Prædiken til langfredag (Es 52,13–53,12; Mark 15,20–39), den 3. april, Øster Lindet Kirke kl. 9
There is a crack, a crack in everything – that’s how the light gets in… Der er en sprække, en sprække i alting, det er derfor, lyset kommer ind. – Sådan skriver den canadiske digter og sanger Leonard Cohen. Men er der nu også det i dag, denne Herreløse langfredag, hvor alterlysene er slukkede, hvor mørket skjuler jorderige, og himlen har lukket sin dør? Kan lyset finde sprækker, hvor det kan kile sig ind i dag, hvor det lys, vi har hørt skinner for os, skal bære mørkets uærlige gerninger? I dag, hvor nattemørket sænkede sig over graven og jorden. I dag, hvor det store mørke har magten over menneskene – hvor menneskets eget iboende mørke, uhyret i os, blev afdækket og afsløret i døden på et kors – den død, som alle mennesker var skyldige i. Jesus blev dømt og korsfæstet – alle var de med – alle medskyldige – ikke en eneste kan erklære sig uskyldig i at dømme kærligheden. Med hjertets hårdhed og hjertets kulde fældede verden sin dom over lyset og kærligheden.
Hjertet er menneskets trosorgan, det sted, hvor troen modtages og besvares – når Ordet rører hjertet, bevæger det åndedrættet, lungerne fyldes af luft, og stemmen udbryder i sang. Hjertet er en livsfunktion, der er blevet forstenet, fordunklet eller formørket – det fryder sig over lidelsen og døden på korset, det glæder sig ved uretten og over at være mægtigere end den korsfæstede kærlighed. Hjertet er nu kun en muskel, der sender blod rundt – kun i kødet er der liv. Og op fra det hjerte stiger langfredagens mørke – vi er selve mørket. Det er ikke et mørke, der slutter sig omkring os udefra som en ond skæbne, vi uforskyldte er kommet ud for. Nej, vi er dømt meddelagtige i vort eget liv – vi er en del af mørket og medskyldige i det mørke, der faldt over hele jorden, da den sjette time kom.
Lidelseshistorien siger til os, at det har vi gjort, for han var foragtet, vi regnede ham ikke for noget, som vi hørte fra profeten Esajas for lidt siden. Vi er selv en del af langfredagsmørket – det, vi frygter allermest – for i os selv er intet godt at holde fast i. Som Grundtvig formulerer det i et af sine kristelige digte, er der “i os selv intet godt / men kun ondt desværre / thi der er intet godt / udenfor Vorherre”. Adskilt fra Gud er vi kun jordklumper og organer – adskilt fra Ham er vi onde og døde – fattige og selvoptagne. “Vi angrer af frygt eller forfængelighed. Vor tro er selvsikkerhed. Vort håb fortvivlelse og vor kærlighed er selvkærlighed”. (Schack 1945)
Det er dét, der afsløres langfredag. Det er det forhold, vi dagligt står i overfor vor Gud og vor næste: Vor egen fornuft og vilje kalder vi større end Guds vilje; i Gudsfornægtelse vender vi os imod ham i fornægtelse og tvivl, for vi vil kun have med Gud at gøre, når han giver os, hvad vi forlanger. Overfor næsten, overfor de mennesker, der holder af os og holder os ud – også dem vi kun møder én enkelt gang – kan kærligheden fejle; vore relationer mislykkes, og vore handlinger bliver ikke kærlighedens handlinger. Kærligheden i mellemmenneskelige forhold kan forandre sig fra sig selv, blive til egenkærlighed, ligegyldighed og had.
Lidelseshistorien afslører de menneskelige forhold og døden som menneskets uomgængelige vilkår i den mest uddestillerede form: Vi regnede ikke kærligheden for noget – vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Det er altså, hvad der sker med kærligheden, så snart den giver sig til kende i verden. Verden er ikke et sted for kærligheden. For så snart den viser sig som kærlighed i egentlig forstand, reagerer verden. Reagerer med en afvisning af kærligheden, der skød op som en spire / som et rodskud af den tørre jord, som profetien lød. Hans skikkelse havde ingen skønhed / vi så ham, men brød os ikke om synet. – Og verden reagerer med had, fordi kærligheden ikke kan eller vil spille verdens spil. Kærligheden går ikke på kompromis. Kærligheden er ikke til fals. Kærligheden fryder sig ikke ved uretten. Kærligheden giver ikke køb. Derfor bliver kærligheden samtidig til sandheden. Sandheden, som verden kan måle sig selv med. Spejle sig i – og afsløres ved. Menneskets selvfremstilling og selvforståelse bliver altså korrigeret i mødet med evangeliet. Her afsløres vores skumle undskyldende fortællinger om os selv. Dér indses og afsløres sandheden om vort liv – at vi ikke kan komme løs fra vort liv, som det virkelig er. Og ikke kan komme løs fra vores død, som den virkelig er. Og endelig kan vi ikke komme løs fra hinanden og fra ansvaret for hinanden.
Derfor dømmer verden kærligheden og sandheden: Vi kan og vil ikke have med den at gøre. Vi vil spille vort spil. Holde spillet gående på kompromisser, halve sandheder og hele løgne som vi fylder hinanden med og indretter vort liv med, for at komme nogenlunde helskindet igennem det uden at blive konfronteret med, at mørket stiger op fra vores eget kødhjerte. Således dømmer verden kærligheden – men i langt dybere forstand og langt radikalere forstand er det kærligheden, der dømmer verden. Den usle fattige verden – du og jeg er hele verden; ikke én går forbi, ingen undgår. Enhver, der spejler sig i Kristus, ser sig selv, som den ubehjælpeligt fortabte: den, som ikke kan, og som ikke vil kærligheden; ikke kan og ikke vil sandheden.
Korset er en domsprædiken: Den er både udtryk for, hvordan verden dømmer kærligheden, og udtryk for, hvordan kærligheden dømmer verden – under Guds nådige dom. Kærlighedens dom over mennesket – de vantro, der ikke kan tro. De fortvivlede, der ikke kan håbe. De selvkærlige der ikke kan elske.
Kærligheden holder dom over verden, fordi kærligheden ikke gav køb – den forandrede sig ikke fra sig selv. I nederlaget på korset er sejren, kærlighedens sejr. Kærligheden og hjertegløden var stærkere end døden. Heller’ giver du end tager, / ene derfor dig behager / korsets død i vores sted. Kristus gik ind under Guds dom og gjorde sig til ét med mørket, for at tilgivelsen kunne få hele magten. Synden afsløres i hans tilgivelse af den. For som profeten skriver, bar han de manges synd og han trådte i stedet for syndere. Da ser vi, hvad sand magt er – hans magt, der gjorde sig afmægtig for vores skyld. Guds uendelige kærlighedsmagt, der blev brugt på at vise sig for os i det afmægtigste menneske. I Kristus mødte vores magt kun tilgivelse, og vi kunne ikke gøre andet end at modtage den, selv da vi brugte vor magt over ham til mord og fortræd. Os skyldige tog han til nåde, vores skyld tog han på sig og skænkede os kærligheden til gengæld, skænket på nåde til det menneske, vi er – og på trods af det, vi er. Vi stilles langfredag ansigt til ansigt med den nøgne sandhed. Det er denne sandhed, der her kommer til os for at blive hos os og tage al retfærdighed ud af vore egne hænder og lægge den i Guds hænder. Og det er da, hvad langfredag siger, idet den dømmer os.
I langfredagsmørket – da mørket havde skjult jorderige, da lyset ikke havde et hjem – lød en ordveksling mellem røveren på korset og Jesus: “Husk mig, når du kommer i dit rige.” Og Jesus sagde til ham: “Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.” Tilgivelsens ord skaber plads til kærligheden ved at løse mennesket fra bindingen til fortiden i synden, løse røveren fra sømmene på korset. Synden, forseelserne og overtrædelserne bliver ikke slettet, men det bliver muligt at komme videre. Jesu ord til røveren bliver Jesu ord til os: Det er ikke for de pæne og gode, de troende og håbefulde, at Kristus døde, men for de onde og vantro, de fattige og håbløse – og alle dem, som ingen kunne lide.
Men langfredag var alt håb ude og troen visnet. Håbet døde på korset – og håbet blev oprejst påskemorgen. Himlen havde lukket sin dør, men dog er der en sprække, en sprække i alting, det er derfor, lyset kan komme ind. For tilgivelsen er allerede givet: På korset har Gud af kærlighed forsonet sig med mennesket. Ikke ved vores tro på ham som frelser og forsoner, men ved hans medlidende blik på os, der står i mørket under den korsfæstede, ryster på hovedet og spotter – kravl ned fra korset, så vi kan se og tro. Men han ser på os, og det er lyset fra hans død, der skinner på os; det er det lys, der kan kile ind mellem sprækkerne som Guds livsord i dødens verden – derude, hvor det ofte bliver mørkt mellem mennesker. Amen.