To allehelgensprædikener

ein_feste_burgScriptoriet præsenterer her to prædikener til allehelgenssøndag om reformation og helgener, salt og lys.

Prædikenerne er begge til anden rækkes tekster fra Esajas’ Bog, Johannes’ Åbenbaring og Matthæusevangeliet:
Es 49,8–11; Åb 21,1–7; Matt 5,13-16
.

Jordens salt og verdens lys

Niels Bjørn Christensen-Dalsgaard

Jesus taler egentlig til disciplene, men dermed taler han også til os, for alle kristne er jo at betegne som Kristi disciple. Vi skal derfor også høre ordene om, at disciplene er jordens salt, som en tale til os eller måske nærmere som en bøn til os – ja en bøn til os om, at vi må vedblive at være jordens salt, så vi bevares i troen på Guds kærlighed. Det er nemlig i troen på Guds kærlighed, at vi er jordens salt, og ikke i os selv – og det er derfor også med denne kærlighed, at vi må forsøge at salte verden og arbejde imod dens forråelse og kynisme, ja måske endda imod dens forrådnelse. Salt er nemlig det konserverende. Det som bevarer og beskytter. Holder vi ikke fast i Guds kærlighed, så bliver vi ligesom det usaltede kød og rives alt for let med af verdens kynisme. Vi må derfor holde hinanden fast på vores indbyrdes tro, så vi ikke mister den kraft, som vi alle har i troen på Gud; for mister vi alle den, hvad skal vi så saltes med? Hvad skal så bevare os i kærligheden til hinanden og sikre os imod, at ligegyldigheden fordærver os? Mister vi troen på den kærlighed, der er blevet os åbenbaret i Kristus, så er der ikke længere andre end Gud selv, der kan salte verden. Ændrer saltet karakter, mister det sin kraft og duer ikke længere til noget. Det ophører med at være salt. Det samme gør sig gældende for det menneske, der kalder sig kristent, men ikke længere i sit hjerte kan bekende sig til Kristus og den kærlighed, han har vist os.

Jesus vil have, at vi hver især skal være et eksempel for hinanden, så vi i fællesskab bevares i troen og dermed også i kærligheden. Derfor hedder det også i dagens tekst: »I er verdens lys«, og man sætter som bekendt ikke et lys under en skæppe, men i en stage, »så det lyser for alle i huset«. Hvor nødvendigt lys er, og hvor vigtigt det har været, bliver ofte glemt i vores fuldt ud oplyste verden, men når vi står i mørket og skal finde vej, så mærker vi pludselig, hvor vigtigt det er. Men skulle vi virkelig være verdens lys? Skulle vi virkelig kunne lyse vejen op for andre, når vi selv sommetider mest af alt føler det, som om vi famler os frem i mørket?

Læser man prologen i Johannesevangeliet, kan der ikke være nogen tvivl om, at det er Kristus, der er vores lys – om sig selv siger han: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys«. Når det derfor i dagens tekst hedder: »I er verdens lys«, må det være klart for enhver, at det er Kristus, der i kraft af vores tro giver os lyset; for der er kun et lys, hvorfra alt andet lys i verden udgår – og det er Kristus.

Det er også værd at bemærke, at lyset ikke sættes i en stage for så at stå og lyse for sig selv – nej det hedder »så det lyser for alle«. Vi bliver som kristne ikke kaldt »verdens lys« for at kaste glans over os selv, men derimod for at lyset, vi har fået fra Gud, må skinne på andre, så de priser Faderen, der er i himlen.

Læser man ikke teksten således, at det er Gud, der giver mennesket kraften som salt, så ender man alt for let i en tankegang, hvor mennesket er sig selv nok og har nok i sit eget. Men glemmer vi, hvorfor Kristus kalder os for jordens salt og verdens lys, så har vi mistet retten til at kalde os det; for så ender vi bare med at blive nogle selvoptagede og selvretfærdige farisæere. Vi må derfor aldrig glemme, at alt det gode, der strømmer igennem os, har sit ophav i Gud. Selvom kærligheden er blevet os givet og bestandigt bliver os givet, når vi åbner os for den, så ejer vi den ikke.

Hvad har allehelgensdag og teksten egentlig at gøre med hinanden? Ser man på ordet »allehelgensdag«, så giver det næsten sig selv, at det betyder en dag for alle helgener – altså for alle dem, som er hellige. Sådan var det i hvert fald i middelalderen. Ser man på kirkekalenderen dengang, så var der en lang række af dage, hvor man skulle fejre de hellige, men på et tidspunkt var der kommet så mange til, at det var en ganske umulig opgave at holde gudstjeneste for dem alle hver især, og man valgte derfor at fejre dem alle sammen på en dag. Sikkert under devisen alle nævnt, ingen glemt. Ironisk nok var det netop også aftenen inden denne allehelgensdag, at Martin Luther i 1517 valgte at slå sine teser imod afladshandlen op på døren ind til slotskirken i Wittenberg. Den diskussion og strid, der fulgte efter, rev kirken midt over. Op gennem middelalderen havde man fået den ide, at de hellige med deres gode gerninger skabte et overskud af nåde, som kirken frit kunne dele ud af mod betaling. Kirken blev altså betragtet lidt ligesom en nådesbank, hvor man med penge kunne købe sig hurtigere igennem skærsilden. Det grelleste eksempel på en sådan afladskræmmer er nok den berømte Johann Tetzel, der indkasserede en masse penge med sit slogan: »Når pengene i kassen klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer«.

Det var blandt andet denne form for usmagelig kirkekapitalisme, som Luther gjorde op med i sine teser – og det gjorde han, fordi det kun er Gud og ikke kirken, der har magt til at tilgive mennesket. Hvorfor det selvfølgelig også er at holde mennesker og sig selv for nar, når man tror, at man kan dømme i sådanne sager. I den omformning af kirken, der fandt sted i reformationen, gjorde man også op med helgener. Det var blevet tid til at få renset ud i kirken, ligesom Kristus havde fået renset ud i templet. Man havde forvildet sig for langt væk fra evangeliet og var endt i gerningsretfærdiggørelse, men et menneske bliver ikke retfærdiggjort ved sine gerninger, men ved troen alene – og om den kan kun Gud dømme.

Som I sikkert kan mærke, kiler Luthers kritik sig godt og grundigt ned i dagens tekst. Vi er nemlig ikke jordens salt af egen magt eller verdens lys i kraft af os selv, men ved troen på Guds kærlighed. Der, hvor vi derfor glemmer, at det er troen, der bevirker de gode gerninger, bliver vi selvhøjtidelige – og hvad værre er: måske endda skinhellige. Vi får lullet os selv ind i den tro, at vi i os selv er jordens salt og verdens lys, alt imens vi slet ikke lægger mærke til, at kraften er forsvundet og lyset falmet. For det er alene i kraft af Guds nåde, at et menneske bliver helligt, og intet andet. Det er derfor heller ikke underligt, at allehelgensdag i den evangelisk-lutherske tradition har ændret karakter, så at den i dag benyttes til at mindes alle dem, man har holdt af, men ikke længere har hos sig. Og derfor kan vi istemme med Kristus og sige:

Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.

Salmer

  • 2Lover den Herre, den mægtige konge med ære
  • 364Al magt på jorden og i Himlen
  • 321O kristelighed
  • 354Lov og pris og evig ære

*

De helliges samfund

Thomas Hårbøl

Det er begyndt at være mørketid; vi er nogenlunde halvvejs imellem efterårsjævndøgn og vintersolhverv, så det bliver mørkere endnu. Midt i dette mørke lyser de udhulede græskar, for det er allehelgen. Hvad fejrer vi eller markerer vi ved allehelgen? Man tager ikke helt fejl, hvis man svarer, at vi fejrer alle og enhver – lidt af alt, kort fortalt. Hold på hat og briller, mens vi flyver igennem de mange ting, som allehelgen rummer og betyder:

Den gamle katolske allehelgensdag var en fest for de mindre helgener og martyrer, som var døde for deres kristentro, alle dem der ikke var vigtige nok til at få deres egen festdag i løbet af kirkeåret, sådan som f.eks. Johannes Døberen havde det ved Sankt Hans og ærkeenglen Mikael på Mikkelsdag og kirkens første martyr Stefanus på anden juledag; alle de andre mindre helgener, der også havde været jordens salt og verdens lys, måtte nøjes med allehelgensdag, 1. november.

Ved den lutherske reformation blev helgendyrkelsen stort set afskaffet, men til gengæld begyndte man så at markere netop Reformationen dagen før, 31. oktober, den dag hvor Luther slog sine teser op på døren til slotskirken i Wittenberg og begyndte opgøret med den forkvaklede afladshandel, hvor man kunne købe sig til et kortere ophold i skærsilden – I kender måske slagordet »Når pengene i kassen klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer«. Takket være Luther slap vi for den slags idiotisk humbug, og selvom vi har fundet på så meget andet pjat sidenhen, fejrer vi stadig Reformationen; og derfor bliver denne tid på året brugt til at mindes alle dem, der har betydet noget særligt for at bevare og beskytte kirken og kristendommen – alle dem, der har været salt og lys i kirken, salt ved at give smag og beskytte mod råddenskab, og lys til at fordrive mørket.

Dertil kommer så den gamle allesjælesdag, 2. november, hvor man mindedes alle de døde, også dem, der ikke havde påkaldt sig så meget opmærksomhed, at de var blevet udråbt til helgener. Det passer bedre ind i den lutherske opfattelse af, at alle medlemmer af kirken – lige fra fyrster til fattigfolk, fra konger til klodshanser – er ligestillede, stillet lige over for Gud. Alle er gjort hellige ved Kristus, selvom ingen har gjort sig fortjent til det, selvom alle er ufuldkomne og har alverdens fejl og mangler. Derfor mindes vi stadig vores egne døde ved allehelgenstid, vel vidende at de ikke var helgener, men mennesker på godt og ondt, fulde af fejl og mangler, men vores mennesker, mennesker der betød noget i vores liv, og som vi nu har overgivet i Guds hænder – alle dem, der har været salt og lys i vores liv.

Som om det alt sammen ikke var nok at markere alle disse ting på samme tidspunkt, har vi også fået halloween på programmet, en slags fastelavn nummer to, naturligvis tilskyndet af græskarindustrien, der storsælger sine flotte græskar til lygter og kager. Faktisk er halloween bare allehelgen på engelsk, all hallows eve, allehelgensaften.

Så her står vi: reformationsfest, kirkefest, helgenfest, dødefest, halloween. Hvad har alle disse ting til fælles?

Jeg tror, at den nøgle, som vi har brug for for at forstå alle de ting, som allehelgentiden handler om, kan findes i trosbekendelsen, hvor der tales om de helliges samfund eller fællesskabet af hellige. Vi er måske tilbøjelige til at glemme, at det står der, selvom det bliver sagt søndag efter søndag, gudstjeneste efter gudstjeneste: »Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund …« Sådan står der. Vi kan ikke fatte det, og vi vil måske også hellere nedtone det lidt, men det er jo det, vi siger, at vi tror på.

De helliges fællesskab er et fællesskab af levende og døde, der lever hos Gud, med Gud. De døde er ikke genfærd, selvom spøgelseshistorierne også trives her omkring halloween; de døde lever som salige hos Gud. Man kan få det indtryk, at kirken engang i de såkaldt gamle dage næsten ikke talte om andet end evigheden, himlen, det evige liv. Nu er det blevet til noget, vi har svært ved at tale om, selv præster har svært ved det, for det kommer meget let til at lyde som verdensfjern spekulation, og man kan blive helt bange for sine egne ord eller måske bare blive forlegen over at tale om noget, som man ikke synes, man kan sige noget om. Men lad os alligevel prøve at holde fast i tanken om de døde, der lever hos Gud, for hvis vi ikke engang tør tænke tanken her i kirken, hvor så? Det går ikke. Hvis man ikke engang i kirken kan tale om himlen og evigheden, er der ingen steder tilbage, hvor den tanke kan få plads. Vi må bide hovedet af al ukristelig skam og for et øjeblik blæse på, hvad andre måtte tænke om os – der er trods alt vigtigere ting i verden end andres meninger om én.

Så med fare for at blive en åndelig nar, eller i hvert fald en gejstlig nar, vil jeg opfordre til, at vi løfter blikket, vover at tale med større ord end ellers, vover at svinge os op til noget, vi knap tør drømme om, vover at tænke tanken om de helliges samfund, fællesskabet af helgener. En storslået tanke; den tanke, at alle kirkens medlemmer er ét universelt fællesskab, der omfatter de døde, der er hos Gud, de levende, os, der er her nu, og endda dem, der endnu ikke er født. Alle er vi blevet en del af de hærskarer af mennesker, kirken, der har til opgave at prise Gud, at synge lovsang for ham: Vi synger her i kirken, og selvom det bare er en efterårsdag på Strynø, får vi alligevel igennem lovsangen et glimt af himlen, hvor der synges lovsang for Gud i evigheden. Kirken bliver den by, der ligger på et bjerg, og som ikke kan skjules, fordi den lyser op i hele verden.

Allehelgen er festen, hvor vi markerer de helliges fællesskab, dét at kirken omfatter både de levende og de døde, hvis død Gud har taget på sig. Allehelgen er ikke bare en fest for den store græskarmand eller et smart kommercielt trick, der skal sætte skub i salget af hyggeligt uhyggelige kostumer. Allehelgen er kirkens, menighedens lovprisning af Gud i evigheden. Det høres for eksempel i ét af de ritualer, der kan bruges ved nadveren, men som også kan være vores lovsang til den treenige Gud her i dag:

Vi takker og lover dig, Gud Fader almægtige, ved Jesus Kristus, vor Herre. Du skabte himlen og hele dens hær, jorden og alt, som er derpå. Liv og ånde giver du os, mætter os daglig af din fylde. Derfor vil vi med hele din menighed, i himlen og på jorden, i kor med alle engle, synge din herligheds lovsang: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige. Himlen og jorden er fuld af din herlighed.

[Kollektbøn af Johannes Johansen fra Tillæg til Alterbogen]
Barmhjertige Fader. Tak for menneskelivet, du gav os, med tid til at fødes og virke, tid til at hvile og dø, livet med dets glæde og sorg. Tak for de mennesker, som du gjorde til salt og lys iblandt os.

Vor Frelser, Jesus Kristus, lovpriset være du, fordi du har båret vore smerter, vor synd og død og gjort alle ting nye ved din sejr.

Gud Helligånd, hjælp os gennem kamp og tvivl, savn og pine, og bevar os alle, levende og døde, i de helliges samfund.

Al ære og lov, al tak og pris tilhører dig, som har skabt, frelst og bevaret os, nu og i evighedernes evighed. Amen.

Salmer

  • 402Den signede dag med fryd vi ser
  • 575Din fred skal aldrig vige
  • 560Det livets ord vi bygger på
  • 354Lov og pris og evig ære
  • 571Den store hvide flok vi se

P.s.

Prædikenerne er optrykt i Post scriptum 2014, s. 149–155.

Skriv et svar