Tag-arkiv: påske

Det akavede møde med nogen, man savner

Refleksion til 2. påskedag (2. tekstrække)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen.

Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. (Joh 20,1-18)


At mødes med nogen, man kender godt, kan blive en akavet situation, selv hvis det er et møde, som begge parter har glædet sig til, fordi de savner hinanden. Der kan komme sådan en underlig følelse af blufærdighed og en fornemmelse af, at man på en måde er blevet fremmede for hinanden, i hvert fald det første stykke tid.

Alene af den grund bliver det interessant at se, hvordan folk vil mødes, når Den Store Nedlukning engang er overstået. For overstået bliver den, tag ikke fejl. Mennesker har skullet forholde sig til krig, pest, naturkatastrofer, folkemord og mange andre uhyrligheder i løbet af den prægtige og sørgelige tidsalder, hvor der har været en menneskehed. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi kommer tilbage til hverdagen igen – men hvem der kommer tilbage, og hvordan vi møder hinanden, når det sker. Hvordan vi opfører os. Hvordan det hele bliver.

Maria Magdalene havde ikke forventet at møde Jesus igen. Hun havde håbet det, ja det har været hendes inderligste ønske, men hun har formentlig ikke troet det. Det gør hun heller ikke, da hun kommer ud til graven påskemorgen og ser, at stenen er væltet fra. Der står jo, at hun med det samme løber tilbage til Peter og Johannes for at fortælle dem, at “de har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham”.

Hun løber altså ikke tilbage for at fortælle, at han er opstået, som han havde sagt, men for at give den nedslående melding om, at liget er blevet flyttet. Endnu en byrde af fortvivlelse på hendes skuldre: Ikke alene er Jesus blevet slået ihjel; nu er liget også taget fra hende, så hun ikke har et gravsted at gå hen til for at sørge.

Da Peter og Johannes er gået hjem igen, står Maria tilbage ved den tomme grav, grædende. Alligevel vil hun kigge ind i gravhulen en gang til, for der var noget underligt ved den. Evangelisten fortæller, at klædet, som Jesus havde haft over hovedet, ikke lå sammen med de lagner, der havde dækket ham; i stedet lå det rullet sammen på et sted for sig selv. Det er mærkeligt, for de romerske soldater eller de jødiske ledere har næppe taget sig tid til at rulle hovedklædet sammen, hvis det var dem, der stjal liget. Det ligner snarere en seng, hvor nogen er stået op, tidligt om morgenen, og hvor nogen har redt sengen pænt, inden nogen gik ud i morgenlyset.

Da Maria kigger ind i hulen, ser hun nu pludselig, at hun ikke er alene derinde. Der sidder to himmelske postbude i deres hvide uniformer. Men i modsætning til alle de andre steder, hvor der dukker engle op i Bibelen, siger de denne gang ikke “Frygt ikke!” Nej, de spørger helt enkelt Maria, hvorfor hun græder, og Maria forklarer uden videre, at de har flyttet Jesus, og at hun ikke kan finde ham. Hun er for fortvivlet til at undre sig over, hvem de er.

Nu står der også én bag hende. Ikke en engel til, men en havemand, tror hun, og hun forlanger at få klar besked: “Sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham!” Det virker, som om hun i det øjeblik ville have kunnet bære liget herfra til verdens ende, om nødvendigt, men i stedet for at svare siger han hendes navn, og hendes øjne åbnes.

Er det et akavet møde mellem de to? Der er i hvert fald sket noget imellem dem. De så hinanden sidste gang så sent som i fredags, på Golgata. Men der er en verden til forskel, eller rettere: De har hver især rejst igennem en hel verden i løbet af nætterne og dagene fra fredag til søndag. Jesus har rejst igennem dødens mørke land og har efterladt dødsriget som en ruinbunke, hvor hængslerne er brækket af portene. Og Maria har gennemlevet en indre rejse, hvor hun troede, at hun skulle miste alt, der betød noget for hende.

Men nu står de der igen, som han havde sagt. Og et øjeblik er det, som om Frelseren tøver; han er nødt til at sige “Hold mig ikke tilbage”, eller hvordan man vil oversætte det. “Rør mig ikke” eller “Giv slip på mig!” står der i nogle oversættelser.

Han siger det, fordi der endnu er mere, han skal gøre, og det kan han ikke, hvis Maria bliver hængende ved ham. Der er et kapitel mere i den plan, han har lagt. Og derfor må hun give slip på Kristus, nu hvor han ellers var tilbage.

I mellemtiden møder hun og vi andre ham bl.a. i skikkelse af brød og vin i nadveren og i form af det nærvær, hans Helligånd giver. Det er virkeligt, også selvom det ikke er det samme. Vi må “nøjes”. For en tid.

Glædelig påske!

Krist stod op af døde

Refleksion til påskedag (2. tekstrække)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.

Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Amen! (Matt 28,1–8)


Krist stod op af døde i påskemorgenrøde; sådan synger vi gerne her i påsken, om vi kan samles i kirken eller ej; for selvom der er rullet en sten hen for kirkedøren i kraft af en sygdom, der har lammet det meste af verden, vil påskeevangeliet alligevel blive sunget ud til alle verdens hjørner; for i evangeliet om Jesus Kristus er der en kraft, som ingen sygdom eller sten kan holde inde eller forstumme. Tværtimod genlyder den kun endnu højere, når verdens bekymringer og dødsangst griber om sig; for Krist stod op af døde.

Det kan sådan set ikke siges mere kortfattet – og selvom man måske ikke synes, at det i sig selv siger meget, så siger det mere end nok, for med hans død er alt blevet sagt på vores vegne; for sammen med ham er vores skyld blevet korsfæstet, for at vi både nu og i al evighed må leve med Ham i den kærlighed, han med Faderen har givet os, som en Helligånd, der er med os alle dage indtil verdens ende.

Men Kristi opstandelse fra de døde fortæller os også, at døden ikke er Herre over Gud. Den er altså det lyspunkt, der fortæller os, at der er en vej gennem døden og ind i det lys, der skinner til os fra Guds himmel.

Et lys, der kaster dødens skygger på flugt og kalder os frem dag for dag til at leve et liv i glæde over den nåde, som vi uforskyldt har fået del i.

Guds kærlighed er nemlig overrumplende på alle måder. Vi kan med vores liv forsøge at tage imod den, så godt vi kan, men nåden er altid langt større end vores liv. Den er større end vores liv, når vi ikke føler os værdige til den, for så kommer den til os i kraft af Guds ord og overrumpler os med glæde ved at fortælle, at vi aldrig ville kunne gøre os fortjent til noget så stort –

og tror vi os mægtige i vores eget liv, så vil den med tiden gøre os ydmyg; for den er langt større end vores liv, også selvom vi måtte glemme den.

Ved sin død og opstandelse har Kristus nemlig vundet os et evigt liv hos Gud. Derfor synger vi:

Krist stod op af døde,
i Himlen vi ham møde.
Thi synger lydt og sjæleglad

hans menighed i allen stad

Og det gør den jo også, selvom vi ikke kan mødes i kirken; for toner fra påskens glæde er ikke begrænset af et rum, men høres fuldt ud, hvor end Guds Ånd virker.

Ære være Gud i det højeste
– og glædelig påske!

Lovprisning

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Bøn

Herre vor Gud, Himmelske Fader!
Vi takker dig,
fordi du af din store nåde og barmhjertighed
har genfødt os til et levende håb
ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde,
og vi beder dig:
Hjælp os ved din Helligånd,
at vi må kende kraften i Hans opstandelse
og fællesskabet med ham i hans lidelser
og få nåde til at vandre i det nye levned
og således nå frem til de saliges opstandelse
og den evige glæde hos dig
ved din elskede søn, Jesus Kristus, vor Herre,
som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,
én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.

Læseplan for den stille uge

Et lille stykke af Markusevangeliet til hver dag i den stille uge:


Palmesøndag

Kapitel 11, vers 1–11: Jesus rider ind i Jerusalem.

Mandag

Kapitel 11, vers 12–19: Jesus smider kræmmerne ud af templet.

Tirsdag

Kapitel 11, vers 20 til kapitel 13, vers 37: Jesus underviser og taler på tempelpladsen og Oliebjerget.

Onsdag

Kapitel 14, vers 1–11: Jesus er på besøg i Simon den spedalskes hus i Betania og bliver salvet. Judas aftaler at forråde Jesus.

Skærtorsdag

Kapitel 14, vers 12–72: Den sidste nadver. Jesus våger og beder i Gethsemane Have, inden han tages til fange og forhøres. Peter nægter at kende ham.

Langfredag

Kapitel 15: Jesus bliver dømt, korsfæstet og dør, og han bliver taget ned af korset og lagt i graven.

Lørdag

Kapitel 16, vers 1: Sabbatten.

Påskedag

Kapitel 16, vers 2–20: Den tomme grav. Den opstandne Kristus møder Maria Magdalene og disciplene.

Genkendelsens tilgivelse

Prædiken i Haderslev Domkirke, 28. marts 2016
(2. påskedag, 2. tekstrække: Sl 16,5–11; 1 Kor 15,12–20; Joh 20,1–18)

Maria Magdalene ved graven (skulptur af Bruce Wolfe)
Maria Magdalene ved graven (Bruce Wolfe)

Så blev det dagen derpå, og som alle dage, der kommer efter den store festdag, synes trykket at være lettet en smule – og derfor er sandsynligheden for, at vi hvert øjeblik skulle bryder ud i spontan sang og synge Krist stod op af døde, da også aftaget en lille smule fra i går. Men alligevel er vi ikke helt færdige med at fejre påskebudskabet, som vi fik lov til at høre i går for fulde udblæsninger.

I dag kan vi dog sunde os lidt oven på påskeglæden og høre det hele forfra i et lidt mere afdæmpet humør uden alt for mange falbelader.

Det er nemlig med livets store glæder som med en stor skat, man har gravet ned og ikke kan få tankerne fra igen, men må hen og grave op i ny og næ for at sikre sig, at den endnu ligger på det sted, man begravede den. Læs videre Genkendelsens tilgivelse

Opgør om forsoningslæren

Den sejrende Kristus, Christus victor (udsnit af mosaik i det ærkebiskoppelige kapel i Ravenna, 500-tallet).
Den sejrende Kristus, Christus victor (udsnit af mosaik i Ravenna, 500-tallet)
EGO SUM VIA, VERITAS ET VITA (Joh 14,6).

Den 15. april a.d. bragte Kristeligt Dagblad en kronik af Lau Sander Esbensen, ph.d. i historie, under overskriften “Folkekirken må gøre op med forsoningslæren”. Dagen efter fulgte flere udtalelser fra bl.a. salmedigter Iben Krogsdal og sognepræst Kristine Stricker Hestbech, som ligeledes havde det svært med, hvad de kalder “folkekirkens forsoningslære”. Følgende er en kommentar til polemikken:

Opgør er vigtigt. Men det er ikke altid, man ved, hvad man gør op med. Således de “kirkefolk”, der i Kristeligt Dagblad forsøger at gøre op med “forsoningslæren”. For anfægtelsen er god – kan Gud virkelig være en æreskrænket rageaholic, der bare må have nogen at straffe, selv om vi har fået at vide, at han er kærlighed? Men alternativet er forkert; det er ikke, at vi må nøjes med Jesus som moralsk forbillede.

Det er nødvendigt at gøre op med middelalderens forsoningslære, hvor vi må skærmes for Guds vrede bag Kristus. Men opgøret må være at forstå forsoningen anderledes, ikke skære hele idéen om forsoning væk. Læs videre Opgør om forsoningslæren