhed er ikke for hvem som helst; Jesus vil ikke åbenbare den for vise og forstandige, men kun for umyndige. De små, som han nærer en særlig veneration for. Men åbenbaringen er ikke så eksklusiv, som det lyder, og umyndige skal ikke forstås helt bogstaveligt. For Jesus siger i dagens tekst: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Dermed er tilbuddet om Guds åbenbaring givet til enhver, som snart ikke længere kan holde sig oprejste ved egen hjælp. Det betyder alle mennesker. Og det er da også sådan mange mennesker kommer til Gud. Det er sjældent – eller aldrig – af gode, rationelle grunde, men langt oftest i sorg og i nød, vi løfter blikket til Herren. Og i den situation er dét ikke Det Gamle Testamentes retfærdige skabergud omkranset af lyn og torden, men Det Nye Testamentes nådige forløsergud sorgfuldt hængende på sit kors. Vi kender kun faderen gennem sønnen, og almagten gennem afmægtigheden.

Når åbenbaringen alligevel er eksklusiv, så er det fordi vi ofte slet ikke når så langt, fordi vor egen afmagt skræmmer os mere end noget andet. Det er og bliver forargeligt ikke blot for vise og forstandige, men også for ethvert naturligt, “suverænt” menneske, at han skal dele sin svaghed med andre. Enhver af os vil selv og kan selv. Og det krænker os dybt at lade andre bære vores sorger, vores bekymringer, vores synder. Men dét er den eneste udvej, vi har tilbage, når livet for alvor gør ondt, og alting er i opløsning. Her lover Jesus os hvile. Men evangeliet snyder endnu en gang den vise og forstandige, der kender Jesus som mild og sagtmodig og derfor forventer at blive “nurset”. For Jesus siger: “Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.” Når vi kommer til Jesus Kristus med vores lidelser, så bærer han dem ikke for os. Dét har han allerede gjort med sin død og opstandelse. Og derfor lægger han tværtimod endnu et åg på vore skuldre og byder os at bære vores lidelser med sagtmodighed og ydmyghed. Vi får først hvile og fred, når vi bekender vores synd og indrømmer vores afmægtighed foran Gud.  Først da kan vi se stort på andres og egne menneskelige krav til os selv, og da skænker Jesus Kristus os gudsfred. Og den fred er ikke af denne verden. Heri ligger evangeliets trøst for alle verdens lidende. Og den er tydeligvis ikke for vise og forstandige – de, som er de sande dårer – men kun for det umyndige gudsbarn, ufortjent antaget af en nådig Gud, hvis blot han tror.

Det ny Jerusalem med Guds Lam i midten (fra Bamberger-apokalypsen, ca. år 1000)
Det ny Jerusalem med Guds Lam i midten (fra Bamberger-apokalypsen, ca. år 1000)

I denne ufortjente nåde findes kristendommens store, mystiske sandhed, som sætter os i stand til at leve som på én gang syndere og retfærdiggjorte. Og det er den grund, vor kirke hviler på. Kirken er ikke den danske folkekirke, som den bestemmes i Grundloven. Og den er ikke denne mere end 850 år gamle bygning. Kirkeinstitutionen som den fremstår i dag er ikke andet end en tom skal, når den ikke er fyldt af Guds livgivende kraft. I den lange trinitatistid, som nu går til ende, har vi hørt om det ny Jerusalem, der åbenbaredes for Johannes på øen Patmos. Den himmelske by, som ikke har noget tempel, fordi Gud den almægtige og lammet selv er dens tempel. Det betyder, at jødernes tempel i det “gamle” Jerusalem ikke længere er det eneste sted, hvor Gud er til stede i kraft af den lovformeligt organiserede tempelkult. Nej, det betyder at Gud er til stede alle steder, hvor mennesket i lydig tro samles omkring evangelium og sakramenter formidlet gennem Helligånden. Det er det, vi kender som kirken,

Og når kirkens Herre tier,
er den selv kun jord af jord,
er en tomhed kun, der bier
efter fylden af hans ord.

Kirkeinstitutionen er en såre menneskelig indretning, der er forandret og forandres over tid. Men den er vokset op omkring en uforanderlig kerne af sandhed, nemlig Jesu Kristi død og opstandelse. Og den er den forsamling af mennesker, som til enhver tid samles omkring denne sandhed i kærligheds og sandheds ånd. Kirken er denne vor menneskelige forsamling, men kun hvis og så længe Gud er hos os. Vi mennesker kan og skal gøre, hvad vi kan for at holde fast ved evangelium og sakramenter, men hvis Gud ikke vil det, så nytter det ingen verdens ting. Adgangen til hans livgivende ord, det at vi har det hos os nu, er en nådegave i sig selv. Det er derfor, at Paulus, den farisæiske jøde, der bragte Guds ord til hedningene, i sit brev til menigheden i Korinth skriver, at han i deres kirke har lagt grundvolden, som er Jesus Kristus, men at det er op til dem selv at bygge videre på den. Og det er derfor han indskærper dem, at være varsomme med, hvordan de bygger. For intet jordisk er evigt; guld, sølv og ædelsten skal lige så vel som træ, hø og halm fortæres af ild. Intet vil bestå, men dén, der har bygget, vil selv blive frelst gennem denne ild. For menigheden er Guds sande tempel, og “Guds tempel er helligt, og det tempel er I”. De kristne lever nok deres liv i den ydre verden, men de lever det for evigheden. Det glemmes ofte midt i verdens vrimmel, og det er endnu en god grund til så ofte som muligt at samle sig omkring det evangelium og de sakramenter, der er givet os til trøst og opbyggelse i vor hjemløshed her på jorden.

Nytår er en tid for forsæt og ønsker. Sandheden er den simple, at vi stadig kun kan bede om én ting, og den har vi allerede fået, nemlig Jesus Kristus.

For os alt for moderne mennesker kan det synes fremmedgørende, at han er det ene fornødne. Og der er da virkelig også tale om skarp lud til vores skurvede og alt for rationelle hoveder. Men det er også nødvendigt, hvis vi vil og skal forsones med os selv, med vores næste og med Gud. Og derfor kan vi på denne sidste søndag i endnu et kirkeår igen istemme salmens:

Tak, at du lod hjertet såre
ved det skarpe ordets sværd,
tak for hver aftørret tåre,
verdens trøst er intet værd!

Forløste gennem Jesu Kristi blod kan en forsamling af bange sjæle, der har bekendt sin synd og sin afmægtighed, forlade kirken som frie mennesker. Ydmyge og sagtmodige kan vi i Jesu Kristi hellige navn uden at se os tilbage gå endnu et kirkeår i møde.

Amen!

salmer

  • 431 – Herre Kristus, dig til ære
  • 348 – Tør end nogen ihukomme
  • 352 – Herrens kirke er på jord
  • 638 – O, kommer hid dog til Guds Søn
  • 633 – Har hånd du lagt på Herrens plov

P.s.

Prædikenen er optrykt i Post scriptum 2014, s. 162–167.

Skriv et svar