Prædiken i Maugstrup Kirke, søndag den 26. juli 2015 kl. 10:30
(8. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21).

Evangelium betyder gode nyheder eller et godt budskab. I dag handler det om profeter og om frugt, og der er både gode og dårlige nyheder, først og fremmest en masse dårlige nyheder. Så selvom det er en glædelig dag i dag, hvor vi har døbt Gerda og Laura i den treenige Guds navn, så lad os alligevel begynde med de dårlige nyheder.

Falske profeter. Det har naturligvis en særlig klang, når man kommer som gæsteprædikant og skal tale om falske profeter, der er som ulve, men er klædt ud som får.

Hvad er en profet? Når man hører ordet profet, kommer man måske til at tænke på den unævnelige profet, som man ikke må tegne, og slet ikke med en bombe i turbanen, hvis man ellers har livet kært. Men lige bortset fra denne højst aktuelle trussel virker profeter som noget gammeldags, som noget, der ikke findes længere. Måske nogle, der har syner; nogle, som påstår, at de kan se ting, som andre ikke kan se. Nu til dags vil man være tilbøjelig til at mene, at folk, der har syner om fremtiden eller for den sags skyld om nutiden, bør lade sig indlægge, så de kan blive kureret for deres vrangforestillinger, og så vi andre kan slippe for at blive belemret med dem. Så bortset fra dem, vi betragter som galninge, har vi vist ingen profeter tilbage. Vi har selvfølgelig nogle økonomiske vismænd og tilmed også nogle spindoktorer, men det er ligesom ikke det samme.

Men egentlig er en profet bare én, der fremsiger noget – fremsætter en påstand, fælder en dom over samtiden, typisk en hård dom. En falsk profet må jo så være én, der siger noget sludder. Så er det pludselig lettere at få øje på de falske profeter, ikke sandt? Dem, der udbreder forvrøvlede idéer om, hvordan verden er, og hvordan den burde være. Og så er der det herlige ved falske profeter, at det altid er de andre. Der er vel ingen profet, der nogensinde har lanceret sig selv som en falsk profet, uanset om han havde ret eller ej. De, der tager fejl, er altid de andre. Det gælder også i vores tid, selvom moderne profeter ikke længere har syner; nu har de visioner, hvilket er samme sag.

Set fra et kristent synspunkt må det selvfølgelig handle om Gud. Enhver profet er én, der siger noget om verden og om os mennesker og om Guds forhold til os. Og en falsk profet er én, der leder folk på vildspor, én, der vender dem væk fra Gud. Sandheden om Gud er, at han vil være vores far, som vi lige har hørt det, når Paulus siger, at vi skal råbe »Abba« til Gud. Det har ikke noget at gøre med den svenske popgruppe; det betyder simpelthen, at man kan kalde Gud for far. Guds forhold til os mennesker er så nært, at han kan kaldes vores far. Et lille hjælpeløst barn er så nært knyttet til sine forældre, at det ikke kan overleve uden dem. Så nært er vores forhold til Gud altså. Enhver falsk profet må derfor være én, der bringer os væk fra Gud, bringer os på afveje – sætter os i en position, hvor vi ikke længere kan se Gud som vores far.

Der er nok af eksempler at tage af, så det vil jeg gøre.

Først var det oplysningens profeter, der i 1700-tallet talte dunder imod kirken og religionen, særligt kristendommen; hvis bare menneskene kunne blive fri for overtro og svindel, ville vi gå en lys og lykkelig fremtid i møde. Den største af oplysningens tolerante og humane profeter, Voltaire, sagde, at menneskene først ville blive frie, når den sidste præst var blevet hængt i den sidste biskops tarme. Væk med kirken.

I 1800-tallet var det så blevet Guds tur. Den nye tids profet, Nietzsche, blev kendt for at have underskrevet Guds dødsattest, da han profeterede, at Gud er død. »Hvor er Gud henne? […] Jeg skal sige jer det! Vi har slået ham ihjel – I og jeg! Vi er alle hans mordere!«.^[1] Exit Gud.

Når Gud er død, er der kun overmennesket tilbage. Og i 1900-tallet gik overmenneskene så i gang med at dræbe menneskene, tilskyndet af de nye profeter. Vi kender efterhånden omkvædet: Hvis menneskene skal blive lykkelige, må de sættes fri. Og det er jo rigtigt nok – der er mange undertrykkende og umenneskelige kræfter, der burde bekæmpes. Problemet er bare, at der skal slås så frygteligt mange mennesker ihjel, før menneskene kan blive frie, og før profeterne er tilfredse. Stalin, den store humanistiske profet, udtrykte det angiveligt sådan, at ét menneskes død er en tragedie, men en million menneskers død er bare statistik. Ud med mennesket.

Når man i 1700-tallet slog religionen og kirken ihjel, i 1800-tallet slog Gud ihjel og i 1900-tallet slog mennesket ihjel,^[2] så rejser sig selvfølgelig spørgsmålet om, hvem eller hvad vi så skal slå ihjel her i det 21. århundrede. De falske profeter, måske? Men vi, der ikke har Guds alvidende evne til at se, hvad profeterne bærer i hjertet, vi kan kun bedømme dem på, hvad der kommer ud af deres profetier. Et godt træ bærer gode frugter, og det dårlige træ bærer dårlige frugter. Vi kan altså kende dem på deres frugter.

Efter at have taget livet af de falske profeter kan vi således vende os mod dagens andet tema: frugt. Et herligt tema. Alle, der har vandret rundt under for eksempel et kirsebærtræ, hvad enten det er i blomstringstiden, eller når frugterne hænger tæt på træet, eller når bladene falmer, vil forstå glæden ved frugttræer.

Bibelen er fyldt med fortællinger om frugt og frugttræer, lige fra begyndelsen, hvor Adam og Eva som bekendt spiser et stykke frugt, der smager sødt, men som får bitre konsekvenser. I Det Gamle Testamente er det ideelle liv dér, hvor en mand kan sidde i skyggen af sit figentræ i fred og ro. I Det Nye Testamente taler Jesus igen og igen om frugttræer, der giver god frugt, eller om at dårlige frugttræer bliver hugget omkuld. Øksen ligger ved træets fod. Og Gud er den tålmodige gartner, der har plantet frugttræerne, og som nok en gang giver de frugtløse træer et år til, skønt de egentlig fortjente at ryge i ilden. Da Jesus er stået op fra døden påskemorgen, tror Maria Magdalene, at han er havemanden. Figentræets blomstring er et varsel om Kristi genkomst. Og så videre.

Derfor giver det også god mening, når vi lige har døbt Gerda og Laura til at blive podet ind i Kristus, som det hedder i ritualet, for podning har også med frugttræer at gøre. Disse to nye, spæde skud er ved dåbens sakramente blevet podet ind i Kristus, og i dåbens vand – et regnskyl af nåde – er de blevet skyllet rene og vandet grundigt, så de kan gro, vokse op, blomstre smukt og sætte god frugt, fordi de gror på en god stamme – på Kristus selv. Han vil holde dem og os fast, også når efterårsstormene raser omkring os.

Men bliver det da ved? Træerne vokser ikke ind i himlen; siger man, men med Kristus, der hang på korsets træ, er det noget andet. At blive podet ind i ham er i virkeligheden at blive plantet om til håbet om paradis, for Kristus, livets træ, vokser midt i paradiset, fjernt fra alle bladlus, skadedyr og falske profeter.

Velsign os med din Helligånd,
og plej os med din egen hånd,
så vi for dig må være
som blomster små med liflig lugt,
som træer fyldt med yndig frugt
til Jesu Kristi ære!

Og, Fader, når du ejegod
oprykker blomsten med sin rod
for bedre den at gemme,
o, plant mig da, og giv mig læ
ved livets væld, af livets træ
i Paradis derhjemme!^[3]

Salmer:

• 2 – Lover den Herre
• 674 – Sov sødt, barnlille
• 393 – Fra Himmelen hid til os ned
  —
• 390 – Gud, lad dit ord i nåde lykkes
• 465 – O Jesus, gør det ved din Ånd
• 725 – Det dufter lysegrønt af græs

[1] Her gengivet efter Friedrich Nietzsche: Den muntre videnskab, afsnit 125: »Det skøre menneske«.

[2] Idéen taget fra Péter Esterházy: Harmonia Cælestis, sats nr. 132.

[3] Vers 7 og 8 af Gak ud, min sjæl, betragt med flid (DDS nr. 726).