I denne artikel vil tonaturlæren i oldkirken blive undersøgt. Der vil dog kun være tale om en kursorisk gennemgang, der ikke har til formål at nå hele vejen rundt om spørgsmålet i al sin dybde. Hovedvægten for artiklen vil derfor hvile på tiden fra arianismen frem til Kalkedon-synoden i år 451.

Grundlæggende udspringer enhver kristologi af et forsøg på at forstå Kristus. Derfor kan det heller ikke siges at være underligt, at man allerede i de ældste kristne tekster finder forskellige former for kristologier. Dér, hvor forskellen måske er allermest iøjnefaldende, er mellem den meget jordiske Kristus, som skildres i Markusevangeliet og den noget mere himmelske, som man finder i Johannesevangeliet.^[1] Forskellen ved betoningen af henholdsvis det guddommelige og det menneskelige ved Kristus kan således allerede spores i Det Nye Testamente. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at man fra den allertidligste kirkehistorie kender til strømninger, der afspejler en sådan forskel i betoningen af Kristi guddommelighed og menneskelighed. En af dem er ebjonitismen, som fandtes iblandt ebjonitterne, der opfattede Jesus som Josef og Marias søn og benægtede jomfrufødslen. Derudover hævdede ebjonitterne også, at det var gennem dåben, at Jesus blev udvalgt som Guds Søn. De må derfor have opereret med en adoptionistisk forståelse af Kristus.^[2] Men selvom de formentlig har betonet Jesu menneskelige side, betyder det næppe, at de ikke har betragtet ham som Guds udvalgte. I Guds udvælgelse af Ham har de derfor sikkert også betragtet Ham som guddommelig. Læs videre En fragmenteret skitse af tankerne angående Kristi to naturer frem til Kalkedon-synoden →