Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis (Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21), 26. juli 2015.

Fristelsen til at udråbe de andre til falske profeter er så stor, at den næsten ikke er til at modstå. Senest efter folketingstingsvalget for godt en måneds tid siden så vi dagen derpå useriøse, historieløse og barnagtige beskyldninger for intolerance, racisme og nationalisme mod højrefløjen, der såmænd blot på demokratisk vis havde vundet valget med flest stemmer. Nej, den fristelse var da umulig at modstå og nærmest berettiget at benytte sig af, når man havde tabt et demokratisk valg og dermed var i sin gode ret til at hejse et sort Dannebrog eller rejse ud af landet, mens grænserne endnu stod pivåbne. Ligeså vel går fristelsen også den anden vej – fra højre mod venstre. Og vel er der ydre såkaldte falske profeter, vi skal tage os i agt for, og enhver kan, og det med rette, kalde store førere og ledere som Mussolini og Hitler for falske profeter – de og deres manipulerende metoder og folkeforførelse er til at få øje på. Det er let nok at gøre, men det er uafhængigt af evangeliet. For der er aldrig udgået en profeti af et menneskes vilje – nej det er alene ved Helligåndens gerning i mennesket, at en profeti kan udgå af et faldent menneskes mund. Derfor er de store ideologiers ledere kun falske profeter i folkelig forstand, men ikke i bibelsk forstand, hvad enten de bekender sig religiøst eller ej, men de er løgnagtige mennesker, vi skal sky, og deres løgne er til at få øje på. Men det er ikke vores opgave at pege på falske profeter udenfor kirken. I det verdslige regimente hersker Grundloven.

Det, der er på spil i evangeliet til i dag om de falske profeter, er kirkens eget aldrig hvilende selvopgør. For dem, der prædiker noget andet end kristendom, er slet ikke inde i billedet, nej, de falske er nemlig dem, der er i kirken selv. Det er dem, som står og forkynder de store ord, men gør sig selv større og Kristus mindre. Grundtvig formulerede det på den måde, at ethvert menneske og dermed enhver prædikant havde modtaget den samme kraft og det samme kald til at være en sand profet; men nogle blev som Djævlen – nogle valgte at følge løgnen og misbruge deres gaver som forkynder til “at indbilde Menneskene, at de kan lægge en anden Grundvold for Guds Huus, end den som lagt er: nemlig Jesus Christus.” For hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel, og det sker, når Herrens Ord forsvinder ud af Hans hus.

Hvi eller hvordan er Herrens Ord forsvundet ud af hans Hus? … var overskriften på Grundtvigs eksamensprædiken den 5. marts 1810, hvor han med næsten profetisk myndighed revsede tidens og præsternes vantro og menneskekløgt, der er sat i stedet for evangeliet om frelsen ved Jesus Kristus. For på det tidspunkt blev der i landets kirker ikke prædiket evangeliet om syndernes nådige forladelse og det evige liv, men derimod en rationalistisk prædiken om moral. Her genlød falske profeters tale om at mennesket ikke behøvede en frelser fra synd, død og Satans rige, men en mester i korrekthed, en “Sandheds Lærer og et Retfærdigheds Mønster”, og det oplyste menneske kunne forbedre og retfærdiggøre sig selv og vise alverden, at han var så og så god – så og så kristen. Grundtvig fik højeste karakter for prædikenen, men det udløste også stor ballade og forargelse, som det jo har for vane at gøre, når nogen indenfor kirken drister sig til at hævde, at kristendommen er en gammel eller evig sandhed, som tiden aldrig løber fra, men den grund, vi bygger det gamle kirkehus på. Ja, historien viser, at der intet nyt er. For en flok præster klagede over, at Grundtvig havde beskyldt dem for at være “samvittighedsløse, feje, af Hovmod forblindede, Sandheds og Religions Forrædere, nedrige Hyklere og forsætlige Folkebedragere”. Kong Frederik den 6., der selv forgæves havde forsøgt at formane præsterne til at prædike lidt mere bibelsk, erklærede sig enig med Grundtvig i hans voldsomme polemiske udfald imod dem. I dag havde det vel sagtnes udløst en tjenstlig samtale, men Grundtvig fik en irettesættelse fra universitetet. For selvom kongen var enig med Grundtvig, måtte han jo, som han skrev, gøre lidt for gejstligheden. Og det er der for så vidt heller ikke noget nyt i. Men Grundtvig havde slet ikke tænkt dimisprædikenen som et “lidenskabeligt Udbrud af et gammelluthersk Brushoved, hvormed han vilde anklage eller udæske enten Kjøbenhavns eller hele Danmarks rationelle Gejstlighed”; men han betragtede sin dimisprædiken som en “en meget tam og uskyldig Lejlighedstale af en ung Taler og Digter”. Nej, han havde end ikke tænkt på at ville gøre “Hovedstadens kirkelige Orakel, Kapellan Clausen ved Frue-Kirke, Palmen eller Rangen stridig”. Nej, Grundtvig havde hverken forventet at blive irettesat eller dømt ude af det pæne kirkelige selskab for at forkynde kristendommens sandhed rent og purt, som enhver præst er forpligtet på. Selvom det kan få fatale konsekvenser i de kirkelige kredse, der kun har korrektheden at kæmpe for.

I den følgende tid granskede Grundtvig utrættelig Bibelen og fandt gennem skriften tilbage til sin barnetro – den kristne lutherske børnelærdom. Og barnetroen har intet med moral eller korrekthed at gøre, for det er ikke os, der handler med Gud, men Gud, der handler med os og i os. Derfor blev også Grundtvig anfægtet og ramt af det samme Guds Ord, som han forkyndte. Det skete en nat på Vindbyholt Kro, da Grundtvig var på vej hjem til Udby præstegård. Hans fars helbred var svækket, og han magtede ikke længere at passe sit embede. Og i foråret 1810 havde han skrevet Grundtvig et brev, hvori han ønskede, at han skulle vende hjem til Udby for at blive kapellan – altså hjælpepræst. Ledsaget af sin gode ven F.C. Sibbern drog Grundtvig hjem mod Udby og overnattede på Vindbyholt kro. Hen på natten vågnede Sibbern og fandt Grundtvig på grædende knæ i værelsets hjørne – den manglende nattesøvn, profetiske syner og svære anfægtelser førte til et angstanfald. I et tilbageblik på sit liv skriver Grundtvig, at han med et “blev sønderknust ved de Spørgsmaal: Er du selv en Kristen? Og har du dine Synders Forladelse? – Samvittighedens Spørgsmaal, der faldt mig som Stene, ja, som Klipper paa Hjærtet”. Sibbern beretter i sin dagbog, at Grundtvig havde følt Djævlen som en slange, der snoede sig om sin krop, og skriver, at det ikke var en legemlig sygdom, Grundtvig led af, men at han lå i en indvortes kamp for sin sjæls frelse.

Den anfægtelse, der ramte Grundtvig selv, er Kristi Ånd, og med den er alle profeter dømt, som ikke er af Helligånden, for som Grundtvig selv formulerer det: “Alt hvad der er Ædelt, Stort og kraftigt i Mennesket, er en Guddoms-Virkning.” Det er Guds gerning i os. Det er kristendom, det er den gamle sandhed, som intet menneske kan fremstille i sit eget faldne billede. Når evangeliet i dag lyder: “Vogt jer for de falske profeter”, er det derfor en advarsel mod vor egen fristelse til at lytte til falske profeter, mere end det er en skildring af, hvem der er falske profeter. For anfægtelsen – hvert menneskes eget selvopgør, der rammer i hjertets hovmod – er gjort større med Kristi komme, for nu er Ånden bundet. Ikke bundet til nogen moralsk og korrekt lære, men til Kristus og ham alene blandt alle, der har levet i jordens tid. Og her er vi fælles om at være ramt og tilgivet, som de syndere vi er. Al frelse og forløsning, som ikke lader forholdet til Gud ene og alene være i Hans hånd, er falsk profeti – det er skuffende drømme og skinnende bobler. Derfor er kriteriet til at afsløre de falske profeter heller ikke vores ånd; men når Kristi Ånd bæres ud i verden, afsløres alle de tilsyneladende kristne profeter. Med kærligheds og sandheds Ånd afsløres alle de ånder, som ikke er Hans – først og fremmest de ånder, der bor og forkynder i hans eget hus. Amen.

Salmer

• 392 – Himlene, Herre, fortælle din ære
• 297 – I kristne, som bekende
• 390 – Gud, lad dit ord i nåde lykkes
  —
• 561 – Jeg kender et land
• 427 – Tak for al din fødsels glæde
• 401 – Gud ord det er vort arvegods