Opgør om forsoningslæren

Den sejrende Kristus, Christus victor (udsnit af mosaik i det ærkebiskoppelige kapel i Ravenna, 500-tallet).
Den sejrende Kristus, Christus victor (udsnit af mosaik i Ravenna, 500-tallet)
EGO SUM VIA, VERITAS ET VITA (Joh 14,6).

Den 15. april a.d. bragte Kristeligt Dagblad en kronik af Lau Sander Esbensen, ph.d. i historie, under overskriften “Folkekirken må gøre op med forsoningslæren”. Dagen efter fulgte flere udtalelser fra bl.a. salmedigter Iben Krogsdal og sognepræst Kristine Stricker Hestbech, som ligeledes havde det svært med, hvad de kalder “folkekirkens forsoningslære”. Følgende er en kommentar til polemikken:

Opgør er vigtigt. Men det er ikke altid, man ved, hvad man gør op med. Således de “kirkefolk”, der i Kristeligt Dagblad forsøger at gøre op med “forsoningslæren”. For anfægtelsen er god – kan Gud virkelig være en æreskrænket rageaholic, der bare må have nogen at straffe, selv om vi har fået at vide, at han er kærlighed? Men alternativet er forkert; det er ikke, at vi må nøjes med Jesus som moralsk forbillede.

Det er nødvendigt at gøre op med middelalderens forsoningslære, hvor vi må skærmes for Guds vrede bag Kristus. Men opgøret må være at forstå forsoningen anderledes, ikke skære hele idéen om forsoning væk. Gennem kirkehistorien løber nemlig en tråd af den klassiske forsoningslære, som kendes fra oldkirken: Mennesket er faldet bort fra Gud ved sin ulydighed, hvorfor Gud i sin kærlighed til mennesket ofrer sig for at besejre døden. Gud sender Jesus ned i dødsriget for der at løskøbe mennesket fra dødens magt – og derefter sejrrig opstå. Det er dét, vi fejrer i påsken: Kristi sejr over døden.

Flere udtaler i Kristeligt Dagblad, at noget må luges ud af kirkens bekendelsesskrifter. Lau Sander Esbensen har et problem med trosbekendelsen. Men her lyder det, at Jesus er “pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde.” Der bekendes altså ingen forsoningslære, men der bekendes, at Jesus døde og opstod, og det er dét, teologer fortolker på – hvad enten de hedder Paulus, Anselm eller Luther. Således skriver Luther i sin lille katekismus, at Jesus er “min Herre, som har genløst mig fortabte og fordømte menneske, erhvervet og vundet mig fra alle synder, fra døden og fra Djævelens magt, ikke med guld eller sølv, men med sit hellige og dyrebare blod og med sin uskyldige lidelse og død.” Dét er en del af Folkekirkens bekendelsesgrundlag, og heller ikke her finder vi den vrede Gud eller sonoffertanken.

Salmedigteren Iben Krogsdal bladrer i sin salmebog og finder kun den “makabre forestilling” om en vred Gud, hun ikke har lyst til at tro på. Men hvad, når det lyder: “Dig være ære / konge over dødens magt / evigt skal døden være / Kristus underlagt”? Hvad med “Stat op, min sjæl, i morgengry” eller “Påskemorgen slukker sorgen”? Krogsdal glemmer, at påsken er et narrativ, og nok er det makabert, når Jesus pines og dør langfredag, men når det udmales, er det netop for at understrege påskedags sejr.

Paulus, som ikke er hverken Gud eller Kristus, men dog alligevel må tilskrives en vis kirkelig autoritet som teolog, har to kommentarer til al denne tjuhej: “…vi prædiker Jesus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger.” (1 Kor 1,23) – for ja, kristendommen er et kors for tanken. Og: “…er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom.” (1 Kor 15,14). Hvis Kristus ikke dør, opstår han heller ikke – og vi er fri for den “makabre” forsoningstanke. Men dermed er vi også fri for troen og håbet – og kærligheden.

Når teologer, præster og salmedigtere af uvidenhed omkring de forskellige former for forsoningslærer foreslår helt at skære forsoningsidéen væk, er det ikke bare en sproglig formalitet. For hvis vi skal nøjes med Jesus som moralsk forbillede, er mennesket håbløst fortabt i en tro på sin egen formåen. Kristentroens kerne er, at vejen til liv går gennem døden – og at mennesket, trods sin uformåenhed, er elsket og tilgivet og trukket op af dødsriget. Ikke ved egen kraft, men ved Guds kærlighed.

Lad derfor oprøret mod den vrede Gud rulle – men lad det ikke rulle et sted hen, hvor mennesker ikke længere påskedag får lov at høre, at døden er overvundet.

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2014, s. 74–75.

Skriv et svar