Refleksion til langfredag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge« Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.

Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.«   Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.« Amen! (Mark 15,20–39)

---

Når det kan være svært at sætte ord på Jesu lidelser, så skyldes det, at de så inderligt kalder på stilhed; for Langfredag er en dag, vi ikke kommer uden om, hvor gerne vi end ville.

Vi kender det fra meget andet i livet, når vi støder på noget, som vi ikke kan forlig os med eller noget, som vi ikke bryder os om. Så kan vi prøve at fortrænge, skubbe det væk eller glemme det – men som vi alle ved, så forandrer virkeligheden sig ikke af den grund; for hvad der er sket, er sket og lader sig ikke ændre, hvor gerne og inderligt vi end måtte ønske det.

Når man har mister et menneske, man holder af og har elsket gennem hele livet, så kan man sommetider glemme sorgen i de få øjeblikke, der går, fra man drømmer, og til man vågner. Sådan har jeg det også lidt med langfredag. I dagligdagen glemmer jeg min sorg, men så vågner jeg en fredag af min drøm for at blive mindet om alt det, som jeg ikke kan flygte fra eller skubbe væk, fordi det er sandt.

Og Ham, der holder mig vågen, selvom jeg hellere ville sove, er Ham, der lider med mig, når jeg glemmer kærlighedens alvor.

Det gør ondt at høre om Jesu lidelser; at høre om, hvordan soldaterne piskede og pinte Ham, hvordan de flettede en tornekrans som krone og lagde en kappe omkring Ham, knælede og hånede Ham som konge.

Og når det gør ondt, så er det blandt andet, fordi vi i Jesus genkender den kærlighed, vi ikke selv formår at udleve.

Den kærlighed, der end ikke søger sit eget, men finder glæde i at give, hvor lidt den end har – ja en kærlighed så ren, at den går i forbøn for sine fjender og trygler andre at bede for dem, der forfølger den; for at også de må lære den at kende.

Det piner os at høre om en sådan kærlighed langfredag pisket af menneskelig ondskab – og for udmattet til at bære korset ud til Golgata.

Som vi hører, blev han af soldaterne rakt vin iblandet myrra til at lindre smerterne, men han drak det ikke; for smerterne skulle ikke lindres – men føles til fulde.

Smerten ved at få hænder og fødder naglet fast til korset – alene og udstødt af det menneskelige fællesskab.

Og så kunne man tro, at et sådan syn måtte vække medynk i de mennesker, der kom forbi og så det hele med deres egne øjne; men nej – for dem talte lidelserne for sig selv; for var han Guds søn, hvorfor steg han så ikke ned fra korset? Og hvis han kunne frelse andre, hvorfor kunne han så ikke frelse sig selv?

Ja – selv de, der blev korsfæstet med ham, hånede ham og opdagede ikke, hvad de så.

Og alligevel bad han: tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.

I den sjette time ved middagstid blev der, som vi hørte, mørkt over hele jorden. Et mørke, der ikke behøver mange ord; for selv uden ordene forstår vi, at det samme mørke også vil omslutte os i døden, når den time kommer, hvor vi ikke magter mere.

Den time, hvor kærlighedens alvor ikke længere kan holdes på afstand – men kommer til os som en dom, når vi må sande, at den eneste frelse ud af mørket er det lys, vi mangler i os selv.

Selv Kristus, som var verdens lys, bad i mørket: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Det er nogle forfærdelige ord, som går gennem marv og ben på en hver troende sjæl, for hvordan kunne han, der var Gud lig sige sådan?

Og hvor er frelsen, hvis Han, der skulle frelse os følte sig fortabt? Ja, hvilket håb har vi, hvis det lys, der skulle skinne for os alle, lod sig slukke af verdens ondskab og mørke?

Hvordan kunne han, der skulle vise og åbenbare os Guds kærlighed, føle sig forladt?

Det er spørgsmål, vi mærker Langfredag – og svar vi må vente med, til mørket er drevet over på søndag og blevet til glæde.

Men kunne det være anderledes, hvis Gud skulle mærke menneskets lidelser på sig? Hvis han skulle være menneske og lide og dø som andre.

Jeg tror det ikke – og derfor fortæller Jesu lidelser os også, at der ikke længere er det menneske, hvis lidelser Gud ikke kender, for han var selv menneske – og der er ikke en uret på jorden større end den, der overgik Ham.

Det kan måske virke mærkeligt, hvorfor det er så vigtigt at understrege betydningen af Guds med–lidenhed med mennesket, men sand trøst begynder i genkendelsen.

Der er ingen trøst i det menneske, der ser ens lidelser uden at mærke dem – nej jeg vil egentlig gå så langt som at sige, at lider man ikke med andre mennesker i deres sorg og elendighed, så gør man sig ikke umage nok i forsøget på at elske dem.

Almindelig menneskekundskab er ikke avanceret; for vi kender alle selv til det at være menneske. Vi ved alle, hvad det vil sige at være bange, syg eller ked af det – og ville vi selv mangle almindelige fornødenheder, som mad, tøj eller et tag over hovedet, så ville vi også vide, hvad vi trængte til.

Alligevel ønsker vi ikke altid at hjælpe, når det gælder andre, fordi det ofte betyder, at vi selv må lide afsavn eller invitere en smerte ind, som vi helst vil holde ude.

Derfor skal vi også være yderst opmærksomme på, hvorfor vi beskæftiger os med andres ulykke. Om vi gør det ud af medlidenhed og et oprigtigt ønske om at hjælpe og gøre noget for andre, eller vi blot er begyndt at beskæftige os med andres ulykke for at lade os underholde.

For underholdning har menneskers lidelser også været førhen – selv i vores egen kristne historie, hvor vi med vores tro burde have foragtet den slags – har henrettelser præcis ligesom Jesu egen været tilløbsstykker, ganske vist fordi det skulle være til skræk og advarsel for ligesindede forbrydere, men ikke desto mindre har det også været til stor underholdning for mange.

Al den slags skal vi som kristne holde os langt fra – møder vi lidelser, er det mindste, vi kan gøre, at bede og være medlidende i det omfang, vi formår.

Men vi formår selvfølgelig ikke alt – for intet menneske vil nogensinde kunne sætte sig helt ind i et andet menneskes sted; dertil er vi for forskellige, og der vil altid være en stor forskel på den syge – og den, der er er på sygebesøg.

Men skal vores omsorg for hinanden blive større, så må vi blive bedre til at sætte os i den andens sted.

Når jeg vågner langfredag, skyldes det ikke bare, at Jesu lidelser holder mig vågen, men også tanken om, at han led for min skyld – at Han tog min skyld på sig og døde med den, for at jeg måtte få del i syndernes forladelse og Guds kærlighed.

Og deri er en alvor, vi aldrig bør glemme.

Lovprisning

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Bøn

Herre Gud Fader i Himlen!
Forbarm dig over os!
Herre Jesus, vor frelsermand!
Forbarm dig over os!
Herre Helligånd, vort lys og vor trøst!
Forbarm dig over os!
Vi har syndet med vore forfædre!
Vi har forskyldt din vredes domme!
O Herre, handl ikke med os efter vore synder!
Og betal os ikke efter vore misgerninger!
O Herre, hør vor bøn!
Og lad vor røst komme til dig!

når vi beder:

Fadervor,
du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen!