Udvidet polemisk prædiken over Joh 12,25–26.

“Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.” (Joh 12,25–26)

Bevæger man sig i østlig retning fra Athens Syntagma-plads, ad hovedgaden Vassilissis Sofias, finder man på højre hånd museet for byzantinsk kunst. For tiden står der i gården en gammel fiskekutter, tilplastret med gyldne og sølvskinnende plader. På pladerne står på farsi og arabisk navne på flygtninge, som er omkomne på deres vej over Middelhavet i små både i stil med fiskekutteren. Pladerne er udformet som de såkaldte tamata, små metalplader med bønner, som anvendes i den ortodokse kirke. De omkomnes navne er blevet en bøn om frelse. På et tilhørende skilt forklares, at båden er et mindesmærke over de døde og en bøn om guddommelig indgriben. Installationen er derved en klar påmindelse om en ulykkelig situation for Grækenland og Europa i det hele taget – men også en påmindelse, såvel som et håb om, at kun Gud kan løse problemerne endeligt.

Én sætning i den ellers fine beskrivelse skurrer dog i ørerne, for der står også, at “værket fokuserer på menneskesjælens mod og den kraft, som findes i livet selv”. Det er givetvis vel ment, men hvad er det nu med dette “livet selv” (της ίδιας της ζωής), et begreb, som vi også kan støde på i prædikener og salmer fra tid til anden? Ordvalget er problematisk, for dyrkelsen af menneskets livsmod og livskraft er ikke en kristelig, men en filosofisk, humanistisk og vel i grunden hedensk størrelse – og det er netop den dyrkelse, Jesus gør op med i Joh 12,25–26, når han siger, at “den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv”. Jesus forkynder ikke en tillid til menneskelivets grundlæggende værdi og iboende kraft. Han forkynder i stedet det mod, som kommer af erkendelsen af, at godt nok er vores liv flygtigt, men at også det er i Guds hænder – at “livet selv” ikke har nogen iboende kraft, men at Jesus, som selv er livet, har lovet evigt liv til den, som mister sit liv.

Men hvorfra kommer idéen om “livet selv”? Det er nok almindeligt at tænke på mennesket som en organisk størrelse med et iboende potentiale, der skal udfoldes: Ligesom et frø kan blive til et stort træ, hvis det får nok sol, vand og næring, blomstrer mennesket, hvis det får de rette stimuli. Denne tankegang suppleres ofte af en forestilling om, at der bag vores livs tilsyneladende flygtige og forgængelige udformninger findes noget blivende, en uudgrundelig livskraft, som nogle kalder “livet selv”, og som udgør det ubetinget værdifulde og fordrende i tilværelsen (Pahuus). Livet, siger man måske, er en slags ånd – en verdensånd eller en folkeånd, som er den egentlige drivkraft bag menneskers gøren og laden. Eller måske beskrives kærlighed og tillid som livsytringer, hvor “livet selv” udtrykker sig i vores handlinger (Løgstrup). Af og til taler man i samme åndedrag om det “egentlige” frem for det ”uegentlige”, det ægte og autentiske frem for det uautentiske.

I sin moderne udformning har tankegangen rødder i romantikken og Friedrich Nietzsches livsfilosofi, eller vitalisme, som det også kaldes. Det handler ifølge Nietzsche om ikke at lytte til religiøse livsfornægteres overjordiske håb og i stedet at være “jorden tro” i loyalitet mod “livet selv” (Nietzsche). Der har i det tyvende århundrede været flere forsøg på at tænke kristendommen sammen med livsfilosofien. Kristendom handler ifølge dette projekt i virkeligheden om at pege på menneskelivets iboende værdi og om at frelse det egentlige og naturlige liv fra kolde spekulanter og menneskefjendske magter – fra moralsk idealisme og gammeldags religiøs bornerthed.

Der er i dette to fløje. Jesus er på den ene fløj blevet til en vis lærer, der forstod det dér med “livet selv”, og som derfor bekæmpede de visne og livsforagtende farisæere, der kun havde forstand på moralisme og lovreligion – af og til kastes også Paulus i denne kasse, da han ifølge nogle af livsfilosofiens tilhængere genindførte et “jødisk”, livsfornægtende element i kristendommen (Grønbech). På den anden fløj er Jesus blevet reduceret til ren syndebuk, der tager Guds vrede på sig, så vi kan slippe for at beskæftige os med Gud. I stedet kan vi så give os i kast med vores konkrete tilværelse, “livet selv”, og derved være “jorden tro”, som det af og til udtrykkes med ord hentet fra Nietzsche. Denne læsning virker måske mere luthersk og er det måske også, for Luther talte jo også om at gøre sin pligt i kald og stand. At være ”jorden tro” lyder også lidt som gamle Grundtvigs ord: “Ved jorden at blive det tjener os bedst.”

Men idéen om “livet selv” har dog ikke meget med kristendom at gøre. Det afgørende skel går nemlig ikke mellem det levende, naturlige og legesyge eller, efter temperament, alvorlige mennesker, der har taget tilværelsens krav om ansvar på sig, på den ene side, og de livsfornægtende, kedelige typer, på den anden, såsom de statslige embedsmænd, for hvem “meningen med livet er en mellemhøj indtægt”, og for hvem “befolkningen består af HK’ere med pc-kørekort”, som en kronikør skrev for nylig (Romer) – heller ikke selvom de første kan være betydeligt mere interessante end de sidste. Skellet går mellem Gud og alt andet, og vi kan derfor aldrig sætte noget absolut skel mellem det middelmådige og uægte på den ene side og det vitale og autentiske på den anden. Kun Gud har liv i sig selv, men Gud er aldrig en del af vores verden, undtagen i sit ord, Jesus Kristus.

Hvis vi kan lære noget af vores liv, er det, at livet ikke bærer nogen vedvarende kraft i sig selv. Lige meget hvor meget vi plejer og dyrker det, lige meget hvor naturlige, sunde og vitale vi forsøger at være, lige meget hvordan vi spiser, og hvor meget motion vi dyrker, må vi til sidst kaste håndklædet i ringen. I Prædikerens bog står der derfor: “Menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde. Menneskene har ikke noget frem for dyrene. Alt er tomhed! Alle går samme sted hen; alle er blevet til af jord, alle bliver til jord igen.” (Præd 3,19–20). Det strider mod populære trosforestillinger om, at mennesket besidder en udødelig sjæl, og at døden derfor i grunden er en illusion. Denne forestilling findes i mange religioner og filosofiske tankesystemer fra oldtiden til i dag. Men i modsætning til populære forestillinger, inklusive livsfilosofiens tanke om en blivende ånd eller livskraft i denne verden, er der ifølge kristendommen intet uforanderligt under solen. Dyrkelsen af livet selv i stedet for den Gud, der giver det, må derfor skuffe. Døden er uomgængelig.

Kristendommen lægger imidlertid til, at Jesus har sejret over døden. Det er den gode nyhed. Jesu sejr over døden betyder, at døden ikke har det sidste ord. Evangeliet handler om, at Guds rige er nær, at Kristus er blevet indsat som konge højt over alle magter og myndigheder, døden inklusive (Ef 2,21). Døden er ikke afskaffet, men tjener nu Kristus, som har gjort døden til vejen til liv. Netop derfor går den eneste vej til lykke – eller salighed, som det hedder i Bjergprædikenen – ikke gennem vækst og selvudfoldelse, men gennem brud og selvfornægtelse. Den, der forsøger at redde sit liv, vil miste det, mens den, der mister sit liv for Jesu skyld, vil redde det (Matt 16,25; Mark 8,35; Luk 9,24). Kristendommen ér derfor virkelig en fjende af “livet selv”, for den ved, at der findes et liv, som er langt mere værdifuldt end det, som mennesket tror, det besidder: Evigt liv.

At hade sit liv her og nu til gengæld for at få det igen engang i fremtiden – det lyder som en let forståelig byttehandel. Men er det, hvad Jesus taler om? Egentlig ikke. At hade (μισῶν) betyder bibelsk set ofte ikke at hade aktivt i forstanden at væmmes ved eller bekæmpe. Det betyder snarere at nedprioritere, fravælge eller at sætte i anden række. Det handler derfor ikke om at erstatte livskult med dødskult, men om at erstatte begge med troen på den Gud, som er herre over både liv og død. Det handler om ikke at dyrke skabningen og det skabte liv i stedet for skaberen som giver det (Rom 1,22–25). At hade livet betyder at vedstå sig, at vores liv ikke er en selvberoende og blivende størrelse, men ligesom alt andet skabt noget flygtigt, som hele tiden må skabes og modtages på ny. Livet er ikke noget i sig selv, for livet – dét er Jesus, som selv er sandheden, vejen og livet (Joh 14,6).

Dertil kommer, at Jesus faktisk taler om to slags liv. Når Jesus taler om at hade sit liv, bruger han ifølge Johannes ordet ψυχή, men når Jesus taler om evigt liv, bruger han ordet ζωή. Med ψυχή skal nok forstås liv i forstanden iboende livskraft eller sjæl. Anderledes er det med ordet ζωή, som ikke står alene, men kvalificeres af ordet αἰώνιον, som ofte oversættes evig. Egentlig har ordet to betydninger, men det betyder ikke evig i forstanden uendelig tid. Ordet αἰώνιον kommer af αἰών, som på græsk betyder noget i retning af tidsalder eller verden, altså én evighed. Men det kan også betyde det, som er uden for tiden og derfor udfylder hele tiden. I denne forstand har ordene evighed og evig slet ikke noget med tid at gøre, men handler om det, som kommer fra Gud.

Evigt liv er altså det liv, som ikke er selvberoende, men som gives af Gud. Det udelukker selvfølgelig ikke, at evigt liv også handler om et liv, som varer hele den kommende tidsalder eller til tidernes ende – og at Jesus derfor taler om livet i den kommende verden. Men evigt liv handler først og fremmest om det liv, som ikke er selvberoende, men kommer fra den evige Gud. Og når vi sætter vores eget liv i anden række til fordel for det liv, som gives af Gud, bevarer eller vogter (φυλάξει) vi det til evigt liv, som Jesus udtrykker det ifølge Johannes. Vores liv bliver derved evigt, fordi det ikke længere skal hvile i sig selv, hvad det jo aldrig kan, men kun i Gud.

Evigt liv er ånd. Derfor kan Paulus også skrive, at det sjælelige (ψυχικός) menneske ikke tager imod de ting, som hører Guds ånd til (1 Kor 2,14). Med Kristus er det kødelige menneske afskaffet – det vil sige mennesket, som det er for, i, og af, sig selv. Men netop derved har det vundet evigt liv, ikke som kød, men som ånd. Guds ånd er ikke en naturlig del af denne verden, men må bestandig gives og derfor bestandig modtages. Guds ånd er altid forskellig fra det velkendte og kan derfor aldrig identificeres med verdensånd, folkeånd, en iboende livskraft eller livet selv. Ånd er noget, der altid gives fra den anden side af tiden, Guds dragelse fra den evige fremtid, opstandelsen på den anden side af døden. Størrelser som kærlighed og tilgivelse er ikke “livsytringer”, men Guds ånd, som ytrer sig glimtvis dér, hvor mennesket dør for sig selv for i stedet at leve for Gud og andre mennesker.

Vi kan derfor heller ikke være ligeglade med Gud. Jesus ofrer sig ikke, for at vi kan slippe for at beskæftige os med Gud, eller for at vi kan beholde vores liv – heller ikke i en renskuret, syndfri eller særligt vital udgave. For Jesus er samtidig den opstandne Herre, som befaler os at følge sig. Det kristne liv handler ikke om at være jorden tro eller at dyrke nogle særlige “livsytringer”, men om at være tro mod den Herre, som selv er sandheden, vejen, og livet: “Den, der tjener mig, skal følge mig”, siger Jesus. Det handler ikke om at være jorden tro, men om at være himlen tro – ikke om denne verdens liv, men om evigt liv.

Man kunne let misforstå og tro, at der så var tale om en slags moralsk opfordring eller et etisk ideal: Altså, hvis du vil tjene Jesus, så skal du følge ham og gøre sådan og sådan. Gå på discipelskole eller til discipelkurser (de findes faktisk!). Og så gennemlæser man Bibelen for at finde ud af, hvilke regler og principper der gælder Jesu disciple, og hvad der kendetegner en god kristen livsstil – og ender med såkaldt “kristenstress”, fordi man tror, at man selv skal bygge Guds rige. Og det er da også rigtigt, at Jesus ofte taler i imperativer: “Kom og følg mig!”. Men hvor vores imperativer gerne slår fejl, slår Guds ord aldrig fejl – for ingen kan stå Guds vilje imod (Rom 9,19).

Guds ord er et skabende ord. Når Gud siger “lad der blive lys”, ja, så bliver der lys, og når Jesus siger “følg mig!” – ja, så kan vi ikke andet end at følge ham. Efter sine ord om, hvad det vil sige at tjene ham, siger Jesus ifølge Johannes derfor også: “Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig” (Joh 12,31–33). Jesus drager alle til sig, siger han. Ja, faktisk kan ingen komme til Jesus uden at blive draget, lyder det et andet sted i Johannesevangeliet (Joh 6,44). Der er ingen anden mulighed. Jesus drager, og han drager alle. Hver til sin tid, indtil Gud er alt i alle (1 Kor 15,28).

At følge Jesus er derfor ikke et moralsk valg, ikke noget, man kan beslutte sig for på samme måde, som man kan beslutte sig for at melde sig ind i et politisk parti, en velgørende forening, at leve sundt, eller gå til crossfit i stedet for at gå på værtshus. Guds dom over verden er nu (Joh 12,31), og der er ingen mulighed for at udsætte den med arbejde eller bønner, ingen mulighed for at sikre vores liv. Det behøver vi heldigvis heller ikke, for Gud dømmer ikke, for at vi skal fordømmes, men tværtimod for at vi skal undgå fordømmelse (1 Kor 11,32). Med sin dom drager Gud os til efterfølgelse af Jesus.

Efterfølgelse er derfor noget ganske andet end et moralsk ideal. Det betyder også at livsfilosofiens dyrkelse af “livet selv” ikke skal erstattes af et andet, lige så abstrakt og luftigt, ideal, nu blot med Jesu liv og lære som tema – også selvom vi kan lære meget af at studere Bibelens beretninger. Det handler derimod om at besinde os på, at Jesus allerede har besejret døden og er godt i gang med at drage os til sig – ikke ved at vi som i Left Behind-filmene skal “rykkes bort” til skyerne, men ved at Guds rige åbenbares midt iblandt os, hvor der er kærlighed, fred og tilgivelse.

Evigt liv er at kende Gud (Joh 17,3), ikke et liv uden for denne verden eller i en fjern “himmel”. Det evige liv er i denne verden, men ikke af denne verden, for at bruge nogle ord fra et andet sted i Johannesevangeliet. At hade sit liv i denne verden til fordel for det evige liv, som Jesus taler om, er derfor ikke eskapisme eller formørket askese. Det er tværtimod denne verdens liv med sine moralske idealer, luftige principper for rigtigt og forkert og sine metafysiske griller, der er eskapistisk. Guds ånd ophæver al den slags frugt fra kundskabens træ.

Kristendom er ikke eskapisme eller idealisme, men klarsyn og realisme. Derfor indebærer efterfølgelsen af Jesus til evigt liv ophævelsen af alle moralske idealer. Evigt liv er et liv i frihed, et liv under nåde i stedet for lov, som Paulus formulerer det. Og det er her og nu. Evigt liv findes, hvor der er håb og derfor retning og historie skabt i tiden af Guds dragelse fra den evige fremtid. Der er ikke i denne verden noget blivende bag historien, som står tilbage når de enkelte livstegn forvitrer, og som derfor sætter os fri til at byde tidens tand velkommen: Tidens tand skal nok æde os, rub og stub. Men den gode nyhed er, at tidens tand ikke har det sidste ord, at Gud i det mørkeste dyb kan og vil indgyde sin ånd og skabe liv, fred og kærlighed. Det er opstandelse. Det er evigt liv.

P.s.

Prædikenen er optrykt i Post scriptum 2014, s. 156–161.