Prædiken i Rødding Frimenighedskirke, søndag d. 22. september 2013
(17. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Luk 1,1-14)

“Tør du rappelle ned ad et kirketårn? Eller vil du hellere på skattejagt, ride på ponyer eller lytte til jazz over en god caffe latte?” er overskriften på et himmelråbende udendørs kirkearrangement, der fandt sted i én af Sydhavnens kirker i København her til formiddag. Hvad der ikke tilbydes ved denne kulørte septemberfest – alt fra sanse-skattejagt, familievenlig gudstjeneste og jazzkoncert til lækre kager og god grill – og ja, så selvfølgelig muligheden for og oplevelsen af at “komme tættere på himlen”, som sognepræsten forklarer er bevæggrunden for at lave rappelling på kirketårnet. At rappelle vil sige at fastgøre et tov til kirketårnets top og derfra sikkert og trygt fire sig ned med tovet spændt om sig.

Sognepræsten forklarer videre, at “tro handler jo også om at lade sig udfordre, bryde grænser og turde have tillid til, at der er noget, der bærer én.” Og tilføjer, at hun “selvfølgelig nok skal være den første, der klatrer ned ad tårnet.” Alle er velkomne, alle aktiviteterne er gratis – mad, øl, kage og kaffe sælges til en billig penge. Jae… de kan klare det hele derovre i Sydhavnen – men nu skal de heller ikke komme for godt i gang.

Det er dog heller ikke for at annoncere aktivismen, at det sikkert velmente tilbud nævnes, men alene af den grund, at den hjælper til at belyse dagens tekst, som de også i Sydhavnskirken burde prædike over i dag.

For hvad er det, den handler om? Jo, den handler som dagens event i Sydhavnen om ophøjelse og manglende ydmyghed; om stemmen, der piller os ned fra klokketårnet, ned fra vore selvfromme moralske og idealistiske luftkasteller og væk fra lovens stentavle. Den stemme, der underminerer vores håbløse forsøg på at komme tættere på himlen, men til gengæld lukker os helt ind i den og sætter os over for vor næste, som hans skyldner.

Scenariet, der i dag bliver rullet op for os, er Jesus, der på en sabbat er gæst hos en farisæer. Stemningen ved måltidet må have været spændt – for farisæeren og hans meningsfæller sidder nemlig og vogter over Jesus. De passer på, at han opfører sig korrekt, at han ikke træder ved siden af deres love og regler. Regler om hvordan man opfører sig på en helligdag. Da står der foran Jesus en mand med vand i kroppen. Jesus ved godt, hvad farisæerne tænker, og spørger dem derfor: “Er det tilladt at helbrede på en sabbat eller ej?” De undlader at svare.

“Den, der tier, samtykker”, lyder et gammelt ordsprog, og vi forstår, at de med deres tavshed giver Jesus ret i, at han måtte hjælpe manden. Stemmen fortalte dem, at de var kommet for godt i gang. For hvem ville ikke hjælpe sin søn eller okse, hvis de faldt i en brønd, også selv om det var på en helligdag?

Ved at sætte tingene på spidsen fortæller Jesus dem, at buddet om at holde hviledagen hellig er til for menneskenes skyld. For at vi kan få hvile for krop og sind. Men det, der oprindeligt var tænkt som en livgivende mulighed, var af farisæerne lagt i selvophøjelsens lænker. I forhippelse på korrekthed efter at komme på det frelste hold lader farisærene den gode gerning vente til dagen efter – til sabbatten er forbi. Men Jesus minder dem om, at ikke alting kan vente og udsættes: Ingen kærlighed eller kærlighedsgerning kan udsættes til det rigtige tidspunkt, til en anden dag, hvor det passer bedre. Heller ikke sorgen – der, som det klichefyldt hedder, er kærlighed, man ikke kan komme af med – kan vente til senere.

Når specielt sabbatsbuddet bliver nævnt i sammenhæng med at ophøje sig selv, skyldes det, at netop sabbatsbuddets overholdelse for farisæerne var blevet en ugentlig tilbagevendende, offentlig fremvisning af Guds vilje med menneskers liv over for en ugudelig omverden. Anklagen mod farisæerne må da også blive, at de mente, at de ved sabbattens overholdelse kunne fremvise, at de var bedre end andre, og derfor var i stand til selv at komme ind i gudsriget – eller på Sydhavnsdansk: tættere på himlen. Men Jesus viste dem, at Guds rige er der, hvor der er kærlighed og barmhjertighed, og ikke hvor der er frygt og fordømmelse.

Når Jesus fortsætter med at provokere farisæerne ved at fortælle dem, hvordan de opfører sig ved selskabet – at de tager de fornemmeste pladser – kan det tænkes at have sin grund i, at det er to sider af samme sag.

At vogte over andre og at fremhæve sig selv – begge er misforståede måder at leve sit liv på. Begge lægger livet øde. Med vores forstørrede selvbilleder kan vi blive så optaget af, hvem vi er, at vi glemmer, hvad vi er. Når vi glemmer, at Gud er Skaberen, og vi er det skabte.

I stedet bør vi være ydmyge. Forstået på den måde, at vi ser vort liv i afhængighed af Gud. Ydmyghed er at opdage, at vi grundlæggende ikke magter livet alene – at vide at vi har brug for både Gud og vore medmennesker.

Det er denne grundlæggende sandhed, der aldrig rigtigt er gået op for os, og derfor har vi også svært ved at begribe, hvad sand ydmyghed er, og tilmed efterleve den. Derfor gør evangelierne også gang på gang opmærksom på, at den sande forståelse af begreberne ydmyghed, tilgivelse og kærlighed, den viser sig aldrig i nok så mange rigtige meninger, men altid kun i det direkte forhold til andre mennesker. Jesus viser os, at den rette forståelse af ydmyghed er nøje forbundet med kravet om at elske medmennesket – hverken mere eller mindre.

Derfor siger Jesus til farisæerne: “Giv ham din plads”. På samme vis får vi anvist vores plads, når vi kommer for godt i gang. Når vi har sat så meget i verden og i værk, at vi glemmer det, vi egentlig skulle, da piller stemmen os ned ad kirketårnets væg og ud af vores selvkredsen – indkrogetheden i vores egen selvretfærdighed:

Det tordned i Mørke:
Og havde du Troe
Til Bjerge at flytte,
Det kan ikke nytte,
Naar steenhaardt er Hjertet og koldt!

Sådan skriver Grundtvig i gigantdigtet Nyaars-Morgen, hvor alle ti sange ender højt oppe, men hver gang er der en stemme, der piller det ned. Tordenrøsten i mørket er samvittigheden. Ordbog over det danske Sprog forklarer samvittigheden som “Menneskets oprindelige Samviden med Gud om sit personlige Existentialforhold til ham, en umiddelbar, en følelig Samviden med Gud.” Det vil sige en viden, der udtrykker en forbundenhed med Gud. Vi er født med denne samviden – en viden, Gud har skabt til, at vi skal have den sammen med ham. Det er kærlighedens lov – “Dette bud om kærlighed / stod i Adams hjerte skrevet”, som vi skal synge om lidt. Ved Kristi mellemkomst genskabtes kærligheden i vore hjerter, der af synden var blevet stenhårdt, koldt og uden plads til vor Gud og vor næste. Loven forandres fra at skræmme samvittigheden til i troen på Jesus Kristus at få sin rette plads, som en ven så at sige, fordi man opfylder lovens krav gennem kærligheden.

Det er da denne fordring, der er sat for os, at vi skal tjene Gud gennem ydmyg tjeneste for vort medmenneske, uden tanke for vor egen fortjeneste. Og netop deri består den frihed, vi ejer som kristne. Luther udtrykker det på den måde, at “et kristenmenneske er fri herre over alle ting og ikke underlagt nogen. Men et kristenmenneske er samtidig i alle forhold en træl og skyldig til at tjene og være underlagt enhver”. Det kunne lyde som en slem selvmodsigelse. Det er imidlertid ingenlunde tilfældet. Hvad Luther mener, er derimod, at vi gennem Kristi død og opstandelse er gjort fri af alle bekymringer om, hvorledes vi skal gøre os fortjent til Guds kærlighed. Men denne frihed er ikke en frihed til hvad som helst. Den er en frihed til at gøre den kærlighed, vi har mødt i Kristus gældende i vort liv. Friheden er en frihed til at udføre Guds vilje med os.

Derfor “ske din vilje som i himlen således også på jorden,” i den ydmyge bøn, som gælder livet ud også for den glemsomme, som i egenrådighed farer vild på vejen, der lignede at bringe ham tættere på himlen. Når vi i hovmod skatter os selv og sætter os ved bordets øverste pladser eller i falsk ydmyghed og lutter hykleri sætter os ved bordets nederste pladser med det for øje at blive ophøjet i alles påsyn, da tordner samvittighedsrøsten:

Du Jord-Klimp, du Synder!
Hvad tænker du paa?
Hvad Kjødet begynder,
Maa Aanden forstaaae!
Du Gud vil undvære,
Til du er Ham lig,
Nei, giv Ham sin Ære,
Saa hjælper Han dig!

Ja, vi skal ikke selv sætte os til højbords, men lade Vorherre om at ophøje os. Giv ham i al evighed magten og æren. Det er forholdet til Gud og vore medmennesker, der skal være centrum i vort liv. Kun på den måde udviser vi den rette ydmyghed over for Gud. Og når vi forsøger på det, vil han selv være os nær med hjælp, hver gang det mislykkes.

Med rappelling går det som bekendt ned ad bakke; ligesom ved faldskærmespring sørger tyngdeloven for – som en påmindelse om vores fald – at vi lander på den jord, hvorfra vores himmelflugt begyndte.

Nej, vejen ned ad bjerget gik Gud i sin søn for at vandre med os og gennem sin død og opstandelse at skænke os syndernes nådige forladelse. Sat fri vor næste til gavn. Således er han os nær og tager os med, fra han som Kristussolen fra himlens ene ende går ud og når rundt til den anden – i en sand himmelfart…

Fra Døden til Livet
Kun Een det var givet,
Paa Vinger, at hæve sig selv!

Amen.

salmer

• 731 – Lars Busk Sørensen: Nu står der skum fra bølgetop
• 392 – Grundtvig: Himlene, Herre, fortælle din ære
• 691 – Brorson: Loven er et helligt bud
• 783 – Grundtvig: Kirkeklokke! mellem ædle malme

P.s.

Prædikenen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 143–147.