Facit eller fordring?

Prædiken til højmesse i Sorø Klosterkirke og aftensang i Slangerup Skt. Mikaels Kirke, søndag d. 27. oktober 2013 (22. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Matt 18,21–35)

De ti Bud, dem kender vi.

En dansk ateist [Nikolaj Cederholm] har i denne uge skrevet ti nye bud, og en anden ateist [Alain de Botton] udgav samtidig en bog, der hedder “Religion for ateister”. De sekulære, de gudløse og lidettroende skal altså have deres egne bud, deres egen tro og deres egen nye moral.

Men hvad så? Lad dem dog, siger jeg. Hvis man partout gerne vil kopiere religion ind i sin ikke-religion, skal det stå dem frit for. Problemet er bare, at de snyder sig selv, ja, jeg mener ligefrem, at de helt åbent stiller sig frem og udviser en slående mangel på selvindsigt, erkendelse og virkelighedssans. Hvorfor det?

Jo, lad os se på, hvad de ti nye bud ifølge den danske ateist skal rumme:

1. bud: Fordøm ikke nogen på basis af deres religion, 2. bud: Du må ikke holde slaver, 4. Du må ikke torturere eller voldtage, eller hør det 6.: Du skal leve i harmoni med naturen, for mennesket er ikke noget særligt. I øvrigt skal vi afvise enhver tro – hedder det i det nye tiende bud – der er i modstrid mod noget af dette. Hov, jeg troede lige, man ikke måtte fordømme nogen på grund af deres religion? For i kristendommen tror vi jo, at mennesket er noget helt særligt, og der er da også andre religioner, der finder det helt i orden at torturere og lemlæste, endda dræbe, mennesker, der f.eks. er konverteret fra deres tro til kristendommen. Men det må man altså ikke fordømme efter de ti nye bud!

Men lad os hæfte os ved, hvad det reelle problem er i ateistisk religion eller i de ateistiske bud: Jo, de er simpelthen en facitliste! Forfatteren til de ti nye bud opfylder dem jo alle. De fleste ateister eller såkaldt sekulære mennesker er efter egen overbevisning perfekte, fejlfrie og lydefrie mennesker. De gør sig aldrig skyldige i fejl, og de står kun til ansvar for sig selv! Vores ateistiske bud-forfatter afviser i sin egen tro ingen på grundlag af deres religion (med mindre de er kristne jo!), han voldtager ikke, han lever økologisk og i harmoni i naturen. Ja, han ved, at mennesket ikke er noget særligt – bortset fra ham selv. Med andre ord: Han kender ikke til at fejle, han kender ikke skyld. Og hvis han gør, så er det i hvert fald de andres, samfundets eller religionernes skyld.

Og så er vi lige præcis i den store og afgørende forskel fra vores, kristendommens ti bud: Vores ti bud er klar over, at vi skylder noget, at vi har et ansvar udover os selv, og at vi står i forhold til Gud: “Du må ikke have andre guder” er første bud. Nej, du står til ansvar over for Gud i Himlen, ham som har skabt dig. Hvis de ti bud ikke viste hen til, at vi mennesker lever over for Gud, så var vi vores egen målestok. Og hvis vi skal måle og vurdere os selv, ja, så bliver resultatet altid, at vi er perfekte, at vi er os selv nok!

Men nej, det er vi ikke. Kristendommen adskiller sig nemlig fra al anden tro ved at insistere på, at vi er målt med Guds alen, og så er vi altså aldrig perfekte. Nej, mennesket kan ikke undgå at fejle big time, kæmpestort, med jævne mellemrum, som en anmelder af [de Bottons] bog om religion for ateister såre indsigtsfuldt medgav [i Weekendavisen] og derved påpegede kristendommens fortrin og sandhed. For just dette ved kristendommen jo, for det ved Gud. Men han siger også: Det gør ikke noget alligevel! Ja, vi gør os skyldige i fejl, vi er grundlæggende skyldige over for Gud og hinanden, men Gud tilgiver dig. Det er kristendom.

Lad os nu forestille os ateistens ideale verden. Verdenen uden skyld. Ja, en sådan verden uden skyld betyder det samme, som at vi alle var perfekte guder på jord; og uden skyld, så var og er der heller ikke brug for tilgivelse. Søren Kierkegaard siger, at kristendommen begynder med den grundlæggende skyld, synd som vi kalder dette: “Syndens Alvor er dens Virkelighed i den Enkelte, om det er Dig eller Mig”, siger han, for synden og skylden er en bestemmelse af det enkelte menneske og forudsætningen for at tilgivelse overhovedet er i verden [SKS 11, 231]. Og verden er netop fuld af skyld, og derfor har den og vi så meget desto mere brug for tilgivelsen. Og så havner vi lige midt i dagens evangelium! Behovet for retfærdighed for skyldnere eller tilgivelsens nødvendighed.

“Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det”, hed det i lignelsen. Og videre: “Burde du” – selv en gældbunden, skyldig mand – “så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.”

Tilgiver du ikke, vil Gud overlade dig til straf og dom. Det lyder i første omgang som en guddommelig trussel. Men den behøver ikke kun at blive opfattet som evangelistens løftede pegefinger, nej, truslen fungerer faktisk som fortællingens konklusion. Uden dette var den ualvorlig, og spørgsmålet om skyld og tilgivelse var noget, vi selv kunne rutte med, som vi finder for godt. Men det er det ikke. Truslen understreger i stedet budskabet om tilgivelsens nødvendighed. Så nødvendigt er det, at havde jeg, Gud, været kongen, der eftergav dig, tjeneren, gælden, og du ikke havde gjort det samme mod dine skyldnere, så ville jeg have kastet dig i fængsel, forladt dig og have ladet dig bade i din egen skyld.

Og derfor beder vi: “Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”

Det er Fadervors femte bøn. Fadervor står som bekendt også i Bibelen, i Matthæusevangeliet, som vi har hørt fra i dag, og i verset efter Fadervor står essensen af netop den femte bøn: “For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.” Men stands et øjeblik! Er der ikke et problem her? For er vi model for Guds handling? Kræver Gud, at vi først tilgiver, for at vi kan blive tilgivet? Nej, og hvorfra ved vi det?

Det ved vi fra dagens lignelse om den gældbundne tjener: Han blev nemlig tilgivet først! Han fik eftergivet sin gæld som det første. Og falder Guds tilgivelse bort, så falder også vores tilgivelse bort. Dét er lignelsen om den gældbundne tjener et eksempel på: Tjeneren, der fik eftergivet sin tunge gæld, gik ikke selv ud og tilgav sine skyldnere, og så faldt Guds præmis, hans tilgivelse af dig, bort.

For Guds tilgivelse af os og vores tilgivelse af hinanden er den bibelske og kristne forståelse af, at Guds liv og vores menneskeliv er uadskillelige. Vi står i bogstaveligste forstand i forhold til Gud, ja, vi lever over for den Gud, der tilgiver vores skyld – så at vi kan tilgive andres skyld. Guds rige, tilgivelsen og kærligheden midt iblandt os, forsvinder bort, hvis ikke Guds og menneskets tilgivelse møder hinanden.

Og tilgivelse kan vi ikke leve uden. “Tilgivelse er den eneste reaktion”, sagde den jødiske filosof Hannah Arendt efter Anden Verdenskrig, “der ikke bare reagerer”, der ikke bare ‘sker’, men handler nyt og uventet … ubetinget af den handling, der fremkaldte tilgivelsen.” Derfor, siger hun, befrier tilgivelsen “både den, der tilgiver, og den, der bliver tilgivet for sin oprindelige handlings konsekvenser.” Tilgivelsens magt blandt mennesker er netop så stor, at den kan sætte begge parter fri. Den, der bærer skylden, og den der tilgiver skylden. Ja, det er næsten et Gudsbevis: Fordi tilgivelsens magt er større end mennesket, større end vores skyld, så kræver det, at noget større end os har bragt den ind i verden: Og det er Gud.

Og netop, fordi tilgivelsen kan være så stor selv blandt mennesker, kan den for os blive nærmest uforståelig. Lad mig slutte med et billede fra en film, der endnu ikke har haft premiere. Et billede fra Nils Malmros’ nye film, Sorg og glæde. Det er en film om ham selv og hans kone og den mest tragiske historie: hans kones drab på deres barn, forårsaget af en dyb depression. En skyld, man ikke forstår, at folk kan leve videre med. Men i forfilmen – ja, bare denne kan man næsten ikke se uden en klump i halsen – ser man et stærkt klip. Konen, Signe, er indlagt på et psykiatrisk sygehus, manden holder hende i hånden. Og så siger han det: “Det er ikke din skyld.” Jo, det var også hendes skyld! Men han tilgiver hende. Han tilgiver hende, og de lever videre. Lever videre med, vel at mærke, skylden og med tilgivelsen hver dag.

Hvor mange gange skal jeg tilgive, spørger vi Jesus. Og han svarer: “Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.” Tilgiv hver dag, som du blev tilgivet først. Amen.

P.s.

Prædikenen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 148–151.

Skriv et svar