Gå du hen og gør ligeså

Prædiken til 13. søndag efter trinitatis (3 Mos 19,1–2.9–18; Gal 2,16–21; Luk 10,23–37).

Simon François Ravenet: Den Barmhjertige Samaritaner (1772)
Simon François Ravenet: Den Barmhjertige Samaritaner (1772)

Der er virkelig noget på spil både i Galaterbrevet og i fortællingen om den Barmhjertige Samaritaner. Men lad os begynde med evangelieteksten.

Det, som sætter gang i fortællingen, er en lovkyndig; at han betegnes som lovkyndig, vil sige, at han var en skriftklog, der vidste besked om alle de bud og love, som man i jødedommen på Jesu tid var nødt til at overholde, hvis man ville være retfærdig foran Gud – og som der står i dagens evangelietekst, så spørger denne lovkyndige altså Jesus for at sætte ham på prøve. Spørgsmålet, der i første omgang er udtænkt for at volde Jesus problemer, er, hvordan man arver evigt liv – med andre ord, hvad man skal gøre for at få del i Guds rige.

Og pudsigt nok svarer Jesus manden ved at spørge ham, hvad der står i loven, at man skal gøre; og den lovkyndige svarer ham – som vi har hørt – at man skal elske Gud af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke og af hele sit sind, og sin næste som sig selv. Efter at have hørt, hvad den lovkyndige siger, fortæller Jesus ham, at han har svaret rigtigt.

Og så burde historien jo sådan set slet ikke være længere; for den lovkyndige har jo allerede fået svar på sit spørgsmål om, hvordan man kan arve evigt liv. Men alligevel stopper den lovkyndige ikke her, selvom den fordring til mennesket, som Kristus har åbenbaret, forekommer at være såre simpel og ikke til at misforstå, men måske er det netop derfor, at manden bliver nødt til at forsøge at vriste sig fri fra den ved at spørge, hvem næsten er?

Og dermed får Jesus mulighed for at fortælle os historien om Den Barmhjertige Samaritaner.

Men før vi farer videre ligesom den lovkyndige, så lad os stoppe lidt op ved det rigtige svar.

»Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv«.

Det første, der siges, er, at et menneske skal elske Gud med både sjæl, krop og sind, og deraf følger også, at man skal elske sin næste som sig selv. De to bud er så tæt forbundne, som det overhovedet lader sig gøre, for at elske Gud er at elske næsten.

Det er, som vil Gud sige: Vil du gøre alvor af at elske mig, så elsk din næste.

Derfor er næsten også så tæt forbundet med vores forhold til Gud, for man kan slet ikke stå i et forhold til Gud uden med det samme at blive henvist til sin næste.

Hævder man derfor, at der slet ingen næste er, så fornægter man på sin vis Gud.

Så centralt er næstebegrebet i kristendommen – men hvad betyder ordet »næste« egentlig? – Ja, i jødisk og græsk sammenhæng betyder det en nabo eller en ven, altså én, der er nær.

Når den lovkyndige derfor spørger: Hvem er min næste?, så er det for at finde grænsen, der skal adskille de mennesker, der anses for at være nær, og som man skal elske, og så de mennesker, der er fremmede, og som man ikke har noget ansvar over for.

Hvad den lovkyndige ønsker at vide og få svar på af Jesus, er, hvor grænsen går. Hvem der kan siges at være nær – og hvem der skal regnes som fremmed. Og det er netop for at besvare det spørgsmål, at Jesus fortæller historien om Den Barmhjertige Samaritaner.

Men for rigtig at forstå den fortælling kræver det lidt baggrundsviden, for hvad er en samaritaner egentlig for en størrelse? I dag forbinder de fleste af os nok samaritanere med nogle hjælpsomme mennesker, men på Jesu tid lå jøderne og samaritanerne mere eller mindre i åben krig med hinanden. Samaritanerne havde nemlig formastet sig til at bygge et tempel på bjerget Garizim, hvor de tilbad Gud efter de jødiske forskrifter om at ofre, hvilket naturligvis var en torn i øjet på jøderne, der mente, at den slags kun skulle foregå i Jerusalem. Til sidst blev samaritanernes tempel ødelagt, uden at hadet mellem de to befolkninger forsvandt af den grund.

Når Jesus lade det være en samaritaner, der hjælper den nødstedte, så er det for at nedbryde den gængse opfattelse af næsten, som også er den lovkyndiges opfattelse af næstebegrebet.

Udsnit af det første billede: Præsten og levitten har travlt med andre ting.
Udsnit af det første billede: Præsten og levitten har travlt med andre ting.

Ud fra den lovkyndiges forståelse af næsten skulle man jo tro, at det var præsten og levitten, der var den nødstedtes næste, da de alle er jøder – men som der står, ser de den nødstedte, men går forbi ham. Hvorimod samaritaneren, da han går på den samme vej som præsten og levitten, selvom den nødstedte egentlig er hans fjende, ser ham og får medlidenhed og hjælper, så godt han kan, ved at forbinde hans sår og bringe ham til et herberg, hvor han endda lægger penge ud for ham.

At det er samaritaneren, der står den nødstedte nær, og ikke præsten eller levitten, er så selvfølgeligt og let at forstå, at selv den lovkyndige må opgive sin forståelse af næsten som en nabo eller ven, man har et fællesskab med – og det er vel at mærke barmhjertigheden, der viser, at samaritaneren er den nødstedtes næste og ikke andet.

Men den allervigtigste del af fortællingen er sådan set Jesu sidste ord til den lovkyndige, da han siger: »Gå du hen og gør ligeså«.

For som I husker, så spurgte den lovkyndige om, hvem næsten var; og i en iver for at forstå historien kunne man meget let komme til at svare, at det selvfølgelig er den nødstedte, der er næsten – og det er på sin vis også rigtig nok – men det afgørende er, at Jesus ved at sige »Gå du hen og gør ligeså« vender det hele på hovedet, så det ikke længere bliver et spørgsmål om, hvem næsten er, men derimod et spørgsmål om selv at være næsten for andre mennesker.

Opgaven ligger derfor ikke i at genkende næsten, men i at se sig selv som næsten til det menneske, der har brug for ens hjælp.

At spørge som den lovkyndige gør, er et forsøg på at holde næsten fra livet, hvorimod det at se sig selv som et andet menneskes næste er at påtage sig sin opgave.

Også i dag er der alle mulige forsøg på at vriste sig fri af næstekærligheden og dermed løbe fra den opgave og fordring, Gud har gjort åbenbar for os, og som dagligt byder os at hjælpe mennesker.

Sikkert fordi det krav, der stilles til os, kan forekomme at være så svimlende højt, at vi gerne vil have lov til at bøje lidt af på fordringen? Men et argument, jeg har hørt gentagne gange og med udgangspunkt i netop fortællingen om Den Barmhjertige Samaritaner, er, at næsten kun skulle være én, vi møder og ser. Men det at få øje på næsten er jo netop at begynde at se sig selv som næsten. Så sat lidt på spidsen behøver man sådan set slet ikke se ud over sin egen næsetip for at få øje på ham.

Er man derimod ikke i stand til at få øje på, at det er én selv, der skal være næsten, så vil man aldrig se den nødstedte, uanset hvor mange der måtte ligge i grøften på ens vej.

Er man ikke i stand til at se sig selv som næsten, så vil man glad og fro kunne vandre forbi, ligesom præsten og levitten, vi hørte om, uden at lade sig anfægte det mindste.

Og så er det rigtignok, som Paulus skriver i sit brev til galaterne, som vi også hørte i dag, at et menneske ikke bliver retfærdiggjort af lovgerninger eller de ting det foretager sig, men alene af troen på Kristus. Troen på Kristus er nemlig en tro på, at Gud har forbarmet sig over os på trods af, at vi ikke magter at gøre, som han vil, at vi skal gøre. Det er derfor en tro på tilgivelse, når vi går kærligheden forbi – men det bliver fordringen og kravet om at være andre menneskers næste ikke mindre af.

Salmer

  • 747Lysets engel går med glans
  • 696Kærlighed er lysets kilde
  • 684O Jesus, du al nådens væld
  • 686Min sjæl, om du vil nogen tid
  • 321 v.6–7 – O kristelighed
  • 691Loven er et helligt bud

2 thoughts on “Gå du hen og gør ligeså

  1. Denne fortolkning er en misforståelse og et udtryk for sentimental pietisme.
    Jesus fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner, fordi den lovkyndige tror, at han kan opfylde loven.
    Når Jesus siger: “Gå du hen og gør ligeså”, så er det på samme måde, som når kan siger til den rige mand, der vil være retfærdig: “sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige”.

    Jesus afslører den lovkyndiges hykleri. Det er jo nemt nok at opfylde loven om kærlighed til næsten. Der er bare ingen af os, der vil.

    Jesus er jo lovens opfylder!!

    Mennesket er retfærdiggjort af tro (Kristus).

    1. Men er det ikke præcis dét, der også står i prædikenen?

      “Troen på Kristus er nemlig en tro på, at Gud har forbarmet sig over os på trods af, at vi ikke magter at gøre, som han vil, at vi skal gøre. Det er derfor en tro på tilgivelse, når vi går kærligheden forbi – men det bliver fordringen og kravet om at være andre menneskers næste ikke mindre af.”

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.